Nogle mennesker vil gerne have noget at tro på, og som oftest er noget med noget guder og profeter. For dem der godt vil ha’ lidt mere kød på, er der religioner med UFOer og rumvæsner. Ramtha er sådan lidt midt imellem.

Religion er lidt som at gå en tur i Bilka; hvis du kigger længe nok, finder du garanteret noget du kan lide, eller i det mindste godt kunne tænke dig at nippe lidt til. Personligt æder jeg videnskab råt. Hvis de siger at kvantefysik holder, så hopper jeg med på bølgen. Her for et par måneder siden, sad jeg så og så et kort klip fra en film med titlen What the Bleep Do We Know, og der var noget med elektroner, spalter og hvor de ender på den anden side, alt efter om man observerer eller ej, og jeg indrømmer blankt at jeg åd det råt. Jeg ved ikke om det holder, men jeg arkiverede det under sandsynligvis rigtigt. Jeg spekulerede ikke yderligere over det.

En kammerat prikkede så til mig idag, og fortalte at han havde set hele filmen (IMDb), og snakker om alt det vanvittige de havde fået læsset ind i den. Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om, og har i skrivende stund ikke set hele filmen. Han fortalte at de havde stoppet et sært medie ind omkring slutningen, som efter sigende skulle være Ramthas stemme, en 35,000 år gammel frihedskæmper fra Atlantis, som havde nogle meninger om et eller andet. Ved nærmere eftersyn, viste det sig at filmen var produceret af tre studerende ved Ramtha’s School of Enlightenment. Et tilfælde? Næppe. Filmen består af interview med kvantefysikere, klippet og klistret sammen i bedste Clevin-stil, sammenkædet med nyreligiøst new-wave hokuspokus og reklamer for deres magiske tusch der fjerner appelsinhud. Filmen er simpelthen foie gras-fodret med bullshit.

Det foruroligende, var at folk i mange tilfælde ikke havde opdaget det. De havde bidt mærke i at en klog mand sagde kloge ting om kvantefysik, og sådan nogle er jo generelt til at stole på. Filmen varer næsten to timer, og min kammerat havde først luret at der var noget rigtig uldent over det, da der var en halv time tilbage.

Man skal ikke undervurdere menneskets naturlige behov for at tro på noget, og kombineret med vores evner for godt købmandsskab får man nogle pragteksemplarer på det gamle ordsprog den kloge narrer den mindre kloge. Hvis du vælger at købe varen, så står Ramthas skoleport åben og hans medie, Judy Z. Knight, tager imod checks og alle de store kreditkort. Hun ejer iøvrigt også ejer varemærket Ramtha, men det er vel også problematisk at registrere varemærker når man er usynlig og 35,000 år gammel.

Screenshot (ramtha.com)

Screenshot, www.ramtha.com

Jeg skulle til tandlæge idag, troede jeg da. “Det var sidste uge” sagde klinikassistenten småfornærmet, og med god grund. Det var anden gang i træk at jeg havde glemt en tid. På vej tilbage til kontoret kiggede jeg ind forbi Fona. Det var en delt oplevelse.

Jeg ligner en møgunge. En voksen en af slagsen, altså. Skamplysset, fjollet skæg, fjollet t-shirt og flabede shorts. Jeg indfinder mig i den pænere ende af Fona-butikken, nemlig der hvor der bag tykt glas er promoveret Apple computere. Den sektion af butikken er naturligvis udstyret med en træt salgsassistent, som er træt at folk uden penge. Sandsynligvis ikke fordi han er en røv, men fordi der kommer hundrede kunder om ugen, som ikke forstår hvorfor hvidt plastik skal være dyrere end det sølvfarvede, som konkurrenterne pakker deres bærbare ind i.

