Hvorvidt det er vores specifikke forbindelse, eller hele vores serviceprovider vides på nuværende tidspunkt ikke, men der er lukket for det varme vand hos Telecom Organization of Thailand.

Fra den ene dag til den anden, er vores TOT-ADSL forbindelse blevet aggressivt censureret – cirka 95% af de websites vi dagligt besøger, resulterer i nedenstående fejlmeddelelse i browseren:

Access Denied (policy_denied)

ขออภัย เว็บไซต์นี้เป็นเว็บไซต์ไม่เหมาะสม จึงมีความจำเป็นปิดกั้นเว็บไซต์นี้

For assistance, contact TOT Public Company Limited.

Hvis du ikke kan læse ovenstående, er det muligvis fordi du ikke har Thai installeret på din webbrowser. Jeg har ingen ide om hvad der står, men det er altså den side vi bliver præsenteret for. Indtil videre har vi ingen adgang til følgende sites, og listen vokser efterhånden som vi checker:

• google.com
• bt.dk
• eb.dk
• jp.dk
• slashdot.org
• kongehuset.dk
• dmi.dk
• cnn.com
• flickr.com
• youtube.com
• osnews.com
• tuaw.com

Sites der stadig er adgang, inkluderer på mærkværdig vis yahoo.com, neurox.dk, moccapigen.dk og resten af mit arbejdes websites som ligger i samme datacenter. Et hurtigt besøg på et par af byens andre netcaféer, viser at det øjensynligt udelukkende er TOT der har brændt en sikring. Indtil videre er teorierne alt fra at vores guest house har glemt at betale regningen til at Thailands nytiltrådte, censur-favoriserende IT-minister har rullet sig ud.

Hvis nogle af jer hører noget om sagen, må I meget gerne smide en kommentar!

Hverdagen er ved at indfinde sig, herovre i det lune Østasien. Vi har fået overtalt vores guest house til at opgradere til en udholdelig netforbindelse, og igår brugte jeg et par timer på at organisere og hacke en lille kasse med strøm i.

Som tidligere skrevet, har Wa Lai House i øjeblikket en überhurtig 256/128Kbit forbindelse, uden nogen form for pakkeprioritering. Pakkeprioritering – eller Quality of Service – vil sige at forbindelsen virker hurtigere, da de ting man forventer svarer hurtigt får højere prioritet. Igår var jeg så ude i Chiang Mai, på jagt efter en kasse der kunne løse det problem. Linksys har lavet en trådløs router (WRT54GL) som kan overskrives med DD-WRT firmwaren, som så giver mulighed for at prioritere pakker. Et par timer senere var den konfigureret og indsat imellem vores guest house’ internetforbindelse og brugerne.

Det har hjulpet en smule, men det bliver først rigtig godt når vi får opgraderet forbindelsen til 1024/256Kbit. Det skulle efter sigende ske om et par dage, når TOT – Telecommunication of Thailand – for nosset sig sammen til at klikke på de rigtige knapper i deres ende. Med lidt held, skulle vi gerne ha’ en anstændig forbindelse at arbejde fra, her snart halvanden uge efter ankomsten.

På den mere humanistiske side, kan jeg oplyse at også selv er begyndt at falde til. I et desperat forsøg på at tilpasse mig varmen, har jeg droppet min aircondition og sover istedet med åbne vinduer om natten. Jeg har også vænnet mig til toiletfaciliteterne, som bl.a. omfatter en bruser-lignende genstand. Thailands kloaksystem er ikke helt så effektivt som vores europæiske, så for ikke at udfordre det unødigt ryger papiret i en lille skraldespand ved siden af toilettet. Her kan man så vælge krampagtigt at holde fat i sin europæiske opfattelse af korrekte toiletbesøg, eller alternativt omfavne den bruserlignende genstand, og skylle før man tørrer. Vælger man det sidste, bliver lugten på toilettet unægtelig en del nemmere at holde ud.

Nogle af jer har muligvis spekuleret over priserne hernede, så her er et par af de mest normale ting:

B-Bloom Coffee Shop:

• Ice Caramel Latte (stort glas): 45 baht (7 kr)
• Italiensk sodavand (vand med brus, sirup og isterninger): 30 baht (5 kr)
• En kop espresso: 25 baht (4 kr)

Wa Lai House (hvor vi bor):

• 0.5l ozon-renset vand: 5 baht (0,80 kr)
• 0.33l Singha øl: 35 baht (5,50 kr)
• 0.33l Beer Chang: 25 baht (4 kr)
• Æg/skinke sandwich: 50 baht (8 kr)
• Club sandwich (æg/skinke/bacon): 60 baht (9,50 kr)

Andet:

• En forholdsvis almindelig scooter: omkring 22.000 baht (3.500 kr)
• En portion Pat Thai fra biksen rundt om hjørnet: 25 baht (4 kr)
• En thai omelet med ris: 25 baht (4 kr)
• 11 stykker sushi på den smarte restaurant i det lokale mall: 350 baht (55 kr)
• Et meal på McDonalds (i Bangkok): omkring 100 baht (16 kr)
• Unlock af Sony Ericsson telefon: 200 baht (32 kr)
• En bustur fra Chiang Mai til Bangkok: 350 baht (55 kr)
• Sindsygt tilbud på fly fra Chiang Mai til Bangkok ex. lufthavnsskat fra Air Asia: 155 baht (25 kr)
• Linksys WRT54GL WiFi router: 2.400 baht (382 kr)
• Netforbindelse – ADSL 1024/256Kbit om måneden: 1.000 baht (159 kr)
• Et par Nike Shox løbesko (ikke kopi): 3.300 baht (525 kr)
• Et par Rebok sandaler: 1.500 baht (239 kr)
• Mærke-t-shirts i ok kvalitet (gode kopier måske?): 250 baht (40 kr)
• En tuk-tuk tur fra mall’et til vores guesthouse (1-2km): 50 baht (8 kr)

Det er da til at holde ud, ikke?

Tingene går ikke helt som forventet hernede, specielt da vi igår opdagede at den superhurtige netforbindelse vi troede der var, viste sig at være en 256/128Kb ADSL, som ejeren flittigt tvinger i gulvet med fildelingsprogrammet Morpheus. Hvad fanden gør man så?

Jeg brugte det meste af eftermiddagen igår på at læse op på hvad thaierne havde at byde på på netscenen, og kom frem til at det absolut ikke var overvældende. Vi var under det indtryk at Chiang Mai da selvfølgelig var godt med på netfronten, da det jo er en forholdsvis stor universitetsby – det syntes dog ikke at være tilfældet. For de lidt mere teknisk mindede, kan jeg oplyse at vi fandt kodeordet til stedets ADSL router, og nej – den har desværre overhovedet ingen mulighed for quality of service. I praksis betyder det at der skal meget lidt til, før netforbindelsen virker fuldstændigt blokeret – hvilket vil sige at jeg ikke kan arbejde på den måde jeg normalt arbejder på. Pisse frustreret kastede jeg håndklædet i ringen omkring kl. 22, og tog med drengene ned på The Play Boy.

The Play Boy

Vi sad udenfor og kørte et par 640ml Beer Chang’er, imens en fyr spillede på guitar indenfor. De er helt hysterisk glade for sådan noget power-ballade-pop hernede, og det ville virkelig ikke undre mig, hvis der et eller andet sted i Thailand er en enorm guldafstøbning af Michael Learns To Rock. Musikken var til at bære, og det hjalp at få koblet lidt af. Stedet lukkede midnat, og tilbage på vores guesthouse blev vi mødt af ejeren Yo og et par af beboerne der sad og fik en øl. De fleste her studerer på den lokale massageskole, som efter sigende er en af de populæreste i asien. De to der sad med ejeren var ingen undtagelse, altså bortset fra polakken Ted, som ikke sådan rigtig havde fået taget sig sammen til at komme igang endnu. Vi snakkede, og lur mig om vi ikke lige fik et par Beer Chang mere. Pludselig fik Yo den geniale ide at vi skulle køre til et andet sted, og det var cirka her drukturen for alvor startede.

Yos pickup truck

Jeg kan ikke helt huske rækkefølgen af stederne, men vi blev kørt vidt omkring på laddet af Yos pickup truck. Det var i sig selv en grandiøs oplevelse, men højdemålet var uden tvivl toiletbesøget på Discovery diskoteket. Vi havde bestilt en flaske Johnny Walker og en flok colaer, og tjenerne kom konstant forbi og mixede drinks ved vores bor – faktisk tror jeg de ville være blevet fornærmede, hvis ikke de fik lov. Når væske kommer ind, skal det nødvendigvis også ud igen, og jeg luskede afsted på toilettet for at hælde vand fra kartoflerne. Jeg stilede imod en af toiletbåsene, men toiletpersonalet (!) fik mig overtalt til at bruge pissoiret istedet. Der blev som så ofte før lynet ned, og det var her historien tog en interessant drejning.

