Me

Indlæg fra 'fotografi' kategorien

29. November, 2006

Hver gang man som turist rejser ind i Thailand, får man tredive dages opholdstilladelse. Den kvikke læser vil vide, at vi ialt skal være her tre måneder, og derfor har brug for at forlade landet fra tid til anden. Igår var den første af de ceremonielle grænseture.

Urimeligt tidligt (det er klokken otte for jer A-mennesker) kom der en minibus og samlede os op ved Wa Lai House. Der var en glad blå elefant på siden, og arabiske klistermærker i forruden. Vi havde meldt os på en Golden Triangle Tour med mulighed for visa run eller border jump som det også kaldes.

Første stop på turen var en varm kilde udenfor Chiang Mai. Der mener jeg i hvertfald det var, men jeg kunne tage fejl – det kunne lige så vel være Chiang Rai. Jeg havde sovet elendigt, så på det her tidspunkt kørte det hele lidt på rutinen. Da vi ankom, var der ganske rigtigt et hul i jorden, og der var ganske rigtigt gevaldigt varmt vand i det. Så varmt faktisk, at der blev kogt æg i det. Omkring denne lille naturperle groede der så giftshops som skimmelsvampe, og udover muligheden for at presse en apple pie og en kop kaffe i svælget, var der ikke rigtig noget at blive ophidset over.

Chiang Mai Hot Springs

Morgenmad. Kaffe. Tiltrængt.

Efter det varme vandhul, kørte vores chauffør videre imod et gemmelt tempel. Kørte er måske en underdrivelse, da han nok i virkeligheden synderstraffede hans pimpede Toyota minibus. De praktisk anlagte tre-sporede, snoede bjergveje blev udnyttet til fulde, og svingene blev udjævnet til trods for både modkørende og fuldt optrukne linier. Ikke engang modkørende turistbusser syntes at tage pusten fra vores chauffør, og hans engelsktalende kollega tog heller ingen notits af kørslen.

Toyota tourbus med Mercedes fælge - meget stilfuldt

Det gamle tempel var hyggeligt, og til trods for at være en turistfælde, forholdsvist fredfyldt. Enorme Buddhafigurer prydede det vægløse tempel, og rester fra de oprindelige bygninger kunne ses overalt udenfor – svøbt ind i gul-orange stof. Havde det ikke været for alle butikkerne og de alt andet end ydmyge turister, kunne jeg godt have brugt et par timer mere her.

Rester af det oprindelige tempel

Turen fortsatte videre imod Mae Khong floden, som grænser op til Myanmar (tidl. Burma) og Laos. Selve området her er kendt som The Golden Triangle, og har tidligere været centrum for opiumhandel imellem de tre lande. Efterhånden som bl.a. Thailand har intensiveret kampen imod narkotika, har de tidligere narkobaroner arbejdet målrettet for at få grænserne imellem landene åbne for turisme – i det mindste et par hundrede meter ind i landene. Nu fragter de således ikke længere opium frem og tilbage, men både læsset til randen med købeglade turister. Det var med såden en båd, at vi krydsede Mae Khong floden, og gik i land i Laos.

The Golden Triangle - Thailand, Laos og Myanmar (tidl. Burma)

Hvis du spørger hvordan Laos var, så kan jeg ikke rigtig komme med et reelt svar. For mig består Laos af 20-30 små butikker, som allesammen sælger dybest set det samme lort. Her var der dog ikke kun træfigurer, tøj og andet uskadeligt junk men også knive, armbrøster og den legendariske Lao Whiskey med alt godt fra junglen – inklusive hele kobraer og skorpioner. Det skulle naturligvis prøves, og udover den lidt sødlige lugt var der ikke rigtig noget ophidsende ved det. Det havde dog en lidt skarp bismag, som muligvis havde noget at gøre med at det var konserveringsvæske for to pænt giftige dyr – hvad ved jeg.

Whisky fra Laos - med det hele

Tilbage på thai jord, spiste vi på den lokale restaurant. Det var med i prisen, og det kunne man godt fornemmel. Salaten var slatten, og buffeten bestod af assorterede tilberedte dyrelemmer. Deres ananasstykker var dog hele besøget værd. Frisk og sprød – modsat dem vi spiser hjemme.

