Me

Indlæg fra November, 2006

30. November, 2006

Ligegyldigt hvor langt man dykker ned, er der nogle ting der får én op til overfladen på et splitsekund. Jeg vågnede op et sted i det nordlige Thailand, efter en hård nat med hundeslagsmål udenfor og nu håndværkere der kravlende rundt på bambusstiladser saver og hamrer til den store guldmedalje.

Det sædvanlige hurtige blogcheck bragte mig dog hurtigt op til overfladen – eller rettere hjem i Liselottes baghave, hvor familien hyggede om os med friskbagte boller og hindbær i stride strømme. Det gjorde mig frygtelig ondt at læse gårsdagens indlæg, og I har min dybeste medfølelse. Det er en barsk tid I går i møde, men vi er mange der tænker på jer – selvom nogle af os er langt væk.

29. November, 2006

Hver gang man som turist rejser ind i Thailand, får man tredive dages opholdstilladelse. Den kvikke læser vil vide, at vi ialt skal være her tre måneder, og derfor har brug for at forlade landet fra tid til anden. Igår var den første af de ceremonielle grænseture.

Urimeligt tidligt (det er klokken otte for jer A-mennesker) kom der en minibus og samlede os op ved Wa Lai House. Der var en glad blå elefant på siden, og arabiske klistermærker i forruden. Vi havde meldt os på en Golden Triangle Tour med mulighed for visa run eller border jump som det også kaldes.

Første stop på turen var en varm kilde udenfor Chiang Mai. Der mener jeg i hvertfald det var, men jeg kunne tage fejl – det kunne lige så vel være Chiang Rai. Jeg havde sovet elendigt, så på det her tidspunkt kørte det hele lidt på rutinen. Da vi ankom, var der ganske rigtigt et hul i jorden, og der var ganske rigtigt gevaldigt varmt vand i det. Så varmt faktisk, at der blev kogt æg i det. Omkring denne lille naturperle groede der så giftshops som skimmelsvampe, og udover muligheden for at presse en apple pie og en kop kaffe i svælget, var der ikke rigtig noget at blive ophidset over.

Chiang Mai Hot Springs

Morgenmad. Kaffe. Tiltrængt.

Efter det varme vandhul, kørte vores chauffør videre imod et gemmelt tempel. Kørte er måske en underdrivelse, da han nok i virkeligheden synderstraffede hans pimpede Toyota minibus. De praktisk anlagte tre-sporede, snoede bjergveje blev udnyttet til fulde, og svingene blev udjævnet til trods for både modkørende og fuldt optrukne linier. Ikke engang modkørende turistbusser syntes at tage pusten fra vores chauffør, og hans engelsktalende kollega tog heller ingen notits af kørslen.

Toyota tourbus med Mercedes fælge - meget stilfuldt

Det gamle tempel var hyggeligt, og til trods for at være en turistfælde, forholdsvist fredfyldt. Enorme Buddhafigurer prydede det vægløse tempel, og rester fra de oprindelige bygninger kunne ses overalt udenfor – svøbt ind i gul-orange stof. Havde det ikke været for alle butikkerne og de alt andet end ydmyge turister, kunne jeg godt have brugt et par timer mere her.

Rester af det oprindelige tempel

Turen fortsatte videre imod Mae Khong floden, som grænser op til Myanmar (tidl. Burma) og Laos. Selve området her er kendt som The Golden Triangle, og har tidligere været centrum for opiumhandel imellem de tre lande. Efterhånden som bl.a. Thailand har intensiveret kampen imod narkotika, har de tidligere narkobaroner arbejdet målrettet for at få grænserne imellem landene åbne for turisme – i det mindste et par hundrede meter ind i landene. Nu fragter de således ikke længere opium frem og tilbage, men både læsset til randen med købeglade turister. Det var med såden en båd, at vi krydsede Mae Khong floden, og gik i land i Laos.