Toiletpersonalet – og jeg mener her de 4-5 uniformerede asiatiske gentlemen med toilettet som deres primære ansvarsområde – troppede op bag mig, og efter den varme opvredne klud diskret blev lagt om halsen på mig, masserede de mig på skuldrene og ryggen. Jeg fik sågar knækket nakken, eller hvad det nu kaldes i massørkredse. Altsammen med det af situationen stærkt tissehæmmede organ i hånden. Det var først da jeg havde indset at situationen var totalt udenfor min kontrol, at jeg kunne slappe tilstrækkeligt af til at få drænet blæren. At jeg i min stivhed efterfølgende fik trukket 140 baht op af lommen, betød unægteligt at det blev en ikke alene særpræget tissetur, men også en forholdsvis dyr omgang. Der er jo næsten tale om tyve danske kroner.

På vej hjem på laddet af Toyotaen, fik vi overtalt en unavngivet person i selskabet til at moone pigen i bilen bagved. Det endte af uransagelige grunde med at vi stoppede og den polske fyr Ted faldte i snak med hende. Det trak ud i flere minutter, og Yo besluttede sig for at tage pis på ham, og kørte fra stedet. Vi kørte rundt om blokken, og da vi kom tilbage igen, havde Ted tydeligvis scoret, for han var i hvertfald væk. Pænt overrislet lykkedes det mig åbenbart at komme i kassen, og næste gang jeg var ved bevisthed, var da jeg konstaterede at jeg var fuldt påklædt, og lå ovenpå mit sengetøj. Horrible tømmermænd. Morgenmad med bacon, æg, friskpresset juice, kaffe, toast og cheddarost kan iøvrigt erhverves for små femten kroner.

Billig morgenmad

Her, en del timer senere, sidder vi på B-Bloom coffeeshoppen og får et skud koffein og en anstændig gratis netforbindelse med tilhørende aircondition. At komme væk fra den voldstraffede netforbindelse på vores guesthouse, gjorde absolut hele forskellen. I værste tilfælde kan jeg arbejde offline, men det er rart at vide at vi ikke er totalt ude at skide.

Iced Caramel Latte: kr. 7,-

Her sidder man så i Suvarnabhumi Airport, og snacker sushi og drikker thailandsk Pepsi Max, milevidt fra gårsdagens udflugt til kobrafarmen og den enorme liggende Buddha. Vi har lagt de seneste par dages speedturisme bag os, og om et par timer sætter vi kursen imod Chiang Mai – Thailands nordlige Rose.

Vores turismepsykose nåede et absolut max igår, hvor det tætpakkede program bød på et besøg til det flydende marked, en tur til en kobrafarm med tilhørende show, besøg på kongepaladset og sidst men ikke mindst den 46 meter lange liggende Buddha.

Den første udflugt i den tempererede Mercedes gik til det flydende marked. Det minder meget om Bilka, bortset fra varene, logistikken, prisen og menneskerne. Ved nærmere eftertanke er ligheden med Bilka nok begrænset. Enkelte thaier padlede stadig turister rundt i lange både ved håndkraft, men i hast med Thailands åbenbare overskud af bilmotorer, har disse fundet vej til de små flodbåde. Monteret på et langt rør med en propel for enden, giver disse benzinmotorer en rimelig hysterisk fremdrift. Beskyttelse rundt om motorene er ikke-eksisterende, men til gengæld af mange af dem pyntet med krom, små lamper og mærkværdige udstødningsrør.

Sindsyg bådmotor

Ved flodbrederne havde mange etableret overdækkede butikker, der stort set solgte de samme varer – Buddhafigurer, pakker med krydderier og en mappe med 10-20 assorterede postkort. Rundt på floderne sejlede gamle kvinder med boblende frituregryder, små griller med velduftende kødstykker, friske kokosnødder med sugerør, friske frugtstykker, hatte og suppe i små poser. Jeg knipsede løs med kameraet, men fandt tid til at guffe lidt frisk mango. Ved afslutningen af turen, var der naturligvis mulighed for at købe porcelænstallerkener med vores portrætter på.

En snackbåd

Endnu en snackbåd

Glade turister

Tilbage i det tyske automobil, satte vi kursen imod kobrafarmen. Det var i sig selv ikke vanvittigt spændende, bortset fra stedets hovedattraktion – kobrashowet. Imens en fyr kommenterede på amerikansk med den fedeste Viet Cong accent, blev der arrangeret cage-fight imellem et desmerdyr og en kobraslange. Jeg ved nu at desmerdyr er nogle aggressive små sataner. Herefter blev der fremvist slanger, drillet pythoner og fanget giftslanger med munden i rullefald.

To med hænderne – en i munden

Speakeren kunne iøvrigt oplyse følgende: the snake has two penis. You have only one. Snake very lucky. Som gårsdagens krokodilleshow, er der igen en delikat balance imellem underholdning og sikkerhed, som for os blege europæere er totalt ikke-eksisterende. Holdningen syntes at smitte af, specielt da en turist i bedste Michael Jackson stil, valgte at sætte sin lille dreng på kanten af kobragraven. Det var ikke et enkeltstående tilfælde, for få minutter før stak en anden turist et kamera helt ned i graven, i håb om at få et godt closeup af en kongekobra. Desværre blev han ikke offer for den naturlige udvælgelse.

