Så skete det endelig – jeg lod mig overtale til at hælde billeder over på Flickr. Det var simpelthen for meget bøvl med at få eksisterende “host-selv” løsninger til at spille anstændigt, så nu prøver jeg det her. Indtil videre kan I se mine billeder her.
Fuldstændigt urelateret, men lige så personligt grænseoverskridende: jeg har anskaffet mig et par sandaler.
Update: I kan selvfølgelig også se Kappers billeder på Flickr!
Tingene går ikke helt som forventet hernede, specielt da vi igår opdagede at den superhurtige netforbindelse vi troede der var, viste sig at være en 256/128Kb ADSL, som ejeren flittigt tvinger i gulvet med fildelingsprogrammet Morpheus. Hvad fanden gør man så?
Jeg brugte det meste af eftermiddagen igår på at læse op på hvad thaierne havde at byde på på netscenen, og kom frem til at det absolut ikke var overvældende. Vi var under det indtryk at Chiang Mai da selvfølgelig var godt med på netfronten, da det jo er en forholdsvis stor universitetsby – det syntes dog ikke at være tilfældet. For de lidt mere teknisk mindede, kan jeg oplyse at vi fandt kodeordet til stedets ADSL router, og nej – den har desværre overhovedet ingen mulighed for quality of service. I praksis betyder det at der skal meget lidt til, før netforbindelsen virker fuldstændigt blokeret – hvilket vil sige at jeg ikke kan arbejde på den måde jeg normalt arbejder på. Pisse frustreret kastede jeg håndklædet i ringen omkring kl. 22, og tog med drengene ned på The Play Boy.
Vi sad udenfor og kørte et par 640ml Beer Chang’er, imens en fyr spillede på guitar indenfor. De er helt hysterisk glade for sådan noget power-ballade-pop hernede, og det ville virkelig ikke undre mig, hvis der et eller andet sted i Thailand er en enorm guldafstøbning af Michael Learns To Rock. Musikken var til at bære, og det hjalp at få koblet lidt af. Stedet lukkede midnat, og tilbage på vores guesthouse blev vi mødt af ejeren Yo og et par af beboerne der sad og fik en øl. De fleste her studerer på den lokale massageskole, som efter sigende er en af de populæreste i asien. De to der sad med ejeren var ingen undtagelse, altså bortset fra polakken Ted, som ikke sådan rigtig havde fået taget sig sammen til at komme igang endnu. Vi snakkede, og lur mig om vi ikke lige fik et par Beer Chang mere. Pludselig fik Yo den geniale ide at vi skulle køre til et andet sted, og det var cirka her drukturen for alvor startede.
Jeg kan ikke helt huske rækkefølgen af stederne, men vi blev kørt vidt omkring på laddet af Yos pickup truck. Det var i sig selv en grandiøs oplevelse, men højdemålet var uden tvivl toiletbesøget på Discovery diskoteket. Vi havde bestilt en flaske Johnny Walker og en flok colaer, og tjenerne kom konstant forbi og mixede drinks ved vores bor – faktisk tror jeg de ville være blevet fornærmede, hvis ikke de fik lov. Når væske kommer ind, skal det nødvendigvis også ud igen, og jeg luskede afsted på toilettet for at hælde vand fra kartoflerne. Jeg stilede imod en af toiletbåsene, men toiletpersonalet (!) fik mig overtalt til at bruge pissoiret istedet. Der blev som så ofte før lynet ned, og det var her historien tog en interessant drejning.