The Golden Triangle - Thailand, Laos og Myanmar (tidl. Burma)

Hvis du spørger hvordan Laos var, så kan jeg ikke rigtig komme med et reelt svar. For mig består Laos af 20-30 små butikker, som allesammen sælger dybest set det samme lort. Her var der dog ikke kun træfigurer, tøj og andet uskadeligt junk men også knive, armbrøster og den legendariske Lao Whiskey med alt godt fra junglen – inklusive hele kobraer og skorpioner. Det skulle naturligvis prøves, og udover den lidt sødlige lugt var der ikke rigtig noget ophidsende ved det. Det havde dog en lidt skarp bismag, som muligvis havde noget at gøre med at det var konserveringsvæske for to pænt giftige dyr – hvad ved jeg.

Whisky fra Laos - med det hele

Tilbage på thai jord, spiste vi på den lokale restaurant. Det var med i prisen, og det kunne man godt fornemmel. Salaten var slatten, og buffeten bestod af assorterede tilberedte dyrelemmer. Deres ananasstykker var dog hele besøget værd. Frisk og sprød – modsat dem vi spiser hjemme.

Vores halve time i Laos, talte tydeligvis ikke som et udlandsbesøg, så for at få vores visum fornyet, skulle vi krydse grænsen til Myanmar. Det skulle foregå i byen Mae Sai, som tidligere har været kendt som hertil og ikke længere – i hvertfald hvis man var turist. Burma, som det før hed, var åbenbart tidligere et af Asiens rigeste lande, men bizarre statsledere har effektivt puttet en pind i hjulet på det som nogle refererer til som verdens sidste rigtige socialiststat. Et ønske om at få en del af turistkagen, har dog tvunget landet til at åbne grænserne på klem igen. Turen ud af Thailand gik selvfølgelig problemfrit, og ovre på den anden side krævede det 500 baht, et foto med immigrationskontorets webcam, en fornærmende sammenligning med mig og en elefant og så havde vi et turistvisum til Myanmar. Jeg ved ikke præcist hvor langt vi kunne rejse ind i landet, men det var sådan set også underordnet, for vi forlod det få minutter senere. Tilbage ved thai immigrationskontoret, kom der et nyt stempel i passet, og vi kan nu være her til den 27. december.

Én ting fascinerede mig dog voldsomt ved vores grænsetur; sidste gang jeg krydsede en rigtig landegrænse, var engang i 1999. Jeg havde sovet hele natten på en bænk ved den grænsen imellem Israel og Jordan, og da de endelig åbnede fulgte der en længerevarende ceremoni på begge sider, og en ensom tur igennem et ingenmandsland bevogtet fra maskingeværsreder i begge lande. Tilbage i Asien, var zonen imellem Thailand og Myanmar nærmest et lille marked. Der var tiggere, rejsende, handlende og en fyr der forsøgte at lave en tre-punkts u-vending midt i det hele. Det meste af kaoset syntes dog at have rod i Myanmar, og processen virkede en smule mere organiseret på thai siden. Hele forløbet gik desværre uden billeder.

Absolut sidste stop på turen, var et besøg til en bjergstamme. Kapper fortalte at de oprindeligt – for lang tid siden – var politiske flygtninge fra Kina. Thaierne tog ikke godt imod dem, og de havde store problemer med at etablere sig i Thailand. Siden har de dog fundet deres niche, og sælger godt håndværk og assorteret ragelse rundt om i Thailand. Billeder af pigerne i deres traditionelle dragter koster 10 baht, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe en fotomulighed. Den lille by vi besøgte, havde et utal af giftshops, hvilket jo i virkeligheden giver fin mening, når det er deres primære erhverv. Alligevel virkede det forkert på mig, for jeg gik derfra med en underlig smag i munden.

Pige i den traditionel bjergstammedragt

Legende dreng i bjerglandsbyen

Fuldstændigt gennembombet og træt udover det sædvanlige, ankom til til Wa Lai House efter timevis af vanvidskørsel. Endnu engang har vi fået en kulturindsprøjtning, og endnu engang er min personlige opfattelse af trafiksikkerhed blevet rykket betragteligt.

Alle billederne kan selvfølgelig ses på min Flickr side.

24. November, 2006

Som den opmærksomme læser allerede har opdaget, befinder jeg mig i Thailand. Jeg skriver om turen her på siden, og jeg uploader flittigt billeder til Flickr. Med mig har jeg min IP-telefon, så jeg kan ringe billigt hjem til Danmark – men er der noget at snakke om?

