Me

Indlæg fra 'ego' kategorien

17. May, 2008

Jeg skal da iøvrigt giftes om tre timer.

Mere om familieprojektet lige her.

1. March, 2008

Så fik jeg endelig – delvist – fingeren ud. Den narcissistiske ego-drengerøvs-blog lader stadig vente på sig, men i anledning af den kommende ændring i civilstanden har vi.. eh.. jeg sat en af de-dersens familieblogs i vandet. Jeg håber det kan distrahere længe nok til at jeg kan få søsat ego-bloggen.

Kig forbi. Skriv noget. Det fryder.

6. January, 2008

Jeg går og brygger på en ny blog – eller rettere jeg ville gerne brygge på en ny blog, men tiden har ikke været til det. Jeg har simpelthen haft mine tanker andetsteds. Siden her er så godt som lukket og slukket, men imens mine trofaste fans – ja, man har lov at drømme – venter på mit andet komme, har jeg lidt nyt: jeg skal giftes.

Yep, det er ikke engang løgn – for lidt over 37 timer siden friede jeg til min søde kæreste, og vi skal giftes på et endnu udefineret tidspunkt imellem marts og maj i år! Thumbs up og energiske shout-outs til OkCupid for at køre et fantastisk underholdende og gratis internationalt datingsite, og tusind tak til Kapper for at overtale mig til at prøve det dengang jeg hang allermest med mulen. Finger til de danske betalings-datingportaler – det koster det hvide ud af ørene, og desuden er der jo ingen der siger at din kæreste partout skal være dansk, vel? :-)

Stay tuned! :)

29. January, 2007

Jeg landede i Kastrup igår omkring kl. 22, og små fem time senere var jeg tilbage i min iskolde lejlighed på Trøjborg. Jeg havde været i transit i næsten 48 timer, og vågen endnu længere. Efter et bad gik jeg totalt i brædderne.

Kunne I ikke ha’ varmet Danmark lidt op til jeg kom hjem? :-)

17. January, 2007

Som den dedikerede læser allerede vil vide, har jeg puslet med tanken om at importere en motorcykel fra Thailand. Efter korrespondance med et thailandsk shippingfirma, er jeg stærkt pessemistisk omkring projektet.

Hvis du læser det tidligere indlæg, vil du vide at en motorcykel købt hernede for omtrent 24.000 kr nemt kommer op over 110.000 kr. Den ubekendte i regnestykket har indtil nu været hjemtransporten, men et naivt estimat har indtil videre været 5.000 kr. Totalprisen for indkøb i Thailand, transport til Danmark, importtold og moms ville med dette estimat være lige omkring 38.500 kr. I Tyskland kan man hente en nogenlunde tilsvarende model til omkring 40.000 kr i indkøbspris, og såvidt jeg er orienteret slipper man for told og moms, da der handles i et EU land. Det var altså 1.500 kr sparet, hvilket næsten var besværet værd.

Idag fik jeg så den her mail fra Asian Tigers Thailand:

I don’t have the charges from my Danish agent yet, but the estimated costs would be:

a) origin charge: US$350
b) line haul (Bangkok-Chiangmai): US$1,000
c) freight to Denmark: around US$200 to US$300 depending on size
d) destination charge: US$500? (estimate only)

Subject to 7% VAT.

Det er altså en total estimeret shippingpris på omtrent $2.300 inkl. Thailandsk moms. Det er fragtomkostninger på lidt over 13.000 kr ved den nuværende dollarkurs. Hvis jeg laver samme regnestykke som i forrige indlæg, bliver det 37.000 kr. for indkøb og fragt, og hertil kommer ca. 2.200 kr til told og 6.500 kr i moms. Totalprisen bliver altså 45.700 kr – næsten 6.000 kr. dyrere end at hente den i Tyskland. Det her er naturligvis langt før vi overhovedet bringer den danske registreringsafgift på 75.000 kr ind i billedet.

Shippingfirmaet har desuden meddelt mig, at jeg ikke kan sende en motorcykel hjem fra Thailand til Danmark, med mindre jeg har ejet den i mindst et halvt år. Det virker forkert, men prisen har allerede afgjort det – jeg kan ikke importere en motorcykel herfra.

