Orv, jeg føler mig gammel nu. Tænk sig at det nu er præcist 30 år siden jeg blev presset ud i verden nu. Det er vist på høje tid med en lille lur og en kop sveskejuice, thi imorgen er der atter en dag med bankospil og pettirør der skal flettes.

Det var ikke uden en vis tilfredsstillelse, da jeg tidligere idag forlod posthuset med halvanden meter depeche mode billetter. Om et lille halvt år står jeg på plænen på Atletion med en øl i hånden, gode venner omkring mig og et usædvanligt genialt band på scenen. Så blev det alligevel jul.

Nogle gange får man information ind i hovedet af omveje. Ting man aldrig burde have fået at vide, eller som i det mindste burde være kommet fra kilden selv.

Der er ugler i mosen. Der sker ting omkring mig som jeg ikke havde nogen idé om, og det var absolut ikke meningen at jeg skulle vide noget. Desværre dukker der små bidder af information op hist og her og pludselig ved man en hel del om noget man overhovedet ikke skulle. Jeg burde ha’ undgået den situation, men nu er det for sent og nu kommer eftervirkningerne. Skyldfølelsen. Tvivlen. Hvorfor har jeg ikke fået det at vide endnu? Stoler man ikke på mig? Skåner man mig? Er åbenheden væk?

For helvede, jeg kunne godt bruge en undo knap lige nu. Fucking hemmelighedskræmmeri.

Jeg har haft ideen længe, og hver gang jeg ser en entrepenørmaskine dukker den op igen. Vi triste kontornussere burde ha’ en årlig legedag, hvor vi får lov til at gå fuldstændigt amok med gummiged, trykluftbor og bobcats. Muligvis også havnekraner. Vi fortjener det!

For fanden! De kører rundt i bobcats nede i firmaets baggård! Jeg synes det er dybt uretfærdigt at jeg ikke får lov at lege med sådan nogle, bare en enkelt lillebitte gang om året. Her er jeg hensat til ydmyge slagboremaskiner og vinkelslibere, og det er bare ikke det samme. De lømler får lov at pille ved det samme værktøj som jeg bruger i dagligdagen – computeren – og som jeg ser det er det kun fair at jeg får lov at pille ved deres.

Altså!

Om tolv dage har jeg fødselsdag. Det er en fødselsdag som alle andre, altså bortset fra at jeg er cirka halvvejs i livet og det er sæson for de sidste chancer. Jeg er afklaret – er jeg ikke?

Jeg har ingen frygt. Jeg lever fra dag til dag, og jeg holder mig fri og fleksibel. Jeg giver ingen løfter og jeg er ikke ansvarlig overfor nogen. Intet går mig på. Altså udover min største frygt – at dø før jeg har ført min generation videre. Det lyder måske dybt egoistisk, men sådan er det – kortene på bordet. Min fars to brødre – mine onkler – var nogle sympatiske eneboere, som døde alene og lettere socialt afstumpede. Min frygt har muligvis grund i at jeg ikke vil ende som dem – residerende alene under en kvadratmeter offentlig græsplæne, uden at efterlade sig andet end en håndfuld sære anekdoter. Jeg har ikke tænkt mig at gå på rov på fødegangene, men tanken om kæreste og familie er dog unægteligt begyndt at appelere til mig. Er det ikke ved at være nu? Frederik er godtnok 37, men et eller andet sted i baghovedet er der et stort neonskilt med teksten sidste chance, som en elektriker er ved at sætte de sidste ledninger til.

Sidste chance synes at være et tilbagevendende udtryk når jeg tænker på min kommende fødselsdag. Hvis ikke sidste chance, så i hvertfald efterhånden på høje tid – og det gælder ikke kun de komplicerede kvindelige bekendskaber. Havde jeg ikke snakket om at flytte til udlandet? Er det ikke også ved at være sidste udkald? Hvad med jordomrejsen? Er det ikke også ved at være for sent nu? Jeg mistænker det hele for at være hormonel terrorisme. Min krop mener at jeg er voksen og fornuftig nu, og den er ved at tage sulten fra mig. Sulten efter forandring, nyt land og nye udfordringer. Den skal nok få aflivet mit initiativ, om det så bliver som lalleglad familiefar eller eneboer-onkel.