Det er en mærkværdig problemstilling, men de fleste bloggere kender den måske allerede. Man skriver om sit liv, og når man møder folk face to face har de en opfattelse af at de kender en – men det er jo som oftest kun en brøkdel af livets finurligheder der ender på nettet. Tit er det lidt en kamp at få overbevist folk om at man er mere end sin hjemmeside.

Denne problemstilling har på mærkværdig vis fundet vej til min vennekreds, og der kan gå uger imellem at vi snakker sammen, for vi kan jo bare læse på din hjemmeside. Samtaleemnerne er serveret på et sølvfad, og vi kommer sjældent ud over hvad der i forvejen står på min hjemmeside. Måske er jeg for træt når jeg griber knoglen, eller måske skal jeg bare ha’ folk skolet i at jeg ikke kun er todimensionel. Måske skal jeg selv åbne munden noget mere.

Igår snakkede jeg næsten en stiv time med en god ven, og der var tid til at komme forbi de små ting, for med alle de indtryk jeg får indenbords, er der nogle gange brug for at læsse af – og det er som sagt kun en brøkdel der ender her.

Misforstå mig endelig ikke, jeg hverken peger fingre eller hænger folk ud – jeg nyder hvert sekund jeg har gode venner i røret, specielt når jeg er så langt hjemmefra. Det er underordnet om dagens højdepunkt har været en tur over på tanken, for med den galskab der er på disse breddegrader er det rart at ha’ en hotline til virkeligheden. Tak fordi I gider hænge i røret med mig! 😉

22. November, 2006

Igår var vi i biffen og se den nye James Bond; Casino Royale, og det mindede på mange måder om at være i biografen hjemme i Danmark. Som de siger her: same same, but different. Det var de små forskelle.

Blandt utallige andre ting, har det lokale center også en biograf, og en ganske udemærket en af slagsen: jeg talte mindst seks sale, og der kunne shoppes alt fra popcorn til chips og drikkevarer. Første shock kom da vi skulle købe billetter; bestillingssystemet var vældig high-tech, og vi havde mulighed for at pege på de sæder på skærmen, som vi gerne ville have. Vi var en seks-syv stykker afsted, så vi valgte en sammenhængende række godt oppe bagerst i salen. For dem der lykkeligt betaler 80-100 kr. for en biografplads i Århus, kan jeg så oplyse at tilsvarende her koster 75 baht, eller 12 gode århusianske rigsdalere. Hvorfor det skal være så pisse dyrt hjemme, har jeg altså usædvanligt svært ved at forstå. Hvis man skal to afsted, er det jo fandme billigere at købe filmen – selv med porto og ventetid oven i hatten.

Imens vi ventede på at filmen startede, spillede vi et Bejeweled-agtigt spil på spilleautomaterne udenfor. Det var sådan noget “vælg frugter der matcher på række” spil, og man kunne sagtens være tre om én maskine. Flere hoveder virker som bekendt bedre end ét, og det endte da også med at Langer – eller Mr. Wang som han af uvisse årsager bliver kaldt af undertegnede – kom på highscoren, med billede of det hele. Fandens så meget underholdning man kan få for halvanden krone.

Fem-ti minutter før filmen startede, troppede vi op ved den rigtige sal. Jeg tog i døren, og til min overraskelse stod der en ung, lidt nørdet thaifyr lige på den anden side, udrustet i biografuniform og armeret med en vand/duft-spray, godt igang med at gøre salen lækker for os. Han var tydeligvis lige så overrasket som os, og gjorde os forsigtigt opmærksom på at han næsten var færdig. Så kiggede han nervøst på sit ud, så på sin duftspray, så på mig, og så nikkede han og sagde “ok”. Hvad jeg her observerede, var et typisk dilemma imellem thailandsk høflighed og thailandsk ordenssans. Vi oplevede det samme idag, da en tjener meget forsigtigt bad os om at flytte vores scootere fra bil-parkeringen til motorcykel-parkeringen, selv om vi allerede havde sat os i restauranten. Fortrindeligt italiensk mad iøvrigt. Stedet hed The Pasta Café.