Toiletpersonalet – og jeg mener her de 4-5 uniformerede asiatiske gentlemen med toilettet som deres primære ansvarsområde – troppede op bag mig, og efter den varme opvredne klud diskret blev lagt om halsen på mig, masserede de mig på skuldrene og ryggen. Jeg fik sågar knækket nakken, eller hvad det nu kaldes i massørkredse. Altsammen med det af situationen stærkt tissehæmmede organ i hånden. Det var først da jeg havde indset at situationen var totalt udenfor min kontrol, at jeg kunne slappe tilstrækkeligt af til at få drænet blæren. At jeg i min stivhed efterfølgende fik trukket 140 baht op af lommen, betød unægteligt at det blev en ikke alene særpræget tissetur, men også en forholdsvis dyr omgang. Der er jo næsten tale om tyve danske kroner.
På vej hjem på laddet af Toyotaen, fik vi overtalt en unavngivet person i selskabet til at moone pigen i bilen bagved. Det endte af uransagelige grunde med at vi stoppede og den polske fyr Ted faldte i snak med hende. Det trak ud i flere minutter, og Yo besluttede sig for at tage pis på ham, og kørte fra stedet. Vi kørte rundt om blokken, og da vi kom tilbage igen, havde Ted tydeligvis scoret, for han var i hvertfald væk. Pænt overrislet lykkedes det mig åbenbart at komme i kassen, og næste gang jeg var ved bevisthed, var da jeg konstaterede at jeg var fuldt påklædt, og lå ovenpå mit sengetøj. Horrible tømmermænd. Morgenmad med bacon, æg, friskpresset juice, kaffe, toast og cheddarost kan iøvrigt erhverves for små femten kroner.
Her, en del timer senere, sidder vi på B-Bloom coffeeshoppen og får et skud koffein og en anstændig gratis netforbindelse med tilhørende aircondition. At komme væk fra den voldstraffede netforbindelse på vores guesthouse, gjorde absolut hele forskellen. I værste tilfælde kan jeg arbejde offline, men det er rart at vide at vi ikke er totalt ude at skide.
Her sidder man så i Suvarnabhumi Airport, og snacker sushi og drikker thailandsk Pepsi Max, milevidt fra gårsdagens udflugt til kobrafarmen og den enorme liggende Buddha. Vi har lagt de seneste par dages speedturisme bag os, og om et par timer sætter vi kursen imod Chiang Mai – Thailands nordlige Rose.
Vores turismepsykose nåede et absolut max igår, hvor det tætpakkede program bød på et besøg til det flydende marked, en tur til en kobrafarm med tilhørende show, besøg på kongepaladset og sidst men ikke mindst den 46 meter lange liggende Buddha.
Den første udflugt i den tempererede Mercedes gik til det flydende marked. Det minder meget om Bilka, bortset fra varene, logistikken, prisen og menneskerne. Ved nærmere eftertanke er ligheden med Bilka nok begrænset. Enkelte thaier padlede stadig turister rundt i lange både ved håndkraft, men i hast med Thailands åbenbare overskud af bilmotorer, har disse fundet vej til de små flodbåde. Monteret på et langt rør med en propel for enden, giver disse benzinmotorer en rimelig hysterisk fremdrift. Beskyttelse rundt om motorene er ikke-eksisterende, men til gengæld af mange af dem pyntet med krom, små lamper og mærkværdige udstødningsrør.
Ved flodbrederne havde mange etableret overdækkede butikker, der stort set solgte de samme varer – Buddhafigurer, pakker med krydderier og en mappe med 10-20 assorterede postkort. Rundt på floderne sejlede gamle kvinder med boblende frituregryder, små griller med velduftende kødstykker, friske kokosnødder med sugerør, friske frugtstykker, hatte og suppe i små poser. Jeg knipsede løs med kameraet, men fandt tid til at guffe lidt frisk mango. Ved afslutningen af turen, var der naturligvis mulighed for at købe porcelænstallerkener med vores portrætter på.
Tilbage i det tyske automobil, satte vi kursen imod kobrafarmen. Det var i sig selv ikke vanvittigt spændende, bortset fra stedets hovedattraktion – kobrashowet. Imens en fyr kommenterede på amerikansk med den fedeste Viet Cong accent, blev der arrangeret cage-fight imellem et desmerdyr og en kobraslange. Jeg ved nu at desmerdyr er nogle aggressive små sataner. Herefter blev der fremvist slanger, drillet pythoner og fanget giftslanger med munden i rullefald.