Næste pitstop var kongepaladset. Kongen er stor – rigtig stor – på disse kanter, og at vi i år fejrer at kongen har været regent i treds år, gør absolut ikke psykosen mindre. Jeg er med på bølgen, og sidder her i lufthavnen og skriver, iført et gummiarmbånd med teksten Long Live the King. Spøjst nok tænkte jeg først på Elvis adskillige timer senere. Kongepaladset minder mest af alt om en meget, meget stilfuld opmagasineringsplads for små guldtempler, guldfigurer, glasdekorationer og andet kongeligt bling-bling. Forskellen fra ordinært bling-bling, var dog at alt hvad der her lignede guld, som udgangspunkt var guld.

Bling-bling!

Inden I stempler kongen som en gridsk gammel gubbe, skal vi lige ha’ på plads at han faktisk giver penge tilbage til folket. Kongefamilien valgte på et tidligt tidspunkt at blive Thailands største bolighaj, og ejer et meget stort antal grunde i landet. Såvidt jeg husker, opfattes samtlige af landets elefanter også som kongens indirekte ejendom, men hæng mig ikke op på det. Gardere og våben var der nok af, men alligevel var stemningen rimelig tilbagelænet. Lange bukser var naturligvis obligatoriske, da en temperatur på 32 grader ikke gør at stedet fortjener mindre respekt – heller ikke fra os svedende turister.

Mere guld bling!

I takt med vores besøg til et af paladsets højdepunkter – The Emerald Buddha – røg skoene naturligvis også af. Inde i templet, fik vi også fornøjelsen af at se en anden turist blive tævet over skinnebenene med en fed turistfolder, da han i et øjebliks uopmærksomhed havde vendt fodsålerne imod Buddhaen. Her i landet er fødder noget man går på – ikke noget man peger med, flytter ting med og absolut ikke noget man viser undersiden af til nogen.

Bling to the max!

Sidste stop idag var den liggende Buddha. Denne imponerende gulddækkede figur er 46 meter lang, 15 meter høj og der perlemors-dekorerede fødder er tre meter høje og fem meter brede. Den er betragtet som det største og smukkeste udgave af en liggende Buddha i hele landet, og den er mildest talt også imponerende, omend stort set umulig at illustrere i sin størrelse med et fotografi.

Den liggende Buddha – druknet i bladguld

Vores langsomme sejtræk imod det thailandske køkken tog endnu et skridt idag, hvor vi indfandt og på en autentisk thairestaurant og fik hvad der må betragtes som “normal” mad for første gang. Jeg fik wokmad med kæmperejer, blæksprutte og grøntsager, serveret på et lille podie af brede thainudler. De andre kastede sig ud i lignende eventur, og udrustet med en 0.6l Beer Chang – den thailandske kopi af Carlsberg – gled det ned med stor fornøjelse. Resten af aftenen blev fulgt til dørs af Skype-snak med kæresten og Miss Michelles rituelle slagtning af vestlig musik.

Tilbage her i Suvarnabhumi lufthavnen, er klokken blevet lidt i elleve. Flyet går om lige under en time, og jeg sidder og kontemplerer at guffe noget mere sushi. Jeg har teknisk set stoppet mig i hotellets amerikanske morgenmadsbuffet, men jeg er altså stor fan af sushi, og prisen er absolut til at leve med, også selvom lufthavnen uden tvivl er det ti-dobbelte af gadepriserne. En dåsecola og fire stykker sushi: 340 bath, eller omkring en dansk halvtredser.

Yep, der ryger lige endnu 6 stykker maki ned, til ydmyge 25 kroner – velbekomme!

Der blev sovet længe tirsdag morgen, eller i hvertfald til godt op på formiddagen. Efter den legendariske American Breakfast, med bacon, kogte bønner, spejlæg og vafler med sirup, indfandt vi os i taxagaragen og organiserede en vogn til Samphran Elephant Ground.

Vores transportmiddel de næste to dage viste sig at blive en Mercedes 300E, kørt af en fyr der mest af alt mindede om en thai-udgave af ham indianeren fra Harleystrømer. Han var ikke en talker, men køre kunne han, og rimelig målrettet endda. At der på bagruden af bilen stod VIP Service, gjorde ikke oplevelsen mindre. Vi kørte en time eller mere, med airconditionen hamrende på 22 grader. Udenfor var der 32, og solen bagte målrettet.

