Me

Indlæg fra 'ego' kategorien

25. October, 2006

Den trofaste læser ved allerede at jeg blev tatoveret i forgårs, og med 3 dage tilbage før afrejse, så skal der heles på rekordtid. Der luftes, bades og cremes til den helt store guldmedalje. Indtil videre ser det lovende ud, men når det at hele før jeg skal flyve søndag morgen?

Hele dynen begyndte her i mandags, hvor jeg troppede op kl. 11 hos Mjølner Tattoo. Efter at have snakket og arbejdet lidt med tatoveringens placering, begyndte prikkeriet. Jeg blev naturligvis overrasket over følelsen, men kort tid efter havde jeg vænnet mig til fornemmelsen af at blive maltrakteret med en symaskine. Tatovøren startede med at få den yderste kant trukket op, herefter de lange streger rundt i masken og til sidst de små streger i selve “fyldet”. Så blev nogle af stregerne gjort tykkere, fyldet – som iøvrigt er små dragefigurer – blev farvelagt, og til sidst blev der tilføjet slagskygger.

Masken

Det lyder måske som noget der tog et par timer, men jeg gik derfra kl. 18:30, syv en halv time senere. Det spørgsmål der ligger på alles læber, er selvfølgelig om jeg syntes det gjorde ondt. Ja, gu’ gør det da ondt – der sidder en og hækler i dig med en symaskine og en flaske blæk! Det var dog fuldt ud udholdeligt, altså indtil jeg begyndte at blive træt sådan en fire-fem timer inde i projektet – der indrømmer jeg blankt at jeg fik en smule svært ved at holde prikkeriet ud. Der blev dog hverken tryglet om pauser, eller kastet håndklæder i ringen. Der var bred enighed om at jeg havde startet hårdt ud, når jeg havde valgt et motiv i den størrelse – og så kan man ikke lade være med at føle sig lidt som en superhelt! :-)

Tatoveringen blev smurt ind i creme, pakket ind i vita wrap, og så kravlede jeg ellers hjemad. Kravlede lyder måske fjollet, men jeg var smadret ud over det sædvanlige. Blandingen af at abstrahere fra smerte i 7 timer, og ligge stille i ukomfortable stillinger tager i dén grad pusten fra mig. Hjemme igen røg vita wrap’en af, og der blev duppet med papir indtil værket var helt tørt. Igår aftes, 24 timer senere, fik såret pantothenol creme første gang, hvilket straks resulterede i at det “boblede op” og blev snasket af overskudsfarve, creme og blod. Det var på mange måder pænt klamt, og jeg frygtede lidt at der var gået betændelse i det.

Her morgenen efter, er såret blevet badet og indsmurt i creme anden gang, og nu ser det væsenligt pænere ud. Der faldte en lillebitte smule farvegnyt af i badet, så jeg er optimistisk omkring helingsprocessen. Det virker ikke umuligt at jeg kan gennemføre en 12-timers flyvetur uden det store ubehag. Dog skal jeg lige ha’ regnet ud hvordan jeg klarer hele turen inkl. ventetid i Heathrow, uden nogen form for creme – for sådan noget kan jo som bekendt bruges til at udøve terror med.

Tusind tak til dem der gav mig gavekortet, og til Kala fra Mjølner Tattoo for at føre projektet ud i livet – jeg er meget tilfreds med resultatet! :-)

23. October, 2006

Imorgen skal jeg under nålen for første gang. Jeg har forberedt mig så godt som jeg kunne, men jeg kan alligevel ikke løbe fra at jeg er en smule nervøs. Hvis det nu bare havde været en lille sommerfugl på den ene balle, så var det hurtigt overstået. Det er det så ikke.

Som nævnt tidligere er det en variant over Aros- eller Århusmasken som den også kaldes, der gerne skulle ende på min venstre overarm. Det er et stort motiv, og det kommer uden tvivl til at tage et stykke tid at få den lavet. Jeg har ingen ide om hvorvidt det kommer til at gøre ondt eller ej, men jeg har begrænset tid til at hele i, så hele projektet skulle meget gerne overståes imorgen. Skrækhistorierne har jeg selvfølgelig fået en forsmag på, men jeg håber at jeg klarer det en smule bedre end de værste af dem. Med lidt held ender jeg hverken med at besvime eller klynke om nåde.

Hjemme i lejligheden venter der aloe vera, vita wrap og smertestillende i alle regnbuens farver. I yderste nødstilfælde har jeg også det meste af en flaske Raki stående endnu. Jo, kære læser, jeg kan med en vis selvsikkerhed forudsige, at imorgen bliver en yderst interessant dag.