Vores halve time i Laos, talte tydeligvis ikke som et udlandsbesøg, så for at få vores visum fornyet, skulle vi krydse grænsen til Myanmar. Det skulle foregå i byen Mae Sai, som tidligere har været kendt som hertil og ikke længere – i hvertfald hvis man var turist. Burma, som det før hed, var åbenbart tidligere et af Asiens rigeste lande, men bizarre statsledere har effektivt puttet en pind i hjulet på det som nogle refererer til som verdens sidste rigtige socialiststat. Et ønske om at få en del af turistkagen, har dog tvunget landet til at åbne grænserne på klem igen. Turen ud af Thailand gik selvfølgelig problemfrit, og ovre på den anden side krævede det 500 baht, et foto med immigrationskontorets webcam, en fornærmende sammenligning med mig og en elefant og så havde vi et turistvisum til Myanmar. Jeg ved ikke præcist hvor langt vi kunne rejse ind i landet, men det var sådan set også underordnet, for vi forlod det få minutter senere. Tilbage ved thai immigrationskontoret, kom der et nyt stempel i passet, og vi kan nu være her til den 27. december.

Én ting fascinerede mig dog voldsomt ved vores grænsetur; sidste gang jeg krydsede en rigtig landegrænse, var engang i 1999. Jeg havde sovet hele natten på en bænk ved den grænsen imellem Israel og Jordan, og da de endelig åbnede fulgte der en længerevarende ceremoni på begge sider, og en ensom tur igennem et ingenmandsland bevogtet fra maskingeværsreder i begge lande. Tilbage i Asien, var zonen imellem Thailand og Myanmar nærmest et lille marked. Der var tiggere, rejsende, handlende og en fyr der forsøgte at lave en tre-punkts u-vending midt i det hele. Det meste af kaoset syntes dog at have rod i Myanmar, og processen virkede en smule mere organiseret på thai siden. Hele forløbet gik desværre uden billeder.

Absolut sidste stop på turen, var et besøg til en bjergstamme. Kapper fortalte at de oprindeligt – for lang tid siden – var politiske flygtninge fra Kina. Thaierne tog ikke godt imod dem, og de havde store problemer med at etablere sig i Thailand. Siden har de dog fundet deres niche, og sælger godt håndværk og assorteret ragelse rundt om i Thailand. Billeder af pigerne i deres traditionelle dragter koster 10 baht, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe en fotomulighed. Den lille by vi besøgte, havde et utal af giftshops, hvilket jo i virkeligheden giver fin mening, når det er deres primære erhverv. Alligevel virkede det forkert på mig, for jeg gik derfra med en underlig smag i munden.

Pige i den traditionel bjergstammedragt

Legende dreng i bjerglandsbyen

Fuldstændigt gennembombet og træt udover det sædvanlige, ankom til til Wa Lai House efter timevis af vanvidskørsel. Endnu engang har vi fået en kulturindsprøjtning, og endnu engang er min personlige opfattelse af trafiksikkerhed blevet rykket betragteligt.

Alle billederne kan selvfølgelig ses på min Flickr side.

18. November, 2006

Jeg har været syg den sidste uges tid. Jeg tror det er en art influenza, for der er alt det gode i posen: hosten, endeløs strøm af snot og slim i alle regnbuens farver – næsten da. Fuldstændigt urelateret var vi igår til babyfest, i anledning af Baby Leos 1-uges fødselsdag. Den stod på øl og grillet seafood.

Influenzaen har været helt hysterisk underholdende. Jeg har vist efterhånden snottet mig igennem en Kleenex-lignende servietkasse, og jeg kører målrettet på med en festlig blanding af smertestillende og næsespray. Der syntes at være håb forude, hvilket passer mig fint da jeg ikke tog herned for at være syg. Om det er virusrelateret eller jeg har tvunget min krop i jorden med airconditionen skal jeg ikke kunne sige, men jeg er åbenbart den eneste her på stedet med svagt imunforsvar.

