Vi har ikke mange religiøse fanatikere her i landet, men Moses Hansen er én af dem. Jeg er ikke vild med disse ekstremister, men så længe de ikke træder mig over tæerne er jeg ligeglad. Idag er Moses så citeret i EkstraBladet for at sig at “folk som mig” fortjener livsvarigt fængsel. Det er jeg ikke meget for.

Det drejer sig om mit arbejde. Jeg hækler hjemmesider og betalingssystemer, og varen vi sælger kan vel bedst kategoriseres som “voksenunderholdning” eller pornografi om man vil. Der er ikke tale om fattige russiske modeller eller stiknarkomaner, og alt foregår under respektable og seriøse forhold. Jeg er således en del af den mere sobre del af branchen.

Moses citeres for at pornografiens bagmænd – hvilket jo så i en vis grad må være mig – ryger lige lukt i Helvede, og ikke får evigt liv. Det rører mig ikke. Han siger også at folk som mig bør spærres inde på livstid. Såvidt jeg er orienteret, er han hverken lovgivende, dømmende eller udøvende magt og således smager hans udtalelser en smule af selvtægt. Jeg mener – som de fleste andre velfungerende mennesker – også at manden burde tænke før han taler, men jeg har ikke på noget tidspunkt kriminaliseret hans noget excentriske opførsel.

I dette svage øjeblik besluttede jeg mig for at skrive til ham. Jeg tvivler på at der kommer svar, og hvis der gør er niveauet nok tærkrummende lavt. Det er naturligvis gætværk fra min side, og kun tiden vil vise hvad jeg eventuelt får retur.

Her er hvad jeg skrev:

Jeg har lige læst artiklen (link), hvor du citeres for at have sagt:

> – Jeg fatter simpelthen ikke, at pornoens bagmænd, de store fisk,
> skal slippe så billigt.
> Hvis Peter Lundin skulle have livsvarigt fængsel for at slå en mor
> og hendes to børn ihjel og partere dem, så burde alle pornoens
> bagmænd bures inde for livstid – og jeg mener for livstid!

Med den logik, burde religion så ikke forbydes? Millioner af mennesker er blevet dræbt i forskellige guders navn, primært fordi religionernes blinde følgere har ment at de var under disse guders befaling til at maltraktere og lemlæste.

Jeg er fuldkommen enig i den generelle holdning til pornografien – nemlig at den såvidt muligt skal væk fra butikkerne. Jeg mener ikke at folk skal have tvunget den i øjnene – til trods for at det i reklamer og medier syntes at være den generelle tendens – men at den skal være til rådighed for dem der ønsker at opsøge den.

Jeg arbejder iøvrigt selv i branchen, og er således et af de mennesker som iflg. dig er besmittet med en satanisk ånd, og er forhindret i at opnå et forhold til Jesus Kristus og det evige liv. Det er for mit vedkommende underordnet, da jeg er ateist og darwinist, og således sandsynligvis nu kategoriseret som “udenfor pædagogisk rækkevidde”. Dit ønske om at fængsle mig på livstid, er jeg dog ikke videre begejstret for. Jeg har f.eks. ingen ønsker om at få dig indespærret, til trods for at du synes at prædike intolerance og fremmedhad.

Dit træk, Moses.

Tilstanden er en smule kaotisk i øjeblikket, ikke mindst fordi der nu er omtrent 32 dage til afrejse. Vi er stort set klar, og har nu både fået klaret de sidste flybilletter og organiseret tag over hovedet. Fuldstændigt urelateret er jeg gået amok på QXL, og er godt igang med at rydde ud i skabene.

Kapper har været aktiv, og har fået booket det sidste stykke af rejsen for os – nemlig turen fra Bangkok til Chiang Mai. Det endte med en flyrejse, og det passer lige med at vi får et par dage til at se på Bangkoks byliv. Hvad vi præcist skal se er ikke afgjort endnu, men området er kendt for alt fra pingpong-show til zoologiske haver. Toget ville have været billigere og sandsynligvis mere charmerende, men det har vi valgt at udsætte til et tidspunkt hvor vi har vænnet os til varmen og maden, og vi ikke konstant skal holde øje med det forholdsvist dyre hardware vi har med os.

Vi har også fundet et sted at bo dernede! Den oprindelige plan om at leje et hus med netforbindelse kuldsejlede, da minimumsperioden som oftest ligger ud over vores ydmyge tre måneder. Valget faldte istedet på et guest house – Wa Lai House – som dybest set er et billigt og mere intimt hotel. Jeg mener vi endte på omkring 850,- pr. måned pr. enkeltværelse, inkl. rengøring, fri netforbindelse, ventilator og balkon. Vi kunne ha’ fået aircondition for den dobbelte pris, men jeg ved også udemærket hvad aircondition gør ved helbreddet når man konstant går imellem varme og kulde. Jeg har været forkølet i Cairo.