Vi fandt vores pladser, og selvom møblerne ikke var splinternye, var de bløde, rene og kunne lænes tilbage. Salen var forbløffende stor, og med lidt hovedregning vil jeg skyde på at der kunne sidde en 4-600 personer i den. At salen næsten var tom, undrede mig først – indtil det slog mig at vi havde valgt versionen med den originale tale, og ikke den som var eftersynkroniseret til thailandsk. Der var med andre ord tale om en filmfremvisning for udlændinge, eller folk som af bizarre årsager havde en fetish for det engelske sprog. Thailandske tekster var der naturligvis på, og som skolet undertekst-læser, kunne jeg ikke undgå at lade blikket falde ned til dem engang imellem – heldigvis er der meget langt imellem vores bogstaver og de thailandske, så det virkede mere som en art sofistikeret sort/hvidt ornament som var hæftet på filmen.

Nå, men inden jeg kommer forud for mig selv, er det værd at nævne alt hvad der kom forud for filmen. Først var der naturligvis den venlige henstilling til at slukke mobiltelefonen, som herovre ikke er præsenteret som et ripoff af I Know What You Did Last Summer, men bare en telefon med et kryds over. Keeping it simple. Herefter var der naturligvis forfilm for andre film, lige fra Al Gores katastrofefilm til noget kinesisk med sværd og folk der kunne flyve. Altsammen rundet af med meget futuristiske thailandske infosider, sandsynligvis med tekster i retning af kendt fra filmen og så videre.

Umiddelbart efter reklamerne, men før selve filmen, rejste folk sig op. Jeg var totalt clueless, men tænkte when in Rome, og rejste mig op. Herefter fulgte en 3-5 minutter lang sekvens med gule marker, smukke bjerge og ovale glansbilleder af Thailands konge, altsammen underbygget med noget vældigt storslået musik. Da klippet var ovre, satte folk sig ned igen. Mærkværdigt nok praktiseres denne ceremoni andre steder, fra Indien til USA – i sidstnævnte nation, sværger man fra tid til anden også troskab til flaget ved samme lejlighed. Jeg foretrækker den mere tilbagelænede thailandske version indtil videre.

Så kom filmen endelig, og skidt var den jo i virkeligheden ikke. Mads Mikkelsen var naturligvis røvhamrende usympatisk, men det var jo også det han var blevet betalt for. Personligt bifalder jeg den nye stil, som er mere spidsfindig, og mindre røver og soldater. Lidt lir til pigerne var der også, da den nye Bond kom både i charmerende og letpåklædt udgave. Planen var ikke at anmelde filmen her, men jeg vil da sige at jeg var underholdt i et par timer og kedeligt var det ikke.

Efter filmen var selve shoppingcenteret lukket, så vi blev lukket ud i.. selve shoppingcenteret. Pile eller skilte var der ingen af, så det var op til os selv at finde udgangen. Rulletrapperne var spærret af, og på vej over imod elevatoren, pegede en sikkerhedsvagt os i den modsatte retning. Engelsk talte han ikke, så vi fulgte hans anvisning. Ti minutter senere havde vi været igennem hele biografområdet, og var tilbage ved elevatorene. Sikkerhedsvagten stod der stadig, og skar ikke en mine da vi tog førnævnte elevator ned til stueplan. Jeg var mildest talt en smule forvirret. Nede i stueplan, var der igen stor spekulation om hvordan vi kom ud. Der sad en håndfuld mennesker og pakkede ned eller ud, og selvom en eller anden havde meddelt os at vi ikke måtte bruge hovedindgangen, var denne åben og vi tog den alligevel. Jeg fattede ikke en skid af det hele, men vi kom da ud igen.

På vej ud af biografen blev der vekslet et par ord om filmen, og lidt henkastet blev det nævnt at en af pigerne havde set en rotte nede ved sine fødder. Jeg havde også mærket noget nede ved mine fusser, men havde satset på at det var en flue eller noget lignende. Det kunne ikke rigtig ryste mig, men jeg er da glad for at det var en høflig en af slagsen, og ingen af os blev bidt i tæerne. Mine krav til hygiejne og sikkerhed syntes at falde dagligt i øjeblikket.

Fortsat fornøjelig onsdag.

20. November, 2006

Det uundgåelige skete idag; på vej ud efter frokost punkterede forhjulet på min scooter. Køretøjet blev parkeret, frokosten blev indtaget og umiddelbart efter fik jeg bakset skidtet til nærmeste cykelbiks. Tro mig, under disse himmelstrøg foregår det ikke helt som hjemme i kulden – prisen er også anderledes.