Vores chauffør

Sampran Elephant Ground havde meget at byde på, bl.a. et horribelt magishow, til temaet fra Back to the Future. Elefantshowet var heller ikke skidt, og bød både på historieundervisning, understøttet af både sværdkamp og et par benzinbomber. Mest imponeret var jeg dog over den elefant der kunne lave propellen med sin snabel.

Sød elefant

Højdepunktet var dog krokodille-wrestling-showet, hvor to fyre i en art vand-manege trak krokodiller rundt i halen, stak arme og hoveder ind i munden af dem og klappede hinanden i røven. Det kan ikke beskrives, men jeg var yderst tilfreds, og der er ingen tvivl om at de fortjente de 100 Baht (cirka 16 kroner) jeg gav dem i drikkepenge.

Krokodilletricks

Som prikken over det unævneligt bogstav, kom vi forbi tiger photo opportunity på vores vej imod udgangen. Jeg havde som udgangspunkt ikke tænkt mig at pette med to tigere, bare for underholdningens skyld, men i et svagt øjeblik gav jeg efter. Vi strøg alle tre ind bag de to yderst fuldvoksne tigere, så fotografen kunne nappe et billede af os. For underholdningens skyld, skulle de to af os på flankerne stå med de to tigres kagerulle-tykke haler i hænderne, og bedst som jeg står og holder en fuldfed hale i hånden, begynder huntigeren i den anden ende at hælde vandet fra kartoflerne. Tigerjongløren satte fluks en metalskål op til måsen af tigeren, og indikerede at jeg bare skulle hive til i halen. Jeg flåede så godt jeg kunne, i den 2-300kg tunge huntigers hale, imens hun fuldstændig upåvirket tømte blæren ud i metalskålen. Dyrepasseren knækkede sammen af grin, og jeg må indrømme at jeg i et bizart øjeblik også fandt det voldsomt morsomt og virkelighedsfjernt at jeg på den måde stod og hev i et rovdyr, som har en lang historie af menneskedrab bag sig.

Tigertamtam

Hjemme igen stod aftensmenuen på t-bone steak fra Café D’Elite, som bryggede mad til den sofistikerede blege gentleman. Det var på ingen måde skidt, og jeg var alligevel ikke så fandens eventyrlysten på det tidspunkt. Aftenen blev fulgt til dørs med kaffe og kage i loungen på Eastin Hotel, imens Miss Michelle troligt maltrakterede kendte amerikanske klassikere bag flyglet, ledsaget af hendes lidt usikre vokal og lyden af et casio-keyboard fra de glade firsere.

Der er vist ingen tvivl om at vi morer os gevaldigt herovre.

Få en ektra dimension på historien – check vores seneste video post!

Jeg sov selvfølgelig rædselsfuldt – det skal man jo som bekendt, sidste nat før man skal ud at rejse. Alligevel lykkedes det os at komme op til tiden – hvilket nok i virkeligheden skyldtes at inden af os sov da vækkeuret ringede. Vi fik slæbt vores lort til Ørestadens station, og videre til Kastrup lufthavn, hvor vi mødte trediemanden.

Efter alt det hype om forbedret sikkerhedscheck, var sikkerhedschecket i Kastrup nærmest pinligt. Vi skulle ganske rigtigt tage laptoppen ud af håndbagagen, men i forhold til de amerikanske tilstande slap vi billigt. Ingen stillede os spørgsmål, metaldetektoren detekterede ikke engang mit forholdsvist store bæltespænde og vi fik både lov at beholde skoene på og slæbe alt det håndcreme med i håndbagagen vi lystede. Reglerne var dog en del hårdere i Heathrow, hvor vi igen skulle have scannet vores håndbagage og af med bælter og fodtøj. Der var også opslag over hvad vi absolut ikke måtte true den frie verden med – toiletsager, deodoranter, håndcreme og linsevæske. Jeg havde læst op på lektien, så det var intet problem. Ganske som forudset, kunne man også købe håndcreme i Heathrow, hvor vi brugte 8-10 timer (jeg har ingen anelse om det præcise tal lige nu) på at sove, spise, drikke Guiness og sludre med venner og kærester over MSN. I den forbindelse kan jeg varmt anbefale folk at undgå Garfunkel’s Restaurant, og specielt deres onion rings og deres usædvanligt kedelige mixed grill. Det varierede imellem intetsigende og direkte klamt.