Vi har også fået en rejsedeltager mere, hvilket forhåbenlig skulle bidrage til underholdingen. Der er tale om endnu en Kasper, men en anelse højere og knapt så bred. Han virker meget sympatisk, så det skal nok blive sjovt.

Planlægningen skrider frem, og der bliver nærmest krydset ting af på todo-listen dagligt. Jeg mangler dog stadig at læse rejsebøgerne fra Lonely Planet, hente en stak kontaktlinser i forretningen, få en rejseforsikring (ender nok med Gouda), returnere en ADSL router til CyberCity og aflevere nummerpladerne på mine køretøjer til forsikringsselskabet.

Ingen jeg kaster mig over rejsebøgerne, skal jeg have læst Phra Farang af Peter Pannapadipo færdig. Det er en forunderlig mental rejsebeskrivelse, der starter for hovedpersonen som 45-årig i London. Han stiller spørgsmålstegn ved hele sin fast lane forbrugerlivsstil, og begynder at lede efter en dybere mening med det hele. Det finder han i buddismen, og ender med at blive udenlandsk (farang) munk (phra) i Thailand. Jeg kunne ikke forestille mig selv gå i hans fodspor, men hans ord om den overfladiske forbrugerlivsstil giver stof til eftertanke. Fandens som forbrugersamfundet har en tendens til at gøre os til materialistiske indtryksjunkies. Man kan næsten høre Ministrys Just One Fix køre i baggrunden, imens man med musen rammer Køb knappen.

Det er muligvis med de tanker i baghovedet, at jeg er begyndt at rydde skabe og skuffer for ting jeg ikke bruger mere. Ting der fylder, samler støv, giver grå hår i hovedet og burde være i andres hænder. Tingene ryger i øjeblikket på auktion på QXL, så kig forbi hvis du mangler noget sært gammelt grej.

32 dage endnu.

Om 38 dage går flyet til Bangkok fra Heathrow i London. Nyheden om militærkuppet har indtil videre ikke påvirket vores planer, for der skal mere end potientielt ulmende borgerkrig til at ødelægge vores udflugt.

Til trods for at der ikke var været nogle i femten år, er det thailandske stadig militær rigtig glade for militærkup. Her igår valgte den fyrede general Sonthi Boonyaratglin at afsætte premiereminister at Thaksin Shinawatra, efter en længerevarende politisk krise.

Tanks in front of government buildings in Bangkok, Thailand

Militær foran offentlig bygning i Bangkok

Per Stig Møller fordømmer iøvrigt hele showet, som trods alt syntes at gå meget stille og roligt. Nu får vi se hvor galt det går.

Det firhjulede køretøj har været under kniven den sidste uges tid, og idag var den så erklæret rask. Kurt – mekanikeren rundt om hjørnet – havde erklæret den rask, og mente bestemt at den kunne leve længe endnu. Regningen var heller ikke så vanvittig som jeg havde frygtet, selvom de 1.800,- til ny lydpotte gjorde nas.

Han skulle ha’ 3.200,- for hele dynen. Lidt hurtig hoverregning siger at han har rodet med den i fem timer, og taget i betragtning at det tog mig lige godt seks at skifte bremser, så er jeg nu godt tilfreds. Jeg fik sat ny lydpotte på, skiftet oliefilter, skiftet olie, pillet hele fronten af for at få kølerhjelmen åbnet, fikset låsen, monteret front og køler igen, sat mit bakspejl op igen, ladet batteriet op og så havde han oven i købet pudset den. Altsammen ting der har naget mig i månedsvis, men som langsomt har pustet sig op til totalt uoverkommelige opgaver. Sympatisk var han iøvrigt også, så alt ialt havde jeg det fint med at overrække ham en mindre pose guld for jobbet. Bilen var en fornøjelse at køre, selvom jeg unægteligt fik mindre opmærksomhed, end da lydpotten var defekt.

Én bekymring mindre.

Siden etableringen af mit nye lejemål, har jeg gået og gruet for om der var plads til hele min benzindrevne motorflåde i mit nye aflukke. I takt med bilens raskmelding, blev puslespillet igangsat, og jeg kan med en vis sindsro i stemmen erklære at der er plads. Ikke rigeligt, men plads nok. Mit første pessimistiske estimat, var at der var plads til et stykke silkeskåret kødpålæg imellem bilen, motorcyklen og garagevæggen, og jeg har således konstateret at der er plads til mindst et par osteklemmer fra Den gyldne Måge.

Én bekymring mindre.

