For det første er Israel det blegeste land i Mellemøsten. De er dem der mindre mest om os blege europæere, og det er der uden tvivl mange der identificerer sig med. De kører også rundt i store amerikanske biler og de drikker Coca-Cola ligesom os. De er omringet af folk der der gerne vil af med dem, og terrorgrupper der konstant prøver at splitte dem ad. Hvordan kan man ikke holde med dem?

Personligt mener jeg aldrig at Israel skulle ha’ været grundlagt hvor det er nu. Prøv at tænk på hvor meget energi der er gået i at flytte grænser, og slå hinanden ihjel. Hvor mange mennesker er ikke døde på grund af den lidet snedige beslutning at grundlægge staten Israel midt i den mellemøstlige krudttønde. Hvad man dog ikke gør af dårlig samvittighed.

Israel har dog i mine øjne været alt andet end sympatiske. Selvfølgelig er der forskellige mennesker i et land, men hvordan de israelske bosættere nogensinde kunne begynde at indtage nabolandene – med hæren i ryggen – undrer mig til stadighed. Denne jagt på lebensraum er en kvalmende historisk gentagelse, som jeg ærlig talt ikke havde forventet fra den front.

Selvfølgelig er det heller ikke iorden at terrogrupper fra nabolandene begynder at angribe eller bortfører folk, specielt når de lande der huser grupperne ikke tør gøre noget ved dem. Hezbollah er f.eks. en integreret del af det libanesiske samfund, og sidder på politiske poster og laver almentnyttigt og humanitært arbejde. Altså når de ikke slår israelere ihjel.

Der er så fandens mange aspekter i det her, at jeg personligt har svært ved følelsesmæssigt at holde med nogen bestemt front. Jeg bryder mig ikke om Israels opførsel, men jeg kan godt se at det er øje for øje. Jeg bryder mig bestemt ikke om Hezbollah, men jeg forstår også at de på deres egen forkvaklede måde også hjælper den fattige libaneser. Jeg kender ikke noget til Libanon, udover at jeg kan forstå at de ikke gør nok for at holde Hezbollah nede. Nåja, så bryder jeg mig heller ikke om USA i denne sag, fordi størstedelen af deres udlandsstøtte går til Israel.

Jeg syntes de er dybt syge i bøtten allesammen, og jeg er røvtræt af at høre om deres stridigheder. Man skulle gøre som en dansk komiker engang foreslog, og kaste brun sovs ud over de stridende parter. Soldater er altid sultne, og når de har spist sig mætte i brun sovs, gider de ikke slås. Problem solved.

Vi bør vel tage side for Israel.
1) Libanon skød først (uanset om det er en “selvstændig” terrorgruppe eller ej). Som stat har Israel ret og pligt til at forsvare sine civile.
2) Israel er en demokratisk stat og som sådan Danmarks strategiske allierede i regionen – og nej verden ville ikke være mere stabil uden Israel, tværtimod.
3) Enhver bleg og selvtilfreds dansker der har været i Israel, ved lige præcis hvem ens venner og fjender er… Det er ikke just nyt, at en tur ind i østjerusalem kræver militæreskorte…

Ja, jeg mener at Israel har en rigtig god sag omend de måske farer hårdt frem. Sådan har israelerne gennem snart 60 år overlevet en overvældende mangfoldig fjende der som erklæret mål vil drive dem i havet.

Mvh Stefan