Da klokken endelig havde sneget sig op omkring 21, kravlede de tre danskere ombord i to forskellige fly, og satte kursen imod Bangkok. Igen har jeg ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, men vi fløj vist omkring 9.600km, og det tog vist noget i retning af 8-10 timer. Jeg har før kedet mig bravt på turen til USA, og jeg frygtede at de ekstra timer ville være dødens pølse. Det viste sig dog at når man først har brugt 6 timer i et fly, er det begrænset hvor stor forskel et par timer fra eller til gør. To film, to måltider, en del væske, en tur på toilettet, lidt musik, en del frustration over ikke at kunne falde i søvn og en halv time eller to på øjet senere landede vi i Bangkok.

Der var vamt. Gu’ var der varmt. Ulideligt var det bestemt ikke, og jeg har oplevet værre. Det var intet problem at kommer igennem immigration og få de 60 dages opholdstilladelse, som kan udvides senere. Vi mødtes, fandt bagagen og fik organiseret en limo til hotellet. I praksis var der tale om en Toyota med aircondition, med en meget stille chauffør og ingen skænderier om betalingen når vi var fremme. Hans kørestil var dog unik, da han i en automatgearet bil, valgte at sidde og pumpe på speederen – en sportsgren der i praksis gav udslag i at medpassagerne konstant sad og vippede med hovedet. Udover det, gav den 70km lange tur igennem Bangkok og forstæder et interessant indblik i den Thailandske motorkultur, som jeg i skrivende stund vil sammenligne med Cairo, dog i noget der virker som et højere tempo.

Vi ankom til hotellet og checke ind uden problemer. Her er ingen netforbindelse, men værelset er iorden og efter en tur under bruseren var jeg klar til at se på situationen med fornyet optimisme. Imponerende hvad lidt vand kan gøre. Vi tog ud i byen, for at suge lidt kultur til os og det var fandme en intens oplevelse! Jeg har set for lidt af Bangkok til at sige hvilken type kvarter vi var i, men det var ydmygt oplyst, og fyldt med små butikker med mad, tøj og andre sære ting. Det var i sig selv meget hyggeligt, men luften er tyk af smog, krydret af mad og fæl af rådden mad og skidt. Varmen gør det til et endnu mere intenst indtryk, og jeg indrømmer blankt at det virkede meget voldsomt på mig, men smoggen er der i hvertfald mindre af i Chiang Mai. Trætte og på jagt efter en sikker vinder, endte vi på en Thailandsk McDonalds, eller McThai som de også kaldes her. Menuen var stort set det samme som hjemme i Danmark, men undertegnede kastede sig ud i en Samurai Pork burger, som var en art minischnitzel med lidt kryddersauce, salat og dressing i en burgerbolle. Kapper kastede sig ud i en burgerlignende tingest, såvidt jeg lige husker med svinekød i midten, og sammenpresset ris som burgerbollen udenom. Sært var det, men absolut ikke uden appeal.

På vejen tilbage fik vi samlet lidt småting sammen, bl.a. noget grøn is-te og nogle tørrede babyblæksprutte-snacks, som jeg ærlig talt er en smule tvivlende omkring. Her, et par øl, en drink, lidt kage og et glas thailandsk whisky senere, ligger jeg som sidste vågne i vores hotelværelse. Der kører et underligt kinesisk program på Discovery, om en kvindelig superpolitibetjent. Imorgen skal vi ud på en krokodillefarm udenfor Bangkok – iøvrigt samme sted, som en dyrepasser fik bidt armen af i et populært videoklip på YouTube. Jeg har ikke planlagt at lave lignende tricks, men der skulle være mulighed for at kaste kød ud til dem – det kunne være ret spændende!

Dette indlæg er skrevet søndag nat, og ryger online så snart jeg er på nettet igen.

Min søde kæreste har lige sat sig ind i det lille røde lyn, og har sat kursen nordpå – eller vist nærmest nordvest. I hvertfald vest. Om få timer begynder turen imod østen, og eventyret venter rundt om hjørnet.

Vi har lige sagt farvel, og jeg mangler kun at pakke de sidste småting, inden jeg stikker af til Østen. Fremtiden byder på nye steder, nyt mad, nye mennesker, men for dælen hvor kommer jeg også til at savne kæresten. Som jeg ser på det, kan man angribe det fra to sider – man kan vælge at snøfte over de 90 dage vi ikke ses, eller man kan smile og glæde sig til at vi ses igen om 90 dage. Men nok om det – det er noget jeg selv kæmper med!

Ude i det fjerne venter eventyret, og jeg kan mærke hvor jeg trænger til at komme ud og suge nye indtryk til mig. Det her er mit happy place, mit creme i spandaueren – min rejselyst.

Min dufflebag er næsten pakket færdigt. Den er tætpakket med elektronisk grej, alt fra fotoudstyr, computerudstyr, accesspoint, ip-telefoniudstyr og tilhørende telefon. Der er naturligvis også en LED-modificeret MagLite, min Leatherman, en halv milliard kontaktlinser, solcreme til min spæde barnehud.. og et par rene underdrenge og et par t-shirts! Man har vel prioriteterne iorden!