17. October, 2006

“11 dage til afrejse” står der i nedtællingsboksen ude til højre, og jeg føler mig ikke specielt klar. Der er stadig masser af løse ender, både på arbejdet men også personligt. Mine egne forberedelser til den kommende rejse, og forandringer i andres liv har fremprovokeret et af de berømte hvad er meningen med det hele-øjeblikke.

Jeg tænker meget for tiden, og mærkværdigt nok syntes jeg også at jeg bliver klogere. Jeg tænker på mig selv, mit liv og hvor jeg vil hen med det. Det er en meget, meget mærkværdig proces, specielt fordi jeg er hudløst ærlig overfor mig selv. Jeg når ind til mine svageste punkter, og selvom jeg ikke nødvendigvis fortæller andre om det, er tanken nok til at jeg nu er opmærksom. Der grubles og granskes, og med lidt held finder jeg snart den indre ro.

Elleve dage endnu. Det føles som en skæringsdato.

5. October, 2006

Så er der mindre end 24 dage til der er afgang. Jeg læser rejsebøger, rejsetips, runder ting af herhjemme, køber grej og forbereder mig mentalt på tre måneder under fremmede himmelstrøg. Nåja, så skal jeg iøvrigt også endelig tatoveres. Der sker mange ting for tiden.

Jeg er stor fan af Lonely Planets rejsebøger, og det kan rejsesektionen i min bogreol bevidne. Siden deres guide til Israel var min hellige gral og redning tilbage i 1999, har jeg bestilt en bog for hver ny destination jeg dog imod. Lige nu pløjer jeg mig sultent igennem Thailand, og når den er spist skal jeg have kigget på Tokyo. Hvis vi har tid og penge til det, overvejer vi at lave en ekskursion til Japan. Det skal ikke være en lang tur, men bare lige en udflugt for at smage lidt på kulturen. Hvis det er en lækkerbidsken, kan man jo altid backtracke. Lonely Planet har iøvrigt lave en lille pixibog, der hedder noget i retning af Travellers Tips – der er masser af små tips og hints, og selv for os urutinerede læsere kan den sluges på kort tid.

Der er mange småting der skal klares hjemme, dels privat men også i kraft af min funktion som ejerforeningsformand. Min kære moder skal også skubbes ind i dette århundrede, og er i den forbindelse ved at få etableret ADSL. Det er nogle overkommelige opgaver, men de skal rundes af inden jeg skrider – for når jeg først sidder i Asien, har jeg ikke tænkt mig at lade hjemlige rutineopgaver tage luften af min eksotiske rejseoplevelse. Når jeg først er derovre, skal jeg ikke sidde og ringe til håndværkere, eller udfylde ejeroplysningsskemaer – ikke på vilkår!

Det er som bekendt ikke kun ferie. Hovedårsagen til at jeg overhovedet kan tage afsted i tre måneder, er at min arbejdsgiver – den fleksible unge mand – har givet mig mulighed for at “arbejde hjemmefra”. At hjemmefra så er tusindvis af kilometer fra Århus, er så en anden ting. Resultatet er en underlig blanding af arbejde og ferie, men netop dette tror jeg bliver en oplevelse. Jeg skal – sammen med mine to rejsekammerater – have etableret en produktiv hverdag under fremmede himmelstrøg, og netop her tror jeg der lurer en masse sjove oplevelser. Efter nogle uger, begynder vi uden tvivl at lægge mærke til nogle nye ting – ting, som “almindelige” rejsende simpelthen har for travlt til. Vi vil stadig gå ud til frokost, vi vil stadig snakke om mailservere, hosting, 70’er-porno og hvem der har de nyeste elektroniske dimser, men det vil ske med templer i baggrunden, og orangeklædte munke der samler mad ind.

Rejseoplevelser er noget mærkeligt noget. Da jeg sidste år var i Californien, tog vi over 7.000 billeder og utallige filmklip. Folk mister som oftest interessen efter de første 30-40 billeder, og det er en konstant reminder om at en rejseoplevelse kan betyde alt – og endda være definerende – for ét menneske, og absolut intet for andre. Jeg er hverken bitter eller bærer nag, jeg er bare klar over at sådan hænger det sammen. Alligevel drives de fleste af en enorm trang til at dokumentere, bevare og fastfryse øjeblikke, i håb om at kunne formidle det til venner og bekendte, når man igen er på velkendt jord. Jeg har selvfølgelig samme drive, og med det i baghovedet har jeg købt ny optik og nye filtre til mit kamera, altsammen i håb om at kunne tage et lille stykke magi med hjem. For de fotonørdede, kan jeg oplyse at det er et Canon 28-135mm f/3.5-5.6 EF IS USM objektiv, der forhåbenligt kan kamouflere mine tvivlsomme evner som fotograf. Filteret er iøvrigt et 72mm Photoco cirkulært pol-filter, og der er et Skylight og UV filter i posten.