“Kan jeg hjælpe dig?” spørger manden skarpt, men imellem linierne syntes jeg at ane “Er du ikke i den forkerte afdeling?”. Nå, men jeg tager for underholdningens skyld brugerhatten på. “Ja, jeg skal ha’ sådan en dims, så jeg kan sætte min laptop til fjernsynet”. Jeg morer mig allerede kosteligt. Han ser mistroisk på mig. “Hvad er det for en?”. Samtalen ændrer drastisk karaktér, i det jeg svarer “En 17-tommer MacBook Pro”.

Han lyser op, og farer over i den anden ende af hans domæne. “Vi har den her, men den virkede rigtig dårligt med de tidligere modeller” siger han hjælpende, “men du kan altid bare komme ind igen og få pengene tilbage!”. Han berettede stolt at han selv har samme maskine, og at han gerne ville høre om jeg var tilfreds med adapteren. Jeg spurgte ham om den understøttede både PAL & NTSC (europæisk og asiatisk/amerikansk tv-standard) og kort og overbevisende svarede han “Jaja, det stiller man bare”. Jeg mistror ham for at være fuld af lort, men af den knapt så fjentlige men mere uvidende slags. Ingen I hagler mig ned for det, så står der PAL på tingesten. Jeg betaler, og bliver igen forsikret om at jeg kunne få pengene tilbage. Det var intet problem. Manden smilede op til begge ører.

En veninde har også handlet i Fona. Hun købte i sin tid en Windows-laptop, og har i månedsvis været engageret i tovtrækkeri med dem over en reparationssag. Da maskinen endelig kom tilbage, havde den stærkt nedsat batteritid, og var fyldt med musik som hun ikke selv havde lagt på den. Man burde få samme service, ligegyldigt hvilken vare man købte – men det hører nok desværre til i en magisk verden med spiselige skyer og pandekagehuse.

Nu er den gal med morfar-slæden igen. Jeg har løbende været opmærksom på at batteriet har set bedre tider, og jeg har også været opmærksom på at siden mit sidste biludlån, har kølerhjelmen sat sig uhjælpeligt fast. Her for nogle uger siden gik de to problemer så op i en højere enhed.

Yep, bilen er død for strøm og jeg kan ikke komme til batteriet. Forsøget er blevet gjort, og den kan ikke skubbes igang. Da min søde kæreste jo som bekendt bo et stykke vej væk, har jeg måttet ty til motorcyklen. Vejret har heldigvis været rimelig stabilt når jeg havde brug for det, men det er nok ikke noget man skal regne med. Bilen har således stået på en parkeringsplads, i uhjælpeligt koma, i et par uger nu. Idag var jeg nede for at besigtige problemet, og kan således konstatere følgende: kølerhjelmen sidder stadig uhælpeligt fast, og bilen er komplet død for strøm.

Målrettet ung mand som jeg nu er, gik jeg igang med at undersøge problemet. Det er jo tysk mekanik, så der må være en fornuftig årsag. Jeg har den tvivlsomme fornøjelse af at være indehaver af en Haynes manual, som i detaljer dækker modellerne op til ’86, hvilket der er begrænset underholdningsværdi i, nu hvor min er fra ’87. Designet er ændret radikalt, så de eneste fællesnævnere er at der er fire sæder og et rat i maskinen. Bilen står iøvrigt parkeret under nogle træer, så den er nu helt pakket ind i det fedtede gnyt som sådan nogle åbenbart sekrerer. Hvepsene og bierne elsker det, og bilen var nærmeste mere sort- og gulstribet end blå.

For den nysgerrige læser, kan jeg oplyse at noget af låsemekanismen er stået af. Når jeg trækker i udløserhåndtaget til kølerhjelmen, kommer der et uoplagt klik udefra køleren, og hjelmen løfter sig et par centimeter i højre side. Min teori går på at selve “krogen” som sidder i midten fungerer som den sidste sikkerhedsinstans, og at hjelmen faktisk primært er låst med to bolte i hhv. højre og venstre side, ca. 20cm ind imod midten fra yderkanterne. Den ene side låser fint op, men den anden nægter kategorisk. Selve krogen kan jeg fint komme til, og det er ikke den der er hængepartiet. Der er blevet hevet, trykket, råbt af og flået i hjelmen, men intet hjælper det. Google syntes heller ikke at kende svaret.

