Me
5. October, 2006

Så er der mindre end 24 dage til der er afgang. Jeg læser rejsebøger, rejsetips, runder ting af herhjemme, køber grej og forbereder mig mentalt på tre måneder under fremmede himmelstrøg. Nåja, så skal jeg iøvrigt også endelig tatoveres. Der sker mange ting for tiden.

Jeg er stor fan af Lonely Planets rejsebøger, og det kan rejsesektionen i min bogreol bevidne. Siden deres guide til Israel var min hellige gral og redning tilbage i 1999, har jeg bestilt en bog for hver ny destination jeg dog imod. Lige nu pløjer jeg mig sultent igennem Thailand, og når den er spist skal jeg have kigget på Tokyo. Hvis vi har tid og penge til det, overvejer vi at lave en ekskursion til Japan. Det skal ikke være en lang tur, men bare lige en udflugt for at smage lidt på kulturen. Hvis det er en lækkerbidsken, kan man jo altid backtracke. Lonely Planet har iøvrigt lave en lille pixibog, der hedder noget i retning af Travellers Tips – der er masser af små tips og hints, og selv for os urutinerede læsere kan den sluges på kort tid.

Der er mange småting der skal klares hjemme, dels privat men også i kraft af min funktion som ejerforeningsformand. Min kære moder skal også skubbes ind i dette århundrede, og er i den forbindelse ved at få etableret ADSL. Det er nogle overkommelige opgaver, men de skal rundes af inden jeg skrider – for når jeg først sidder i Asien, har jeg ikke tænkt mig at lade hjemlige rutineopgaver tage luften af min eksotiske rejseoplevelse. Når jeg først er derovre, skal jeg ikke sidde og ringe til håndværkere, eller udfylde ejeroplysningsskemaer – ikke på vilkår!

Det er som bekendt ikke kun ferie. Hovedårsagen til at jeg overhovedet kan tage afsted i tre måneder, er at min arbejdsgiver – den fleksible unge mand – har givet mig mulighed for at “arbejde hjemmefra”. At hjemmefra så er tusindvis af kilometer fra Århus, er så en anden ting. Resultatet er en underlig blanding af arbejde og ferie, men netop dette tror jeg bliver en oplevelse. Jeg skal – sammen med mine to rejsekammerater – have etableret en produktiv hverdag under fremmede himmelstrøg, og netop her tror jeg der lurer en masse sjove oplevelser. Efter nogle uger, begynder vi uden tvivl at lægge mærke til nogle nye ting – ting, som “almindelige” rejsende simpelthen har for travlt til. Vi vil stadig gå ud til frokost, vi vil stadig snakke om mailservere, hosting, 70’er-porno og hvem der har de nyeste elektroniske dimser, men det vil ske med templer i baggrunden, og orangeklædte munke der samler mad ind.

Rejseoplevelser er noget mærkeligt noget. Da jeg sidste år var i Californien, tog vi over 7.000 billeder og utallige filmklip. Folk mister som oftest interessen efter de første 30-40 billeder, og det er en konstant reminder om at en rejseoplevelse kan betyde alt – og endda være definerende – for ét menneske, og absolut intet for andre. Jeg er hverken bitter eller bærer nag, jeg er bare klar over at sådan hænger det sammen. Alligevel drives de fleste af en enorm trang til at dokumentere, bevare og fastfryse øjeblikke, i håb om at kunne formidle det til venner og bekendte, når man igen er på velkendt jord. Jeg har selvfølgelig samme drive, og med det i baghovedet har jeg købt ny optik og nye filtre til mit kamera, altsammen i håb om at kunne tage et lille stykke magi med hjem. For de fotonørdede, kan jeg oplyse at det er et Canon 28-135mm f/3.5-5.6 EF IS USM objektiv, der forhåbenligt kan kamouflere mine tvivlsomme evner som fotograf. Filteret er iøvrigt et 72mm Photoco cirkulært pol-filter, og der er et Skylight og UV filter i posten.

For snart mange måneder siden, havde jeg fornøjelsen af at fylde 30. Mine venner havde arrangeret en surprise-fest, og i den forbindelse blev jeg begavet til den helt store guldmedalje. I gavesækken var der bl.a. et flot gavekort til Mjølner Tattoo, en usædvanlig respektabel tatovør i Århus. De sidste par uger er der blevet snakket og tegnet, og om små to uger skal motivet så sættes på som det hedder. Det bliver en variant af Århus-masken, som er en såkaldt grylemaske brugt af åndemanere når de gik agurk, for længe længe siden. Den her specifikke udgave er blevet hugget på en sten, som står på Moesgaard Museum. Såvidt jeg husker, er den rejst for en konge. Grunden til at den skal pryde min ene arm, er at jeg er født og opvokset i Århus, og Århus-masken er på en måde et af byens vartegn. Jeg rejser meget, og jeg syntes at jeg fortjener noget der mindre mig om mine rødder.