Det par der kører Wa Lai House – Aun & Yo – blev som den opmærksomme læser muligvis allerede ved, forældre her i starten af ugen. I den anledning blev der holdt en lille fest igår – ikke efter den danske model med en pose Tuborg og smarte sko, men med bål, siddemåtter, lækker salat og Surf and Turf på grillen. Der var rejechips, superlækre krydrede koteletter, stegte ananas og tomater, frisk, sprødgrillet babyblæksprutte, enorme (tiger?) rejer og alt det Cola vi kunne presse ned. Hovedpersonen – Baby Leo – gik under rimelig tidligt, men når han engang opdager at han har fået bamser og Lego af de underlige skandinaver, skal han nok komme op på dupperne igen. Alt ialt var det en drønhyggelig aften sammen med Aun & Yo og resten af beboerne fra Wa Lai House, og det var dejligt at blive hygget om af Auns forældre og søskende.

Seafood Barbecue

Familien havde hund, men på trods af det sneg der sig en vild kattekilling ind på grunden. Jeg fik charmet mig ind på den, imens den tankede op på rejer, ris, nus og kløen på maven. Hvis du kigger forbi min Flickr side, kan du se Kasper Langer stå med min nye ven. Min nye ven tog dog benene på nakken, da familiens hund viste sig.

Langer med min nye ven

Hvis du alligevel kigger billeder, kommer du sandsynligvis forbi Wa Lai Houses residerende yoga-prinsesse, Sati, der uden synderlig forberedelse kan krænge benene om bag nakken og balancer på hænderne. Jeg har ingen anelse om hvor mange års træning det har krævet, men hun snakkede om yoga og meditation meget tidligt om morgenen, så jeg forudser ikke at det bliver en evne jeg besidder – i hvertfald ikke i nærmeste fremtid. Imponerende var det dog.

Ellers går livet i Chiang Mai sin vante gang. Netforbindelsen er som den skal være, helbreddet er i bedring, vi får det mad vi kan spise, jeg er blevet officielt medlem af det lokale træningscenter, mit tøj bliver vasket og jeg er blevet godt kørende på min nye Honda 125cc WaveR 4-gears scooter. Scootere er som bekendt det foretrukne transportmiddel på disse kanter, og det gør unægteligt livet en smule nemmere. Chiang Mai er omkrænset af bjerge, og med en scooter kan man nemt køre de 20km op på et af bjergene, og nyde den fantastiske udsigt. Oppe ad bjerget er der både udsigtspunkter, et par små landsbyer, et tempel og et palads – altsammen på samme snoede bjergvej. Indenfor nærmeste fremtid kommer der nok et par nattebilleder af byen, så der er lidt at glæde sig til – for flot er det!

Mit gule lyn

Godmorgen Danmark, og fortsat god lørdag! :-)

6. November, 2006

Så skete det endelig – jeg lod mig overtale til at hælde billeder over på Flickr. Det var simpelthen for meget bøvl med at få eksisterende “host-selv” løsninger til at spille anstændigt, så nu prøver jeg det her. Indtil videre kan I se mine billeder her.

Fuldstændigt urelateret, men lige så personligt grænseoverskridende: jeg har anskaffet mig et par sandaler.

Update: I kan selvfølgelig også se Kappers billeder på Flickr!

5. October, 2006

Så er der mindre end 24 dage til der er afgang. Jeg læser rejsebøger, rejsetips, runder ting af herhjemme, køber grej og forbereder mig mentalt på tre måneder under fremmede himmelstrøg. Nåja, så skal jeg iøvrigt også endelig tatoveres. Der sker mange ting for tiden.

Jeg er stor fan af Lonely Planets rejsebøger, og det kan rejsesektionen i min bogreol bevidne. Siden deres guide til Israel var min hellige gral og redning tilbage i 1999, har jeg bestilt en bog for hver ny destination jeg dog imod. Lige nu pløjer jeg mig sultent igennem Thailand, og når den er spist skal jeg have kigget på Tokyo. Hvis vi har tid og penge til det, overvejer vi at lave en ekskursion til Japan. Det skal ikke være en lang tur, men bare lige en udflugt for at smage lidt på kulturen. Hvis det er en lækkerbidsken, kan man jo altid backtracke. Lonely Planet har iøvrigt lave en lille pixibog, der hedder noget i retning af Travellers Tips – der er masser af små tips og hints, og selv for os urutinerede læsere kan den sluges på kort tid.