Er den egentlige test ikke om man lader sig gå på af det her? Om man vælger at anerkende eksistensen af trediveårskrisen, eller man vælger at opfatte der her som en fødselsdag som alle andre? Har jeg mon lige fejlet testen? Får jeg et forsøg mere?

Holy fucking crap, jeg mistede overblikket et sekund dér.

For tolv år siden skrev og producerede Kevin Smith filmen Clerks. Det var hans første store filmprojekt, og for at det ikke skal være løgn var den både sort/hvid og han havde selv en birolle. I år kommer efterfølgeren, Clerks II – The Passion of the Clerks.

En af de første gange jeg så Clerks med en ligesindet, var for snart 10 år siden, da jeg boede i kollektiv i Gellerupparken. Dengang var vi et sted i starten af 20′erne, og øllene var mange og bekymringerne få. Hun hed forøvrigt Marianne. Hovedpersonerne i Clerks var i stort set samme situation, bortset fra at de arbejdede i henholdsvis et minimarked og en videobutik. Filmen er stoppet med collegehumor og skarp dialog ad libitum, og har lige siden haft en speciel plads på min filmhylde.

Her omtrent et årti senere, har jeg fast job, bil og kæledyr. Hende jeg grinte om kap med dengang er blevet gift, og folk omkring mig snakker om børn og boligkøb. Øllene er der stadig, omend i væsentligt mindre omfang og sjældent på hverdage. Altså undtagen torsdag. Torsdag er en god øl-dag. Efterfølgeren til Clerks er også på trapperne. Clerks II – The Passion of the Clerks fortæller hvad der siden skete med hovedpersonerne Randal & Dante, og de to hangarounds Jay & Silent Bob. Jeg har lige set teaser traileren, og jeg har allerede spottet Kevin Smiths venner Ben Affleck, Jason Lee og lur mig om han ikke også har sneget Matt Damon ind et eller andet sted. Har jeg nævnt at Jason Lee er genial? Hvis du ikke aner hvem han er, så se Mallrats og find et par afsnit af My Name is Earl på nettet. Det er rent guld, serveret verbalt.

Jeg er Kevin Smith fanboy, med signeret plakat på væggen og alt hvad dertil hører, men jeg kan ikke love at det her er din kop te. Hvis du er fan af tidligere film som Mallrats, Chasing Amy, Dogma og Jay and Silent Bob Strike Back så kunne den dog sagtens blive et hit. Your milage may vary.

Edit: Tilføjet Chasing Amy
Edit: Tak til erlando for linket til traileren

Min blog lukkede midlertidigt ned her for nogle måneder siden. Ikke på den så i tiderne populære stærkt melodramatiske måde, men mere den tilbagelænede måde. De rigtig hårde negle dør aldrig – de regrupperer.

Den tilbagevændende overvejelse har været hvad vil jeg med det her, og som resultat deraf var indholdet på sitet blevet usammenhængende og uhomogent. Den sagnomspundne røde tråd var blevet væk og jeg var ikke længere stolt af det jeg udspyede. Ikke at jeg under normale omstændigheder går rundt med armene langt over hovedet grundet nyligt offentliggjorte indlæg, men en anelse selvtilfredshed bør der unægteligt være i det. Jeg smed det hele på is, og grublede lidt over det.

Det gamle site var ikke helt gennemråddent, og faktisk har jeg modtaget en del ros for nogle af de rigtig udspekulerede indlæg. Det kommer næppe som nogen overraskelse, men jeg skriver bedst om ting jeg virkelig brænder for, som f.eks. film og ting der kører på strøm. En sjælden gang imellem kom der også et følelsesmæssigt guldkorn, når jeg altså fik kæmpet mig udover det på blogfronten så velkendte selviscenesatte klynkeri.

Jeg har savnet at tvinge mine meninger og underlige kommentarer ned over ørene på jer, så nu skal den røde tråd afdækkes og rettes op. Jeg giver ingen kvalitetssikring, og de næste mange måneder vil sikkert gå med at genfinde den gode stil, men der skal nok være et minimum af underholdning i det.

Mine damer og herrer – her har I mig tilbage.
Jeg forlod jer aldrig – jeg var bare nede på tanken efter citronmåne og cola.