Me
22. November, 2006

Igår var vi i biffen og se den nye James Bond; Casino Royale, og det mindede på mange måder om at være i biografen hjemme i Danmark. Som de siger her: same same, but different. Det var de små forskelle.

Blandt utallige andre ting, har det lokale center også en biograf, og en ganske udemærket en af slagsen: jeg talte mindst seks sale, og der kunne shoppes alt fra popcorn til chips og drikkevarer. Første shock kom da vi skulle købe billetter; bestillingssystemet var vældig high-tech, og vi havde mulighed for at pege på de sæder på skærmen, som vi gerne ville have. Vi var en seks-syv stykker afsted, så vi valgte en sammenhængende række godt oppe bagerst i salen. For dem der lykkeligt betaler 80-100 kr. for en biografplads i Århus, kan jeg så oplyse at tilsvarende her koster 75 baht, eller 12 gode århusianske rigsdalere. Hvorfor det skal være så pisse dyrt hjemme, har jeg altså usædvanligt svært ved at forstå. Hvis man skal to afsted, er det jo fandme billigere at købe filmen – selv med porto og ventetid oven i hatten.

Imens vi ventede på at filmen startede, spillede vi et Bejeweled-agtigt spil på spilleautomaterne udenfor. Det var sådan noget “vælg frugter der matcher på række” spil, og man kunne sagtens være tre om én maskine. Flere hoveder virker som bekendt bedre end ét, og det endte da også med at Langer – eller Mr. Wang som han af uvisse årsager bliver kaldt af undertegnede – kom på highscoren, med billede of det hele. Fandens så meget underholdning man kan få for halvanden krone.

Fem-ti minutter før filmen startede, troppede vi op ved den rigtige sal. Jeg tog i døren, og til min overraskelse stod der en ung, lidt nørdet thaifyr lige på den anden side, udrustet i biografuniform og armeret med en vand/duft-spray, godt igang med at gøre salen lækker for os. Han var tydeligvis lige så overrasket som os, og gjorde os forsigtigt opmærksom på at han næsten var færdig. Så kiggede han nervøst på sit ud, så på sin duftspray, så på mig, og så nikkede han og sagde “ok”. Hvad jeg her observerede, var et typisk dilemma imellem thailandsk høflighed og thailandsk ordenssans. Vi oplevede det samme idag, da en tjener meget forsigtigt bad os om at flytte vores scootere fra bil-parkeringen til motorcykel-parkeringen, selv om vi allerede havde sat os i restauranten. Fortrindeligt italiensk mad iøvrigt. Stedet hed The Pasta Café.

Vi fandt vores pladser, og selvom møblerne ikke var splinternye, var de bløde, rene og kunne lænes tilbage. Salen var forbløffende stor, og med lidt hovedregning vil jeg skyde på at der kunne sidde en 4-600 personer i den. At salen næsten var tom, undrede mig først – indtil det slog mig at vi havde valgt versionen med den originale tale, og ikke den som var eftersynkroniseret til thailandsk. Der var med andre ord tale om en filmfremvisning for udlændinge, eller folk som af bizarre årsager havde en fetish for det engelske sprog. Thailandske tekster var der naturligvis på, og som skolet undertekst-læser, kunne jeg ikke undgå at lade blikket falde ned til dem engang imellem – heldigvis er der meget langt imellem vores bogstaver og de thailandske, så det virkede mere som en art sofistikeret sort/hvidt ornament som var hæftet på filmen.

Nå, men inden jeg kommer forud for mig selv, er det værd at nævne alt hvad der kom forud for filmen. Først var der naturligvis den venlige henstilling til at slukke mobiltelefonen, som herovre ikke er præsenteret som et ripoff af I Know What You Did Last Summer, men bare en telefon med et kryds over. Keeping it simple. Herefter var der naturligvis forfilm for andre film, lige fra Al Gores katastrofefilm til noget kinesisk med sværd og folk der kunne flyve. Altsammen rundet af med meget futuristiske thailandske infosider, sandsynligvis med tekster i retning af kendt fra filmen og så videre.

Umiddelbart efter reklamerne, men før selve filmen, rejste folk sig op. Jeg var totalt clueless, men tænkte when in Rome, og rejste mig op. Herefter fulgte en 3-5 minutter lang sekvens med gule marker, smukke bjerge og ovale glansbilleder af Thailands konge, altsammen underbygget med noget vældigt storslået musik. Da klippet var ovre, satte folk sig ned igen. Mærkværdigt nok praktiseres denne ceremoni andre steder, fra Indien til USA – i sidstnævnte nation, sværger man fra tid til anden også troskab til flaget ved samme lejlighed. Jeg foretrækker den mere tilbagelænede thailandske version indtil videre.

Så kom filmen endelig, og skidt var den jo i virkeligheden ikke. Mads Mikkelsen var naturligvis røvhamrende usympatisk, men det var jo også det han var blevet betalt for. Personligt bifalder jeg den nye stil, som er mere spidsfindig, og mindre røver og soldater. Lidt lir til pigerne var der også, da den nye Bond kom både i charmerende og letpåklædt udgave. Planen var ikke at anmelde filmen her, men jeg vil da sige at jeg var underholdt i et par timer og kedeligt var det ikke.

Efter filmen var selve shoppingcenteret lukket, så vi blev lukket ud i.. selve shoppingcenteret. Pile eller skilte var der ingen af, så det var op til os selv at finde udgangen. Rulletrapperne var spærret af, og på vej over imod elevatoren, pegede en sikkerhedsvagt os i den modsatte retning. Engelsk talte han ikke, så vi fulgte hans anvisning. Ti minutter senere havde vi været igennem hele biografområdet, og var tilbage ved elevatorene. Sikkerhedsvagten stod der stadig, og skar ikke en mine da vi tog førnævnte elevator ned til stueplan. Jeg var mildest talt en smule forvirret. Nede i stueplan, var der igen stor spekulation om hvordan vi kom ud. Der sad en håndfuld mennesker og pakkede ned eller ud, og selvom en eller anden havde meddelt os at vi ikke måtte bruge hovedindgangen, var denne åben og vi tog den alligevel. Jeg fattede ikke en skid af det hele, men vi kom da ud igen.

På vej ud af biografen blev der vekslet et par ord om filmen, og lidt henkastet blev det nævnt at en af pigerne havde set en rotte nede ved sine fødder. Jeg havde også mærket noget nede ved mine fusser, men havde satset på at det var en flue eller noget lignende. Det kunne ikke rigtig ryste mig, men jeg er da glad for at det var en høflig en af slagsen, og ingen af os blev bidt i tæerne. Mine krav til hygiejne og sikkerhed syntes at falde dagligt i øjeblikket.

Fortsat fornøjelig onsdag.

[RSS] 2 kommentarer til “et par timer i mørket”

  • Nov
    30
    2006

    SUK – Nu skal jeg altsaa ind og se den film. Daniel Craig ser bare saa godt ud i lyseblaat… (“,)

  • Nov
    30
    2006
    06:27 - neurox

    Jeg kan godt lide den nye stil – ikke så mange elektroniske gadgets, men mere handling og mere rå agent-stil. Jeg var underholdt! :-)


Johnny