Vi har ikke snakket sammen i månedsvis, og så pludselig kommer der et MSN driveby bragende ud af stilheden. Med samme hast som to biler der passerer hinanden på motorvejen i hver sin retning, nåede vi at hilse på og imellem linierne gi’ en virtuel krammer. 41 sekunder, og hun er væk igen.

(20:48:51) hende: heeey
(20:48:54) mig: hey
(20:48:55) hende: har lige et øjeblik
(20:49:02) hende: står alt godt til?
(20:49:08) mig: jowjow, den er fin
(20:49:17) mig: hva’ med dig?
(20:49:22) hende: nå løber igen… hygge
(20:49:24) hende: og ja har det godt
(20:49:32) mig: hygge

Var det også godt for dig?

Det er søndag, endda i en sådan grad at jeg ikke aner hvad klokken er. Det er ikke bare en romantiseret statement, det er den fuldkomne sandhed. Jeg har ikke beslutsomt skuet på et chronometer idag, og hvor der var klokkeslet at se, trængte de simpelthen ikke ind.

Den her fantastiske følelse af ikke at skulle noget er guld værd. Det er stadig lyst udenfor, så hvis jeg beslutter mig for at gøre et eller andet drastisk, er der øjensynligt tid nok. Der er bøffer i køleskabet, så jeg behøver ikke engang gå i panik over hvornår det søndagsåbne supermarked lukker. Alt ånder ro og fred, og mine vinduer er nypudsede, så jeg kan se folk tage den med ro udenfor.

Blenderen virker iøvrigt stadig.
Tilfredsheden er stor.

Pigerne var hos dyrlægen idag. Alt gik vel, til trods for fodermesterens voldsomt slatne tilstand. Forbandet være kombinationen af varme og horribel hovedpine.

Velvidende at jeg havde en tid hos dyrlægen kl. 8:15, strøg jeg tidligt i kassen. Jeg har været plaget at spændinger i nakken og hovedpine her på det sidste, så jeg tænkte at en god lang nats søvn kunne rette lidt op på det skræntende helbred. Selvfølgeliglig gik det lige modsat, og jeg lå med en pulserende hovedpine fra dødshelvedet, og badede i mit eget sved. Sjældent har jeg moret mig så meget – det skulle da lige være dengang jeg lå 7 uger på hospitalet efter et cykelstyrt.

De vækkeuret endelig ringede havde jeg på magisk vis fået noget i retning af en halv times søvn – måske endda en time. Jeg var synderblæst i kroppen, men den sidste natlige tur oppe omkring pilleglasset med painkillers havde lige taget kanten af hovedpinen. Kender I følelsen? Den der man har, når man har fået alt for lidt søvn, men alligevel på magisk vis er relativt skarp? Følelsen af at køre på pumperne, allerede fra morgenstunden. For fanden, det bliver en af de lange dage idag.

Nå, men pigerne kom til dyrlægen efter en sædsanligvis pinefuld tur i transportkassen. De led på ingen måde overlast, men de hader inderligt den kasse. Så meget faktisk, at det lykkedes den at hyle som små hunde. Hvordan de gør det, er mig et mysterie. Den altid rare doktormand checkede og vaccinerede frøkenerne, og satte Sif på en 8-dages øjendråbekur imod hendes øjenbetændelse. To gange dagligt – morgen og aften. Jeg forudser et gallashow af pels, kløer, hvæsen og generel utilfredshed. Fandens som det altid ser så nemt ud hos doktoren – det var præcist det samme med øredråberne.

Anyway, pigerne har det godt og undertegnede er skamsmadret. Fortsat god fredag, kære dedikerede, tilbagevendende læsere. Må dagen gøre jer godt.

zZZzZZzzZzzzz…

Weekenden sniger sig tættere og tættere på, og det er ikke uden fornøjelse at jeg snart flygter ud i samfundet, for senere at forlade byen. Weekenden står på kærlighed, kildevand, hindbær og sommerfugle.

Jeg kan ikke finde noget at brokke mig over. God weekend!

Jeg kan godt lide tanken om at man kan stole på mig og regne med mig. Hvis jeg lover noget, skal jeg muligvis lige huskes på det, men på bundlinien mener jeg hvad jeg siger og holder hvad jeg lover. Netop derfor er det noget jeg forventer af andre – at jeg kan regne med dem. Sådan er det desværre ikke altid.