For snart mange måneder siden, havde jeg fornøjelsen af at fylde 30. Mine venner havde arrangeret en surprise-fest, og i den forbindelse blev jeg begavet til den helt store guldmedalje. I gavesækken var der bl.a. et flot gavekort til Mjølner Tattoo, en usædvanlig respektabel tatovør i Århus. De sidste par uger er der blevet snakket og tegnet, og om små to uger skal motivet så sættes på som det hedder. Det bliver en variant af Århus-masken, som er en såkaldt grylemaske brugt af åndemanere når de gik agurk, for længe længe siden. Den her specifikke udgave er blevet hugget på en sten, som står på Moesgaard Museum. Såvidt jeg husker, er den rejst for en konge. Grunden til at den skal pryde min ene arm, er at jeg er født og opvokset i Århus, og Århus-masken er på en måde et af byens vartegn. Jeg rejser meget, og jeg syntes at jeg fortjener noget der mindre mig om mine rødder.

Lige siden jeg blev færdig med min uddannelse i 2000, har jeg været opsat på at få kunst på huden. Velvidende at det er en – forholdsvist – permanent udsmykning af kroppen, har jeg selvfølgelig haft store overvejelser om det. Jeg er udemærket klar over at mennesker ændrer sig løbende, og at det menneske jeg er idag, sandsynligvis er et godt stykke fra det menneske jeg er om ti år. Jeg er meget opmærksom på hvilke signaler jeg sender folk med min påklædning og personlige udsmykning – eller mangel på samme – så der er mange overvejelser der skal gøres. Hvad der ser møghamrende fedt ud nu, er måske voldsomt tarveligt om et par år. Mit valg er truffet udfra mange faktorer. For det første er det ikke en “nummer fjorten”, men et håndtegnet motiv specielt til mig. De har selvfølgelig lavet noget lignende før, men jeg havde specifikke ønsker og krav. Jeg kunne snakke om det længe, men på bundlinien er budskabet vist bare at der virkelig er tænkt over tingene. Jeg føler mig godt forberedt, til trods for at min tatovør har sagt at hele showet kommer til at tage en hel dag, og at jeg på et eller andet tidspunkt grådkvalt vil bede hende om at stoppe. Vi får se.

Tatoveringen får lige under en uge til at hele, men alt efter hvor skarpt mit imunforsvar er, kan det være nok. Jeg pakker aloe vera og desinficerende creme i rygsækken, og håber på det bedste. Nu er jeg jo ikke den store fan af badestrande og solbadning, så jeg tror det går. Jeg får garanteret en masse gode råd når vi er færdige, men hvis I har nogle guldkorn mht. pleje at sådan noget prikværk, så er jeg lutter ører! :-)

Mine damer og herrer, det var alt for idag.

28. September, 2006

Vi har ikke mange religiøse fanatikere her i landet, men Moses Hansen er én af dem. Jeg er ikke vild med disse ekstremister, men så længe de ikke træder mig over tæerne er jeg ligeglad. Idag er Moses så citeret i EkstraBladet for at sig at “folk som mig” fortjener livsvarigt fængsel. Det er jeg ikke meget for.

Det drejer sig om mit arbejde. Jeg hækler hjemmesider og betalingssystemer, og varen vi sælger kan vel bedst kategoriseres som “voksenunderholdning” eller pornografi om man vil. Der er ikke tale om fattige russiske modeller eller stiknarkomaner, og alt foregår under respektable og seriøse forhold. Jeg er således en del af den mere sobre del af branchen.

Moses citeres for at pornografiens bagmænd – hvilket jo så i en vis grad må være mig – ryger lige lukt i Helvede, og ikke får evigt liv. Det rører mig ikke. Han siger også at folk som mig bør spærres inde på livstid. Såvidt jeg er orienteret, er han hverken lovgivende, dømmende eller udøvende magt og således smager hans udtalelser en smule af selvtægt. Jeg mener – som de fleste andre velfungerende mennesker – også at manden burde tænke før han taler, men jeg har ikke på noget tidspunkt kriminaliseret hans noget excentriske opførsel.

I dette svage øjeblik besluttede jeg mig for at skrive til ham. Jeg tvivler på at der kommer svar, og hvis der gør er niveauet nok tærkrummende lavt. Det er naturligvis gætværk fra min side, og kun tiden vil vise hvad jeg eventuelt får retur.