Først går turen til København, hvor vi crasher hos en bekendt. Imorgen formiddag går flyet så til Heathrow, hvor vi skal sidde og drikke Guiness og spille WoW i 10-11 timer. Derefter går turen til Bangkok, hvor vi bliver et par dage. Når vi har set den zoologiske have, taget en tur på floderne og set ping-pong showet, så tager vi videre til slutdestinationen – Thailands Rose of the North – Chiang Mai.

Opdateringer følger!

Terror og paranoia er stort i øjeblikket, men på trods af den massive medieomtale påvirker det mig overraskende lidt – altså lige bortset fra den kommende weekend, når jeg tilfældigvis skal være i lufthavnstransit i over 24 timer med en frisk tatovering.

Kald mig pisse egoistisk, men takket være de seneste lufthavnsregler, må man nu ikke længere have toiletsager, parfume eller creme med i sin håndbagage. Under normale omstændigheder ville det ikke røre mig, men lige i øjeblikket fornøjer jeg mig med en helende tatovering, som skal smøres med fugtighedscreme tre gange om dagen – hvis den altså ikke skal ende med at tørre ud, sprække og komme til at ligne lort.

Hovedet har været lagt i blød, og jeg har konsulteret min lægehotline. Han mente ikke umiddelbart at man kunne få skrevet panthenol-holdig creme ind som livsnødvendig medicin. Med ovenstående regler giver det ingen mening at man kan købe nogen form for creme i Heathrow lufthavnen, men hvis man alligevel kan, kan jeg da være cremet op i de 10-11 timer vi sidder i lufthavnen og venter på næste fly.

Nå, hvad fanden – jeg overlever nok.

“11 dage til afrejse” står der i nedtællingsboksen ude til højre, og jeg føler mig ikke specielt klar. Der er stadig masser af løse ender, både på arbejdet men også personligt. Mine egne forberedelser til den kommende rejse, og forandringer i andres liv har fremprovokeret et af de berømte hvad er meningen med det hele-øjeblikke.

Jeg tænker meget for tiden, og mærkværdigt nok syntes jeg også at jeg bliver klogere. Jeg tænker på mig selv, mit liv og hvor jeg vil hen med det. Det er en meget, meget mærkværdig proces, specielt fordi jeg er hudløst ærlig overfor mig selv. Jeg når ind til mine svageste punkter, og selvom jeg ikke nødvendigvis fortæller andre om det, er tanken nok til at jeg nu er opmærksom. Der grubles og granskes, og med lidt held finder jeg snart den indre ro.

Elleve dage endnu. Det føles som en skæringsdato.

Så er der mindre end 24 dage til der er afgang. Jeg læser rejsebøger, rejsetips, runder ting af herhjemme, køber grej og forbereder mig mentalt på tre måneder under fremmede himmelstrøg. Nåja, så skal jeg iøvrigt også endelig tatoveres. Der sker mange ting for tiden.

Jeg er stor fan af Lonely Planets rejsebøger, og det kan rejsesektionen i min bogreol bevidne. Siden deres guide til Israel var min hellige gral og redning tilbage i 1999, har jeg bestilt en bog for hver ny destination jeg dog imod. Lige nu pløjer jeg mig sultent igennem Thailand, og når den er spist skal jeg have kigget på Tokyo. Hvis vi har tid og penge til det, overvejer vi at lave en ekskursion til Japan. Det skal ikke være en lang tur, men bare lige en udflugt for at smage lidt på kulturen. Hvis det er en lækkerbidsken, kan man jo altid backtracke. Lonely Planet har iøvrigt lave en lille pixibog, der hedder noget i retning af Travellers Tips – der er masser af små tips og hints, og selv for os urutinerede læsere kan den sluges på kort tid.

Der er mange småting der skal klares hjemme, dels privat men også i kraft af min funktion som ejerforeningsformand. Min kære moder skal også skubbes ind i dette århundrede, og er i den forbindelse ved at få etableret ADSL. Det er nogle overkommelige opgaver, men de skal rundes af inden jeg skrider – for når jeg først sidder i Asien, har jeg ikke tænkt mig at lade hjemlige rutineopgaver tage luften af min eksotiske rejseoplevelse. Når jeg først er derovre, skal jeg ikke sidde og ringe til håndværkere, eller udfylde ejeroplysningsskemaer – ikke på vilkår!