Lige siden jeg blev færdig med min uddannelse i 2000, har jeg været opsat på at få kunst på huden. Velvidende at det er en – forholdsvist – permanent udsmykning af kroppen, har jeg selvfølgelig haft store overvejelser om det. Jeg er udemærket klar over at mennesker ændrer sig løbende, og at det menneske jeg er idag, sandsynligvis er et godt stykke fra det menneske jeg er om ti år. Jeg er meget opmærksom på hvilke signaler jeg sender folk med min påklædning og personlige udsmykning – eller mangel på samme – så der er mange overvejelser der skal gøres. Hvad der ser møghamrende fedt ud nu, er måske voldsomt tarveligt om et par år. Mit valg er truffet udfra mange faktorer. For det første er det ikke en “nummer fjorten”, men et håndtegnet motiv specielt til mig. De har selvfølgelig lavet noget lignende før, men jeg havde specifikke ønsker og krav. Jeg kunne snakke om det længe, men på bundlinien er budskabet vist bare at der virkelig er tænkt over tingene. Jeg føler mig godt forberedt, til trods for at min tatovør har sagt at hele showet kommer til at tage en hel dag, og at jeg på et eller andet tidspunkt grådkvalt vil bede hende om at stoppe. Vi får se.

Tatoveringen får lige under en uge til at hele, men alt efter hvor skarpt mit imunforsvar er, kan det være nok. Jeg pakker aloe vera og desinficerende creme i rygsækken, og håber på det bedste. Nu er jeg jo ikke den store fan af badestrande og solbadning, så jeg tror det går. Jeg får garanteret en masse gode råd når vi er færdige, men hvis I har nogle guldkorn mht. pleje at sådan noget prikværk, så er jeg lutter ører! :-)

Mine damer og herrer, det var alt for idag.

[RSS] 13 kommentarer til “Forberedelse”

  • Oct
    5
    2006
    16:01 - chris

    Sikke da en update! Jeg håber at tatoveringen heler forholdsvis hurtigt og ikke klør alt for meget, når du skal sidde 10 timer i flyet :)

    Jeg håber der vil komme beretninger med tilhørende fotos. Glæder mig rigtig meget til at følge med, selvom jeg nok får svært ved at tænke på andet end min egen safaritur til den tid :)

  • Oct
    5
    2006
    16:05 - neurox

    Hahahahaaa…. prøv med 14 timer! 😉 Såvidt jeg husker, har vi også en halv dags ventetid i Heathrow.. Som vi rejsende dog skal lide! 😉 Rigtig god tur til Afrika iøvrigt – jeg glæder mig til at lure billeder! :-)

  • Oct
    10
    2006
    08:36 - janne

    altså, det kan gøres maaajet nemmere, på med en stickers på overarmen, pak dine badebukser samt solbriller, og afsted med sig *GG* arj, det lyder spændende, vil da gerne se et billede af tuschen når den er færdig, og tro mig, skulle sydpå selv engang i 10 dage, det blev til ikke mindre end 3 kufferter, jeg var også nær blevet bandlyst af buschaufføren *G*

  • Oct
    10
    2006
    13:23 - neurox

    Janne, bare rolig – der skal nok komme billeder af stikkeriet! :-) Det med bagagen bliver spændende; vi må vist kun ha’ 15-18kg med pr. næse, og med min hang til elektriske dimsedutter så bliver det spændende om der overhovedet bliver plads til badebukser og underdrenge! 😉

  • Oct
    10
    2006
    13:33 - janne

    haha, du må udskifte din barbermaskine med en skraber og ha badebukserne på inden under bukserne *GG* håber i får en rigtig dejlig tur *S*

  • Oct
    12
    2006
    06:35 - Anne

    under en uge???… det tager da mindst 3 uger for en tatovering at hele. og i den tid må den ikke blive våd… Men de færreste går vel i bad mere end en gang måneden når de er ude at rejse, så det er jo i grunden irrelevant.

  • Oct
    12
    2006
    06:44 - chris

    Luftfugtigheden er sikkert så ulidelig høj dernede, at den ikke når at tørre ud :)

  • Oct
    12
    2006
    15:26 - neurox

    Anne: jeg tror forskellige tatovører har forskellige meninger om det. Jeg ved Mjølner Tattoo har forholdsvist meget erfaring indenfor faget, og de mente at jeg med et velmotiveret imunforsvar og Aloe Vera creme godt kunne være heldig at hele på en uge. Det er iøvrigt heller ikke en badeferie – hverken i sol eller vand. Jeg skal nok holde mine læsere opdateret på situationen :-)

    Chris: I Thailand er de på vej ind i “the cold season”, som til forskel fra den nyligt afsluttede regntid har forholdsvist lav luftfugtighed. Præcist HVOR ulideligt det bliver, skal jeg nok gøre dig opmærksom på! 😉

  • Oct
    17
    2006
    12:18 - Randi

    8-hour creme fra Elizabeth Arden. Det er den bedste til heling af tatoveringer (og alt muligt andet i øvrigt 😉 – du bør efter mening absolut investere i sådan en inden afrejse, hvis tatoveringen skal passes bedst muligt. Håber for dig at resultatet bliver smukt!

  • Oct
    17
    2006
    12:19 - Randi

    …efter min mening, skulle der stå :-)

  • Oct
    18
    2006
    02:08 - Anne

    Ren Aloe Vera (ikke i creme ell. lign) er meget effektivt til at hele huden. Men tror ikke der er mening i at smøre noget på før skorpen er faldet af.

  • Oct
    18
    2006
    12:45 - neurox

    Jeg har ikke lige en hel aloe vera plante stående, og jeg er ikke sikker på at jeg får den med i bagagen til Thailand! :-) Jeg fik at vide at aloe vera var godt til at hjælpe med selve sårhelingen. Jeg snakker med tatovørene her på mandag, så skal jeg nok viderebringe deres budskab :-)

  • Oct
    20
    2006
    13:17 - Anne

    Nej, sådan èn skal du bestemt ikke tage med i flyet… Aloe Vera er jo en kaktus art, og terrorloven er strammet gevaldigt op på det seneste…


Johnny