Me

Indlæg fra January, 2007

29. January, 2007

Jeg landede i Kastrup igår omkring kl. 22, og små fem time senere var jeg tilbage i min iskolde lejlighed på Trøjborg. Jeg havde været i transit i næsten 48 timer, og vågen endnu længere. Efter et bad gik jeg totalt i brædderne.

Kunne I ikke ha’ varmet Danmark lidt op til jeg kom hjem? :-)

25. January, 2007

Counteren ude til højre siger at jeg har tre dage tilbage i varmen. Det er torsdag idag. Lørdag aften sætter jeg mig i et fly til Bangkok, og forlader således Chiang Mai efter tre meget begivenhedsrige måneder.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv – savner jeg Danmark eller ej? Glæder jeg mig til at komme hjem? Jeg har en urolig fornemmelse i kroppen, men jeg tror ikke det skyldes det lange ophold hernede – jeg tror det skyldes at der er en slutning i sigte. Når lørdag aften starter rejsen hjem, er det ikke kun kilometer der tilbagelægges – det er et lille liv som jeg siger farvel til. Noget der umiddelbart er til at tage at føle på, er temperaturen, og let’s face it – folk elsker at snakke om vejret. Der er næsten 35 graders forskel på dagtemperaturen her og hjemme. Her skinner solen fra en skyfri himmel, og mit bedste gæt vil være at Danmark er mørkt og skyerne ligger helt ned i gadeniveau. Jeg har været der før – sidst jeg rejste hjem fra varmen, skinnede solen hele vejen hjem, og da flyet dykkede ned til Kastrup, var det som at stikke hovedet i en pose vat.

Det er også meget andet end varme og en skyfri himmel som jeg forlader, men det er bare så fandens svært at forklare. Det er stemningen. Det er måden folk behandler hinanden på. Det er prisen de tager for en sandwich. Det er den tilbagelænethed som thaierne syntes at eksellere i. Det er pandekagedamen henne for enden af Santisuk Rd. Soi 3. Det er rødderne nede fra bikeshoppen. Det er Aun og Yo fra Wa Lai House. Det er massage når jeg står ved urinalet på Discovery diskoteket. Det er min første tur på dirt bike. Det er mit første skræddersyede jakkesæt. Det er at flå en 200kg huntiger i halen imens den tisser i en lille metalskål og dyrepasseren skriger af grin imens en tredie tager billede af galskaben.

Beskidt og glad i låget

Jeg kommer til at savne at kunne lade spontaniteten tage over, uden at blive stoppet af økonomien. At kunne tage afsted op i bjergene med vand i rygsækken og benzin i tanken, eller at smutte over i gym’et og løbe et par kilometer på båndet. Hjemme i Danmark har jeg slet ikke råd til at eje en dirt bike og vi har desuden ingen bjerge. Turen i træningscenteret hænger også i en tynd tråd, for der skulle også gerne være penge til at betale forsikringen på mit lig af en Audi fra 1987. Her koster et måltid gademad 3 kr. Hjemme koster en pizza nemt 60 kr. Her koster en stor ejerlejlighed med to soveværelser 350.000 kr. Hjemme koster en 2’er på 60m2 1.800.000 kr. Her koster min drømmebike 24.000 kr. Hjemme koster den 110.000 kr. Her kan den lejes for 166 kr om dagen. Penge er ikke alt, men du kan godt følge mig, ikke?

Benzin og snoet asfalt

Min returbillet ligger her stadig, så noget må jo trække derhjemme. Det er ikke priserne, det er helt sikkert – nok nærmere stilheden; at kunne tage tingene helt i sit eget tempo, og kunne gennemføre en hel dag, uden at skulle have sedler op af lommen. Jeg glæder mig til at skære min første skive tomat selv, for første gang i tre måneder, også selvom den sikkert smager af pap hjemme. Jeg glæder mig til at hente drikkevarer i mit eget køleskab, og at kunne drikke vandet fra hanen. Jeg savner vandtrykket i min egen bruser. Hvor sygt det end lyder, så savner jeg også at kunne gå en hel dag, uden at snakke med andre end mig selv. Jeg savner også mit skrivebord og min stol, nede på kontoret. Jeg savner en rigtig arbejdsplads, og ikke bare en siddeplads imellem udtalte vegetarer, massørstuderende og skabshippier på ferie. Jeg glæder mig til at drikke en øl med mine venner, og forsøge at forklare bare en smule af hvad jeg har oplevet. Jeg glæder mig til at kunne handle ind til horrible priser, men i det mindste kunne forstå hvad folk omkring mig siger.

