Me
25. January, 2007

Counteren ude til højre siger at jeg har tre dage tilbage i varmen. Det er torsdag idag. Lørdag aften sætter jeg mig i et fly til Bangkok, og forlader således Chiang Mai efter tre meget begivenhedsrige måneder.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv – savner jeg Danmark eller ej? Glæder jeg mig til at komme hjem? Jeg har en urolig fornemmelse i kroppen, men jeg tror ikke det skyldes det lange ophold hernede – jeg tror det skyldes at der er en slutning i sigte. Når lørdag aften starter rejsen hjem, er det ikke kun kilometer der tilbagelægges – det er et lille liv som jeg siger farvel til. Noget der umiddelbart er til at tage at føle på, er temperaturen, og let’s face it – folk elsker at snakke om vejret. Der er næsten 35 graders forskel på dagtemperaturen her og hjemme. Her skinner solen fra en skyfri himmel, og mit bedste gæt vil være at Danmark er mørkt og skyerne ligger helt ned i gadeniveau. Jeg har været der før – sidst jeg rejste hjem fra varmen, skinnede solen hele vejen hjem, og da flyet dykkede ned til Kastrup, var det som at stikke hovedet i en pose vat.

Det er også meget andet end varme og en skyfri himmel som jeg forlader, men det er bare så fandens svært at forklare. Det er stemningen. Det er måden folk behandler hinanden på. Det er prisen de tager for en sandwich. Det er den tilbagelænethed som thaierne syntes at eksellere i. Det er pandekagedamen henne for enden af Santisuk Rd. Soi 3. Det er rødderne nede fra bikeshoppen. Det er Aun og Yo fra Wa Lai House. Det er massage når jeg står ved urinalet på Discovery diskoteket. Det er min første tur på dirt bike. Det er mit første skræddersyede jakkesæt. Det er at flå en 200kg huntiger i halen imens den tisser i en lille metalskål og dyrepasseren skriger af grin imens en tredie tager billede af galskaben.

Beskidt og glad i låget

Jeg kommer til at savne at kunne lade spontaniteten tage over, uden at blive stoppet af økonomien. At kunne tage afsted op i bjergene med vand i rygsækken og benzin i tanken, eller at smutte over i gym’et og løbe et par kilometer på båndet. Hjemme i Danmark har jeg slet ikke råd til at eje en dirt bike og vi har desuden ingen bjerge. Turen i træningscenteret hænger også i en tynd tråd, for der skulle også gerne være penge til at betale forsikringen på mit lig af en Audi fra 1987. Her koster et måltid gademad 3 kr. Hjemme koster en pizza nemt 60 kr. Her koster en stor ejerlejlighed med to soveværelser 350.000 kr. Hjemme koster en 2’er på 60m2 1.800.000 kr. Her koster min drømmebike 24.000 kr. Hjemme koster den 110.000 kr. Her kan den lejes for 166 kr om dagen. Penge er ikke alt, men du kan godt følge mig, ikke?

Benzin og snoet asfalt

Min returbillet ligger her stadig, så noget må jo trække derhjemme. Det er ikke priserne, det er helt sikkert – nok nærmere stilheden; at kunne tage tingene helt i sit eget tempo, og kunne gennemføre en hel dag, uden at skulle have sedler op af lommen. Jeg glæder mig til at skære min første skive tomat selv, for første gang i tre måneder, også selvom den sikkert smager af pap hjemme. Jeg glæder mig til at hente drikkevarer i mit eget køleskab, og at kunne drikke vandet fra hanen. Jeg savner vandtrykket i min egen bruser. Hvor sygt det end lyder, så savner jeg også at kunne gå en hel dag, uden at snakke med andre end mig selv. Jeg savner også mit skrivebord og min stol, nede på kontoret. Jeg savner en rigtig arbejdsplads, og ikke bare en siddeplads imellem udtalte vegetarer, massørstuderende og skabshippier på ferie. Jeg glæder mig til at drikke en øl med mine venner, og forsøge at forklare bare en smule af hvad jeg har oplevet. Jeg glæder mig til at kunne handle ind til horrible priser, men i det mindste kunne forstå hvad folk omkring mig siger.

Folk hernede har spurgt mig hvornår jeg kommer tilbage. Det er et godt spørgsmål. Jeg kan godt lide det hernede, men samtidigt er der også flere steder der skal opleves. Jeg er ikke færdig med resten af verden endnu, men jeg skal nok komme tilbage til Chiang Mai.

[RSS] 3 kommentarer til “slutninger”

  • Jan
    25
    2007

    Vi er i hvert fald nogen, der glæder os til at få dig hjem igen :)

  • Jan
    25
    2007
    09:32 - Anita

    Uden at have rejst noget særligt i mit liv, så ved jeg alligevel, hvad du mener med dit indlæg. Jeg ved nøjagtigt, hvad DU mener og jeg kan så tydeligt fornemme det og dig.

    God tur hjem til sneen (som måske er forsvundet til weekenden) :)

  • Mar
    30
    2007
    22:20 - danny nichols

    i just moved here from california.. can anyone help me with finding a place to ride my dirt bikes. i shipped my bikes, but i haven’t found a place to go …… tak
    e mail
    nicholswoodworking@hotmail.com


Johnny