Speakeren kunne iøvrigt oplyse følgende: the snake has two penis. You have only one. Snake very lucky. Som gårsdagens krokodilleshow, er der igen en delikat balance imellem underholdning og sikkerhed, som for os blege europæere er totalt ikke-eksisterende. Holdningen syntes at smitte af, specielt da en turist i bedste Michael Jackson stil, valgte at sætte sin lille dreng på kanten af kobragraven. Det var ikke et enkeltstående tilfælde, for få minutter før stak en anden turist et kamera helt ned i graven, i håb om at få et godt closeup af en kongekobra. Desværre blev han ikke offer for den naturlige udvælgelse.
Næste pitstop var kongepaladset. Kongen er stor – rigtig stor – på disse kanter, og at vi i år fejrer at kongen har været regent i treds år, gør absolut ikke psykosen mindre. Jeg er med på bølgen, og sidder her i lufthavnen og skriver, iført et gummiarmbånd med teksten Long Live the King. Spøjst nok tænkte jeg først på Elvis adskillige timer senere. Kongepaladset minder mest af alt om en meget, meget stilfuld opmagasineringsplads for små guldtempler, guldfigurer, glasdekorationer og andet kongeligt bling-bling. Forskellen fra ordinært bling-bling, var dog at alt hvad der her lignede guld, som udgangspunkt var guld.
Inden I stempler kongen som en gridsk gammel gubbe, skal vi lige ha’ på plads at han faktisk giver penge tilbage til folket. Kongefamilien valgte på et tidligt tidspunkt at blive Thailands største bolighaj, og ejer et meget stort antal grunde i landet. Såvidt jeg husker, opfattes samtlige af landets elefanter også som kongens indirekte ejendom, men hæng mig ikke op på det. Gardere og våben var der nok af, men alligevel var stemningen rimelig tilbagelænet. Lange bukser var naturligvis obligatoriske, da en temperatur på 32 grader ikke gør at stedet fortjener mindre respekt – heller ikke fra os svedende turister.
I takt med vores besøg til et af paladsets højdepunkter – The Emerald Buddha – røg skoene naturligvis også af. Inde i templet, fik vi også fornøjelsen af at se en anden turist blive tævet over skinnebenene med en fed turistfolder, da han i et øjebliks uopmærksomhed havde vendt fodsålerne imod Buddhaen. Her i landet er fødder noget man går på – ikke noget man peger med, flytter ting med og absolut ikke noget man viser undersiden af til nogen.
Sidste stop idag var den liggende Buddha. Denne imponerende gulddækkede figur er 46 meter lang, 15 meter høj og der perlemors-dekorerede fødder er tre meter høje og fem meter brede. Den er betragtet som det største og smukkeste udgave af en liggende Buddha i hele landet, og den er mildest talt også imponerende, omend stort set umulig at illustrere i sin størrelse med et fotografi.
Vores langsomme sejtræk imod det thailandske køkken tog endnu et skridt idag, hvor vi indfandt og på en autentisk thairestaurant og fik hvad der må betragtes som “normal” mad for første gang. Jeg fik wokmad med kæmperejer, blæksprutte og grøntsager, serveret på et lille podie af brede thainudler. De andre kastede sig ud i lignende eventur, og udrustet med en 0.6l Beer Chang – den thailandske kopi af Carlsberg – gled det ned med stor fornøjelse. Resten af aftenen blev fulgt til dørs af Skype-snak med kæresten og Miss Michelles rituelle slagtning af vestlig musik.