Folk hernede har spurgt mig hvornår jeg kommer tilbage. Det er et godt spørgsmål. Jeg kan godt lide det hernede, men samtidigt er der også flere steder der skal opleves. Jeg er ikke færdig med resten af verden endnu, men jeg skal nok komme tilbage til Chiang Mai.

17. January, 2007

Som den dedikerede læser allerede vil vide, har jeg puslet med tanken om at importere en motorcykel fra Thailand. Efter korrespondance med et thailandsk shippingfirma, er jeg stærkt pessemistisk omkring projektet.

Hvis du læser det tidligere indlæg, vil du vide at en motorcykel købt hernede for omtrent 24.000 kr nemt kommer op over 110.000 kr. Den ubekendte i regnestykket har indtil nu været hjemtransporten, men et naivt estimat har indtil videre været 5.000 kr. Totalprisen for indkøb i Thailand, transport til Danmark, importtold og moms ville med dette estimat være lige omkring 38.500 kr. I Tyskland kan man hente en nogenlunde tilsvarende model til omkring 40.000 kr i indkøbspris, og såvidt jeg er orienteret slipper man for told og moms, da der handles i et EU land. Det var altså 1.500 kr sparet, hvilket næsten var besværet værd.

Idag fik jeg så den her mail fra Asian Tigers Thailand:

I don’t have the charges from my Danish agent yet, but the estimated costs would be:

a) origin charge: US$350
b) line haul (Bangkok-Chiangmai): US$1,000
c) freight to Denmark: around US$200 to US$300 depending on size
d) destination charge: US$500? (estimate only)

Subject to 7% VAT.

Det er altså en total estimeret shippingpris på omtrent $2.300 inkl. Thailandsk moms. Det er fragtomkostninger på lidt over 13.000 kr ved den nuværende dollarkurs. Hvis jeg laver samme regnestykke som i forrige indlæg, bliver det 37.000 kr. for indkøb og fragt, og hertil kommer ca. 2.200 kr til told og 6.500 kr i moms. Totalprisen bliver altså 45.700 kr – næsten 6.000 kr. dyrere end at hente den i Tyskland. Det her er naturligvis langt før vi overhovedet bringer den danske registreringsafgift på 75.000 kr ind i billedet.

Shippingfirmaet har desuden meddelt mig, at jeg ikke kan sende en motorcykel hjem fra Thailand til Danmark, med mindre jeg har ejet den i mindst et halvt år. Det virker forkert, men prisen har allerede afgjort det – jeg kan ikke importere en motorcykel herfra.

15. January, 2007

Jeg er snart på vej hjem. Det er jeg tydeligvis ikke tilfreds med, for jeg er begyndt at handle efter et velkendt mønster – jeg graver mig ned. Det er absolut ikke min mest stolte time, men jeg har også migræne – det hjælper måske lidt.

Mørket falder på omkring klokken 18 på disse kanter. Det er næsten altid til at regne med, og det er som oftest indikator for at vi snart skal ud og jage noget føde. For det meste er vi tilbage omkring kl. 22, og så er der en times tid til at hænge lidt ud i lobbyen, receptionen eller tv-rummet om man vil. Kært barn, mange navne. Kl. 23 lukker festen, og hvis man ikke er på vej på druk, er man sandsynligvis på vej i seng. Ligegyldigt hvilke planer man har, sænker stilheden sig over byen – en stilhed som ikke kan findes i dagtimerne.

Stilheden plejer at være det sidste jeg lægger mærke til, inden jeg falder i søvn omkring kl. 1-2 stykker. Nogle gange endda før midnat. Her de seneste dage, har der været en tendens til at jeg går senere og senere i seng, og som resultat heraf står væsenligt senere op. Jeg har ikke følt mig helt på toppen, og har også spist uregelmæssigt og haft en fandens hovedpine.

