Me
25. October, 2006

Den trofaste læser ved allerede at jeg blev tatoveret i forgårs, og med 3 dage tilbage før afrejse, så skal der heles på rekordtid. Der luftes, bades og cremes til den helt store guldmedalje. Indtil videre ser det lovende ud, men når det at hele før jeg skal flyve søndag morgen?

Hele dynen begyndte her i mandags, hvor jeg troppede op kl. 11 hos Mjølner Tattoo. Efter at have snakket og arbejdet lidt med tatoveringens placering, begyndte prikkeriet. Jeg blev naturligvis overrasket over følelsen, men kort tid efter havde jeg vænnet mig til fornemmelsen af at blive maltrakteret med en symaskine. Tatovøren startede med at få den yderste kant trukket op, herefter de lange streger rundt i masken og til sidst de små streger i selve “fyldet”. Så blev nogle af stregerne gjort tykkere, fyldet – som iøvrigt er små dragefigurer – blev farvelagt, og til sidst blev der tilføjet slagskygger.

Masken

Det lyder måske som noget der tog et par timer, men jeg gik derfra kl. 18:30, syv en halv time senere. Det spørgsmål der ligger på alles læber, er selvfølgelig om jeg syntes det gjorde ondt. Ja, gu’ gør det da ondt – der sidder en og hækler i dig med en symaskine og en flaske blæk! Det var dog fuldt ud udholdeligt, altså indtil jeg begyndte at blive træt sådan en fire-fem timer inde i projektet – der indrømmer jeg blankt at jeg fik en smule svært ved at holde prikkeriet ud. Der blev dog hverken tryglet om pauser, eller kastet håndklæder i ringen. Der var bred enighed om at jeg havde startet hårdt ud, når jeg havde valgt et motiv i den størrelse – og så kan man ikke lade være med at føle sig lidt som en superhelt! :-)

Tatoveringen blev smurt ind i creme, pakket ind i vita wrap, og så kravlede jeg ellers hjemad. Kravlede lyder måske fjollet, men jeg var smadret ud over det sædvanlige. Blandingen af at abstrahere fra smerte i 7 timer, og ligge stille i ukomfortable stillinger tager i dén grad pusten fra mig. Hjemme igen røg vita wrap’en af, og der blev duppet med papir indtil værket var helt tørt. Igår aftes, 24 timer senere, fik såret pantothenol creme første gang, hvilket straks resulterede i at det “boblede op” og blev snasket af overskudsfarve, creme og blod. Det var på mange måder pænt klamt, og jeg frygtede lidt at der var gået betændelse i det.

Her morgenen efter, er såret blevet badet og indsmurt i creme anden gang, og nu ser det væsenligt pænere ud. Der faldte en lillebitte smule farvegnyt af i badet, så jeg er optimistisk omkring helingsprocessen. Det virker ikke umuligt at jeg kan gennemføre en 12-timers flyvetur uden det store ubehag. Dog skal jeg lige ha’ regnet ud hvordan jeg klarer hele turen inkl. ventetid i Heathrow, uden nogen form for creme – for sådan noget kan jo som bekendt bruges til at udøve terror med.

Tusind tak til dem der gav mig gavekortet, og til Kala fra Mjølner Tattoo for at føre projektet ud i livet – jeg er meget tilfreds med resultatet! :-)

[RSS] 9 kommentarer til “vedrørende prikkeriet”

  • Oct
    25
    2006
    11:11 - Eva

    Hej Neurox
    Tillykke med din tatovering!
    Min bror har samme motiv tatoveret på samme sted – og jeg synes faktisk din er flottest…

  • Oct
    25
    2006
    12:24 - erlando

    Respekt :-)

  • Oct
    25
    2006

    Selv tak :) – den er som tidligere sagt super flot!

  • Oct
    25
    2006
    13:11 - neurox

    Takker :-)

  • Oct
    25
    2006
    13:26 - Kristian

    Den ser da rigtig fed ud :)

    Har kun selv en lille en, men arbejder på at skal have lavet et stort motiv på den ene læg.

  • Oct
    25
    2006

    Tillykke med den :)

    Man kan sagtens høre på dig at du har gjort dig mange overvejelser inden du gik igang med projektet. Det er, som du selv er inde på, en stor tatoo at begynde med, men du har holdt smerten ud og jeg er sikker på du bliver glad for den :)

  • Oct
    26
    2006

    Du er da ikke ked af det. De fleste vælger at få lavet en tatovering af den størrelse over et par gange.

    Ja man er træt efter sådan en omgang. Smerten er med til at udløse endorfiner, der gør dig “høj” og bagefter træt oven på “anstrengelserne”.

    Må du ikke have creme med ompå på flyveren?
    Der findes små “prøveagtige størrelser” af Helosan-salve. Ellers går det uden :)

  • Oct
    26
    2006
    17:27 - neurox

    Frederikke, hvor svært kan det være? 😉 Nej, jeg havde jo en smule travlt med den kommende afrejse osv., så det skulle gøres på én gang. Pigen der tatoverede mig sagde også at det ville ha’ gjort ekstra nas, hvis jeg havde troppet op til anden omgang dagen efter.

    Med hensyn til endorfinerne, løb jeg vist tør omkring kl. 16-17 stykker, for der begyndte det godtnok at gøre nas! :-( Logisk tankegang og ganske almindelig stædighed forhindrede dog at jeg tog benene på nakken før tiden.

    Mht. creme osv., så er der kommet nye regler d. 22. september, som dikterer at man ikke må ha’ NOGEN form for væsker med ombord, inkl. toiletsager, creme, deodoranter osv. Den eneste undtagelse er babymad, hvis man vel at mærke smager på den ved kontrollen.

    Jeg kan uden tvivl snige noget med ombord, men jeg orker bare ikke at risikere at blive grounded fordi jeg har sneget fugtighedscreme med på et fly – det ville være essensen af røvsygt! :-)

  • Oct
    26
    2006

    Tillykke med den flotte tatovering. Den er bare saa flot placeret.
    Mht. cremen, saa kan du i “Boots” (lignende de danske Matas forretninger) i Heathrow koebe noget creme der hedder “Savlon”. Det er anti septic. Alternativt kan du koebe “Sudocreme”. Det er zinksalve – saadan noget man bruger paa roede barnenumser. Hvis der er koebt i lufthavnen, saa maa du godt tage det med dig paa naeste fly. Desuden koster det naesten ingenting. God tur!


Johnny