Me

Indlæg fra 'religion' kategorien

2. January, 2007

.. over brandfolk og anarkister, men hvad sker der ovre i Indokina? Jeg har ikke ligget på den lade side, og i løbet af den sidste uges tid har vi fejret jul, holdt grillfest, været på roadtrip til Burma, besøgt det store lokale tempel, shoppet på et af byens utallige natmarkeder og spist fancy fransk nytårsmiddag.

Juleaften gik ikke helt som hjemme i Danmark – der var ingen børn, og hele gaveræset blev udsat til fordel for en solid julebrandert. Vi spist med kniv og gaffel på en restaurant ved Ping floden, og hvis min hukommelse ikke bedrager mig, stod julemiddagen for mit vedkommende på lam. Herefter strøg vi videre i byen, og besøgte en håndfuld tvivlsomme og mindre tvivlsomme steder inden vi røg i kassen. Det var en af de dage hvor jeg vågnede op, og konstaterede at jeg havde fået en god halv flaske Johnny Walker Black Label med hjem. Jeg har endnu ikke regnet ud hvordan jeg skal få den komfortabelt afviklet.

Nå, men næste morgen stod den på tømmermænd og gaveudpakning. Der var på daværende tidspunkt fire amerikanere iblandt os, men det var nu ikke derfor vi ventede til d. 25. med gaveshowet – de var nemlig af forskellige årsager også selv vant til at afvikle det show d. 24. december. Gaver til og fra Danmark må vente til februar, men det var nu meget hyggeligt at udveksle et par fjollede gaver hernede.

Julegaver fra Pam

Dagen efter holdte Wa Lai House grillaften. Der blev jongleret kebabspyd, salat og stegt ris med rejer sammen, pelset øl og sparket til grillen. For at det ikke skal være løwn, blev der også guffet whiskybananer med flødeskum og chokoladesauce – og så fandt jeg også noget at afvikle vores Johnny Walker på! :-)

Meatboy laver grillspyd

Snakken gik, og da vi hørte at Yo & Aun havde tænkt sig at sætte kursen imod Burma næste morgen, fik vi hurtigt hægtet os på det projekt. Vores opholdstilladelse stod til udløb to dage senere, og det var derfor på høje tid at vi kastede os ud i det meget praktiserede border jump eller visa run. Dybest set drejer det sig om at komme ud af landet, for så at returnere umiddelbart efter og få en fornyet 30-dages opholdstilladelse. Vores thailandske venner skulle på shoppingtur til Burma, så destinationen var den samme som på vores Golden Triangle Tour – nemlig den thailandske grænseby Mae Sai.

Grænsen imellem Thailand og Myanmar - set fra Myanmar-siden

Et lille problem var der dog, da vi var fem der skulle afsted, og der var i deres minibus kun plads til to. Næste morgen drønede undertegnede så ned i midtbyen og lejede en sedan med automatgear, og undgik med nød og næppe de allestedsnærværende scootergalninge – som jeg under normale omstændigheder selv hører til. Omkring 270km senere krydsede vi grænsen til Burma, Myanmar eller hvad de efterhånden vil kaldes, og på trods af mit meget svage markeds-gen, fik jeg alligevel shoppet et par kasser dvd’er og et fancy digitalur, som sprang fra hinanden 400m længere henne af gyden. Mine kinesiske kopier af South Park og Scrubs er dog endnu ikke sprunget i luften, og selvom det tydeligvis er piratkopier hentet fra nettet, fungerer det ganske udemærket når man ligger i sofaen og småkeder sig lidt. Varer var der nok af, og man kunne købe alt fra billige bibbib-spil forklædt som PlayStation Portables til Marlboro smøger og viagra-kopier. Der var også rigeligt med elektronisk bras, kopiure, katanaer og shuriken (kastestjerner) til salg.

Shopping i den burmesiske grænseby

Det lykkedes også en songtaew-chauffør at hijacke os med på en lille udflugt, hvor vi både så det burmesiske svar på Chiang Mais grandiøse Doi Suthep tempel, besøgte en lille restaurant, kiggede indenfor i et andet tempel og endte i en eller anden giftshop. Turen varede halvanden times tid eller noget i den stil, og kostede den horrible sum af 4 kroner og halvtreds øre.