De forrige to dage, er det blevet til sene udflugter til den lokale sushijonglør, men jeg har mistænkt deres ellers fremragende rå fisk for at påvirke min maveflora svær kedelig grad. Jeg udsatte idag. Jeg syntes af udsætte alt lige for tiden, og jeg tror det er fordi jeg snart skal hjem. Jeg har ikke lyst til at give slip, jeg har ikke lyst til at møde nye mennesker, jeg har ikke lyst til at hyggesnakke og jeg har ikke lyst til at opleve. Det er en mærkværdig melankolsk limbotilstand, som jeg ved førstkommende lejlighed vil forsøge at bryde ud af.

Det vand der kommer ud af hanen, kan ikke bruges til andet end at vaske biler og tage bad i. Drikkevand er ikke dyrt, men det skal dog hentes nede i receptionen. Den lukkede som bekendt kl. 23, så når man her godt over midnat kommer frem til at hovedpinen sandsynligvis skyldes dehydrering, så er der dømt udflugt. Ikke om jeg frivilligt vil bruge hele natten på at koge en grandiøs migræne op til imorgen formiddag. Der var ingen vej udenom, jeg skulle en tur ned om hjørnet til Tesco.

Det tager 5 minutter hver vej, på Thailands fantastiske hybrid imellem en scooter og en motorcykel. På gåben tager det nok det dobbelte, og som en hyldest til nattens stilhed, valgte jeg sidste løsning. Om dagen er det en lummer oplevelse at gå rundt i Chiang Mai, hvilket med de 33 grader også giver mening. Natten er kølig, og ligger for det meste omkring 17. Iført hoodie og lange bukser, forlod jeg Wa Lai House, og luskede ned af de mørke gader.

Chiang Mai er ikke skabt til fodgængere. De er en truet race på disse kanter, og har ingen plads i bybilledet. Natten er dog mere tilgivende, og så længe man kan navigere hovedet udenom rustne markiser, så er chancen for overlevelse stor. Kvarteret her er forholdsvist stille om natten, og udover lidt sporadisk trafik og de fire netspilscaféer mødte jeg intet interessant på vej til Tesco. Intet interessant for mig i hvertfald – friske uspolerede vesterlændinge ville nok ha’ påpeget alt det affald folk havde stillet ud, de parkerede motorcykler med halvtag og “sidekøkken”, de løse hunde der gik rundt og ikke at forglemme de gutter der kom gående med en babyelefant, umiddelbart foran den engelske supermarkedskæde. Hvorfor de går rundt i byerne, er en anden trist historie.

Jeg indfandt mig i butikken og fik handlet hvad jeg havde brug for; vand, mælk med kaffesmag og et par kokossnegle med glasur. Det satte mig omtrent ti danske kroner tilbage. Undervejs tilbage slog det mig, at det var min første natlige gåtur hernede. At gå en ensom tur i stilheden, kan have en stærk terapeutisk virkning på mig, og jeg tror i højeste grad at det var tiltrængt. Jeg går og roder med mange tanker for tiden, og jeg tror faktisk jeg er blevet en smule stresset. Der er beslutninger der skal tages og folk der venter på dem, der er oplevelser der skal presses ind i sidste øjeblik, der er rejser der skal overståes og der er et liv der skal genoptages – på godt og ondt.

Jeg syntes jeg har udviklet mig personligt hernede, og jeg er bange for at tabe det på gulvet når jeg kommer hjem. “Samme gamle rille” er vist det udtryk jeg leder efter. Jeg har fået et liv hernede – ikke et liv med kone og børn, men et liv med nye vaner, mere optimisme og mere mod. Min værste frygt er at disse nye kvaliteter bliver tabt på gulvet, i takt med at jeg igen indfinder mig i det kolde, overskyede Danmark. Hvordan det præcist udarter sig, ved jeg ikke, men de første par dage hjemme i kulden skal nok blive rigtig interessante.

Tilbage sidder jeg så her, i mit værelse på Wa Lai House i Chiang Mai. Klokken er lige blevet 1, og jeg har lagt sidste hånd på min kokossnegl. Min kaffemælk er også så godt som udryddet, og velvidende at den konstant mobilpludrende rengøringspige banker på imorgen formiddag, burde jeg måske indfinde mig under den thailandske fortolkning af dynen – et lagen og et sengetæppe.

