5. marts, 2006
Nogle gange trykker man på den store pause-knap. Nogle gange er det med fuldt overlæg, og andre gange sker det uden at man opdager det. Jeg har lige opdaget det.
De sidste par måneder har været usædvanligt trivielle. Hverdagene altså – ikke min fantastiske surprisefest, som jeg forøvrigt stadig bliver dybt oprigtigt glad indeni af at tænke på. Hverdagene. Jeg ved ikke om det skete for at beskytte mig selv, men for nogle måneder siden kom jeg ind i den forræderiske rytme med at sove til kl. 9, arbejde til kl. 20-21 stykker, gå hjem i mørke, se tv-serier og gå i seng. Rinse, lather, repeat. Jeg har ikke haft noget liv, men tro nu endelig ikke det er min arbejdsgivers skyld. Jeg har selv sat mig i den situation. Hvorfor er jeg ikke helt sikker på, men mit bedste gæt vil være at det er for at slippe for noget. Vigtige beslutninger, valg, andre ting jeg burde gøre osv. osv. Alt har været sat på pause, altså bortset fra arbejdet – mit daglige bitnusseri. Noget jeg forøvrigt betragter mig selv som dygtig til. Allerede nu kan jeg mærke det krible i min make-believe psykiaters foretrukne skrivehånd. Anyway, ting flyder og lejligheden med. Det er ikke så meget det stigende antal af coladåser på stuebordet, men mere det tunge, ondsindede rod. Det der langsomt bygger sig op, og nærmest før du opdager det omslutter og kvæler dig. Rodet har rykket på alle fronter, og havde reduceret min overhånd til køleskabet, sofaen og dele af sengen. Det værste var at jeg havde det fint med det. Hvor trist og meningsløst det end virker, så var der en vis rytme og sikkerhed i hele rutinen. Sove, arbejde, se fjernsyn. Sikkert. Ufarligt. Den sikre rutine har beskyttet mig, men også holdt mig tilbage – adskillige gange har jeg kunnet vælge imellem at gøre noget socialt og tage hjem til sofaen, og sofaen har altid vundet. Den sikre runtine. Den er blevet mit ubehageligt forhold. Den belastende og kuende samlever.
Igår drak jeg øl med en kammerat, og det var muligvis der jeg fik et øjebliks klarsyn. Jeg kunne drage mærkelige paralleller til Darth Vaders dødscene, men lad os holde det short and sweet, og bare sige at jeg kom i tanke om at det ikke behøvede at være så kedeligt.
Armeret med en solid, men på ingen måde velfortjent hovedpine (tre pints – absolut ikke fair), vandrede jeg i morges rundt i lejligheden og forsøgte at få overblikket. Senere var jeg på genbrugsstationen for at aflevere alt det lort jeg gik og faldte over. Så i byggemarkedet for at købe de dimser jeg har manglet i månedsvis. Så i supermarkedet for at købe de ting jeg har udsat at købe i ugevis. Så til det moderlige ophav for at scamme mig til mad der kunne laves i mikroen, velvidende at jeg ville gå i selvsving over at skulle præstere finere fransk madlavning i denne krisesituation.
En gulvmoppe. Ikke i sig selv en stor personlig sejr, men jeg kender mig selv. Jeg skal snydes, lokkes og overtales på udspekuleret og beskidt vis. Jeg introducerer en ny dims, velvidende at jeg ikke vil kunne vente med at bruge den. Dette gælder fladskærmsfjernsyn såvel som toiletpapir. Vi har alle svagheder. Gulvsæbe med hvid farve blev indkøbt. Brun sæbe er bare for ordinært. Jeg lokkede mig selv skridt for skridt, og jeg kender tydeligvis mig selv, for nu er det hysteriske rod i soveværelset nedkæmpet, gulvet er vasket i store dele af lejligheden og humøret er hastigt stigende.
Der har ligget for meget i min rygsæk, som Bjarne ville sige det. Rodet i lejligheden, ting jeg burde have gjort for længe siden, beslutninger jeg prøver at undgå at tage stilling til og konfrontationer jeg bliver ved med at udsætte. Ting der ligger i rygsækken og bliver tungere og tungere, imens det langsomt men målrettet og uden nåde trækker dig til jorden. Nogle gange opdager du det tidligt, nogle gange først når det næsten er for sent. Med for sent mener jeg ikke at jeg står på grænsen til selvmord, men at jeg var begyndt at acceptere trykket. Intet blev gjort, og der hang konstant en tung sky over mit hovede. Nu er det i allerhøjeste grad tid til handling, og det hele startede i lejligheden – som det altid gør. Man kender vel for fanden sig selv efterhånden.
Der er intet som duften af vådt trægulv. Det dufter af.. sejr.