15. January, 2007

Jeg er snart på vej hjem. Det er jeg tydeligvis ikke tilfreds med, for jeg er begyndt at handle efter et velkendt mønster – jeg graver mig ned. Det er absolut ikke min mest stolte time, men jeg har også migræne – det hjælper måske lidt.

Mørket falder på omkring klokken 18 på disse kanter. Det er næsten altid til at regne med, og det er som oftest indikator for at vi snart skal ud og jage noget føde. For det meste er vi tilbage omkring kl. 22, og så er der en times tid til at hænge lidt ud i lobbyen, receptionen eller tv-rummet om man vil. Kært barn, mange navne. Kl. 23 lukker festen, og hvis man ikke er på vej på druk, er man sandsynligvis på vej i seng. Ligegyldigt hvilke planer man har, sænker stilheden sig over byen – en stilhed som ikke kan findes i dagtimerne.

Stilheden plejer at være det sidste jeg lægger mærke til, inden jeg falder i søvn omkring kl. 1-2 stykker. Nogle gange endda før midnat. Her de seneste dage, har der været en tendens til at jeg går senere og senere i seng, og som resultat heraf står væsenligt senere op. Jeg har ikke følt mig helt på toppen, og har også spist uregelmæssigt og haft en fandens hovedpine.

De forrige to dage, er det blevet til sene udflugter til den lokale sushijonglør, men jeg har mistænkt deres ellers fremragende rå fisk for at påvirke min maveflora svær kedelig grad. Jeg udsatte idag. Jeg syntes af udsætte alt lige for tiden, og jeg tror det er fordi jeg snart skal hjem. Jeg har ikke lyst til at give slip, jeg har ikke lyst til at møde nye mennesker, jeg har ikke lyst til at hyggesnakke og jeg har ikke lyst til at opleve. Det er en mærkværdig melankolsk limbotilstand, som jeg ved førstkommende lejlighed vil forsøge at bryde ud af.

Det vand der kommer ud af hanen, kan ikke bruges til andet end at vaske biler og tage bad i. Drikkevand er ikke dyrt, men det skal dog hentes nede i receptionen. Den lukkede som bekendt kl. 23, så når man her godt over midnat kommer frem til at hovedpinen sandsynligvis skyldes dehydrering, så er der dømt udflugt. Ikke om jeg frivilligt vil bruge hele natten på at koge en grandiøs migræne op til imorgen formiddag. Der var ingen vej udenom, jeg skulle en tur ned om hjørnet til Tesco.

Det tager 5 minutter hver vej, på Thailands fantastiske hybrid imellem en scooter og en motorcykel. På gåben tager det nok det dobbelte, og som en hyldest til nattens stilhed, valgte jeg sidste løsning. Om dagen er det en lummer oplevelse at gå rundt i Chiang Mai, hvilket med de 33 grader også giver mening. Natten er kølig, og ligger for det meste omkring 17. Iført hoodie og lange bukser, forlod jeg Wa Lai House, og luskede ned af de mørke gader.

Chiang Mai er ikke skabt til fodgængere. De er en truet race på disse kanter, og har ingen plads i bybilledet. Natten er dog mere tilgivende, og så længe man kan navigere hovedet udenom rustne markiser, så er chancen for overlevelse stor. Kvarteret her er forholdsvist stille om natten, og udover lidt sporadisk trafik og de fire netspilscaféer mødte jeg intet interessant på vej til Tesco. Intet interessant for mig i hvertfald – friske uspolerede vesterlændinge ville nok ha’ påpeget alt det affald folk havde stillet ud, de parkerede motorcykler med halvtag og “sidekøkken”, de løse hunde der gik rundt og ikke at forglemme de gutter der kom gående med en babyelefant, umiddelbart foran den engelske supermarkedskæde. Hvorfor de går rundt i byerne, er en anden trist historie.

Jeg indfandt mig i butikken og fik handlet hvad jeg havde brug for; vand, mælk med kaffesmag og et par kokossnegle med glasur. Det satte mig omtrent ti danske kroner tilbage. Undervejs tilbage slog det mig, at det var min første natlige gåtur hernede. At gå en ensom tur i stilheden, kan have en stærk terapeutisk virkning på mig, og jeg tror i højeste grad at det var tiltrængt. Jeg går og roder med mange tanker for tiden, og jeg tror faktisk jeg er blevet en smule stresset. Der er beslutninger der skal tages og folk der venter på dem, der er oplevelser der skal presses ind i sidste øjeblik, der er rejser der skal overståes og der er et liv der skal genoptages – på godt og ondt.