Mit bedste gæt vil være, et der går endnu et par timer.

13. January, 2007

Den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, er en flinker fyr. Han har nyligt lavet en dokumentarfilm om global opvarmning. Han er en sympatisk fyr, men er det rigtigt hvad han siger?

Jeg har ikke set filmen, og min pointe er heller ikke hvad han siger eller ikke siger. Min pointe er at der syntes at være en stigende tendens til at kendte personligheder begynder at lave pseudorealistiske katastrofefilm. Tag nu f.eks. Michael Moore – han er da en af de gode, ikke? Jeg så hans film fra 1989, Roger & Me, en dokumentar om en by i Michigan, der gik i stå på grund af at en stor virksomhed downsizede. Han vandt min sympati, og når han senere i Fahrenheit 9/11 siger at Bush er en klaphat, og USA gjorde i nælderne omkring hele Irak-krigen, så må det da være rigtigt, ikke? Det er jo en dokumentar, ikke?

Det kom frem at han havde manipuleret filmmateriale, eller i hvertfald klippet tingene sammen til egen fordel. Det ville jeg nok også ha’ gjort, hvis jeg skulle have min pointe igennem, eller sælge flere film, eller hvad mit mål nu var. Problemet er at sådan nogle pseudodokumentarer, bliver ædt råt af nogle mennesker – uden spørgsmålstegn. Jeg siger ikke manden ikke har ret, men brug hovedet – det er ikke nødvendigvis 100% sandhed.

Nyligt er Al Gore kommet på banen med en film om global opvarmning. Jeg er interesseret i emnet, men jeg indrømmer blankt at jeg ikke har fået set den endnu. Udfra hvad jeg har hørt, er menneskeligheden dybest set terminalt på skideren, og der er intet vi kan gøre. Sådan et budskab skal naturligvis som udgangspunkt tages seriøst, men ikke automatisk for gode varer. Man skal som udgangspunkt stille spørgsmålstegn ved alt hvad der kommer ud af fjernsynet, radioen eller vises i biografen, og man forventes selv at fortolke og anvende en vis hjernekapacitet til at sætte tingene i perspektiv.

Jeg ved godt vi sviner for meget, og jeg ved udemærket at amerikanerne er værre end os. Jeg ved også at det umuligt kan være sundt for miljøet, og at det er noget skidt at indlandsisen smelter. Gore siger at vandet stiger syv meter, og viser nogle skræmmende billeder af oversvømmede metropoler. Det tegner ikke godt, men er det rigtigt? Det mener miljøminister Connie Hedegaard og Svend Auken åbenbart, imens Bjørn Lomborg i JP skriver at de tager fejl, og at Gore overdriver og manipulerer sandheden.

En ting er at sige sandheden, en anden er at manipulere den og præsentere den på en måde, så den kan vendes til egen fordel. Hvem har ret, og hvem meler sin egen kage her – den tidligere vicepræsident, miljøministeren eller måske professoren? Er nogen af dem overhovedet til at stole på?

12. January, 2007

Jeg troede egenligt den var blevet parkeret, men det lader til at jeg alligevel er ved at købe en motorcykel hernede. Det er dog lidt af en opgave, da det tydeligvis ikke er meningen at man skal kunne bevæge sådan nogle køretøjer frit over grænserne. Det her er forhistorien til et sandsynligvis langt og belastende importforløb.

Lad os starte med at få kalorius på bordet: der er tale om en Honda CB1300 motorcykel fra år 2000. Motorstørrelsen er lige under 1.300cc, eller 1.3 liter for folk med bil. Den er importeret fra Japan til Thailand, og har aldrig været i et uheld. Tingesten har iøvrigt kun kørt lige over 5.000km. Mine damer og herrer, mød min potientielt kommende motorcykel:

Den er bredere end den ser ud til ;-)

Den umiddelbare pris hos forhandleren var 150.000 baht. Det er lige et par hundrede over 24.000 kr., og iøvrigt uden thailandsk indregistrering – for det er noget de bruger nede i Bangkok, og absolut ikke her i Chiang Mai. Beslutter jeg mig for at handle motorcyklen, skal den således sendes til Danmark. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke den fjerneste ide om hvad det koster, men lad os for eksemplets skyld antage at det sætter mig 5.000 kr. tilbage. Det er naturligvis skibstransport, og det tager flere måneder. Billigt er godt. Jeg har nu betalt 29.000 kr.