Bilen kører ingen steder nu. Jeg har ikke Falck abonnement, så de kan ikke komme og hente den. Det er stort set umuligt at komme til den defekte låsemekaniske, så med mindre jeg kan lokke en mekaniker ud i samfundet, og denne kan en form for sofistikeret automobil-voodoo, så er jeg inderligt på skideren.

Hva’ fanden gør jeg?

.. med indbygget fredagslink! Ved et rent tilfælde, faldte jeg over Anja & Thomas’ hjemmeside. Jeg har endnu ikke haft tid til rigtig at læse den igennem, men jeg sidder allerede her med en stærkt sitrende fornemmelse, og der er ingen tvivl om hva’ diagnosen er.

Jeg lider af rejsefeber! Jeg leder ikke længere efter den manglende brik til mit puslespil, men lysten til at komme ud og prøve egne grænser af er enorm. Behovet for at se nyt land, nye mennesker og noget andet end hverdagen er intens. Kæresten så nok helst at jeg blev hjemme, men planen blev lagt før hun kom ind i billedet, og om omtrent to måneder drager jeg afsted imod Østen. Jeg tager som bekendt arbejdet med i rygsækken, så jeg vil være online hver dag – det kan forhåbentlig holde savnet lidt i skak.

Er der ikke en af jer der vil forære mig en Land Rover?

Jeg står tidligt op for tiden – eller i hvertfald tidligt i min verden. Vækkeuret er sat til at ringe kl. 07:30, og til trods for at vi har nogle meget sympatiske murerer gående for tiden, så sover jeg faktisk usædvanligt godt. Idag var dog en undtagelse, og det var absolut ikke murernes skyld.

Min nabo på 4. sal skal ha’ skiftet vinduer. I den forbindelse har man lejet en lift, som er udstyret med en diesel motor. Denne lift havde så øjensynligt seriøse motorproblemer, for de stod og “gassede op” i en stiv halv time, fra kl. 7. En dårlig / kold dieselmotor oser så også af helvede til, og gæt hvems åbne vindue der peger den retning. Larmende morgenvækning med tilhørende diesel-os – lige ind i mit soveværelse. Hvis andres håndværkere bare var ligesom mine, så ville verden være et roligere sted at være – eller i hvertfald min lille del af Århus Nord.

Her sidder jeg så tilbage, stærkt desorienteret, og forsøger at klemme en alt for tidlig kop kaffe ned.

Det bliver en lang dag.

.. men det kniber lidt med tiden. Jeg farer rundt og for ordnet ting, som har ligget alt for længe. Jeg arbejder mig målrettet ned igennem todo-bunken, og den gode samvittighed er langsomt ved at indfinde sig. Der er stadig en del hængepartier, men det går fremad. Der er friske indlæg lige om hjørnet!

Tænk sig at der har været en tid uden sms-beskeder. En tid uden bippen og summen hver gang nogen vil underrette dig om et eller andet – folk slår op med hinanden, beder hinanden om at huske øl og en sjælden gang imellem varsler de deres afsked med genpølen.

Jeg har endnu ikke helt afgjort med mig selv, om jeg bryder mig om de små beskeder. Nogle gange bliver de brugt helt forkert, f.eks. når folk prøver at sende et vigtigt følelsesmæssigt budskab på under 160 tegn. Andre gange er det en appetizer på en historie som man simpelthen skal høre slutningen på.

Organdonor for et lebbe par

Det er fredag, og jeg er rundt på gulvet. Laptoppen er tilbage, kæresten kommer til byen, jeg har lige hørt reggae metal i radioen og jeg har lige spist et studenterbrød. It’s all good, baby!

