Me
29. November, 2006

Hver gang man som turist rejser ind i Thailand, får man tredive dages opholdstilladelse. Den kvikke læser vil vide, at vi ialt skal være her tre måneder, og derfor har brug for at forlade landet fra tid til anden. Igår var den første af de ceremonielle grænseture.

Urimeligt tidligt (det er klokken otte for jer A-mennesker) kom der en minibus og samlede os op ved Wa Lai House. Der var en glad blå elefant på siden, og arabiske klistermærker i forruden. Vi havde meldt os på en Golden Triangle Tour med mulighed for visa run eller border jump som det også kaldes.

Første stop på turen var en varm kilde udenfor Chiang Mai. Der mener jeg i hvertfald det var, men jeg kunne tage fejl – det kunne lige så vel være Chiang Rai. Jeg havde sovet elendigt, så på det her tidspunkt kørte det hele lidt på rutinen. Da vi ankom, var der ganske rigtigt et hul i jorden, og der var ganske rigtigt gevaldigt varmt vand i det. Så varmt faktisk, at der blev kogt æg i det. Omkring denne lille naturperle groede der så giftshops som skimmelsvampe, og udover muligheden for at presse en apple pie og en kop kaffe i svælget, var der ikke rigtig noget at blive ophidset over.

Chiang Mai Hot Springs

Morgenmad. Kaffe. Tiltrængt.

Efter det varme vandhul, kørte vores chauffør videre imod et gemmelt tempel. Kørte er måske en underdrivelse, da han nok i virkeligheden synderstraffede hans pimpede Toyota minibus. De praktisk anlagte tre-sporede, snoede bjergveje blev udnyttet til fulde, og svingene blev udjævnet til trods for både modkørende og fuldt optrukne linier. Ikke engang modkørende turistbusser syntes at tage pusten fra vores chauffør, og hans engelsktalende kollega tog heller ingen notits af kørslen.

Toyota tourbus med Mercedes fælge - meget stilfuldt

Det gamle tempel var hyggeligt, og til trods for at være en turistfælde, forholdsvist fredfyldt. Enorme Buddhafigurer prydede det vægløse tempel, og rester fra de oprindelige bygninger kunne ses overalt udenfor – svøbt ind i gul-orange stof. Havde det ikke været for alle butikkerne og de alt andet end ydmyge turister, kunne jeg godt have brugt et par timer mere her.

Rester af det oprindelige tempel

Turen fortsatte videre imod Mae Khong floden, som grænser op til Myanmar (tidl. Burma) og Laos. Selve området her er kendt som The Golden Triangle, og har tidligere været centrum for opiumhandel imellem de tre lande. Efterhånden som bl.a. Thailand har intensiveret kampen imod narkotika, har de tidligere narkobaroner arbejdet målrettet for at få grænserne imellem landene åbne for turisme – i det mindste et par hundrede meter ind i landene. Nu fragter de således ikke længere opium frem og tilbage, men både læsset til randen med købeglade turister. Det var med såden en båd, at vi krydsede Mae Khong floden, og gik i land i Laos.

The Golden Triangle - Thailand, Laos og Myanmar (tidl. Burma)

Hvis du spørger hvordan Laos var, så kan jeg ikke rigtig komme med et reelt svar. For mig består Laos af 20-30 små butikker, som allesammen sælger dybest set det samme lort. Her var der dog ikke kun træfigurer, tøj og andet uskadeligt junk men også knive, armbrøster og den legendariske Lao Whiskey med alt godt fra junglen – inklusive hele kobraer og skorpioner. Det skulle naturligvis prøves, og udover den lidt sødlige lugt var der ikke rigtig noget ophidsende ved det. Det havde dog en lidt skarp bismag, som muligvis havde noget at gøre med at det var konserveringsvæske for to pænt giftige dyr – hvad ved jeg.

Whisky fra Laos - med det hele

Tilbage på thai jord, spiste vi på den lokale restaurant. Det var med i prisen, og det kunne man godt fornemmel. Salaten var slatten, og buffeten bestod af assorterede tilberedte dyrelemmer. Deres ananasstykker var dog hele besøget værd. Frisk og sprød – modsat dem vi spiser hjemme.