Ved ankomst til Danmark, skal jeg betale to girokort. Det ene er 6% told af købspris + transportudgifter, dvs. 6% af 29.000 kr. Det er 1.740 kr. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men det må være løn til toldmedarbejderne. Herefter følger 25% moms af købspris + told, dvs. 25% af de 26.740 kr. Det er 6.685 kr. Det må være en art straf for at importere ting udefra. Ialt bliver det altså 25.000 kr. i indkøb, 5.000 kr. i transport, 1.740 kr. i told og 6.685 kr. i moms – ialt 38.425 kr. Det er prisen, for at få en motorcykel i min garage – uden nummerplader og indregistrering.

Herefter følger så et potientielt langvarende tovtrækker med Told og Skat, eller Skat, eller hvad de kalder sig for tiden. Vi kan nemlig i Danmark pryde os med at have en fuldstændig himmelråbende engangsafgift på førstegangsregistreringer af køretøjer, og jeg skal således betale et estimeret beløb, som iflg. en behjælpelig medarbejder var “70 – 75.000 kr”. Det fungerer iøvrigt sådan at Skat kommer med et indledende estimat, indkræver penge, og først herefter inspicerer selve køretøjet. Herefter kan der følge en refusion, men mit bedste gæt vil være at der bliver tale om endnu en ekstra regning – specielt hvis der ikke tidligere er blevet importeret lignende modeller til landet. Lad os for eksemplets skyld antage at denne magiske, uhåndgribelige straf for at vove at deltage i trafikken med et motorkøretøj, ikke beløber sig til mere end 75.000 kr.

Totalprisen for import af en 6 år gammel motorcykel fra Thailand, hvis indkøbspris er lige omkring 25.000 kr., er altså 113.425 kr. Til sammenligning koster en splinterny Suzuki GSX1250, med stort set samme udseende og specifikationer, cirka det samme i Danmark.

Der er masser af ukendte i det her regnestykke, og risikoen for at fragt og registreringsafgift eksploderer i hovedet af mig, er i høj grad til stede. Det er en fed motorcykel, men er den alt det her værd? Følg med, når jeg har taget den første prøvetur, når cyklen om en lille uge ankommer fra Japan.

9. January, 2007

Bedre sent end aldrig siger de jo, så her kommer lidt om vores nytårsaften her i Chiang Mai. Der blev spist fint med kniv og gaffel, og der blev drukket spand og set fyrværkeri. Lidt bomber i Bangkok blev det også til, men heldigvis ikke det store her – næsten da.

For lige at nappe det med bomberne først, så er der såvidt jeg ved stadig ingen der har taget ansvar for de 6-7 bomber i Bangkok. Myndighederne reagerede prompte, og alle officielle nytårsarrangementer i Thailands større byer blev afblæst – hvilket i retrospekt forklarer hvorfor sceneshowet og det tilhørende filmhold ved Thapae Gate forlod bulen et stykke tid for midnat. To gutter på motorcykel fik dog senere kastet en bombe imod en moské i de gamle bydel, og ødelagde bygningen og sårede vist viceværten på stedet. Siden er det blevet til en del falske alarmer, men ikke flere bomber.

Militær tilstedeværelse

Nå, men for at komme tilbage til nytårsaften, så var der lagt op til det helt store gastronomiske show. Stedet var The House, som vi tidligere har spist på. Det efter sigende en eller anden burmesisk prins’ tidligere residens i Chiang Mai, og der er tale om et lækkert hus i næsten engelsk stil. Restauranten serverer fransk mad, men der er ikke nødvendigvis tale om åndsvage ting i små portioner, arrangeret i tårne – man er faktisk mæt når man går derfra. Dagens specifikke middag bød på bla. foie gras i enorme stykker, dyrekølle og en utrolig lækker dessert med hvid chokolademouse og jordbær dyppet i chokolade.