Det er mandag idag. Farven for mandag er gul. Kongen er født på en mandag. Jeg ved ikke om der er en sammenhæng, men drengene i garagen havde tydeligvis glemt at ofre noget til de residerende ånder, kongen eller den store Buddha, for noget gik helt skævt. Det tog tre drenge tre forsøg og tre cykelslanger, før de kunne præsentere mig for et friskpumpet forhjul. Det tog omkring en halv time eller tre kvarter, så jeg fik naturligvis også et glas koldt vand at sunde mig på. Hvis de kunne ha’ klaret det med en lappe på slangen, havde prisen været 20 baht (3 kr), men med en ny slange kom prisen helt op på horrible 80 baht (12 kr).

Hvis du ikke allerede har check på priserne hernede, svarer 80 baht til 3 gode portioner thai-nudler med bønnespirer, forårsløg og et par limebåde eller en menu på KFC. Jeg havde sgu næsten ondt af dem, for med de to slanger de nåede at sprænge, inden de opdagede at der sad grater i selve hjulet, har det uden tvivl været en underskudsvirksomhed for dem. Jeg kunne sagtens ha’ givet dem det tredobbelte, men det bliver de sgu nok ikke mere grundige af i fremtiden. Giv en mand en fisk eller lær ham at fiske. I ved hvad jeg mener.

Fortsat god mandag.

19. November, 2006

Jeg vejer for meget. Jeg er udemærket klar over det, og jeg har stille og roligt fundet mig til rette omkring de hundrede kilo. Her på det sidste har jeg været opmærksom på at jeg er kommet lidt over, og jeg har ikke rigtig følt at kroppen var hvor den skulle være. Idag kom jeg så forbi en vægt.

Mine damer og herrer, jeg vejer 115 kilo. Så var det alligevel rigtigt, da min kæreste diskret hintede at jeg så ud til at ha’ taget en smule på. Et hundrede femten gode danske kilo, hvoraf en alt for stor procentdel er fedt. Det er den dårlige nyhed. Jeg vejer alt for meget, og jeg vil smide mindst 20 kilo over de næste to en halv måned. At man i Thailand skal lede længe for at opdrive t-shirts i XL og buksestørrelser over 36 bidrager yderligere til motivationen for at læsse et par kilo af.

Helt af helvede til er det heller ikke, for som den opmærksomme læser allerede ved, er jeg i øjeblikket medlem af Fitness Thailand. Jeg kan endnu ikke præcist sætte fingeren på hvor motivationen kom fra, men at begynde hernede var omtrent en million gange nemmere end at begynde hjemme i Danmark. Jeg tror efterhånden jeg har været dernede en 4-5 gange, og efter de to første havde jeg synderrivende ondt i mine arme, og var en smule skuffet over at jeg kun kunne klare at løbe på løbebåndet i fem minutter.

Idag tager jeg komfortabelt en del flere kilo i styrketræning, og det er ikke uden en vis fornøjelse at jeg kan oplyse at jeg overlevede et kvarter på løbebåndet ved omtrent 7.2km/t. Hvis du hører til fitnessgalningene, er det på ingen måde imponerende, men for mig er det en stor sejr. Efter min lidt spontane vægtmåling idag, er motivationen ikke blevet mindre. Sidste gang jeg i stilhed påbegyndte et løbeprojekt, blev jeg forholdsvist hurtigt ramt af en ubehagelig omgang skinnebensbetændelse. Heldigvis har kombinationen af nye løbesko og løbebånd vist sig at være en success, så jeg overvejer seriøst at gøre mine virtuelle løbeture til en daglig begivenhed.

Den kyniske læser, vil uden tvivl fange sammenhængen imellem vægt og energiindtag, og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har kørt hårdt på indtil nu. Chiang Mai er stoppet med amerikanske, italienske og mexikanske restauranter, og til trods for at priserne er høje, er de stadig latterligt lave i forhold til Danmark. For mit vedkommende har energiindtaget ligget betragteligt over det normale, og så er det jo klart at man buler ud. Den har stået på kassevis af donuts, colaer galore, pizzaer druknet i ost og andre delikate – men desværre også grovfede – lækkerier. Vanviddet er ved at lægge sig, og fornuften er begyndt at vise sig igen. Idag stod den på stegte nudler, bønnespirer, forårsløg og vand – masser af vand.