Jeg syntes jeg har udviklet mig personligt hernede, og jeg er bange for at tabe det på gulvet når jeg kommer hjem. “Samme gamle rille” er vist det udtryk jeg leder efter. Jeg har fået et liv hernede – ikke et liv med kone og børn, men et liv med nye vaner, mere optimisme og mere mod. Min værste frygt er at disse nye kvaliteter bliver tabt på gulvet, i takt med at jeg igen indfinder mig i det kolde, overskyede Danmark. Hvordan det præcist udarter sig, ved jeg ikke, men de første par dage hjemme i kulden skal nok blive rigtig interessante.

Tilbage sidder jeg så her, i mit værelse på Wa Lai House i Chiang Mai. Klokken er lige blevet 1, og jeg har lagt sidste hånd på min kokossnegl. Min kaffemælk er også så godt som udryddet, og velvidende at den konstant mobilpludrende rengøringspige banker på imorgen formiddag, burde jeg måske indfinde mig under den thailandske fortolkning af dynen – et lagen og et sengetæppe.

Mit bedste gæt vil være, et der går endnu et par timer.

19. December, 2006

Min civilstand har nyligt ændret sig til single. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, men bare sige at det forløb rimelig udramatisk. Jeg er taknemmelig for den tid vi delte, men nu hvor min fremtid ikke er lagt på skinner føler jeg mig en smule rundt på gulvet.

Det skete faktisk for nogle uger siden, og som resultat deraf har min rejse ændret karaktér igen. Turen startede tilbage i starten af 2006, (eller var det slutningen af 2005?) hvor Kapper spurgte mig om jeg ville med til Thailand. Dengang var mit øjeblikkelige svar ja, selvfølgelig! og målet med turen var for mit vedkommende selvfølgelig oplevelsen, men også at gruble over meningen med det hele – finde ud af hvad jeg prioriterede højt, hvad der var ligegyldigt og eventuelt være et springbrædt til at drage videre ud i verden.

Senere indledte jeg så et forhold til en charmerende ung dame, og turen ændrede sig til jeg er hjemme lige om lidt. Jeg syntes ikke jeg gik glip af noget, og jeg syntes ikke at jeg afskrev noget – heller ikke selvom turen ikke længere var et potientielt springbrædt. Det var heller ikke lysten til at finde den eneste ene, der drev mig væk hjemmefra. Sandt at sige, var der noget dejligt trygt ved at vide at der ventede en fremtid på mig derhjemme.

Der er imidlertidigt sket noget med mig på den her tur, fuldstændigt urelateret til fast parforhold eller mangel på samme; jeg har genvundet noget af min selvtillid. Jeg har gjort ting jeg ikke har gjort i årevis, og jeg har gjort ting til jeg tidligere har afskrevet uden reel begrundelse. Det mest trivielle eksempel er bowling. Jeg ved ikke hvorfor jeg er gået i en stor bue udenom, men bowling har bare ikke været for mig. Jeg ved ikke hvad blokaden har skyldtes – uden tvivl noget psykisk. Under parolen “hvorfor fanden ikke”, var jeg her for nogle uger siden var jeg så ude at “rulle” for første gang – og det var genialt! Jeg startede helt fra bunden, og der var lynhurtigt positive resulater – det lykkedes mig endda at lave en lille håndfuld strikes (når man vælter samtlige kegler i ét skud). Grænse overskredet med stor success.

At være medlem af et træningscenter i Danmark har også været noget jeg skulle mande mig op til. Nu har jeg været medlem i årevis, men forholdsvist sjældent sat mine ben på stedet. Nu har det her specifikke sted ikke et løbebånd, men hvis de havde ville det være utænkeligt for mig at bestige det. Hvorfor ved jeg ikke, men det er muligvis fordi der er noget pinligt over en 112kg ung mand, der sveder og pruster – igen primært i mit hovede. Herovre fik jeg uden de store overvejelser tilmeldt mig det lokale træningscenter, og har indtil videre peaket på 5.66km på 45 minutter – og så er jeg fandme ikke engang forpustet! Igen, en grænse overskredet med stor success.

