Me

Indlæg fra February, 2006

13. February, 2006

Nogle gange må man gribe dybt efter den indre drengerøv, tvinge ham ud i lyset og ruske ham hårdt og længe. Næste gang bliver d. 31. maj, hvor en håndfuld amerikanske drengerøve spiller i Århus. De har lavet en hyldestsang til Chasey Lane. Need I say more?

Bortset fra Open Air, en tur til Roskilde i ny og næ og diverse små spillesteder rundt omkring i byen, har jeg aldrig rigtig gjort i koncerter. Jeg var til Giants of Rock i Gentofte sidste år, som udover Rammstein var rimelig ligegyldigt. Til gengæld var der rigtig mange lamme bonghoveder med nitter, sort læbestift eller rygmærker. Senere på året skal jeg som den tilbagevendende læser muligvis har spottet til koncert med Depeche Mode og i slutningen af maj står den altså på Bloodhound Gang.

Der er nu noget helt specielt over livemusik, hva’ enten det er bands der hylder pornostjerner eller crowdsurfer i store sorte gummibåde.

9. February, 2006

Følelsen er overvældende, og kommer stort set hver gang jeg tænder for fjernsynet og zapper forbi LonelyPlanets programmer. Lysten til at opleve og tage nye indtryk er stærk, uroen sænker sig over mig.

Den tilbagevendende læser vil muligvis mene at jeg har rejst rigeligt, og jeg kom da også forholdsvist langt hjemmefra sidste år. Alligevel har jeg igen lyst til at rejse ud i verden, til trods for vores faldende popularitet i visse regioner af verden. I fjernsynet har de lige afsluttet en rejseberetning fra Sierra Nevada, og vi kom forbi en del af de steder jeg var sidste år. Nu står den på vandreture i Oklahoma, med alt hvad deraf følger af indianerkultur.

Hvor mon den kommer fra? Leder jeg mon efter noget? Noget jeg ikke mener jeg kan finde her hjemme under den milde danske himmel? Rejser du også ud i verden, og hvorfor? Hvorfor ikke?

7. February, 2006

Jeg savnede et seriøst forum for Linux/Apache/MySQL/PHP udviklere her i landet – ikke et sted hvor folk sidder og krammer deres pingviner og forbander Microsoft, men et sted hvor folk samarbejder og udveksler erfaringer og råd omkring LAMP udvikling, hosting og administration. Her er mit bud.

Indtil videre er det et ganske almindeligt ud-af-æsken site, men ideen var at teste om der var interesse for et sådant forum. Jeg er enerådig guru på kontoret, og nogle gange savner jeg nogle kloge hoveder at bounce idéer imod.

Note: Det er ikke ment som et forum for nybegyndere, men seriøse udviklere.

6. February, 2006

Den store blågule leverandør af nesting-lir har skabt en virtual kundeservicemedarbejder. Samtaler med Anna har bevist at hun er gift med sit arbejde, konfliktsky og har seriøse sociale issues. Jeg er glad for at vores korte forhold nu definitivt er afsluttet. Læs hele samtalen her:

neurox: Hej!
Anna: Hej, hvordan kan jeg hjælpe?
neurox: Jeg er lidt træt.
Anna: Trænger du til et hvil, så finder du senge og madrasser her.
neurox: Hvad med en sofa?
Anna: Her finder du sofaer, sovesofaer og lænestole.
neurox: Hvilken sofa har du selv?
Anna: Her finder du sofaer, sovesofaer og lænestole.
neurox: Du virker meget interesseret i sofaer?
Anna: Her finder du sofaer, sovesofaer og lænestole.
neurox: Jeg tror vi prøver et andet emne.
Anna: Jeg beklager, men jeg kender nuværende tidspunkt ikke svaret på dit spørgsmål. Men du er velkommen til at spørge, hvis du har flere spørgsmål om IKEA.
neurox: Er du naturlig rødhåret?
Anna: Måske spørger du om noget, jeg ikke har et svar på. Du kan prøve at spørge på en ny måde.
neurox: Er du rødhåret?
Anna: Måske.. og måske ikke!
neurox: Hvornår har du fri?
Anna: Jeg er her på hjemmesiden 24 timer i døgnet for at kunne hjælpe dig med dine spørgsmål.
neurox: Har du aldrig fri?
Anna: Jeg er på arbejde 24 timer i døgnet for at kunne hjælpe dig med dine spørgsmål.
neurox: Bliver du aldrig træt?
Anna: Det er vist ikke et IKEA relateret spørgsmål. Spørg mig gerne om IKEA, og jeg vil med glæde svare dig.
neurox: Er du træt?
Anna: Måske.. og måske ikke!
neurox: Smil!
Anna: Her får du oplysninger om produkterne i serien ved navn SMIL.
neurox: Det er ikke relateret til en større dansk forening, vel?
Anna: IKEAs mål er at have alle varer på lager, men forsendelses- og leveringsproblemer, kan vi desværre ikke forudse. Du kan kontakte IKEAs Kontaktcenter på XXXX XXXX for mere assistance.
neurox: Du virker meget sød!
Anna: Tak for komplimenten.
neurox: Er du single?
Anna: Lidt hemmeligheder må en pige vel ha’.
neurox: Har du tid til en kop kaffe?
Anna: Her finder du krus og kopper.
neurox: Nej, en date?
Anna: Det lyder hyggeligt, men jeg er bange for at det ikke er muligt.
neurox: Øv.
Anna: Jeg kan desværre ikke hjælpe med dette spørgsmål. Men har du andre IKEA relaterede spørgsmål vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe.
neurox: For en digital pige virker du meget sympatisk.
Anna: Jeg er her på siden for at hjælpe dig med spørgsmål angående IKEA.
neurox: Du virker meget loyal?
Anna: Jeg er programmeret til at hjælpe med IKEA relaterede spørgsmål.
neurox: Og hvilken sexet kode!
Anna: Kontakt IKANO Finans på XXXX XXXX eller via mail xx@xxxxx.dk
neurox: Hvorfor?
Anna: Jeg kan desværre ikke svare på dit spørgsmål. Hvis du har brug for…
neurox: Nu virker du pludselig så kold?
Anna: Du må undskylde, jeg forstår ikke hvad du mener. Er du ikke sød at spørge på en ny måde?
neurox: Er du kold?
Anna: Måske.. og måske ikke!
neurox: Du er ikke en issue-chick, vel?
Anna: Det er vist ikke et spørgsmål, der drejer sig om IKEA…
neurox: Jeg tror ikke det holder i længden det her.
Anna: Det er jeg ked at at høre. Du er velkommen til at kontakte IKEA på…
neurox: Jeg tror vores forhold er i alvorlig fare.
Anna: Mit navn er Anna, det er rart at møde dig.
neurox: That’s it – det er slut imellem os!
Anna: Prøv at omformulere dit spørgsmål, så jeg kan..
*CLICK*

Møgkælling.

4. February, 2006

Som nogle af jer måske ved, fyldte jeg år igår. Jeg havde ikke det store planlagt, udover en flok øl på hjørnet med et par af vennerne. Vi skulle mødes der omkring kl. 18, og jeg havde frygtet flag og fødselsdagssang. Sådan gik det dog ikke helt.

To øl inde i mit forehavende, fik jeg bind for øjnene og bortført i en taxa. Min første tanke var nå, hvor skal vi spise? Efter adskillige vellykkede forsøg på at gøre mig rundtosset, trådte jeg indenfor i et velkendt hus og min første tanke var her nå, de har lånt min mors hus, umiddelbart efterfulgt af hvad mon vi skal ha’ at spise.

Stor var overraskelsen, da jeg fik hevet tørklædet fra øjnene og blev blæst væk af hvad der i min hukommelse kunne være alt fra SURPRISE! til FUNKY TOWN! råbt af en pøbel på 15-20 mennesker, bevæbnet med øl og flag. Jeg tror aldrig jeg har været så overrasket før. Pludselig var venner fra nær og fjern samlet omkring mig, og som om det ikke var nok blev jeg også druknet i gaver! :-)

Idag gentager jeg successen på mine præmisser, men med stort set samme publikum. Jeg er som sædvanligt forholdsvist uforberedt, så jeg skal igang med kost og spand inden jeg kan drikke i festligt lag igen.

Tusind tak til alle de rare mennesker, der har holdt på hemmeligheden den sidste måned – og jeg er hudløst ærlig, når jeg siger at jeg på intet tidspunkt havde regnet med andet end flag og pinagtig fællessang på pubben henne om hjørnet! For fanden hvor I nakkede mig! 😉

Update: For de nysgerrige, var den geniale fødselsdagskage en Russischer Zupfkuchen.

3. February, 2006

Orv, jeg føler mig gammel nu. Tænk sig at det nu er præcist 30 år siden jeg blev presset ud i verden nu. Det er vist på høje tid med en lille lur og en kop sveskejuice, thi imorgen er der atter en dag med bankospil og pettirør der skal flettes.


Johnny