Det er som bekendt ikke kun ferie. Hovedårsagen til at jeg overhovedet kan tage afsted i tre måneder, er at min arbejdsgiver – den fleksible unge mand – har givet mig mulighed for at “arbejde hjemmefra”. At hjemmefra så er tusindvis af kilometer fra Århus, er så en anden ting. Resultatet er en underlig blanding af arbejde og ferie, men netop dette tror jeg bliver en oplevelse. Jeg skal – sammen med mine to rejsekammerater – have etableret en produktiv hverdag under fremmede himmelstrøg, og netop her tror jeg der lurer en masse sjove oplevelser. Efter nogle uger, begynder vi uden tvivl at lægge mærke til nogle nye ting – ting, som “almindelige” rejsende simpelthen har for travlt til. Vi vil stadig gå ud til frokost, vi vil stadig snakke om mailservere, hosting, 70′er-porno og hvem der har de nyeste elektroniske dimser, men det vil ske med templer i baggrunden, og orangeklædte munke der samler mad ind.

Rejseoplevelser er noget mærkeligt noget. Da jeg sidste år var i Californien, tog vi over 7.000 billeder og utallige filmklip. Folk mister som oftest interessen efter de første 30-40 billeder, og det er en konstant reminder om at en rejseoplevelse kan betyde alt – og endda være definerende – for ét menneske, og absolut intet for andre. Jeg er hverken bitter eller bærer nag, jeg er bare klar over at sådan hænger det sammen. Alligevel drives de fleste af en enorm trang til at dokumentere, bevare og fastfryse øjeblikke, i håb om at kunne formidle det til venner og bekendte, når man igen er på velkendt jord. Jeg har selvfølgelig samme drive, og med det i baghovedet har jeg købt ny optik og nye filtre til mit kamera, altsammen i håb om at kunne tage et lille stykke magi med hjem. For de fotonørdede, kan jeg oplyse at det er et Canon 28-135mm f/3.5-5.6 EF IS USM objektiv, der forhåbenligt kan kamouflere mine tvivlsomme evner som fotograf. Filteret er iøvrigt et 72mm Photoco cirkulært pol-filter, og der er et Skylight og UV filter i posten.

For snart mange måneder siden, havde jeg fornøjelsen af at fylde 30. Mine venner havde arrangeret en surprise-fest, og i den forbindelse blev jeg begavet til den helt store guldmedalje. I gavesækken var der bl.a. et flot gavekort til Mjølner Tattoo, en usædvanlig respektabel tatovør i Århus. De sidste par uger er der blevet snakket og tegnet, og om små to uger skal motivet så sættes på som det hedder. Det bliver en variant af Århus-masken, som er en såkaldt grylemaske brugt af åndemanere når de gik agurk, for længe længe siden. Den her specifikke udgave er blevet hugget på en sten, som står på Moesgaard Museum. Såvidt jeg husker, er den rejst for en konge. Grunden til at den skal pryde min ene arm, er at jeg er født og opvokset i Århus, og Århus-masken er på en måde et af byens vartegn. Jeg rejser meget, og jeg syntes at jeg fortjener noget der mindre mig om mine rødder.

Lige siden jeg blev færdig med min uddannelse i 2000, har jeg været opsat på at få kunst på huden. Velvidende at det er en – forholdsvist – permanent udsmykning af kroppen, har jeg selvfølgelig haft store overvejelser om det. Jeg er udemærket klar over at mennesker ændrer sig løbende, og at det menneske jeg er idag, sandsynligvis er et godt stykke fra det menneske jeg er om ti år. Jeg er meget opmærksom på hvilke signaler jeg sender folk med min påklædning og personlige udsmykning – eller mangel på samme – så der er mange overvejelser der skal gøres. Hvad der ser møghamrende fedt ud nu, er måske voldsomt tarveligt om et par år. Mit valg er truffet udfra mange faktorer. For det første er det ikke en “nummer fjorten”, men et håndtegnet motiv specielt til mig. De har selvfølgelig lavet noget lignende før, men jeg havde specifikke ønsker og krav. Jeg kunne snakke om det længe, men på bundlinien er budskabet vist bare at der virkelig er tænkt over tingene. Jeg føler mig godt forberedt, til trods for at min tatovør har sagt at hele showet kommer til at tage en hel dag, og at jeg på et eller andet tidspunkt grådkvalt vil bede hende om at stoppe. Vi får se.

Tatoveringen får lige under en uge til at hele, men alt efter hvor skarpt mit imunforsvar er, kan det være nok. Jeg pakker aloe vera og desinficerende creme i rygsækken, og håber på det bedste. Nu er jeg jo ikke den store fan af badestrande og solbadning, så jeg tror det går. Jeg får garanteret en masse gode råd når vi er færdige, men hvis I har nogle guldkorn mht. pleje at sådan noget prikværk, så er jeg lutter ører!

Mine damer og herrer, det var alt for idag.