Me
15. January, 2007

Jeg er snart på vej hjem. Det er jeg tydeligvis ikke tilfreds med, for jeg er begyndt at handle efter et velkendt mønster – jeg graver mig ned. Det er absolut ikke min mest stolte time, men jeg har også migræne – det hjælper måske lidt.

Mørket falder på omkring klokken 18 på disse kanter. Det er næsten altid til at regne med, og det er som oftest indikator for at vi snart skal ud og jage noget føde. For det meste er vi tilbage omkring kl. 22, og så er der en times tid til at hænge lidt ud i lobbyen, receptionen eller tv-rummet om man vil. Kært barn, mange navne. Kl. 23 lukker festen, og hvis man ikke er på vej på druk, er man sandsynligvis på vej i seng. Ligegyldigt hvilke planer man har, sænker stilheden sig over byen – en stilhed som ikke kan findes i dagtimerne.

Stilheden plejer at være det sidste jeg lægger mærke til, inden jeg falder i søvn omkring kl. 1-2 stykker. Nogle gange endda før midnat. Her de seneste dage, har der været en tendens til at jeg går senere og senere i seng, og som resultat heraf står væsenligt senere op. Jeg har ikke følt mig helt på toppen, og har også spist uregelmæssigt og haft en fandens hovedpine.

De forrige to dage, er det blevet til sene udflugter til den lokale sushijonglør, men jeg har mistænkt deres ellers fremragende rå fisk for at påvirke min maveflora svær kedelig grad. Jeg udsatte idag. Jeg syntes af udsætte alt lige for tiden, og jeg tror det er fordi jeg snart skal hjem. Jeg har ikke lyst til at give slip, jeg har ikke lyst til at møde nye mennesker, jeg har ikke lyst til at hyggesnakke og jeg har ikke lyst til at opleve. Det er en mærkværdig melankolsk limbotilstand, som jeg ved førstkommende lejlighed vil forsøge at bryde ud af.

Det vand der kommer ud af hanen, kan ikke bruges til andet end at vaske biler og tage bad i. Drikkevand er ikke dyrt, men det skal dog hentes nede i receptionen. Den lukkede som bekendt kl. 23, så når man her godt over midnat kommer frem til at hovedpinen sandsynligvis skyldes dehydrering, så er der dømt udflugt. Ikke om jeg frivilligt vil bruge hele natten på at koge en grandiøs migræne op til imorgen formiddag. Der var ingen vej udenom, jeg skulle en tur ned om hjørnet til Tesco.

Det tager 5 minutter hver vej, på Thailands fantastiske hybrid imellem en scooter og en motorcykel. På gåben tager det nok det dobbelte, og som en hyldest til nattens stilhed, valgte jeg sidste løsning. Om dagen er det en lummer oplevelse at gå rundt i Chiang Mai, hvilket med de 33 grader også giver mening. Natten er kølig, og ligger for det meste omkring 17. Iført hoodie og lange bukser, forlod jeg Wa Lai House, og luskede ned af de mørke gader.

Chiang Mai er ikke skabt til fodgængere. De er en truet race på disse kanter, og har ingen plads i bybilledet. Natten er dog mere tilgivende, og så længe man kan navigere hovedet udenom rustne markiser, så er chancen for overlevelse stor. Kvarteret her er forholdsvist stille om natten, og udover lidt sporadisk trafik og de fire netspilscaféer mødte jeg intet interessant på vej til Tesco. Intet interessant for mig i hvertfald – friske uspolerede vesterlændinge ville nok ha’ påpeget alt det affald folk havde stillet ud, de parkerede motorcykler med halvtag og “sidekøkken”, de løse hunde der gik rundt og ikke at forglemme de gutter der kom gående med en babyelefant, umiddelbart foran den engelske supermarkedskæde. Hvorfor de går rundt i byerne, er en anden trist historie.

Jeg indfandt mig i butikken og fik handlet hvad jeg havde brug for; vand, mælk med kaffesmag og et par kokossnegle med glasur. Det satte mig omtrent ti danske kroner tilbage. Undervejs tilbage slog det mig, at det var min første natlige gåtur hernede. At gå en ensom tur i stilheden, kan have en stærk terapeutisk virkning på mig, og jeg tror i højeste grad at det var tiltrængt. Jeg går og roder med mange tanker for tiden, og jeg tror faktisk jeg er blevet en smule stresset. Der er beslutninger der skal tages og folk der venter på dem, der er oplevelser der skal presses ind i sidste øjeblik, der er rejser der skal overståes og der er et liv der skal genoptages – på godt og ondt.

Jeg syntes jeg har udviklet mig personligt hernede, og jeg er bange for at tabe det på gulvet når jeg kommer hjem. “Samme gamle rille” er vist det udtryk jeg leder efter. Jeg har fået et liv hernede – ikke et liv med kone og børn, men et liv med nye vaner, mere optimisme og mere mod. Min værste frygt er at disse nye kvaliteter bliver tabt på gulvet, i takt med at jeg igen indfinder mig i det kolde, overskyede Danmark. Hvordan det præcist udarter sig, ved jeg ikke, men de første par dage hjemme i kulden skal nok blive rigtig interessante.

Tilbage sidder jeg så her, i mit værelse på Wa Lai House i Chiang Mai. Klokken er lige blevet 1, og jeg har lagt sidste hånd på min kokossnegl. Min kaffemælk er også så godt som udryddet, og velvidende at den konstant mobilpludrende rengøringspige banker på imorgen formiddag, burde jeg måske indfinde mig under den thailandske fortolkning af dynen – et lagen og et sengetæppe.

Mit bedste gæt vil være, et der går endnu et par timer.

[RSS] 4 kommentarer til “stilhed”

  • Jan
    15
    2007
    20:41 - Irene

    Jeg har med glæde fulgt med i dit rejseeventyr. Og mon ikke perspektivændringen kommer til også at gælde i DK? Jeg tror det.

    Sov godt!

  • Jan
    15
    2007
    21:07 - neurox

    Tak, Irene – jeg håber du har ret! :-)

  • Jan
    15
    2007
    21:13 - Irene

    Jeg ved fra mig selv, uden iøvrigt at kunne drage sammenligninger, jeg bor trods alt kun et par timer fra andedammen, men jeg kender følelsen af at være i mit hverdagsperspektiv og være bange for at miste det, når jeg tager til DK. Men det gør jeg ikke for jeg er jo mig med mit eget perspektiv indeni lige meget hvor jeg er. Men man skal være meget bevidst om at holde fat i sig, det er lettest ikke at gøre det …

    Held og lykke!

  • Jan
    16
    2007
    09:07 - chris

    Jeg håber, du finder modet, når du kommer hjem igen. Du har jo både et åbent sind, en sund fornuft og lysten til at arbejde med dig selv.

    Jeg bruger også alene-gåture (gerne om aftenen i regn) rigtig meget, når jeg skal have samlet tankerne. Det kan være, du skal hente flere kokossnegle, inden alting falder på plads…


Johnny