Udover de to ovennævnte eksempler, har jeg stået bag på en kørende pickup truck, jeg har blæst igennem junglen på motorcross cykel, jeg har været imponerende tæt på at spise insekter (nej, det sker aldrig), jeg har på rekordtid etableret et hjem og en hverdag 6000km hjemmefra, og jeg har på trods af en vis generthed kastet mig ud i samtaler med de særeste fremmede mennesker. Når man overskrider personlige grænser med success, kan man ikke undgå at få et vist selvtillidsboost. Her snakker jeg ikke om at kaste mig i øjeblikkeligt grams, men bare at have en god fornemmelse i maven af at kunne – en følelse jeg ubevidst har savnet lidt.

Mine prioriteter har også ændret sig imens jeg har været væk hjemmefra. Hvor jeg tidligere har haft et stort behov for den tryghed en ejerlejlighed i min fødeby giver, så syntes det i skrivende stund mindre vigtigt. Om jeg bliver lykkelig andre steder er stadig det store spørgsmål, men jeg føler i hvertfald at jeg har fået nemmere ved at give slip på den hysteriske dvd-samling, widescreen fjernsynet og resten af det lort jeg har fået bakket ind i ejerlejligheden. Jeg føler mig ikke længere stavnsbundet i samme grad som tidligere, og det virker ikke urealistisk f.eks. at flytte til et andet land.

Det lyder måske altsammen meget rodet, men på bundlinien står der en lidt trist, rodløs ung mand, med nyfunden selvtillid og overvejer hvad han skal stille op med resten af sit liv.

Verden er tydeligvis min østers.

19. November, 2006

Jeg vejer for meget. Jeg er udemærket klar over det, og jeg har stille og roligt fundet mig til rette omkring de hundrede kilo. Her på det sidste har jeg været opmærksom på at jeg er kommet lidt over, og jeg har ikke rigtig følt at kroppen var hvor den skulle være. Idag kom jeg så forbi en vægt.

Mine damer og herrer, jeg vejer 115 kilo. Så var det alligevel rigtigt, da min kæreste diskret hintede at jeg så ud til at ha’ taget en smule på. Et hundrede femten gode danske kilo, hvoraf en alt for stor procentdel er fedt. Det er den dårlige nyhed. Jeg vejer alt for meget, og jeg vil smide mindst 20 kilo over de næste to en halv måned. At man i Thailand skal lede længe for at opdrive t-shirts i XL og buksestørrelser over 36 bidrager yderligere til motivationen for at læsse et par kilo af.

Helt af helvede til er det heller ikke, for som den opmærksomme læser allerede ved, er jeg i øjeblikket medlem af Fitness Thailand. Jeg kan endnu ikke præcist sætte fingeren på hvor motivationen kom fra, men at begynde hernede var omtrent en million gange nemmere end at begynde hjemme i Danmark. Jeg tror efterhånden jeg har været dernede en 4-5 gange, og efter de to første havde jeg synderrivende ondt i mine arme, og var en smule skuffet over at jeg kun kunne klare at løbe på løbebåndet i fem minutter.

Idag tager jeg komfortabelt en del flere kilo i styrketræning, og det er ikke uden en vis fornøjelse at jeg kan oplyse at jeg overlevede et kvarter på løbebåndet ved omtrent 7.2km/t. Hvis du hører til fitnessgalningene, er det på ingen måde imponerende, men for mig er det en stor sejr. Efter min lidt spontane vægtmåling idag, er motivationen ikke blevet mindre. Sidste gang jeg i stilhed påbegyndte et løbeprojekt, blev jeg forholdsvist hurtigt ramt af en ubehagelig omgang skinnebensbetændelse. Heldigvis har kombinationen af nye løbesko og løbebånd vist sig at være en success, så jeg overvejer seriøst at gøre mine virtuelle løbeture til en daglig begivenhed.

Den kyniske læser, vil uden tvivl fange sammenhængen imellem vægt og energiindtag, og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har kørt hårdt på indtil nu. Chiang Mai er stoppet med amerikanske, italienske og mexikanske restauranter, og til trods for at priserne er høje, er de stadig latterligt lave i forhold til Danmark. For mit vedkommende har energiindtaget ligget betragteligt over det normale, og så er det jo klart at man buler ud. Den har stået på kassevis af donuts, colaer galore, pizzaer druknet i ost og andre delikate – men desværre også grovfede – lækkerier. Vanviddet er ved at lægge sig, og fornuften er begyndt at vise sig igen. Idag stod den på stegte nudler, bønnespirer, forårsløg og vand – masser af vand.

