Me
13. January, 2007

Den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, er en flinker fyr. Han har nyligt lavet en dokumentarfilm om global opvarmning. Han er en sympatisk fyr, men er det rigtigt hvad han siger?

Jeg har ikke set filmen, og min pointe er heller ikke hvad han siger eller ikke siger. Min pointe er at der syntes at være en stigende tendens til at kendte personligheder begynder at lave pseudorealistiske katastrofefilm. Tag nu f.eks. Michael Moore – han er da en af de gode, ikke? Jeg så hans film fra 1989, Roger & Me, en dokumentar om en by i Michigan, der gik i stå på grund af at en stor virksomhed downsizede. Han vandt min sympati, og når han senere i Fahrenheit 9/11 siger at Bush er en klaphat, og USA gjorde i nælderne omkring hele Irak-krigen, så må det da være rigtigt, ikke? Det er jo en dokumentar, ikke?

Det kom frem at han havde manipuleret filmmateriale, eller i hvertfald klippet tingene sammen til egen fordel. Det ville jeg nok også ha’ gjort, hvis jeg skulle have min pointe igennem, eller sælge flere film, eller hvad mit mål nu var. Problemet er at sådan nogle pseudodokumentarer, bliver ædt råt af nogle mennesker – uden spørgsmålstegn. Jeg siger ikke manden ikke har ret, men brug hovedet – det er ikke nødvendigvis 100% sandhed.

Nyligt er Al Gore kommet på banen med en film om global opvarmning. Jeg er interesseret i emnet, men jeg indrømmer blankt at jeg ikke har fået set den endnu. Udfra hvad jeg har hørt, er menneskeligheden dybest set terminalt på skideren, og der er intet vi kan gøre. Sådan et budskab skal naturligvis som udgangspunkt tages seriøst, men ikke automatisk for gode varer. Man skal som udgangspunkt stille spørgsmålstegn ved alt hvad der kommer ud af fjernsynet, radioen eller vises i biografen, og man forventes selv at fortolke og anvende en vis hjernekapacitet til at sætte tingene i perspektiv.

Jeg ved godt vi sviner for meget, og jeg ved udemærket at amerikanerne er værre end os. Jeg ved også at det umuligt kan være sundt for miljøet, og at det er noget skidt at indlandsisen smelter. Gore siger at vandet stiger syv meter, og viser nogle skræmmende billeder af oversvømmede metropoler. Det tegner ikke godt, men er det rigtigt? Det mener miljøminister Connie Hedegaard og Svend Auken åbenbart, imens Bjørn Lomborg i JP skriver at de tager fejl, og at Gore overdriver og manipulerer sandheden.

En ting er at sige sandheden, en anden er at manipulere den og præsentere den på en måde, så den kan vendes til egen fordel. Hvem har ret, og hvem meler sin egen kage her – den tidligere vicepræsident, miljøministeren eller måske professoren? Er nogen af dem overhovedet til at stole på?

[RSS] 2 kommentarer til “Pseudodokumentar”

  • Jan
    13
    2007
    22:43 - Jens

    Ikke at det skal retfærdiggøre noget som helst. Men begge sider prøver i den grad at redigere materialet, således det passer i deres rille.
    Kildekritik har længe været en sund disciplin at beherske, men i nu mere og mere essentiel for at kunne decifrere de budskaber man bliver bombet med gennem diverse medier.
    Det kan være fuldstændig ligegyldige detaljer, der bliver blæst op til det helt store eller det helt store der bliver skrumpet ned til ingenting.
    Eksempler herpå:
    Anders Fogh Rasmussen: “Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.”
    Katastrofal udtalelse, da det jo senere viste sig at være…ikke korrekt.
    Aftenshowet vært Louise Wolff: “Der hvor de autonome har sprængt en hel bydel i luften”.
    Vi ved jo alle godt at det heller ikke var tilfældet…

    Det er altså ikke kun i forbindelse med en pseudodokumentar at man skal være på vagt… Det er konstant og hele tiden. Trist…

    – Jens

  • Jan
    18
    2007
    07:42 - neurox

    Al Gore nægter iflg. BT at møde Bjørn Lomborg. Ligegyldigt hvilken side man er på, er det da en falliterklæring at nægte at mødes.


Johnny