Nogle gange møder man ustabile mennesker, og nogle gange er bekendtskabet interessant nok til at det kan bæres. Vedkommende bliver kort og godt ikke associeret med aftaler og opgaver, og for det meste kan man acceptere det. Jeg kender en del mennesker, som jeg ikke kunne drømme om at ringe til, hvis jeg var seriøst på skideren. Folk jeg godt kan lide, men som dybest set ikke er til at regne med. Det er helt iorden – måske kan vi drikke en øl og grine sammen – og det skal man absolut ikke undervurdere.

Problemet kommer, når man gang på gang bliver svigtet af en af grundpillerne i sit liv. Det er næsten umuligt at afskrive vedkommende som ustabil, selv om mønsteret har gentaget sig i årtier. Gang på gang regner jeg optimistisk med at hvad der er lovet bliver holdt. Gang på gang bliver det glemt, syltet og udsat, og gang på gang tilgiver jeg uden spørgsmål. Det gør ondt hver gang, ikke så meget pga. det lovede, men fordi det bliver ved med at ske.

Nu messer jeg det igen for mig selv; jeg kan ikke regne med vedkommende. Jeg skal ignorere alle løfter, og ikke regne med noget. Det er så fandens svært, men hvis det lykkedes kan jeg udelukkende blive positivt overrasket.

Engang i tidernes morgen, da jeg stadig var en ung purk med mod på livet, droppede min første kæreste mig med sætningen du er blevet lidt kedelig. Måske ikke lige ordret, men budskabet var der ingen tvivl om. Siden har jeg underbevidst pisket mig selv for aldrig at få det stempel igen – på godt og ondt.

Inden stemplingen, boede jeg i kælderen i min mors – og tidligere også fars – muremestervilla et sted i Århus. Ugens højdepunkt var den målrettede udflugt til videobutikken, som min kammerat og jeg kort tid efter forlod med en stak 80′er b-film og kulhydrat nok til at brødføde det meste af den røde hær under 2. verdenskrig. Når jeg ikke så film, var jeg dybt begravet i computere og igang med at skrive et eller andet nyt program, som uden tvivl ville revolutionere den elektroniske verden. Hvordan jeg overhovedet kunne have en kæreste på dette tidspunkt i mit liv, er mig stadig et mysterie. Min nyfundne interesse for bryster og alkohol overdøvede tydeligvis periodisk min interesse for strømførende komponenter. Ja, dette var også den periode af mit liv, hvor jeg havde mit eget køleskab, fyldt til randen med billig lyserød Lambrusco. Det vælger vi dog at glide let og elegant henover.

Nå, men efter at min personlige udvikling stagnerede i et par år, satte den unge frøken mig altså af. Det var en kold sommerdag, hun passede hund for sin onkel og efter overleveringen af budskabet forlod jeg bulen i silende regn uden overtøj. Hvis jeg ikke husker forkert, klynkede hun mit navn i mørket bag mig. Ingen skal nogensinde kalde mig kedelig mere tænkte jeg.

Senere blev det vist en art tvangstanke, på godt og ondt. Jeg har rejst meget, lavet mange underlige og spontane ting og undgået at gro for godt fast. Jeg har lært meget og fået en solid portion erfaringer. Det kan der jo ikke rigtig klages over, men på den anden side har jeg også fået en grum frygt for at binde mig. Samtidigt er jeg også tryghedsnarkoman, så forestil dig det show der nogle gange kører inde i mit hovede. Jeg elsker at ha’ en fast base, men jeg har det skidt med ikke bare at kunne rive teltpløkkerne op. Jeg elsker at ha’ et fast arbejde, men savner nogle gange at prøve noget nyt. Heldigvis er ingen af disse situationer fuldkommen fastlåste – jeg kan ændre på det, og endda uden at nogle får varige mén.

Men hvad med forhold? Hvad med at flytte sammen med en kæreste? Misforstå mig endelig ikke – jeg er meget glad for min kæreste, og ønsker på ingen måde at stikke af fra hende. Jeg bliver bare en smule klaustrofobisk ved tanken om at en potientiel flugt nu pludselig har følelsesmæssige konsekvenser – for os begge to. Heldigvis kan jeg konstatere at jeg er i bedring. Langsomt forliges de to stridende tankegange, og med tiden kan dyb tryghed og rodløs spontanitet forhåbenligt eksistere uden helt at kvæle hinanden.

F.eks. er jeg i den seneste tid har jeg forsigtigt smagt på idéen om at købe et hus. Tanken fryder mig, og efterhånden som dagene går skræmmer det mig mindre og mindre. Der er stadig mange brikker der skal falde på plads, og der kommer til at gå et godt stykke tid inden jeg har min egen garage med mikrobryggeri og det store, runde, røde amerikanske 50′er køleskab jeg af uvisse årsager går og drømmer om.

Jeg er vist i bedring.