Vores forkert proportionerede burmesiske transportmiddel

Burma virkede på mange måder som Thailands fattige fætter; det hele lignede lidt, maden smagte bekendt, folk lignede thaier men der manglede ligesom bare noget. Der var ingen en enorme Toyota pickup trucks i gaderne, der var ingen store reklameskilte for vestlige produkter og mest bemærkelsesværdigt; et par hundrede meter væk fra selve grænseovergangen, var der totalt støvsuget for turister. På trods af landets tidligere status som det rigeste i Østasien, har forskellige tvivlsomme statsoverhoveder fået landet økonomisk i knæ, og man har først for nyligt modvilligt åbnet op for turisterne. Burma er ikke engang med på det ellers så populære kopivare-ræs, og størstedelen af varene på markedet omkring grænseovergangen så ud til at komme fra Kina. Der syntes dog at være stor enighed om at livet i de semi-åbne grænsebyer i Burma, er det tætteste man kommer på frihed i det land.

Burmesiske børn - små munke eller tiggere?

Turen hjem trak tænder ud. Vores bil var bemærkelsesværdigt svagere end thaiernes enorme firhjulstrukne hybrid imellem en minibus og en pickup truck. At de havde sat Yo bag rattet hjalp ikke på situationen. Vores usle grønne slæde blev voldstraffet for at følge med, og samtlige tre baner – modgående eller ej – blev udnyttet på bjergvejene for at jævne svingene ud, og undgå at bremse helt ned. Samtidigt var vi giftigt tæt på at løbe tør for benzin hen imod slutningen af turen, og midt i det hele lykkedes det endelig for Yo at hægte os af. Vi havde i dagens anledning ikke medbragt mobiltelefoner, men heldigvis var vi rimelig tæt på centrum af Chiang Mai, så med et par ekstra liter i tanken nåede vi helt frem.

Næste levende højdepunkt var en heldagsudflugt til templet på Doi Suthep bjerget. Chiang Mai ligger i en dal, og når solen står helt rigtigt på himlen, kan man tydeligt se templets guldbelagte tage reflektere solens stråler. Det er noget af an køretur, og når man endelig når frem til indgangen, blivere man mødt af en million parkerede songtaew’er, madboder, giftshops og indsamlinger til alverdens godgørende formål – yes, det her var i allerhøjeste grad et turistmål.

De 300 trin op til templet

Jeg indrømmer blankt at jeg ikke er buddist, men jeg kan godt nyde stilheden og opføre mig ordenligt. Det var der nu også andre der kunne, men den konstant blitzende folkemængde, der pulserende blev ledt igennem tempelområdet gik mig seriøst på nerverne. Hvis man søger efter den indre ro, så er det helt sikkert ikke her man skal tage hen – de holder sig dog nogle usædvanligt smukke buddhafigurer, naturligvis spartlet til med bladguld.

Guldbelagt Buddha

Tilbage var der historien om nattemarkedet og nytårsaften, men den må vente til efter jeg har været på midnatssafari. Stay tuned! :-)

Alle billederne kan naturligvis ses på flickr.

12. October, 2006

Jeg sætter stor pris på initiativer der uddanner unge mennesker, og da specielt omkring sex og samværd. Jeg kan også udemærket acceptere at kristne organisationer står bag, men jeg kan fandme ikke acceptere at en delvist offentligt sponsoreret hjemmeside prædiker imod pornografi og onani.

Hvad de yderligtgående kristne skriver på deres egne hjemmesider, rører mig begrænset. Jeg bliver dog en anelse ophidset, når de med sponsorat fra Sundhedsstyrelsen går ind og prædiker, så der røg fluks en e-mail afsted til sponsoren:

Jeg vil gerne have aktindsigt i sponsoratet af AdamOgEva.dk, mere specifikt omkring Sundhedsstyrelsens beslutning om at støtte en religiøs hjemmeside med rødder i bl.a. Indre Mission. Jeg finder det foruroligende at et offentligt organ går ind og støtter en religiøs hjemmeside, som med sine indlæg bl.a. kriminaliserer eksempelvis pornografien, der som bekendt er fri her i landet.

Får jeg svar? Sikkert ikke. Moses har iøvrigt heller ikke svaret.


Johnny