Det skal nok blive godt.

18. November, 2006

Jeg har været syg den sidste uges tid. Jeg tror det er en art influenza, for der er alt det gode i posen: hosten, endeløs strøm af snot og slim i alle regnbuens farver – næsten da. Fuldstændigt urelateret var vi igår til babyfest, i anledning af Baby Leos 1-uges fødselsdag. Den stod på øl og grillet seafood.

Influenzaen har været helt hysterisk underholdende. Jeg har vist efterhånden snottet mig igennem en Kleenex-lignende servietkasse, og jeg kører målrettet på med en festlig blanding af smertestillende og næsespray. Der syntes at være håb forude, hvilket passer mig fint da jeg ikke tog herned for at være syg. Om det er virusrelateret eller jeg har tvunget min krop i jorden med airconditionen skal jeg ikke kunne sige, men jeg er åbenbart den eneste her på stedet med svagt imunforsvar.

Det par der kører Wa Lai House – Aun & Yo – blev som den opmærksomme læser muligvis allerede ved, forældre her i starten af ugen. I den anledning blev der holdt en lille fest igår – ikke efter den danske model med en pose Tuborg og smarte sko, men med bål, siddemåtter, lækker salat og Surf and Turf på grillen. Der var rejechips, superlækre krydrede koteletter, stegte ananas og tomater, frisk, sprødgrillet babyblæksprutte, enorme (tiger?) rejer og alt det Cola vi kunne presse ned. Hovedpersonen – Baby Leo – gik under rimelig tidligt, men når han engang opdager at han har fået bamser og Lego af de underlige skandinaver, skal han nok komme op på dupperne igen. Alt ialt var det en drønhyggelig aften sammen med Aun & Yo og resten af beboerne fra Wa Lai House, og det var dejligt at blive hygget om af Auns forældre og søskende.

Seafood Barbecue

Familien havde hund, men på trods af det sneg der sig en vild kattekilling ind på grunden. Jeg fik charmet mig ind på den, imens den tankede op på rejer, ris, nus og kløen på maven. Hvis du kigger forbi min Flickr side, kan du se Kasper Langer stå med min nye ven. Min nye ven tog dog benene på nakken, da familiens hund viste sig.

Langer med min nye ven

Hvis du alligevel kigger billeder, kommer du sandsynligvis forbi Wa Lai Houses residerende yoga-prinsesse, Sati, der uden synderlig forberedelse kan krænge benene om bag nakken og balancer på hænderne. Jeg har ingen anelse om hvor mange års træning det har krævet, men hun snakkede om yoga og meditation meget tidligt om morgenen, så jeg forudser ikke at det bliver en evne jeg besidder – i hvertfald ikke i nærmeste fremtid. Imponerende var det dog.

Ellers går livet i Chiang Mai sin vante gang. Netforbindelsen er som den skal være, helbreddet er i bedring, vi får det mad vi kan spise, jeg er blevet officielt medlem af det lokale træningscenter, mit tøj bliver vasket og jeg er blevet godt kørende på min nye Honda 125cc WaveR 4-gears scooter. Scootere er som bekendt det foretrukne transportmiddel på disse kanter, og det gør unægteligt livet en smule nemmere. Chiang Mai er omkrænset af bjerge, og med en scooter kan man nemt køre de 20km op på et af bjergene, og nyde den fantastiske udsigt. Oppe ad bjerget er der både udsigtspunkter, et par små landsbyer, et tempel og et palads – altsammen på samme snoede bjergvej. Indenfor nærmeste fremtid kommer der nok et par nattebilleder af byen, så der er lidt at glæde sig til – for flot er det!

Mit gule lyn

Godmorgen Danmark, og fortsat god lørdag! :-)

16. November, 2006

Hvorvidt det er vores specifikke forbindelse, eller hele vores serviceprovider vides på nuværende tidspunkt ikke, men der er lukket for det varme vand hos Telecom Organization of Thailand.

