Tilstanden er en smule kaotisk i øjeblikket, ikke mindst fordi der nu er omtrent 32 dage til afrejse. Vi er stort set klar, og har nu både fået klaret de sidste flybilletter og organiseret tag over hovedet. Fuldstændigt urelateret er jeg gået amok på QXL, og er godt igang med at rydde ud i skabene.

Kapper har været aktiv, og har fået booket det sidste stykke af rejsen for os – nemlig turen fra Bangkok til Chiang Mai. Det endte med en flyrejse, og det passer lige med at vi får et par dage til at se på Bangkoks byliv. Hvad vi præcist skal se er ikke afgjort endnu, men området er kendt for alt fra pingpong-show til zoologiske haver. Toget ville have været billigere og sandsynligvis mere charmerende, men det har vi valgt at udsætte til et tidspunkt hvor vi har vænnet os til varmen og maden, og vi ikke konstant skal holde øje med det forholdsvist dyre hardware vi har med os.

Vi har også fundet et sted at bo dernede! Den oprindelige plan om at leje et hus med netforbindelse kuldsejlede, da minimumsperioden som oftest ligger ud over vores ydmyge tre måneder. Valget faldte istedet på et guest house – Wa Lai House – som dybest set er et billigt og mere intimt hotel. Jeg mener vi endte på omkring 850,- pr. måned pr. enkeltværelse, inkl. rengøring, fri netforbindelse, ventilator og balkon. Vi kunne ha’ fået aircondition for den dobbelte pris, men jeg ved også udemærket hvad aircondition gør ved helbreddet når man konstant går imellem varme og kulde. Jeg har været forkølet i Cairo.

Vi har også fået en rejsedeltager mere, hvilket forhåbenlig skulle bidrage til underholdingen. Der er tale om endnu en Kasper, men en anelse højere og knapt så bred. Han virker meget sympatisk, så det skal nok blive sjovt.

Planlægningen skrider frem, og der bliver nærmest krydset ting af på todo-listen dagligt. Jeg mangler dog stadig at læse rejsebøgerne fra Lonely Planet, hente en stak kontaktlinser i forretningen, få en rejseforsikring (ender nok med Gouda), returnere en ADSL router til CyberCity og aflevere nummerpladerne på mine køretøjer til forsikringsselskabet.

Ingen jeg kaster mig over rejsebøgerne, skal jeg have læst Phra Farang af Peter Pannapadipo færdig. Det er en forunderlig mental rejsebeskrivelse, der starter for hovedpersonen som 45-årig i London. Han stiller spørgsmålstegn ved hele sin fast lane forbrugerlivsstil, og begynder at lede efter en dybere mening med det hele. Det finder han i buddismen, og ender med at blive udenlandsk (farang) munk (phra) i Thailand. Jeg kunne ikke forestille mig selv gå i hans fodspor, men hans ord om den overfladiske forbrugerlivsstil giver stof til eftertanke. Fandens som forbrugersamfundet har en tendens til at gøre os til materialistiske indtryksjunkies. Man kan næsten høre Ministrys Just One Fix køre i baggrunden, imens man med musen rammer Køb knappen.

Det er muligvis med de tanker i baghovedet, at jeg er begyndt at rydde skabe og skuffer for ting jeg ikke bruger mere. Ting der fylder, samler støv, giver grå hår i hovedet og burde være i andres hænder. Tingene ryger i øjeblikket på auktion på QXL, så kig forbi hvis du mangler noget sært gammelt grej.

32 dage endnu.

Om 38 dage går flyet til Bangkok fra Heathrow i London. Nyheden om militærkuppet har indtil videre ikke påvirket vores planer, for der skal mere end potientielt ulmende borgerkrig til at ødelægge vores udflugt.

Til trods for at der ikke var været nogle i femten år, er det thailandske stadig militær rigtig glade for militærkup. Her igår valgte den fyrede general Sonthi Boonyaratglin at afsætte premiereminister at Thaksin Shinawatra, efter en længerevarende politisk krise.

Tanks in front of government buildings in Bangkok, Thailand

Militær foran offentlig bygning i Bangkok

Per Stig Møller fordømmer iøvrigt hele showet, som trods alt syntes at gå meget stille og roligt. Nu får vi se hvor galt det går.

