I et øjebliks svaghed har jeg opgraderet mit gamle kamera til et Canon EOS 350D. Nu skal jeg bare af med mit gamle superprof Canon EOS D30 og evt. det lidt mindre prof Sigma 28-135 3.8/5.6 Aspherical IF Macro objektiv der sidder på. Har du et realistisk bud?

D30′eren har været et supergodt kamera, og det oser af høj kvalitet. Objektivet der sidder på har ladet noget tilbage at ønske, men resultatet har absolut været til at holde ud. Kameraet har fulgt mig i tykt og tyndt – flere gange i München, Tenerife, USA, Tyrkiet og som toppen af den eksotiske kransekage, Århus Nord. Den tidligere ejer havde det bl.a. med i Thailand og har taget nogle voldsomt flotte billeder i tidens løb.

Det nye kamera er hurtigere til at komme ud af starthullerne, har lidt højere opløsning, vejer lidt mindre og er fyldt med mere højteknologisk bling-bling (sammenligning). Det er dog kvalitetsmæssigt et skridt ned af stigen, da det gamle D30 sandsynligvis kunne trækkes igennem flere væbnede mellemøstlige konflikter, uden nævneværdige varige mén. Der er lidt mere plastik over det nye. Når jeg i løbet af de næste 36 timer får kameraet i hænderne, kommer der nok en mere dybdegående anmeldelse.

Anyhow, hvis du er interesseret i et yderst anstændigt digitalt spejlreflekskamera, evt. inkl. Sigma objektiv, hører jeg gerne fra dig. Hvis du leder efter et billigt alternativ til et Bilka-kamera, så kigger du det forkerte sted.

Som tidligere nævnt, er min MacBook Pro blevet omdannet til en ubrugelig, men vældig dekorativ klump aluminium. Jeg har haft lidt problemer med at returnere den, men nu er min lille guldklump endelig sendt på sin vej.

Efter at jeg kontaktede servicecenteret via e-mail, fik jeg prompte svar. De undrede sig over at telefonsupporten ikke kunne finde min maskine i systemet, og ville straks sende mig en ny returseddel. Den lå i kontorets postkasse idag, og maskinen er pakket og afsendt for et par timer siden. Roen sænker sig langsomt, da jeg nu ved at der ikke er mere jeg kan gøre. Om det udvikler sig til en af de legendariske evigt gentagne reklamationssager, eller om jeg får en perfekt fungerende maskine tilbage vil tiden vise. Indtil videre er jeg optimistisk, men jeg savner nu mit lille vidunderbarn.

Jeg har boet i etageejendom af flere omgange, senest som lejer i kollektiv i Gellerupparken og nu som ejer i det nordlige Århus. Den ligegyldighed folk præsterer er imponerende, men det er ikke før jeg fik lederhatten på at jeg virkelig kunne mærke det.

I Gellerupparken var der check på tingene, til trods for at folk svinede helt sindsygt og pissede i elevatoren. Det er først nu jeg virkelig kan forstå og sætte pris på hvad Brabrand Boligforening dagligt kæmper med derude. Da jeg boede der, var det en selvfølge at der var bare nogenlunde rent i opgangene og at udbrændte biler blev fjernet indenfor få dage. Der var stort set ingen kontakt imellem lejerne, men det var også underordnet – tingene kørte jo nogenlunde fint uden at man snakkede sammen.

Nytårsdag for lige over 5 år siden kom jeg til den konklusion at jeg ikke gad mere. Jeg gad ikke dele køkken med 3 andre og jeg gad ikke skændes om rengøringen. Derfor fór jeg ud og købte mig en lejlighed. De første år var meget tilbagelænede, men da jeg blev udråbt som vicevært kunne jeg allerede fornemme lidt af ligegyldigheden. Folk smed deres lort overalt, smed uindpakket mad i skraldespanden og sked stort og bredt på snerydningsplanen. Senere kastede vores daværende ejerforeningsformand håndklædet i ringen, og købte sit eget hus i Horsens. Ingen var interesserede i ejerforeningsposten, og af frygt for rent anarki tog jeg den på mine skuldre. Hvor svært kunne det være?

Læs resten af indlægget

Med to dages varsel, og absolut uden stavekontrol, har installationsfirmaet meddelt mig at idag er dagen hvor jeg får installeret bredbånd. Denne gang er det helt udenom både TDC og CyberCity – der kommer nemlig fiberforbindelse til adressen.

Det lokale energiselskab er indgået i et samarbejde med en stor dansk bredbåndsudbyder, og har så fået et tredie firma til at grave kabel ned og bore i folks vægge. For én gangs skyld bliver noget igangsat, der ikke fra starten er håbløst forældet. Hvis de nu bare kunne tilbyde en mere fleksibel installationsaftale end vær hjemme fra kl. 8 til 16 torsdag, så ville humøret være væsentligt højere.

Anyway, det hele bærer præg af at være et førstegangsprojekt – dels fordi det snart har taget et år at få installeret, dels fordi jeg ikke har nogen ide om præcist hvornår jeg rent faktisk kan bruge min forbindelse, eller hvilket udstyr de kommer og sætter op. Når det hele engang fungerer, tilbyder udbyderen også VoIP (telefoni over nettet) og IPTV (TV via nettet) på den nu relativt tidssvarende 10/10Mbit forbindelse.