Fra den ene dag til den anden, er vores TOT-ADSL forbindelse blevet aggressivt censureret – cirka 95% af de websites vi dagligt besøger, resulterer i nedenstående fejlmeddelelse i browseren:

Access Denied (policy_denied)

ขออภัย เว็บไซต์นี้เป็นเว็บไซต์ไม่เหมาะสม จึงมีความจำเป็นปิดกั้นเว็บไซต์นี้

For assistance, contact TOT Public Company Limited.

Hvis du ikke kan læse ovenstående, er det muligvis fordi du ikke har Thai installeret på din webbrowser. Jeg har ingen ide om hvad der står, men det er altså den side vi bliver præsenteret for. Indtil videre har vi ingen adgang til følgende sites, og listen vokser efterhånden som vi checker:

  • google.com
  • bt.dk
  • eb.dk
  • jp.dk
  • slashdot.org
  • kongehuset.dk
  • dmi.dk
  • cnn.com
  • flickr.com
  • youtube.com
  • osnews.com
  • tuaw.com

Sites der stadig er adgang, inkluderer på mærkværdig vis yahoo.com, neurox.dk, moccapigen.dk og resten af mit arbejdes websites som ligger i samme datacenter. Et hurtigt besøg på et par af byens andre netcaféer, viser at det øjensynligt udelukkende er TOT der har brændt en sikring. Indtil videre er teorierne alt fra at vores guest house har glemt at betale regningen til at Thailands nytiltrådte, censur-favoriserende IT-minister har rullet sig ud.

Hvis nogle af jer hører noget om sagen, må I meget gerne smide en kommentar!

9. November, 2006

Jeg æder for meget og rører mig for lidt – og som selv den sløveste kniv i skuffen ved, så bliver man bredere af den attitude. Med dette i baghovedet, og velvidende at her er op til 32 grader celcius, virkede det som en oplagt ide at begynde at motions- og styrketræne. Igår var jeg afsted første gang.

Umiddelbart er der ikke den store forskel på Fitness Thailand og et dansk træningscenter, selvom det her muligvis minder mere om Average Joes’s fra filmen Dodgeball. Fyrene virker rimelig afslappede, og pigerne har ikke travlt med at kaste til højre og venstre med deres silikonefyldte plastikpatter. Der er ikke falske psykotiske plastiksmil i lobbyen, og en flaske vand koster kr. 1,60. Leje af et lækkert stort, rent håndklæde koster iøvrigt det samme. Maskiner er der nok af, både til sekvenstræning, løb, spinning (det er det de rige kalder det at cykle), step og fandme om der ikke også er et bordtennisbord.

I øjeblikket er jeg igang med mine tre gratis prøveture, men derefter koster det efter sigende 2.000 baht om måneden – og havde vi Yo med når vi bestilte, var prisen 500 baht lavere. For dem der endnu ikke kan regne baht om til kroner i hovedet, er det omkring kr. 138,- for en måneds fri træning.

Den fik naturligvis ikke for lidt, for når rødderne skal ned og pumpe, har de en tendens til at blive grebet af det. Lige nu betaler jeg prisen, for jeg har godtnok rimelig ondt i arm’ern. En kæmpestor Ice Caramel Latte fra B-Bloom hjælper dog på det. Personalet her virker iøvrigt vældig glade for os, men vi er vel i virkeligehden heller ikke de mest krævende kunder; vi er her om formiddagen og der er garanti for at vi køber mindst et par kolde eller varme drikke – og så hverken larmer eller lugter vi synderligt. Det er i hvertfald mig indtryk, for sidst vi forlod beværtningen, smilede og vinkede de to thailandske piger bag desken hysterisk da vi gik – den ene endda med begge hænder – en sindstilstand jeg senere har døbt japan-glad.

Nå, men jeg har en lun laptop foran mig, en kop iskold latte ved min side og en længere liste af arbejdsopgaver der skal kigges på. Iøvrigt er der kommet et par billeder op af mit værelse på Flickr – du er velkommen til at kigge ind forbi. Der er også et nyt filmklip oppe.

Fuldstændigt urelateret, er det idag værtinden på Wa Lai House – Aun – skal føde ved kejsersnit. Jeg forventer en art festivitas i nærmeste fremtid! :-)

God torsdag! :-)

8. November, 2006

Hverdagen er ved at indfinde sig, herovre i det lune Østasien. Vi har fået overtalt vores guest house til at opgradere til en udholdelig netforbindelse, og igår brugte jeg et par timer på at organisere og hacke en lille kasse med strøm i.