Med mit held, betyder to skridt frem naturligvis mindst ét skridt tilbage. Motorcyklen sagde sære lyde her til aften, og jeg er bange for at et eller andet vitalt er stået af. I løbet af de næste par dage, skal jeg ha’ besluttet om jeg skal fyre endnu flere penge af på mekanikere, eller om jeg bare skal tvinge den i vinter-hi halvanden måned tidligere end planlagt. Jeg er bange for at det bliver det sidste, men hul i det – det er alligevel også ved at blive lidt halvkøligt i vejret og så sparer jeg et par tusinde på forsikringen. I det mindste kommer den ikke til at stå udenfor en hel vinter, ligesom sidste år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg har meget svært ved mekanikere. Sidst betalte jeg 3.000,- for stort set ingenting på motorcyklen, og her i forgårs havde jeg så den tvivlsomme fornøjelse af at aflevere den forbandede bil til en ny mekaniker.

Forbandet er den jo sådan set ikke, hvis man ser bort fra kølerhjelmen der ikke kunne komme op, batteriet der løber fladt, olielampen der sporadisk bryder ud i både lys og høj summen, for-lydpotten der åbenbart er ødelagt og de kosmetiske fejl som bl.a. giver sig udslag i rustpletter hist og her. Den har stået stille rundt om hjørnet i ugevis nu, og i anledning af det nye lejemål skulle den så trækkes i vinterhi her i forgårs. Jeg vidste der var en potientielt tvivlsom mekaniker i kælderen lige ved siden af, og sådan for underholdningens skyld kiggede jeg lige ned forbi, inden vi begyndt at bugsere tingesten op i garagen.

“Har du hørt om kølerhjelme der sætter sig fast?” spurgte jeg ham, og som en mand der tydeligvis er blevet afkrævet kontant svar om noget så uforudsigeligt som defekte biler, kom han med lyde i retning af jooo og jaaah. Jeg har altid været lidt nervøs for regningen fra sådan nogle steder, specielt når mekanikeren ikke er iført funklende rent Audi-arbejdstøj, men istedet sidder ved sit skrivebord og drikker en bajer og spiller Lotto. Alligevel kom jeg til den konklusion, at sådan et job da ikke kunne sætte mig mere end et par tusinde kroner tilbage. Af en sædvanligvis pessimistisk køber – og iøvrigt også mekaniker – blev bilen vurderet til 7-8.000,- for nogle år siden; og det var før størstedelen af de ovennævnte defekter.

Nå, men jeg indfandt mig hos mekanikeren idag. Han var godt igang, imens hans øldrikkende sidekick sad og så underernæret og politisk ukorrekt ud i sin beskidte wifebeater, eller undertrøje som det jo hed i fordoms tid. Han lå under en anden bil, men jeg kunne se at min havde fået hjelmen åbnet. Det havde tydeligvis krævet en målrettet arbejdsindsats, for køleren og lygterne var også skruet løs. Han havde også ganske rigtigt konstateret at den var både død for strøm, og havde en ødelagt lydpotte. Nåja, og så snakkede vi også lidt løst om problemet med olielampen.

Mekanikere har sjældent et bud på hvad slutprisen bliver, men jeg bad ham ringe hvis vi kom over flere tusinde kroner. Jeg har ingen ide om hvad han vil tage for det, men med hans geschäft taget i betragtning, vil jeg tro at han tager alt hvad han kan presse ud af mig. Et pessemistisk bud vil være i omegnen af 5.000,- for arbejde og reservedele, hvilket er meget for en bil der med det rette optimistiske glimt i øjet kan afsættes for 15.000,- I virkeligheden kunne jeg sikkert ha’ løst problemet selv, hvis jeg havde tiden, en opvarmet garage og lysten. Det er nok det sidste der seriøst mangler, for jeg er så røvtræt af den bil lige nu. Desværre er den blevet en nødvendighed, så skidtet skal laves – også selvom jeg kommer til at betale hele mekanikerens husleje næste måned.

Med lidt held og en pose guld, har jeg snart én bekymring mindre.

Jeg bor i lejlighed, med tilhørende parkeringshelvede. Det er sådan set ikke det store problem om sommeren, men om vinteren har jeg ikke noget sted at parkere motorcyklen. Da jeg jo også snart tager ud at rejse, var det oplagt at se sig om efter en art aflukke.

Jeg er gået forbi skiltet adskillige gange, for det ligger lige ovre på den anden side af vejen. “Garage til leje” står der, med tilhørende telefonnummer og det hele. Alligevel har jeg aldrig fået taget mig sammen til at ringe, men velvidende at min bil ikke kan opmagasineres andre steder greb jeg knoglen. “De er allesammen udlejede, og jeg har glemt at fjerne skiltet” sagde stemmen i den anden ende. Jeg ville gerne se på garagerne alligevel, og troppede op en lille uge senere. Enten skulle han lige se mig an først, eller også var garagen rent faktisk ledig, for han spurgte om jeg havde depositum med. Kontrakten blev underskrevet, og nu har jeg så en 12m2 super-eksklusiv ikke-opvarmet garage, hvor jeg med lidt held kan mase både motorcyklen og bilen ind i vintermånederne – nåja, og så ligger den under 2 minutters gang fra lejligheden.

