Me

Indlæg fra 'fremtid' kategorien

3. July, 2006

Jeg har et par bekendte, som har taget besættelsen om selvforsyning til det yderste. De graver kartofler op af haven, laver afkog af ukrudt og tuder af ærgelse over at de ikke selv kan producere deres citroner, men er tvunget til at handle dem side om side med os andre dødelige. Skal jeg være selvforsynende, bliver det væsentligt mere højteknologisk.

Tanken om det nedlagte landbrug skræmmer mig ikke mere. Den geografiske lokation hyler mig stadig lidt ud af den, men problemer er jo som bekendt til for at blive løst. Anyway, skulle det ske at jeg finder mig selv solidt plantet i den jyske muld, så kan man lige så godt gøre det ordenligt! Flytter jeg udenfor Ringvejen, så skal der også være en form for økonomisk mening med galskaben, og det var her jeg kom til at gruble over konceptet jordvarme.

Da jeg først hørte om det for nogle dage siden, var jeg stærkt tvivlende, men nu er ideen langsomt ved at finde indpas. Jeg kender ikke de specifikke detaljer endnu, men efter at den glade VVS-mand har gravet 3-600m rør ca. 2 meter ned under græsplænen, installeret en hvid tingest på størrelse med et køleskab og gået med en gage på omkring 100.000,- så er man principielt selvforsynende med varme. De minimale løbende omkostninger kan ses på el-regningen, og går til en vandpumpe og en art varmepumpe.

Bud på el-regningen i forbindelse med et sådant system har været omkring 500,- pr. måned. Med en mulig årlig olieregning på 25-30.000,- så giver det masser af mening, specielt hvis man kunne supplere med solvarme eller vindkraft – jo færre månedlige girokort, jo bedre! Står man alligevel overfor at købe hus, var det måske værd at overveje at låne 100.000,- til sådan en installation. Om ikke andet, så har det jo en vis gadget værdi – jeg forestiller mig noget med live grafer over mine varmebesparelser på nettet! :-)

Der, mine damer og herrer, tog jeg muligvis mit første spæde skridt imod selv at blive en art neo-hippie.

Fandens.


Johnny