Her er hvad jeg skrev:

Jeg har lige læst artiklen (link), hvor du citeres for at have sagt:

> – Jeg fatter simpelthen ikke, at pornoens bagmænd, de store fisk,
> skal slippe så billigt.
> Hvis Peter Lundin skulle have livsvarigt fængsel for at slå en mor
> og hendes to børn ihjel og partere dem, så burde alle pornoens
> bagmænd bures inde for livstid – og jeg mener for livstid!

Med den logik, burde religion så ikke forbydes? Millioner af mennesker er blevet dræbt i forskellige guders navn, primært fordi religionernes blinde følgere har ment at de var under disse guders befaling til at maltraktere og lemlæste.

Jeg er fuldkommen enig i den generelle holdning til pornografien – nemlig at den såvidt muligt skal væk fra butikkerne. Jeg mener ikke at folk skal have tvunget den i øjnene – til trods for at det i reklamer og medier syntes at være den generelle tendens – men at den skal være til rådighed for dem der ønsker at opsøge den.

Jeg arbejder iøvrigt selv i branchen, og er således et af de mennesker som iflg. dig er besmittet med en satanisk ånd, og er forhindret i at opnå et forhold til Jesus Kristus og det evige liv. Det er for mit vedkommende underordnet, da jeg er ateist og darwinist, og således sandsynligvis nu kategoriseret som “udenfor pædagogisk rækkevidde”. Dit ønske om at fængsle mig på livstid, er jeg dog ikke videre begejstret for. Jeg har f.eks. ingen ønsker om at få dig indespærret, til trods for at du synes at prædike intolerance og fremmedhad.

Dit træk, Moses.

26. September, 2006

Tilstanden er en smule kaotisk i øjeblikket, ikke mindst fordi der nu er omtrent 32 dage til afrejse. Vi er stort set klar, og har nu både fået klaret de sidste flybilletter og organiseret tag over hovedet. Fuldstændigt urelateret er jeg gået amok på QXL, og er godt igang med at rydde ud i skabene.

Kapper har været aktiv, og har fået booket det sidste stykke af rejsen for os – nemlig turen fra Bangkok til Chiang Mai. Det endte med en flyrejse, og det passer lige med at vi får et par dage til at se på Bangkoks byliv. Hvad vi præcist skal se er ikke afgjort endnu, men området er kendt for alt fra pingpong-show til zoologiske haver. Toget ville have været billigere og sandsynligvis mere charmerende, men det har vi valgt at udsætte til et tidspunkt hvor vi har vænnet os til varmen og maden, og vi ikke konstant skal holde øje med det forholdsvist dyre hardware vi har med os.

Vi har også fundet et sted at bo dernede! Den oprindelige plan om at leje et hus med netforbindelse kuldsejlede, da minimumsperioden som oftest ligger ud over vores ydmyge tre måneder. Valget faldte istedet på et guest houseWa Lai House – som dybest set er et billigt og mere intimt hotel. Jeg mener vi endte på omkring 850,- pr. måned pr. enkeltværelse, inkl. rengøring, fri netforbindelse, ventilator og balkon. Vi kunne ha’ fået aircondition for den dobbelte pris, men jeg ved også udemærket hvad aircondition gør ved helbreddet når man konstant går imellem varme og kulde. Jeg har været forkølet i Cairo.

Vi har også fået en rejsedeltager mere, hvilket forhåbenlig skulle bidrage til underholdingen. Der er tale om endnu en Kasper, men en anelse højere og knapt så bred. Han virker meget sympatisk, så det skal nok blive sjovt.

Planlægningen skrider frem, og der bliver nærmest krydset ting af på todo-listen dagligt. Jeg mangler dog stadig at læse rejsebøgerne fra Lonely Planet, hente en stak kontaktlinser i forretningen, få en rejseforsikring (ender nok med Gouda), returnere en ADSL router til CyberCity og aflevere nummerpladerne på mine køretøjer til forsikringsselskabet.

Ingen jeg kaster mig over rejsebøgerne, skal jeg have læst Phra Farang af Peter Pannapadipo færdig. Det er en forunderlig mental rejsebeskrivelse, der starter for hovedpersonen som 45-årig i London. Han stiller spørgsmålstegn ved hele sin fast lane forbrugerlivsstil, og begynder at lede efter en dybere mening med det hele. Det finder han i buddismen, og ender med at blive udenlandsk (farang) munk (phra) i Thailand. Jeg kunne ikke forestille mig selv gå i hans fodspor, men hans ord om den overfladiske forbrugerlivsstil giver stof til eftertanke. Fandens som forbrugersamfundet har en tendens til at gøre os til materialistiske indtryksjunkies. Man kan næsten høre Ministrys Just One Fix køre i baggrunden, imens man med musen rammer Køb knappen.