Yes, alu-kassen er tilbage. Tilfredsheden er stor, og gjorde det ikke mindre underholdende at Skype lige er kommet med video til Mac. Efter udskiftningen af bundkortet, er maskinens serienummer nu “SystemSerialNumb”. Man undres. Maskinen virker iøvrigt klippestabil, men iflg. temperaturmåleren, er CPU’en stadig 84 grader varm under pres. Højst mærkværdigt, når nu min kammerats er 70 grader under pres. Jeg mistænker en varmeføler.

Kæresten lander i Smilets By om små seks timer, og tilfredsheden er ligeledes stor. Der skal hygges, høres musik (hvis vejret er nogenlunde ok), hun skal ud at flyve, og jeg skal se om man ka’ få et par sjove billeder af det!

Statsradiofoniens P3 fokuserer i øjeblikket på smalle genrer. Et af dagens bud var det danske band Blunt, som spiller en foruroligende lækker blanding af reggae og metal. I det ultrakorte interview, inden de spillede Reggae Da Nation fik vi at vide, at de spillede til Rak-og-pak i Silkeborg. Google aner ikke hva’ de taler om, og har iøvrigt aldrig hørt om bandet Blunt. Pisse ærgeligt, for det holder voldsomt!

God weekend, rødder!

UPDATE: Kæresten fandt Blunts hjemmeside og de spiller på Raggapak Sommerfestival

Folk skriver forskelligt, og forskellige ting motiverer til at skrive. Selv har jeg både været i den lejr hvor ordene flød bedst når humøret var lavest, men bestemt også i feel-good lejren. Problemet er når de to lejre kommet op at toppes.

Jeg tror ikke jeg er helt ude i hampen, når jeg sammenligner blogland med bladhylden i DSB-kiosken. Der er lidt for enhver smag, aviser som blade, blød sødsuppe som hård kritik. Jeg putter lidt af hvert i kurven, og forlader så bulen. Undervejs møder jeg måske en medrejsende, der brokker sig over mit bladvalg, men ham om det.

Forestil dig så, at du bladrer op på de første side af dit favoritmagasin, og lederen er tilegnet tilsviningen af et andet blad – i en helt anden genre. Ville det ikke virke en anelse mærkværdigt? Forestil dig at ComputerWorld brugte fire sider på at synderjorde Familie Journalen, med argumenter som vores måde at skrive på er bedst og hvorfor har I så fandens mange noveller? Nej, vel?

Det er altid nemmest at pege fingre af dem, som ikke ligner én selv. Det kommer der bare sjældent noget godt ud af. Forstå mig ret, jeg er stor fan af kritikken og den skarpe pen, og nyder at den i rette hænder kan få mig til at tænke over tingene en ekstra gang. I de forkerte hænder derimod, er det en torn i øjet.

Da jeg gik i seng engang igår, var alt som det skulle være. Alt for mange timer senere står jeg op, og konstaterer at noget er helt forkert. Dr. Who er øjensynligt landet i sin telefonboks – lige udenfor min lejlighed!

Dimsen var der helt sikkert ikke igår, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvad det er. Indrømmet, jeg har endnu ikke kontaktlinser på, og jeg har ikke inspiceret dimsen på gadeplan. Den er dog årsag til stor undren, heroppe på første.

Dims

Hvad er det?

Velovervejede gæt indtil videre inkluderer:

• En ny og forbedret version af Dr. Whos ærkefjender, The Daleks
• TDCs seneste bud på en futuristisk telefonboks
• En art vejrstation
• Overvågningsudstyr fra CIA (oplagt at stille her)
• En eller anden fjernvarme/kloakreservedel
• Et forsinket forsøg på at give mig en designer-peberkværn i overstørrelse
• En del at Trøjborgs nye missilskjold
• Verdens mindste offentlige toilet
• En reklamesøjle

Mere om denne pirrende sag, efterhånden som den udvikler sig.