Tilbage her i Suvarnabhumi lufthavnen, er klokken blevet lidt i elleve. Flyet går om lige under en time, og jeg sidder og kontemplerer at guffe noget mere sushi. Jeg har teknisk set stoppet mig i hotellets amerikanske morgenmadsbuffet, men jeg er altså stor fan af sushi, og prisen er absolut til at leve med, også selvom lufthavnen uden tvivl er det ti-dobbelte af gadepriserne. En dåsecola og fire stykker sushi: 340 bath, eller omkring en dansk halvtredser.
Yep, der ryger lige endnu 6 stykker maki ned, til ydmyge 25 kroner – velbekomme!
Der blev sovet længe tirsdag morgen, eller i hvertfald til godt op på formiddagen. Efter den legendariske American Breakfast, med bacon, kogte bønner, spejlæg og vafler med sirup, indfandt vi os i taxagaragen og organiserede en vogn til Samphran Elephant Ground.
Vores transportmiddel de næste to dage viste sig at blive en Mercedes 300E, kørt af en fyr der mest af alt mindede om en thai-udgave af ham indianeren fra Harleystrømer. Han var ikke en talker, men køre kunne han, og rimelig målrettet endda. At der på bagruden af bilen stod VIP Service, gjorde ikke oplevelsen mindre. Vi kørte en time eller mere, med airconditionen hamrende på 22 grader. Udenfor var der 32, og solen bagte målrettet.
Sampran Elephant Ground havde meget at byde på, bl.a. et horribelt magishow, til temaet fra Back to the Future. Elefantshowet var heller ikke skidt, og bød både på historieundervisning, understøttet af både sværdkamp og et par benzinbomber. Mest imponeret var jeg dog over den elefant der kunne lave propellen med sin snabel.
Højdepunktet var dog krokodille-wrestling-showet, hvor to fyre i en art vand-manege trak krokodiller rundt i halen, stak arme og hoveder ind i munden af dem og klappede hinanden i røven. Det kan ikke beskrives, men jeg var yderst tilfreds, og der er ingen tvivl om at de fortjente de 100 Baht (cirka 16 kroner) jeg gav dem i drikkepenge.
Som prikken over det unævneligt bogstav, kom vi forbi tiger photo opportunity på vores vej imod udgangen. Jeg havde som udgangspunkt ikke tænkt mig at pette med to tigere, bare for underholdningens skyld, men i et svagt øjeblik gav jeg efter. Vi strøg alle tre ind bag de to yderst fuldvoksne tigere, så fotografen kunne nappe et billede af os. For underholdningens skyld, skulle de to af os på flankerne stå med de to tigres kagerulle-tykke haler i hænderne, og bedst som jeg står og holder en fuldfed hale i hånden, begynder huntigeren i den anden ende at hælde vandet fra kartoflerne. Tigerjongløren satte fluks en metalskål op til måsen af tigeren, og indikerede at jeg bare skulle hive til i halen. Jeg flåede så godt jeg kunne, i den 2-300kg tunge huntigers hale, imens hun fuldstændig upåvirket tømte blæren ud i metalskålen. Dyrepasseren knækkede sammen af grin, og jeg må indrømme at jeg i et bizart øjeblik også fandt det voldsomt morsomt og virkelighedsfjernt at jeg på den måde stod og hev i et rovdyr, som har en lang historie af menneskedrab bag sig.
Hjemme igen stod aftensmenuen på t-bone steak fra Café D’Elite, som bryggede mad til den sofistikerede blege gentleman. Det var på ingen måde skidt, og jeg var alligevel ikke så fandens eventyrlysten på det tidspunkt. Aftenen blev fulgt til dørs med kaffe og kage i loungen på Eastin Hotel, imens Miss Michelle troligt maltrakterede kendte amerikanske klassikere bag flyglet, ledsaget af hendes lidt usikre vokal og lyden af et casio-keyboard fra de glade firsere.
Der er vist ingen tvivl om at vi morer os gevaldigt herovre.
Få en ektra dimension på historien – check vores seneste video post!