The House New Years Menu

Efter at ha’ spist en usædvanlig dejlig middag, futtede vi videre ned til den legendariske Roof Top Bar. Stedet ligger lige omkring Thapae Gate, som også var gearet op til det helt store nytårsshow. Der var mediedækning og stor scene sat op, og rundt omkring stod folk og snakkede og sendte samme type balloner op, som til Loi Krathong – deres lysfestival.

Folk sender balloner op

Loi Krathong ballon med stjernekaster stiger til vejrs

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik ud fra at de sædvanlige blege besøgende var andetsteds nytårsaften, men det var absolut ikke tilfældet – stedet var pakket til randen.

Roof Top Bar set fra gaden

Strømmen gik i hele Thapae Gate området, da vi kom ind på Roof Top. Det lykkedes os at komme op til baren, og fik organiseret og en spand Mai Tai. Folk begyndte at tænde stearinlys rundt om på træbordene, som igen stod ovenpå sivmåtter, som igen lå ovenpå et gulv af tør bambus. Stedet var en større brandfælge end normalt, så vi valgte at tage vores spand under armen, og tage opstilling på pladsen udenfor ti minutters tid før midnat.

Folkemængden ved Thapae Gate

Jason og Langer med en spand Mai Tai

Vi nåede aldrig rigtig at se hvad der foregik på scenen, for da vi var kommet ned efter vores pit stop på Roof Top baren, var alt pakket ned og kørt væk. Nedtælling til det nye år var der heller ikke noget af, men til gengæld startede der pludseligt et øredøvende fyrværkeri, som stod på i 10 minutter eller noget i den stil. Det er næsten umuligt at fange i billeder, men der var tale om krysantemumbomber af den HELT store slags, som blev skudt langt op i luften før de eksploderede i et lysinferno der dækkede hele den synlige himmel.

Bombs away!

Det var en helt speciel nytårsaften, selvom jeg savnede nedtællingen. Alle billederne kan som altid ses på Flickr.

Forsinket godt nytår! :-)

9. January, 2007

De er vilde med markeder hernede, og der deskes op med alt fra himmel og jord. Håndværk er specielt billigt hernede, så smykker, malerier og træfigurer er hysterisk billige. Der er dog også rigeligt med kopiurer og kinajunk for dem der foretrækker sådan noget.

Selv er jeg ærlig talt ikke særlig meget i shoppinghumøret. Da vi var i Burma fik jeg købt mig et meget fedt ur af tvivlsom kvalitet, og 400m længere henne af gaden, lykkedes det mig da også definitivt at dele chronometeret i tre uforbindelige dele. Shit happens. Det er ikke så meget varene på de forskellige nattemarkeder der rykker i mig, men mere stemningen. Der syntes ikke at være samme desperation omkring at få lortet solgt, som man desværre tit ser i de små gadebutikker. Folk virker tilbagelænede og man kan slappe helt af, imens man går og snacker på en eller anden form for gadeføde.

En lille chokoladevaffel

Stilfulde malerier

Tæpper og blomster skåret i sæbe

Ung pige danser for skillinger

Jeg fik ikke købt noget som helst, men jeg har svoret at vende tilbage og samle lidt souvenirs ind senere.

Resten af billederne kan ses på Flickr.

3. January, 2007

Dette er udelukkende rygter, men det forlyder at der er sprunget en bombe i en Tesco udenfor centrum af Chiang Mai. Der skulle efter sigende være to dræbte, og sandsynligvis en del sårede. Der er i skrivende stund intet om sagen i medierne eller nogle af de nyhedssites jeg besøger.

2. January, 2007

Som et led i mit nye “omvendt public service” fremstød, vil jeg gerne have læsernes hjælp! Hvis nogen har erfaringer eller kender til komplikationer i forbindelse med import af motorcykel fra Thailand, så hører jeg gerne om det – alt lige fra fragt til Danmark og indregistrering.

Det hele er meget løst lige nu, men det kunne dreje sig om en Honda CB1300, til en pris omkring 160.000 Baht – eller 25.400 gode danske kroner.

På forhånd tak! :-)

Honda CB1300 1998


Johnny