Det er muligvis med de tanker i baghovedet, at jeg er begyndt at rydde skabe og skuffer for ting jeg ikke bruger mere. Ting der fylder, samler støv, giver grå hår i hovedet og burde være i andres hænder. Tingene ryger i øjeblikket på auktion på QXL, så kig forbi hvis du mangler noget sært gammelt grej.

32 dage endnu.

25. August, 2006

.. med indbygget fredagslink! Ved et rent tilfælde, faldte jeg over Anja & Thomas’ hjemmeside. Jeg har endnu ikke haft tid til rigtig at læse den igennem, men jeg sidder allerede her med en stærkt sitrende fornemmelse, og der er ingen tvivl om hva’ diagnosen er.

Jeg lider af rejsefeber! Jeg leder ikke længere efter den manglende brik til mit puslespil, men lysten til at komme ud og prøve egne grænser af er enorm. Behovet for at se nyt land, nye mennesker og noget andet end hverdagen er intens. Kæresten så nok helst at jeg blev hjemme, men planen blev lagt før hun kom ind i billedet, og om omtrent to måneder drager jeg afsted imod Østen. Jeg tager som bekendt arbejdet med i rygsækken, så jeg vil være online hver dag – det kan forhåbentlig holde savnet lidt i skak.

Er der ikke en af jer der vil forære mig en Land Rover? 😉

25. August, 2006

Jeg står tidligt op for tiden – eller i hvertfald tidligt i min verden. Vækkeuret er sat til at ringe kl. 07:30, og til trods for at vi har nogle meget sympatiske murerer gående for tiden, så sover jeg faktisk usædvanligt godt. Idag var dog en undtagelse, og det var absolut ikke murernes skyld.

Min nabo på 4. sal skal ha’ skiftet vinduer. I den forbindelse har man lejet en lift, som er udstyret med en diesel motor. Denne lift havde så øjensynligt seriøse motorproblemer, for de stod og “gassede op” i en stiv halv time, fra kl. 7. En dårlig / kold dieselmotor oser så også af helvede til, og gæt hvems åbne vindue der peger den retning. Larmende morgenvækning med tilhørende diesel-os – lige ind i mit soveværelse. Hvis andres håndværkere bare var ligesom mine, så ville verden være et roligere sted at være – eller i hvertfald min lille del af Århus Nord.

Her sidder jeg så tilbage, stærkt desorienteret, og forsøger at klemme en alt for tidlig kop kaffe ned.

Det bliver en lang dag.

24. August, 2006

.. men det kniber lidt med tiden. Jeg farer rundt og for ordnet ting, som har ligget alt for længe. Jeg arbejder mig målrettet ned igennem todo-bunken, og den gode samvittighed er langsomt ved at indfinde sig. Der er stadig en del hængepartier, men det går fremad. Der er friske indlæg lige om hjørnet! 😉

1. August, 2006

“Nå, du har også været i Den gamle By?” Den sætning har du måske tit fyret af, og det er altid en rar følelse at have delt et indtryk med et andet menneske. Indtryk kan sjældent formidles 100% med billeder eller historier – nogle gange skal man simpelthen bare ha’ været der. Engang for nogle år siden havde jeg den mærkeligste oplevelse i den sammenhæng.

Engang for hundrede år siden, gik der ni år af min ungdom med at være spejder. Når man render rundt og snitter i træ og binder knuder, så kan man ikke undgå at få en masse venner. Jeg ser sjældent nogle af dem, men én af dem rendte jeg ind i her for nogle år siden. Vi faldte i snak, og det viste sig at vi havde været præcist det samme sted. Et lille hyggeligt hostel – eller vandrehjem som det nok hedder på dansk – med tilhørende beværtning. Det spøjse var bare at The Tabasco Tea Room ikke lå lige rundt om hjørnet, men i den gamle bydel i Jerusalem. Hun havde også rejst rundt i Israel, og der var flere steder vi begge to kunne nikke genkendende til.

Tabasco var ikke noget specielt, men det var en lille ø af tryhed i et ocean af kaos. Jeg var rundt på gulvet dengang, og her kunne man bo, spise, drikke og snakke med andre rejsende og tage tingene i sit eget tempo. Den gamle bydel i Jerusalem er iøvrigt voldsomt charmerende, med dens små overdækkede stræder, boder og butikker overalt.

Læs resten af indlægget


Johnny