Der er mange småting der skal klares hjemme, dels privat men også i kraft af min funktion som ejerforeningsformand. Min kære moder skal også skubbes ind i dette århundrede, og er i den forbindelse ved at få etableret ADSL. Det er nogle overkommelige opgaver, men de skal rundes af inden jeg skrider – for når jeg først sidder i Asien, har jeg ikke tænkt mig at lade hjemlige rutineopgaver tage luften af min eksotiske rejseoplevelse. Når jeg først er derovre, skal jeg ikke sidde og ringe til håndværkere, eller udfylde ejeroplysningsskemaer – ikke på vilkår!

Det er som bekendt ikke kun ferie. Hovedårsagen til at jeg overhovedet kan tage afsted i tre måneder, er at min arbejdsgiver – den fleksible unge mand – har givet mig mulighed for at “arbejde hjemmefra”. At hjemmefra så er tusindvis af kilometer fra Århus, er så en anden ting. Resultatet er en underlig blanding af arbejde og ferie, men netop dette tror jeg bliver en oplevelse. Jeg skal – sammen med mine to rejsekammerater – have etableret en produktiv hverdag under fremmede himmelstrøg, og netop her tror jeg der lurer en masse sjove oplevelser. Efter nogle uger, begynder vi uden tvivl at lægge mærke til nogle nye ting – ting, som “almindelige” rejsende simpelthen har for travlt til. Vi vil stadig gå ud til frokost, vi vil stadig snakke om mailservere, hosting, 70’er-porno og hvem der har de nyeste elektroniske dimser, men det vil ske med templer i baggrunden, og orangeklædte munke der samler mad ind.

Rejseoplevelser er noget mærkeligt noget. Da jeg sidste år var i Californien, tog vi over 7.000 billeder og utallige filmklip. Folk mister som oftest interessen efter de første 30-40 billeder, og det er en konstant reminder om at en rejseoplevelse kan betyde alt – og endda være definerende – for ét menneske, og absolut intet for andre. Jeg er hverken bitter eller bærer nag, jeg er bare klar over at sådan hænger det sammen. Alligevel drives de fleste af en enorm trang til at dokumentere, bevare og fastfryse øjeblikke, i håb om at kunne formidle det til venner og bekendte, når man igen er på velkendt jord. Jeg har selvfølgelig samme drive, og med det i baghovedet har jeg købt ny optik og nye filtre til mit kamera, altsammen i håb om at kunne tage et lille stykke magi med hjem. For de fotonørdede, kan jeg oplyse at det er et Canon 28-135mm f/3.5-5.6 EF IS USM objektiv, der forhåbenligt kan kamouflere mine tvivlsomme evner som fotograf. Filteret er iøvrigt et 72mm Photoco cirkulært pol-filter, og der er et Skylight og UV filter i posten.

For snart mange måneder siden, havde jeg fornøjelsen af at fylde 30. Mine venner havde arrangeret en surprise-fest, og i den forbindelse blev jeg begavet til den helt store guldmedalje. I gavesækken var der bl.a. et flot gavekort til Mjølner Tattoo, en usædvanlig respektabel tatovør i Århus. De sidste par uger er der blevet snakket og tegnet, og om små to uger skal motivet så sættes på som det hedder. Det bliver en variant af Århus-masken, som er en såkaldt grylemaske brugt af åndemanere når de gik agurk, for længe længe siden. Den her specifikke udgave er blevet hugget på en sten, som står på Moesgaard Museum. Såvidt jeg husker, er den rejst for en konge. Grunden til at den skal pryde min ene arm, er at jeg er født og opvokset i Århus, og Århus-masken er på en måde et af byens vartegn. Jeg rejser meget, og jeg syntes at jeg fortjener noget der mindre mig om mine rødder.

Lige siden jeg blev færdig med min uddannelse i 2000, har jeg været opsat på at få kunst på huden. Velvidende at det er en – forholdsvist – permanent udsmykning af kroppen, har jeg selvfølgelig haft store overvejelser om det. Jeg er udemærket klar over at mennesker ændrer sig løbende, og at det menneske jeg er idag, sandsynligvis er et godt stykke fra det menneske jeg er om ti år. Jeg er meget opmærksom på hvilke signaler jeg sender folk med min påklædning og personlige udsmykning – eller mangel på samme – så der er mange overvejelser der skal gøres. Hvad der ser møghamrende fedt ud nu, er måske voldsomt tarveligt om et par år. Mit valg er truffet udfra mange faktorer. For det første er det ikke en “nummer fjorten”, men et håndtegnet motiv specielt til mig. De har selvfølgelig lavet noget lignende før, men jeg havde specifikke ønsker og krav. Jeg kunne snakke om det længe, men på bundlinien er budskabet vist bare at der virkelig er tænkt over tingene. Jeg føler mig godt forberedt, til trods for at min tatovør har sagt at hele showet kommer til at tage en hel dag, og at jeg på et eller andet tidspunkt grådkvalt vil bede hende om at stoppe. Vi får se.