The Big Chill fridge

Jeg er rødhåret, erotisk buttet og har en forkærlighed for computere — sådan nogle som os er overhovedet ikke designede til at eksistere i sådan en hede. Vi er snedigt konstruerede til at operere i skyggen og i let fugtige kældre. Heldigvis er det kun én dag mere.

.. i hvertfald hvis man skal tro vejrudsigten. Niogtyve grader idag, men næsten ti grader mindre den næste lille uges tid. Lige nu sidder jeg på kontoret, som er skide koldt om vinteren da radiatoren under vinduet ikke virker, og hysterisk varmt om sommeren da vi bor lige under det sorte tagpap. Jeg undrer mig til stadighed over hvordan jeg overlevede i Eilat, Israel (37g) og at jeg ikke blev til støv i Death Valley i Californien (57g). Jeg er heller ikke sikker på at valget af vinterresidens var så skide velovervejet.

Nå, men man kan vel vænne sig til det.. kan man ikke?

Jeg er rundt på gulvet fortiden. Hvis det da overhovedet er et udtryk. Jeg har mange bolde i luften, dels med forskellige kodeprojekter, arbejdet og ikke mindst privatlivet. Tanker som bare jeg havde tid til er begyndt at dukke op. Det er jeg ikke meget for.

Jeg er møgforkælet, når det kommer til tid. Jeg bor ikke sammen med andre end mine katte, og det er altså begrænset hvor mange krav de stiller. Det giver mig uforholdsvist meget fritid i forhold til mange andre, men jeg roder rundt i at administrere det. Som det udisciplinerede menneske jeg i øjeblikket er, er mødetiden på kontoret rykket til sent på formiddagen, med efterfølgende frihed 7-8 timer senere. Det betyder en hjemkomst kl. 19-20 stykker og så går der altså hurtigt et par timer eller fem med lige at surfe lidt, skrive lidt på private projekter og sludre lidt om løst og fast med rare mennesker.

Det burde jeg fandme kunne gøre bedre. Jeg burde kunne motivere mig til at stå op kl. 8, fare afsted på kontoret og bruge min sparsomme fritid bedst muligt. Rykke på nogle af projekterne, få gjort en forskel og ikke mindst få GP tilbage online! Lad mig lige for god ordens skyld slå fast, at jeg hverken er træt af livet eller mit arbejde.

Hvad er opskriften? Hvordan tilbageerobrer man sin motivation og selvdisciplin?

Hvad lavede du i søndags? Et lidt forsigtigt gæt vil være at du ikke fik sprøjtet finthakket musehjerne ind i armen – det hører nemlig til sjældenhederne, og kan ikke umiddelbart anbefales. Hvad man dog ikke finder på når man keder sig.

Den flittige læser vil vide, at jeg drager til asien til vinter, og på sygdomsfronten er de alt andet end kedelige dernede! På menukortet er der spændende ting som malaria, smitsom leverbetændelse, difteri og japansk hjernebetændelse – for lige at nævne et par stykker. Sidstnævnte blev der vaccineret første gang for i weekenden, og hvor bizart det end lyder, bliver det leveret som granuleret musehjerne – så fint at det ikke ligner andet end en klar væske. Kapper tog billeder og en anden kammerat stod for indsprøjtningerne. Nu er vi ét skridt tættere på afrejse!

Weekeden bragte ikke flere nåle med sig, men til gengæld både køretur på den tohjulede, isvafler, hygge og små pizzaer. Kan det blive bedre?

Der syntes at være faldet en smule ro over undertegnedes milde sind, i takt med bl.a. afleveringen af førnævnte freelanceopgave. Solen står højt på himlen, og der er unægteligt noget i luften – om det kun er pollen skal jeg endnu ikke kunne sige, men tilfredsheden med tilværelsen syntes at være stigende i denne tid.

Opgaven blev afleveret og sat i drift i starten af ugen, så hvis du vælger at købe et abonnement til Seed, er det min kode der varetager betalingen. Jeg ønsker Runestone alt muligt held i fremtiden – det har været et hyggeligt samarbejde.

I anledning af sommeren, varmen, min kommende tur til østen og mit generelle velbefindende, har mit firma venligst udrustet mig med en ny arbejdsmaskine. En maskine der kan køre alle de i tiden så moderne operativsystemer, med en vis hast, ynde og graciøsitet. Det er med andre ord tid til at pensionere min gamle 13″ IBM Thinkpad X20.

Mine damer og herrer, sig goddag til den lille ny:

På den helt personlige front, syntes der også at være noget i gære. Det er ikke noget jeg vil blande resten af verden ind i lige nu, men det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg smiler mere end jeg plejer.