Mere når installationen er overstået – stay tuned!

UPDATE: Manden kom forbi og trak fiber til en Comega FTTH bredbåndsboks. Desværre går der 3 uger får der kommer “lys” i. Vi venter spændt.

Jeg kan godt lide tanken om at man kan stole på mig og regne med mig. Hvis jeg lover noget, skal jeg muligvis lige huskes på det, men på bundlinien mener jeg hvad jeg siger og holder hvad jeg lover. Netop derfor er det noget jeg forventer af andre – at jeg kan regne med dem. Sådan er det desværre ikke altid.

Nogle gange møder man ustabile mennesker, og nogle gange er bekendtskabet interessant nok til at det kan bæres. Vedkommende bliver kort og godt ikke associeret med aftaler og opgaver, og for det meste kan man acceptere det. Jeg kender en del mennesker, som jeg ikke kunne drømme om at ringe til, hvis jeg var seriøst på skideren. Folk jeg godt kan lide, men som dybest set ikke er til at regne med. Det er helt iorden – måske kan vi drikke en øl og grine sammen – og det skal man absolut ikke undervurdere.

Problemet kommer, når man gang på gang bliver svigtet af en af grundpillerne i sit liv. Det er næsten umuligt at afskrive vedkommende som ustabil, selv om mønsteret har gentaget sig i årtier. Gang på gang regner jeg optimistisk med at hvad der er lovet bliver holdt. Gang på gang bliver det glemt, syltet og udsat, og gang på gang tilgiver jeg uden spørgsmål. Det gør ondt hver gang, ikke så meget pga. det lovede, men fordi det bliver ved med at ske.

Nu messer jeg det igen for mig selv; jeg kan ikke regne med vedkommende. Jeg skal ignorere alle løfter, og ikke regne med noget. Det er så fandens svært, men hvis det lykkedes kan jeg udelukkende blive positivt overrasket.

Min MacBook Pro ristede sig selv her for nogle uger siden. Det vil sige, den virker teknisk set stadig – et stykke tid af gangen. Når den altså vel at mærke kan starte op. Min tidligere laptop kunne overleve en atomvinter, så det er første gang jeg for alvor kører en supportsag. I guder, det er fandme trættende.

Maskinen blev fejlmeldt d. 27, hvilket inkl. en længere traumatisk ventetid i telefonkøen tog ydmyge 55 minutter. Heldigvis har Apple været så betænkelige at bruge at gratisnummer til telefonsupport, eller.. nej vent – det har de så ikke. Maskinen blev fejlmeldt, og jeg blev trukket igennem hele hans prøv-lige-det-her skema – og det foregik på flydende engelsk, da vi måtte indse at mine evner for det svenske og hans evner for det danske lod noget tilbage at ønske.

Samtalen sluttede af med en udmelding om at InfoCare – Apples supportpartner i Danmark – ville ringe tilbage og aftale hvad der skulle ske med min maskine. Dette skete få timer senere, og vi aftalte at bundkortet i maskinen skulle udskiftes. Da jeg endnu ikke har bortkastet min originalembalage, ville InfoCare sende et fragtbrev som jeg kunne sende kassen med, fra det lokale posthus.

Læs resten af indlægget

Jeg har et par bekendte, som har taget besættelsen om selvforsyning til det yderste. De graver kartofler op af haven, laver afkog af ukrudt og tuder af ærgelse over at de ikke selv kan producere deres citroner, men er tvunget til at handle dem side om side med os andre dødelige. Skal jeg være selvforsynende, bliver det væsentligt mere højteknologisk.

Tanken om det nedlagte landbrug skræmmer mig ikke mere. Den geografiske lokation hyler mig stadig lidt ud af den, men problemer er jo som bekendt til for at blive løst. Anyway, skulle det ske at jeg finder mig selv solidt plantet i den jyske muld, så kan man lige så godt gøre det ordenligt! Flytter jeg udenfor Ringvejen, så skal der også være en form for økonomisk mening med galskaben, og det var her jeg kom til at gruble over konceptet jordvarme.

Da jeg først hørte om det for nogle dage siden, var jeg stærkt tvivlende, men nu er ideen langsomt ved at finde indpas. Jeg kender ikke de specifikke detaljer endnu, men efter at den glade VVS-mand har gravet 3-600m rør ca. 2 meter ned under græsplænen, installeret en hvid tingest på størrelse med et køleskab og gået med en gage på omkring 100.000,- så er man principielt selvforsynende med varme. De minimale løbende omkostninger kan ses på el-regningen, og går til en vandpumpe og en art varmepumpe.

Bud på el-regningen i forbindelse med et sådant system har været omkring 500,- pr. måned. Med en mulig årlig olieregning på 25-30.000,- så giver det masser af mening, specielt hvis man kunne supplere med solvarme eller vindkraft – jo færre månedlige girokort, jo bedre! Står man alligevel overfor at købe hus, var det måske værd at overveje at låne 100.000,- til sådan en installation. Om ikke andet, så har det jo en vis gadget værdi – jeg forestiller mig noget med live grafer over mine varmebesparelser på nettet!

Der, mine damer og herrer, tog jeg muligvis mit første spæde skridt imod selv at blive en art neo-hippie.

Fandens.