Tatoveringen får lige under en uge til at hele, men alt efter hvor skarpt mit imunforsvar er, kan det være nok. Jeg pakker aloe vera og desinficerende creme i rygsækken, og håber på det bedste. Nu er jeg jo ikke den store fan af badestrande og solbadning, så jeg tror det går. Jeg får garanteret en masse gode råd når vi er færdige, men hvis I har nogle guldkorn mht. pleje at sådan noget prikværk, så er jeg lutter ører! :-)

Mine damer og herrer, det var alt for idag.

17. July, 2006

Jeg har altid været fascineret af billeder, lige fra jeg var en lille purk til nu hvor jeg er.. lidt ældre. Et billede fastfryser et øjeblik i tiden, og kan hives frem i tørre tider. Det gælder iøvrigt også pornografi, men lad os holde os på den sobre side idag.

Jeg kan ikke huske præcist hvad mit første kamera var, men jeg var en lille rod og det var længe før den digitale revolution. Det var også et stykke tid før dødelige familiekameraer havde zoom, men da det endelig var til at få for menneskepenge fik jeg mig et rigtig smart Pentax kamera. Der blev zoomet på livet løs, og alt fra fødselsdage til spejderture røg i kassen. Det var også her i mine teenageår, hvor jeg første gang lærte at fotografi var mere end at trykke på udløseren. Min kammerat Morten lokkede mig med til foto på ungdomsskolen, og vores australske lærer fortalte og berettede løs om lukketid, blænde, flash og filmfremkaldelsesprocesser. Ungdomsskolen udlånte “gammeldags” kameraer, hvor man skulle dreje og indstille for at resultatet blev til at bære. Dengang var det hele både fascinerende og også en smule forvirrende. Jeg indrømmer gerne at jeg var væsentligt mere tryg ved mit supersmarte Pentax. Desværre blev det væk i flytterodet, eller fik nye langfingrede forældre sidst i 90’erne. Hvad der præcist skete ved jeg ikke, men i en periode omkring mine purunge 20’ere var jeg kameraløs.

Læs resten af indlægget

11. July, 2006

I et øjebliks svaghed har jeg opgraderet mit gamle kamera til et Canon EOS 350D. Nu skal jeg bare af med mit gamle superprof Canon EOS D30 og evt. det lidt mindre prof Sigma 28-135 3.8/5.6 Aspherical IF Macro objektiv der sidder på. Har du et realistisk bud?

D30’eren har været et supergodt kamera, og det oser af høj kvalitet. Objektivet der sidder på har ladet noget tilbage at ønske, men resultatet har absolut været til at holde ud. Kameraet har fulgt mig i tykt og tyndt – flere gange i München, Tenerife, USA, Tyrkiet og som toppen af den eksotiske kransekage, Århus Nord. Den tidligere ejer havde det bl.a. med i Thailand og har taget nogle voldsomt flotte billeder i tidens løb.

Det nye kamera er hurtigere til at komme ud af starthullerne, har lidt højere opløsning, vejer lidt mindre og er fyldt med mere højteknologisk bling-bling (sammenligning). Det er dog kvalitetsmæssigt et skridt ned af stigen, da det gamle D30 sandsynligvis kunne trækkes igennem flere væbnede mellemøstlige konflikter, uden nævneværdige varige mén. Der er lidt mere plastik over det nye. Når jeg i løbet af de næste 36 timer får kameraet i hænderne, kommer der nok en mere dybdegående anmeldelse.

Anyhow, hvis du er interesseret i et yderst anstændigt digitalt spejlreflekskamera, evt. inkl. Sigma objektiv, hører jeg gerne fra dig. Hvis du leder efter et billigt alternativ til et Bilka-kamera, så kigger du det forkerte sted.


Johnny