Vores halve time i Laos, talte tydeligvis ikke som et udlandsbesøg, så for at få vores visum fornyet, skulle vi krydse grænsen til Myanmar. Det skulle foregå i byen Mae Sai, som tidligere har været kendt som hertil og ikke længere – i hvertfald hvis man var turist. Burma, som det før hed, var åbenbart tidligere et af Asiens rigeste lande, men bizarre statsledere har effektivt puttet en pind i hjulet på det som nogle refererer til som verdens sidste rigtige socialiststat. Et ønske om at få en del af turistkagen, har dog tvunget landet til at åbne grænserne på klem igen. Turen ud af Thailand gik selvfølgelig problemfrit, og ovre på den anden side krævede det 500 baht, et foto med immigrationskontorets webcam, en fornærmende sammenligning med mig og en elefant og så havde vi et turistvisum til Myanmar. Jeg ved ikke præcist hvor langt vi kunne rejse ind i landet, men det var sådan set også underordnet, for vi forlod det få minutter senere. Tilbage ved thai immigrationskontoret, kom der et nyt stempel i passet, og vi kan nu være her til den 27. december.

Én ting fascinerede mig dog voldsomt ved vores grænsetur; sidste gang jeg krydsede en rigtig landegrænse, var engang i 1999. Jeg havde sovet hele natten på en bænk ved den grænsen imellem Israel og Jordan, og da de endelig åbnede fulgte der en længerevarende ceremoni på begge sider, og en ensom tur igennem et ingenmandsland bevogtet fra maskingeværsreder i begge lande. Tilbage i Asien, var zonen imellem Thailand og Myanmar nærmest et lille marked. Der var tiggere, rejsende, handlende og en fyr der forsøgte at lave en tre-punkts u-vending midt i det hele. Det meste af kaoset syntes dog at have rod i Myanmar, og processen virkede en smule mere organiseret på thai siden. Hele forløbet gik desværre uden billeder.

Absolut sidste stop på turen, var et besøg til en bjergstamme. Kapper fortalte at de oprindeligt – for lang tid siden – var politiske flygtninge fra Kina. Thaierne tog ikke godt imod dem, og de havde store problemer med at etablere sig i Thailand. Siden har de dog fundet deres niche, og sælger godt håndværk og assorteret ragelse rundt om i Thailand. Billeder af pigerne i deres traditionelle dragter koster 10 baht, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe en fotomulighed. Den lille by vi besøgte, havde et utal af giftshops, hvilket jo i virkeligheden giver fin mening, når det er deres primære erhverv. Alligevel virkede det forkert på mig, for jeg gik derfra med en underlig smag i munden.

Pige i den traditionel bjergstammedragt

Legende dreng i bjerglandsbyen

Fuldstændigt gennembombet og træt udover det sædvanlige, ankom til til Wa Lai House efter timevis af vanvidskørsel. Endnu engang har vi fået en kulturindsprøjtning, og endnu engang er min personlige opfattelse af trafiksikkerhed blevet rykket betragteligt.

Alle billederne kan selvfølgelig ses på min Flickr side.

[RSS] 5 kommentarer til “Narkobaroner og Kobrawhiskey”

  • Nov
    29
    2006
    12:58 - chris

    Tillykke med at I overlevede turen :)

    Skønne billeder. Keep ’em coming :)

  • Nov
    29
    2006
    18:00 - Anita

    Nuuiiii… jeg GAD godt eje sådan en flaske. Den er supercool!

  • Nov
    30
    2006

    “Whisky fra Laos – med det hele” = FY FOR DEN LEDE HANKAT!
    Flotte billeder :o)

  • Nov
    30
    2006
    06:29 - neurox

    Oh, så skulle du bare vide hva’ de andre rødder havde købt, og mente jeg skulle prøve – tranespyt i glas. Efter sigende en specialitet på disse kanter, men jeg skal ikke røre skidtet. Mærkværdigt nok havde jeg intet imod at bælle kobra/skorpionsaft. Jeg må være lidt underlig.

  • Nov
    30
    2006
    06:32 - neurox

    Anita, jeg napper en med næste gang jeg kommer forbi Laos! 😉


Johnny