Én bekymring mindre.

Garage

Køretøjernes nye hjem

Der bliver snakket meget om krig for tiden, og i den forbindelse bliver der også snakket en del om olie. Mange har en fornemmelse af at USA bruger størstedelen af den olie der produceres i f.eks. Mellemøsten, men det er langt fra tilfældet – alligevel gør de noget for at gøre sig uafhængige af det.

Den største aftager af olie fra Mellemøsten er Europa, men det handler ikke kun om krig og de varme lande, men om at passe lidt bedre på Jorden. Biodiesel og biobenzin kan måske være fremtiden, og i staten Indiana har de lagt hårdt ud. 250 landmænd underskrev d. 1. august i år, en erklæring om at de ville gi’ projektet alt hvad de havde:

We, the farmers of the great state of Indiana, formally declare our Independence from Imported Oil on this day, August 1, 2006. We are committed to the production, distribution and use of cleaner-burning, American-made soy biodiesel. We, the undersigned, stand in full support of alternative energy solutions, and pledge to work tirelessly to ensure a renewable future for American generations to come.

Såvidt jeg kan forstå, er man i Indiana meget fokuseret på E85 – et produkt der består af 85% ethanol og 15% normal benzin. Brændstoffet produceres bl.a. af biologisk affald, og det er der jo rigeligt af.

Underguvernøren i Indiana, Becky Skillman, siger:

The growers who have signed this Declaration of Energy Independence are pioneers in our efforts to make Indiana a national leader in biofuels. By using and producing biodiesel and ethanol, we are telling the world that Indiana is at the forefront of the work to reduce our nation’s reliance on foreign oil, find new markets for farmers’ products and provide new cleaner alternatives for American motorists.

Ovenstående citater er hapset fra et indlæg på Indiana Soy Bean Board.

Jeg har ikke det store overblik, men det undrer mig at det ikke får noget medieplads herhjemme. Vi er da historisk set bønder, så det virker da ikke så langt ude at vi kunne begynde at producere biologisk brændsel – det ville måske endda betyde en højere beskæftigelse. Personligt ville jeg med stor fornøjelse hælde biodiesel eller biobenzin på min bil, men stærke økonomiske samfundskræfter kæmper for at jeg ikke skal have den mulighed.

Gad vide om der ikke er en sammenhæng med afgifter til staten og landets oliekilder i Nordsøen.

Fandens politik.

Det var én af de morgener. Øm i ryggen, træt, kaffetrængende. Alt i halv hastighed. Jeg tænder for radioen og der er den sædvanlige quiz på. Pludselig siger værten som dyreven, hvordan har du det så med at Steve er død?

Jeg ved øjeblikkeligt hvem hun snakker om. Steve Irwin. Krokodillejægeren. Jeg tager ikke pis på jer, når jeg siger at jeg sidder og snøfter lidt, og jeg skal gerne forklare hvorfor. Der er så fandens mange dyreprogrammer derude, og for den sags skyld også rigtig mange tv-værter. De færreste har dog deres egen Zoo, og jeg har til dato ikke set andre end Steve udstråle så megen dedikation og glæde ved sit arbejde. Han brændte i dén grad for det han lavede, og i mine øjne var han ikke kun tv-vært – han var dyrenes ambassadør. Det var hurtigt, det var en smule manisk og det var altid spændende. Det var fjernsyn for børn i alle aldre, og jeg har siddet klistret til skærmen mangt en aften.

Steve and Terri

Steve, konen Terri og Darwins skildpadde (såvidt vides)

Jeg har altid haft noget med Australien, og det har selvfølgelig været på ønskelisten at besøge Steves zoologiske have. Jeg håber virkelig at det kan køre videre uden ham, så jeg kan kigge forbi og sende en lille hilsen til ham en dag. Jeg savner ham sgu allerede, og jeg ved flere af rødderne har det på samme måde. Steve var the Man.

Jeg har en idé til et fantastisk gameshow-koncept! Forestil jer at vi tager seks danske fyre, iklæder dem klassiske danske nationaldragter – hvad det så end er – og får dem til at råbe sætninger a la fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad. Fejler de, får de et los i skridtet.

Jeg tvivler på at det vil fungere i Danmark, men derfor kan det jo fint blive et hit i Japan. Deres mangel på respekt for individet tager gameshows til nye ukendte højder, imens vi så sidder her med tyvende polerede sæson af Robinson Ekspeditionen. Jeg byttede gerne, til trods for at jeg ikke fatter et ord af hvad de siger.

Japansk gameshow

Vil det fungere i Danmark? Næppe.