Som tidligere skrevet, har Wa Lai House i øjeblikket en überhurtig 256/128Kbit forbindelse, uden nogen form for pakkeprioritering. Pakkeprioritering – eller Quality of Service – vil sige at forbindelsen virker hurtigere, da de ting man forventer svarer hurtigt får højere prioritet. Igår var jeg så ude i Chiang Mai, på jagt efter en kasse der kunne løse det problem. Linksys har lavet en trådløs router (WRT54GL) som kan overskrives med DD-WRT firmwaren, som så giver mulighed for at prioritere pakker. Et par timer senere var den konfigureret og indsat imellem vores guest house’ internetforbindelse og brugerne.

Det har hjulpet en smule, men det bliver først rigtig godt når vi får opgraderet forbindelsen til 1024/256Kbit. Det skulle efter sigende ske om et par dage, når TOT – Telecommunication of Thailand – for nosset sig sammen til at klikke på de rigtige knapper i deres ende. Med lidt held, skulle vi gerne ha’ en anstændig forbindelse at arbejde fra, her snart halvanden uge efter ankomsten.

På den mere humanistiske side, kan jeg oplyse at også selv er begyndt at falde til. I et desperat forsøg på at tilpasse mig varmen, har jeg droppet min aircondition og sover istedet med åbne vinduer om natten. Jeg har også vænnet mig til toiletfaciliteterne, som bl.a. omfatter en bruser-lignende genstand. Thailands kloaksystem er ikke helt så effektivt som vores europæiske, så for ikke at udfordre det unødigt ryger papiret i en lille skraldespand ved siden af toilettet. Her kan man så vælge krampagtigt at holde fat i sin europæiske opfattelse af korrekte toiletbesøg, eller alternativt omfavne den bruserlignende genstand, og skylle før man tørrer. Vælger man det sidste, bliver lugten på toilettet unægtelig en del nemmere at holde ud.

Nogle af jer har muligvis spekuleret over priserne hernede, så her er et par af de mest normale ting:

B-Bloom Coffee Shop:

  • Ice Caramel Latte (stort glas): 45 baht (7 kr)
  • Italiensk sodavand (vand med brus, sirup og isterninger): 30 baht (5 kr)
  • En kop espresso: 25 baht (4 kr)

Wa Lai House (hvor vi bor):

  • 0.5l ozon-renset vand: 5 baht (0,80 kr)
  • 0.33l Singha øl: 35 baht (5,50 kr)
  • 0.33l Beer Chang: 25 baht (4 kr)
  • Æg/skinke sandwich: 50 baht (8 kr)
  • Club sandwich (æg/skinke/bacon): 60 baht (9,50 kr)

Andet:

  • En forholdsvis almindelig scooter: omkring 22.000 baht (3.500 kr)
  • En portion Pat Thai fra biksen rundt om hjørnet: 25 baht (4 kr)
  • En thai omelet med ris: 25 baht (4 kr)
  • 11 stykker sushi på den smarte restaurant i det lokale mall: 350 baht (55 kr)
  • Et meal på McDonalds (i Bangkok): omkring 100 baht (16 kr)
  • Unlock af Sony Ericsson telefon: 200 baht (32 kr)
  • En bustur fra Chiang Mai til Bangkok: 350 baht (55 kr)
  • Sindsygt tilbud på fly fra Chiang Mai til Bangkok ex. lufthavnsskat fra Air Asia: 155 baht (25 kr)
  • Linksys WRT54GL WiFi router: 2.400 baht (382 kr)
  • Netforbindelse – ADSL 1024/256Kbit om måneden: 1.000 baht (159 kr)
  • Et par Nike Shox løbesko (ikke kopi): 3.300 baht (525 kr)
  • Et par Rebok sandaler: 1.500 baht (239 kr)
  • Mærke-t-shirts i ok kvalitet (gode kopier måske?): 250 baht (40 kr)
  • En tuk-tuk tur fra mall’et til vores guesthouse (1-2km): 50 baht (8 kr)

Det er da til at holde ud, ikke? :-)


Johnny