Me
8. November, 2006

Hverdagen er ved at indfinde sig, herovre i det lune Østasien. Vi har fået overtalt vores guest house til at opgradere til en udholdelig netforbindelse, og igår brugte jeg et par timer på at organisere og hacke en lille kasse med strøm i.

Som tidligere skrevet, har Wa Lai House i øjeblikket en überhurtig 256/128Kbit forbindelse, uden nogen form for pakkeprioritering. Pakkeprioritering – eller Quality of Service – vil sige at forbindelsen virker hurtigere, da de ting man forventer svarer hurtigt får højere prioritet. Igår var jeg så ude i Chiang Mai, på jagt efter en kasse der kunne løse det problem. Linksys har lavet en trådløs router (WRT54GL) som kan overskrives med DD-WRT firmwaren, som så giver mulighed for at prioritere pakker. Et par timer senere var den konfigureret og indsat imellem vores guest house’ internetforbindelse og brugerne.

Det har hjulpet en smule, men det bliver først rigtig godt når vi får opgraderet forbindelsen til 1024/256Kbit. Det skulle efter sigende ske om et par dage, når TOT – Telecommunication of Thailand – for nosset sig sammen til at klikke på de rigtige knapper i deres ende. Med lidt held, skulle vi gerne ha’ en anstændig forbindelse at arbejde fra, her snart halvanden uge efter ankomsten.

På den mere humanistiske side, kan jeg oplyse at også selv er begyndt at falde til. I et desperat forsøg på at tilpasse mig varmen, har jeg droppet min aircondition og sover istedet med åbne vinduer om natten. Jeg har også vænnet mig til toiletfaciliteterne, som bl.a. omfatter en bruser-lignende genstand. Thailands kloaksystem er ikke helt så effektivt som vores europæiske, så for ikke at udfordre det unødigt ryger papiret i en lille skraldespand ved siden af toilettet. Her kan man så vælge krampagtigt at holde fat i sin europæiske opfattelse af korrekte toiletbesøg, eller alternativt omfavne den bruserlignende genstand, og skylle før man tørrer. Vælger man det sidste, bliver lugten på toilettet unægtelig en del nemmere at holde ud.

Nogle af jer har muligvis spekuleret over priserne hernede, så her er et par af de mest normale ting:

B-Bloom Coffee Shop:

  • Ice Caramel Latte (stort glas): 45 baht (7 kr)
  • Italiensk sodavand (vand med brus, sirup og isterninger): 30 baht (5 kr)
  • En kop espresso: 25 baht (4 kr)

Wa Lai House (hvor vi bor):

  • 0.5l ozon-renset vand: 5 baht (0,80 kr)
  • 0.33l Singha øl: 35 baht (5,50 kr)
  • 0.33l Beer Chang: 25 baht (4 kr)
  • Æg/skinke sandwich: 50 baht (8 kr)
  • Club sandwich (æg/skinke/bacon): 60 baht (9,50 kr)

Andet:

  • En forholdsvis almindelig scooter: omkring 22.000 baht (3.500 kr)
  • En portion Pat Thai fra biksen rundt om hjørnet: 25 baht (4 kr)
  • En thai omelet med ris: 25 baht (4 kr)
  • 11 stykker sushi på den smarte restaurant i det lokale mall: 350 baht (55 kr)
  • Et meal på McDonalds (i Bangkok): omkring 100 baht (16 kr)
  • Unlock af Sony Ericsson telefon: 200 baht (32 kr)
  • En bustur fra Chiang Mai til Bangkok: 350 baht (55 kr)
  • Sindsygt tilbud på fly fra Chiang Mai til Bangkok ex. lufthavnsskat fra Air Asia: 155 baht (25 kr)
  • Linksys WRT54GL WiFi router: 2.400 baht (382 kr)
  • Netforbindelse – ADSL 1024/256Kbit om måneden: 1.000 baht (159 kr)
  • Et par Nike Shox løbesko (ikke kopi): 3.300 baht (525 kr)
  • Et par Rebok sandaler: 1.500 baht (239 kr)
  • Mærke-t-shirts i ok kvalitet (gode kopier måske?): 250 baht (40 kr)
  • En tuk-tuk tur fra mall’et til vores guesthouse (1-2km): 50 baht (8 kr)

Det er da til at holde ud, ikke? :-)

[RSS] Én kommentar til “hverdag – sådan da”


Johnny