Det var én af de morgener. Øm i ryggen, træt, kaffetrængende. Alt i halv hastighed. Jeg tænder for radioen og der er den sædvanlige quiz på. Pludselig siger værten som dyreven, hvordan har du det så med at Steve er død?

Jeg ved øjeblikkeligt hvem hun snakker om. Steve Irwin. Krokodillejægeren. Jeg tager ikke pis på jer, når jeg siger at jeg sidder og snøfter lidt, og jeg skal gerne forklare hvorfor. Der er så fandens mange dyreprogrammer derude, og for den sags skyld også rigtig mange tv-værter. De færreste har dog deres egen Zoo, og jeg har til dato ikke set andre end Steve udstråle så megen dedikation og glæde ved sit arbejde. Han brændte i dén grad for det han lavede, og i mine øjne var han ikke kun tv-vært – han var dyrenes ambassadør. Det var hurtigt, det var en smule manisk og det var altid spændende. Det var fjernsyn for børn i alle aldre, og jeg har siddet klistret til skærmen mangt en aften.

Steve and Terri

Steve, konen Terri og Darwins skildpadde (såvidt vides)

Jeg har altid haft noget med Australien, og det har selvfølgelig været på ønskelisten at besøge Steves zoologiske have. Jeg håber virkelig at det kan køre videre uden ham, så jeg kan kigge forbi og sende en lille hilsen til ham en dag. Jeg savner ham sgu allerede, og jeg ved flere af rødderne har det på samme måde. Steve var the Man.

.. med indbygget fredagslink! Ved et rent tilfælde, faldte jeg over Anja & Thomas’ hjemmeside. Jeg har endnu ikke haft tid til rigtig at læse den igennem, men jeg sidder allerede her med en stærkt sitrende fornemmelse, og der er ingen tvivl om hva’ diagnosen er.

Jeg lider af rejsefeber! Jeg leder ikke længere efter den manglende brik til mit puslespil, men lysten til at komme ud og prøve egne grænser af er enorm. Behovet for at se nyt land, nye mennesker og noget andet end hverdagen er intens. Kæresten så nok helst at jeg blev hjemme, men planen blev lagt før hun kom ind i billedet, og om omtrent to måneder drager jeg afsted imod Østen. Jeg tager som bekendt arbejdet med i rygsækken, så jeg vil være online hver dag – det kan forhåbentlig holde savnet lidt i skak.

Er der ikke en af jer der vil forære mig en Land Rover?

“Nå, du har også været i Den gamle By?” Den sætning har du måske tit fyret af, og det er altid en rar følelse at have delt et indtryk med et andet menneske. Indtryk kan sjældent formidles 100% med billeder eller historier – nogle gange skal man simpelthen bare ha’ været der. Engang for nogle år siden havde jeg den mærkeligste oplevelse i den sammenhæng.

Engang for hundrede år siden, gik der ni år af min ungdom med at være spejder. Når man render rundt og snitter i træ og binder knuder, så kan man ikke undgå at få en masse venner. Jeg ser sjældent nogle af dem, men én af dem rendte jeg ind i her for nogle år siden. Vi faldte i snak, og det viste sig at vi havde været præcist det samme sted. Et lille hyggeligt hostel – eller vandrehjem som det nok hedder på dansk – med tilhørende beværtning. Det spøjse var bare at The Tabasco Tea Room ikke lå lige rundt om hjørnet, men i den gamle bydel i Jerusalem. Hun havde også rejst rundt i Israel, og der var flere steder vi begge to kunne nikke genkendende til.

Tabasco var ikke noget specielt, men det var en lille ø af tryhed i et ocean af kaos. Jeg var rundt på gulvet dengang, og her kunne man bo, spise, drikke og snakke med andre rejsende og tage tingene i sit eget tempo. Den gamle bydel i Jerusalem er iøvrigt voldsomt charmerende, med dens små overdækkede stræder, boder og butikker overalt.

Læs resten af indlægget

Hvad lavede du i søndags? Et lidt forsigtigt gæt vil være at du ikke fik sprøjtet finthakket musehjerne ind i armen – det hører nemlig til sjældenhederne, og kan ikke umiddelbart anbefales. Hvad man dog ikke finder på når man keder sig.

