Me
14. December, 2006

Hjemve er en mærkelig størrelse. Det er ikke normalt noget jeg praktiserer, men engang imellem når man er lidt rundt på gulvet, er syg, træt, hænger med mulen – i mit tilfælde – samtlige førnævnte, så kan man godt komme til at savne kulden, skoven, regnen og mest af alt illusionen om at have styr på det hele.

Jeg savner en ferie hjem til kulden, eller bare en enkelt regnvåd århusiansk efterårsaften. Jeg savner at kunne sætte mig i min bil, og være herre over situationen. I løbet af de sidste par uger, har jeg haft eksplosiv diarré, problemer med at optage væske, feber, hovedpine og spontan opkastning. Når det begynder at have indflydelse på min nattesøvn og mit fødeindtag, begynder min fundament at blive ustabilt. Langsigtede fremtidsplaner er også nyligt blevet aflyste, så spekulationer omkring “livet og alt det der” vipper bare båden yderligere. Når mit fundament bliver ustabilt, søger jeg efter tryghed, og ultimativt er tryghed min lille åndsvage universitetsby hjemme i det regnvåde Danmark. Kommer man først til at tænke på det, bliver distancen imellem min nuværende situation og den ønskede endnu større, og jeg bliver bare endnu mere træt af at være her.

Det er en midlertidig situation. Jeg har haft det røvsygt før, og jeg ved udemærket hvad der skal gøres ved det. Jeg skal – som jeg selv ynder at referere til det – spænde hjelmen, jeg skal spise mine diarrépiller, jeg skal undgå thaimad et par dage og så ellers se frem til weekendens dirtbike-jungleræs. Tryghed er noget man selv skaber, og jeg har alle muligheder for det her – der er folk der bekymrer sig, billig benzin og aircondition. Hvis jeg hiver et par palmeblade med ud under bruseren, er det endda lige før jeg kan fantasere mig til en regnvåd gåtur i skoven.

Som den gode doktor sagde – få tag om situationen og hold ved.

[RSS] 9 kommentarer til “Kulden lokker”

  • Dec
    14
    2006
    13:56 - chris

    Jeg oplevede noget lignende, da jeg var på Tassie i 2003 med en kammerat. Jeg var ikke i stand til at nyde turen, sådan som jeg ønskede, da jeg stadig havde en masse følelser, som jeg ikke forstod eller havde kontrol over. Det slørede mit syn og min lyst til at opleve.

    Til gengæld lærte jeg meget om mig selv på den tur. Alle mine sanser og følelser blev skærpet og forstærket, ved at jeg var så langt væk. Jeg lærte at savne og blev også “ramt” af hjemve til sidst. Derfor valgte jeg at tage hjem før tid, hvilket jeg ikke har fortrudt.

    Jeg håber du kommer ovenpå igen og finder en måde at nyde den sidste halvdel af turen på.

  • Dec
    14
    2006
    14:21 - neurox

    Chris, jeg lærer også løbende. At være afsted i mere end en uge, giver tid og mulighed for at sætte tingene ordenligt i perspektiv. Det er ikke fordi der er noget specielt fantastisk ved min dagligdag herovre, men det gør det nemmere at spotte uregelmæssigheder ved livet derhjemme – ting der trænger til at blive fikset. Jeg håber at ændre en del ting ved mit liv derhjemme, når jeg engang kommer tilbage, så allerede i den sammenhæng er jeg kommet videre fremad. Ligegyldigt hvad man gør, skal det aldrig være et skridt tilbage – det samme gælder den her tur.

    At tage hjem har ikke været en løsning for mig, og jeg forventer at se betragteligt lysere på tingene, når jeg engang har fået den fulde kontrol over min tarmfunktion igen.

    At rejse er jo som bekendt at leve! 😉

  • Dec
    14
    2006
    14:24 - chris

    Lige præcis. Fortsat god tur så og SPÆND SÅ HJELMEN! :)

  • Dec
    14
    2006
    14:25 - neurox

    Takker 😉

  • Dec
    14
    2006
    19:17 - Anita

    Det lyder eddermame skidt det der! Rigtig god bedring…

  • Dec
    14
    2006

    Rigtig god bedring.

  • Dec
    15
    2006
    10:54 - Maagaard

    Du skal bare have et grødomslag og nogle kolde afvaskninger, derefter en lang løbetur. Og så spænd den.

  • Dec
    15
    2006
    11:25 - neurox

    Tilstanden er under forbedring, og humøret er stigende. Meget apropos skriver JP at udlandsdanskere savner regn og gråvejr.

  • Dec
    16
    2006
    22:10 - Irene

    Neurox, efter 6 uger i mørke og pjaskvåd reng, så er det ikke det denne udenlandsdansker savner! 😉

    Men jeg holder af årstidernes skiften. I DK er det sommer og vinter, I Eire er det forår og efterår …

    Og meget regn!


Johnny