Det skal nok blive godt.

9. November, 2006

Jeg æder for meget og rører mig for lidt – og som selv den sløveste kniv i skuffen ved, så bliver man bredere af den attitude. Med dette i baghovedet, og velvidende at her er op til 32 grader celcius, virkede det som en oplagt ide at begynde at motions- og styrketræne. Igår var jeg afsted første gang.

Umiddelbart er der ikke den store forskel på Fitness Thailand og et dansk træningscenter, selvom det her muligvis minder mere om Average Joes’s fra filmen Dodgeball. Fyrene virker rimelig afslappede, og pigerne har ikke travlt med at kaste til højre og venstre med deres silikonefyldte plastikpatter. Der er ikke falske psykotiske plastiksmil i lobbyen, og en flaske vand koster kr. 1,60. Leje af et lækkert stort, rent håndklæde koster iøvrigt det samme. Maskiner er der nok af, både til sekvenstræning, løb, spinning (det er det de rige kalder det at cykle), step og fandme om der ikke også er et bordtennisbord.

I øjeblikket er jeg igang med mine tre gratis prøveture, men derefter koster det efter sigende 2.000 baht om måneden – og havde vi Yo med når vi bestilte, var prisen 500 baht lavere. For dem der endnu ikke kan regne baht om til kroner i hovedet, er det omkring kr. 138,- for en måneds fri træning.

Den fik naturligvis ikke for lidt, for når rødderne skal ned og pumpe, har de en tendens til at blive grebet af det. Lige nu betaler jeg prisen, for jeg har godtnok rimelig ondt i arm’ern. En kæmpestor Ice Caramel Latte fra B-Bloom hjælper dog på det. Personalet her virker iøvrigt vældig glade for os, men vi er vel i virkeligehden heller ikke de mest krævende kunder; vi er her om formiddagen og der er garanti for at vi køber mindst et par kolde eller varme drikke – og så hverken larmer eller lugter vi synderligt. Det er i hvertfald mig indtryk, for sidst vi forlod beværtningen, smilede og vinkede de to thailandske piger bag desken hysterisk da vi gik – den ene endda med begge hænder – en sindstilstand jeg senere har døbt japan-glad.

Nå, men jeg har en lun laptop foran mig, en kop iskold latte ved min side og en længere liste af arbejdsopgaver der skal kigges på. Iøvrigt er der kommet et par billeder op af mit værelse på Flickr – du er velkommen til at kigge ind forbi. Der er også et nyt filmklip oppe.

Fuldstændigt urelateret, er det idag værtinden på Wa Lai House – Aun – skal føde ved kejsersnit. Jeg forventer en art festivitas i nærmeste fremtid! :-)

God torsdag! :-)

31. October, 2006

Jeg sov selvfølgelig rædselsfuldt – det skal man jo som bekendt, sidste nat før man skal ud at rejse. Alligevel lykkedes det os at komme op til tiden – hvilket nok i virkeligheden skyldtes at inden af os sov da vækkeuret ringede. Vi fik slæbt vores lort til Ørestadens station, og videre til Kastrup lufthavn, hvor vi mødte trediemanden.

Efter alt det hype om forbedret sikkerhedscheck, var sikkerhedschecket i Kastrup nærmest pinligt. Vi skulle ganske rigtigt tage laptoppen ud af håndbagagen, men i forhold til de amerikanske tilstande slap vi billigt. Ingen stillede os spørgsmål, metaldetektoren detekterede ikke engang mit forholdsvist store bæltespænde og vi fik både lov at beholde skoene på og slæbe alt det håndcreme med i håndbagagen vi lystede. Reglerne var dog en del hårdere i Heathrow, hvor vi igen skulle have scannet vores håndbagage og af med bælter og fodtøj. Der var også opslag over hvad vi absolut ikke måtte true den frie verden med – toiletsager, deodoranter, håndcreme og linsevæske. Jeg havde læst op på lektien, så det var intet problem. Ganske som forudset, kunne man også købe håndcreme i Heathrow, hvor vi brugte 8-10 timer (jeg har ingen anelse om det præcise tal lige nu) på at sove, spise, drikke Guiness og sludre med venner og kærester over MSN. I den forbindelse kan jeg varmt anbefale folk at undgå Garfunkel’s Restaurant, og specielt deres onion rings og deres usædvanligt kedelige mixed grill. Det varierede imellem intetsigende og direkte klamt.