Den flittige læser vil vide, at jeg drager til asien til vinter, og på sygdomsfronten er de alt andet end kedelige dernede! På menukortet er der spændende ting som malaria, smitsom leverbetændelse, difteri og japansk hjernebetændelse – for lige at nævne et par stykker. Sidstnævnte blev der vaccineret første gang for i weekenden, og hvor bizart det end lyder, bliver det leveret som granuleret musehjerne – så fint at det ikke ligner andet end en klar væske. Kapper tog billeder og en anden kammerat stod for indsprøjtningerne. Nu er vi ét skridt tættere på afrejse!

Weekeden bragte ikke flere nåle med sig, men til gengæld både køretur på den tohjulede, isvafler, hygge og små pizzaer. Kan det blive bedre?

Efter gårsdagens noget tørre statement, kommer der nu lidt mere kød på historien. Jeg tager med Kapper til Thailand i 3 måneder, og arbejder derfra. Følg med i vores potientielt fantastiske eventyr på 3MCM – 3 Months in Chiang Mai!

Der er meget der skal klares først, og øverst på listen står vores nye website. Indtil videre må I nøjes med vores stærkt seriøse pressemeddelelse, men inden alt for længe pakker vi den nye ordpresse ud og klistrer et nydeligt design på. Så kan I følge med i planlægning, se de forhåbenligt farverige billeder af vores eksotiske vaccinationer og høre hvordan det går os ovre i Asien. Sproget bliver engelsk, da planen er at det skal ende med at være en slags generel rejseberetning. Et krav til vores kommende eksotiske vinterresidens er en stabil netforbindelse, så der skulle gerne komme indlæg fra os kort efter ankomsten til det nordlige Thailand.

Magiske ting sker når man går ud af sin hoveddør, og selvom der er lang til afrejse glæder jeg mig gevaldigt. Tilfredsheden og taknemmeligheden for arbejdsgiverens fleksibilitet er stor, da det jo nok desværre er de færreste der får lov at arbejde hjemmefra – fra den anden side af jorden.

Hjelm spændes. Dag gribes.

Efter en weekend med skødesløs dovenskab, har jeg faret forvildet rundt hele aftenen. Først blev der hentet deodorant og strømper Bilka i sidste øjeblik, så var tegnebogen sporløst væk og sidst men ikke mindst var der de store beslutninger om hvilke teknologisk dippedutter der skulle hives ned i min taske.

Jeg har holdt det minimalt i denne omgang, og tager kun videokamera med. Hverken laptoppen, iPod’en eller mislingerne er røget med i bagagen, så de må klare sig uden mig hjemme i lejligheden. Sidstnævnte får dog dagligt besøg af mit moderlige ophav der giver dem en velfortjent omgang mad, vand og målrettet nussen i et par timer eller to. Sidste gang jeg var afsted havde hun nusset dem til de havde fået nok – desværre havde jeg lige glemt at nævne, at de sagtens kan udholde den slags tortur i adskillige timer. Så ka’ hun lære det.

Om et par timer er der afgang fra Århus, og hvis man er helt stille kan man allerede høre Lenny Kravitz synge Fly Away inde i mit hovede. Forbandede rejsefeber.

You stay classy, San Diego.

I hvertfald for en tid. Nærmere bestemt en uge, for nu ikke at være så fandens teatralsk. Kammeratens lillesøster bakkede ud af deres tur til Tyrkiet, så jeg røg med på et afbud. Billetterne ligger her på skrivebordet. Der er afgang næste søndag nat. Lad charterbonanzaet begynde.

Jeg er ikke meget for charterferier, men første og sidste gang var dog ikke helt blottet for charme. At de øvrige rejsedeltagerere primært bestod af pensionister kan jeg abstrahere fra, men for mig var det også en tvingende nødvendighed at komme væk fra poolen og de andre danske charterturister – noget vi fint fik klaret på Tenerife med safariture til naboøen, vulkanudflugt osv. Tyrkiet skulle efter sigende ha’ nogle spændende antikke seværdigheder og lur mig om vi ikke skal ha’ organiseret en jeep. Fuld khaki vil være oplagt.

Desværre går jeg glip af Natfilm 2006, men når man får tilbudt en uges ferie i varmen for 1.734,- alt inkl. så er det svært at sige nej.