Me
6. July, 2006

Jeg har boet i etageejendom af flere omgange, senest som lejer i kollektiv i Gellerupparken og nu som ejer i det nordlige Århus. Den ligegyldighed folk præsterer er imponerende, men det er ikke før jeg fik lederhatten på at jeg virkelig kunne mærke det.

I Gellerupparken var der check på tingene, til trods for at folk svinede helt sindsygt og pissede i elevatoren. Det er først nu jeg virkelig kan forstå og sætte pris på hvad Brabrand Boligforening dagligt kæmper med derude. Da jeg boede der, var det en selvfølge at der var bare nogenlunde rent i opgangene og at udbrændte biler blev fjernet indenfor få dage. Der var stort set ingen kontakt imellem lejerne, men det var også underordnet – tingene kørte jo nogenlunde fint uden at man snakkede sammen.

Nytårsdag for lige over 5 år siden kom jeg til den konklusion at jeg ikke gad mere. Jeg gad ikke dele køkken med 3 andre og jeg gad ikke skændes om rengøringen. Derfor fór jeg ud og købte mig en lejlighed. De første år var meget tilbagelænede, men da jeg blev udråbt som vicevært kunne jeg allerede fornemme lidt af ligegyldigheden. Folk smed deres lort overalt, smed uindpakket mad i skraldespanden og sked stort og bredt på snerydningsplanen. Senere kastede vores daværende ejerforeningsformand håndklædet i ringen, og købte sit eget hus i Horsens. Ingen var interesserede i ejerforeningsposten, og af frygt for rent anarki tog jeg den på mine skuldre. Hvor svært kunne det være?

Svært ved det som så ikke, men i allerhøjeste grad en skuffende og frustrerende opgave at løfte. Ligegyldigheden fra ejerforeningens beboere var i høj grad stadig at mærke, specielt fra forældrelejlighederne – men hvad kan man forvente når farmand bor hundredevis af kilometer væk, og sønnikkes ansvarsfølelse er ikke-eksisterende, da det ikke er ham der ejer lejligheden. Anyway, udover beboerne blev en helt ny modstandsgruppe introduceret: håndværkerne. Det er mildest talt umuligt at få en meningsfuld dialog med en håndværker i disse år, og tror man endelig at man har fat i en, så skider de én op og ned af ryggen. Ringe tilbage? Det har vi da ikke aftalt?

Posten som ejerforeningsformand er uattraktiv og utaknemlig. Om det udelukkende skyldes ejendommens beboerdemografi, eller måske er en generel samfundsudvikling, skal jeg ikke kunne sige – resultatet er i hvertfald ikke til at tage fejl af; folk er imponerende ligeglade med hinanden. Folk smider deres lort overalt, smækker med dørene, hører højt musik på hverdagsnætter, hærger vaskemaskinerne og stjæler hinandens kælderskabe.

Viceværten Meyer fra Huset på Christianshavn ville ha’ været stolt af min utilfredshed, for hvor er jeg pisse træt af etageejendomme lige nu. Lejligheden er dejlig, men for helvede hvor kunne det være dejligt hvis den lå langt ude i ingenting, langt langt væk fra naboer og folk der tuder, klager, larmer, sviner og brokker sig.

Den første der kalder det charme får et los i skridtet.

[RSS] 7 kommentarer til “etageejendom blues”

  • Jul
    6
    2006
    18:43 - erlando

    I hate to say it, but I told you so….

    Det er hårdt at være ildsjæl.. Det er endnu hårdere, hvis man er det, fordi ingen andre ville.

  • Jul
    6
    2006
    22:07 - Kasper

    Hmmm… jeg vil håbe der var en der fik et los i skridtet før den kommentar blev slettet 😉

  • Jul
    6
    2006
    22:55 - neurox

    Jeg gider ikke fake comments, specielt ikke hvis mit fulde navn står der.

  • Jul
    6
    2006
    23:24 - Kasper

    he he he… du er vist ved at blive gammel, gnaven og paranoid 😉

  • Jul
    7
    2006
    13:36 - neurox

    Ja.

  • Sep
    13
    2006
    21:35 - Gl.Overbo

    :-) KOM TIL HORSENS
    Du træger til en VILLA

  • Sep
    13
    2006
    23:55 - neurox

    Det lyder mere og mere attraktivt :-)


Johnny