Da klokken endelig havde sneget sig op omkring 21, kravlede de tre danskere ombord i to forskellige fly, og satte kursen imod Bangkok. Igen har jeg ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, men vi fløj vist omkring 9.600km, og det tog vist noget i retning af 8-10 timer. Jeg har før kedet mig bravt på turen til USA, og jeg frygtede at de ekstra timer ville være dødens pølse. Det viste sig dog at når man først har brugt 6 timer i et fly, er det begrænset hvor stor forskel et par timer fra eller til gør. To film, to måltider, en del væske, en tur på toilettet, lidt musik, en del frustration over ikke at kunne falde i søvn og en halv time eller to på øjet senere landede vi i Bangkok.

Der var vamt. Gu’ var der varmt. Ulideligt var det bestemt ikke, og jeg har oplevet værre. Det var intet problem at kommer igennem immigration og få de 60 dages opholdstilladelse, som kan udvides senere. Vi mødtes, fandt bagagen og fik organiseret en limo til hotellet. I praksis var der tale om en Toyota med aircondition, med en meget stille chauffør og ingen skænderier om betalingen når vi var fremme. Hans kørestil var dog unik, da han i en automatgearet bil, valgte at sidde og pumpe på speederen – en sportsgren der i praksis gav udslag i at medpassagerne konstant sad og vippede med hovedet. Udover det, gav den 70km lange tur igennem Bangkok og forstæder et interessant indblik i den Thailandske motorkultur, som jeg i skrivende stund vil sammenligne med Cairo, dog i noget der virker som et højere tempo.

Vi ankom til hotellet og checke ind uden problemer. Her er ingen netforbindelse, men værelset er iorden og efter en tur under bruseren var jeg klar til at se på situationen med fornyet optimisme. Imponerende hvad lidt vand kan gøre. Vi tog ud i byen, for at suge lidt kultur til os og det var fandme en intens oplevelse! Jeg har set for lidt af Bangkok til at sige hvilken type kvarter vi var i, men det var ydmygt oplyst, og fyldt med små butikker med mad, tøj og andre sære ting. Det var i sig selv meget hyggeligt, men luften er tyk af smog, krydret af mad og fæl af rådden mad og skidt. Varmen gør det til et endnu mere intenst indtryk, og jeg indrømmer blankt at det virkede meget voldsomt på mig, men smoggen er der i hvertfald mindre af i Chiang Mai. Trætte og på jagt efter en sikker vinder, endte vi på en Thailandsk McDonalds, eller McThai som de også kaldes her. Menuen var stort set det samme som hjemme i Danmark, men undertegnede kastede sig ud i en Samurai Pork burger, som var en art minischnitzel med lidt kryddersauce, salat og dressing i en burgerbolle. Kapper kastede sig ud i en burgerlignende tingest, såvidt jeg lige husker med svinekød i midten, og sammenpresset ris som burgerbollen udenom. Sært var det, men absolut ikke uden appeal.

På vejen tilbage fik vi samlet lidt småting sammen, bl.a. noget grøn is-te og nogle tørrede babyblæksprutte-snacks, som jeg ærlig talt er en smule tvivlende omkring. Her, et par øl, en drink, lidt kage og et glas thailandsk whisky senere, ligger jeg som sidste vågne i vores hotelværelse. Der kører et underligt kinesisk program på Discovery, om en kvindelig superpolitibetjent. Imorgen skal vi ud på en krokodillefarm udenfor Bangkok – iøvrigt samme sted, som en dyrepasser fik bidt armen af i et populært videoklip på YouTube. Jeg har ikke planlagt at lave lignende tricks, men der skulle være mulighed for at kaste kød ud til dem – det kunne være ret spændende! :-)

Dette indlæg er skrevet søndag nat, og ryger online så snart jeg er på nettet igen.


Johnny