Jeg kan godt lide tanken om at man kan stole på mig og regne med mig. Hvis jeg lover noget, skal jeg muligvis lige huskes på det, men på bundlinien mener jeg hvad jeg siger og holder hvad jeg lover. Netop derfor er det noget jeg forventer af andre – at jeg kan regne med dem. Sådan er det desværre ikke altid.
Nogle gange møder man ustabile mennesker, og nogle gange er bekendtskabet interessant nok til at det kan bæres. Vedkommende bliver kort og godt ikke associeret med aftaler og opgaver, og for det meste kan man acceptere det. Jeg kender en del mennesker, som jeg ikke kunne drømme om at ringe til, hvis jeg var seriøst på skideren. Folk jeg godt kan lide, men som dybest set ikke er til at regne med. Det er helt iorden – måske kan vi drikke en øl og grine sammen – og det skal man absolut ikke undervurdere.
Problemet kommer, når man gang på gang bliver svigtet af en af grundpillerne i sit liv. Det er næsten umuligt at afskrive vedkommende som ustabil, selv om mønsteret har gentaget sig i årtier. Gang på gang regner jeg optimistisk med at hvad der er lovet bliver holdt. Gang på gang bliver det glemt, syltet og udsat, og gang på gang tilgiver jeg uden spørgsmål. Det gør ondt hver gang, ikke så meget pga. det lovede, men fordi det bliver ved med at ske.
Nu messer jeg det igen for mig selv; jeg kan ikke regne med vedkommende. Jeg skal ignorere alle løfter, og ikke regne med noget. Det er så fandens svært, men hvis det lykkedes kan jeg udelukkende blive positivt overrasket.
![[RSS]](/img/feed.png)
Jeg kender godt følelsen. Desværre fra en person, som jeg af gode grunde ikke kan afskrive fra mit liv.
På en underlig måde, så lærer man at leve med det. Man lærer at sætte en dæmper på sine forventninger, så man ikke bliver skuffet igen og igen. Jeg husker altid mig selv på, at jeg ikke skal regne med noget-som-helst.
Det er så trist, når man må se sig nødsaget til at tænke sådan om mennesker, man bare gerne ville kunne stole på.
*Knuser*
Chris, det er aldrig helt så nemt i praksis. Der arbejdes dog på det!
Anne, jeg må vist arbejde lidt med min stærkt kuede kyniske side, så jeg har lidt at stå imod med!
Det’ eddermame sørgeligt!
Du kan regne med mig til hver en tid og det håber jeg du ved. Om jeg så skal stoppe ungerne ind i bilen en sen aften, så kommer jeg, hvis du er fucked up og kalder.
Anita, ja det er vel i virkeligheden sørgeligt, eller ærgerligt eller måske endda trælst. Det er godt at vide at der er nogle tilbage man ka’ regne med. Du kan regne med mig!
Dét ved jeg! Ingen tomme ord og løfter. Det kan jeg bruge til noget
Trælst – er do blewn westjye’ ?