Me

Indlæg fra 'smalltalk' kategorien

19. December, 2006

Min civilstand har nyligt ændret sig til single. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, men bare sige at det forløb rimelig udramatisk. Jeg er taknemmelig for den tid vi delte, men nu hvor min fremtid ikke er lagt på skinner føler jeg mig en smule rundt på gulvet.

Det skete faktisk for nogle uger siden, og som resultat deraf har min rejse ændret karaktér igen. Turen startede tilbage i starten af 2006, (eller var det slutningen af 2005?) hvor Kapper spurgte mig om jeg ville med til Thailand. Dengang var mit øjeblikkelige svar ja, selvfølgelig! og målet med turen var for mit vedkommende selvfølgelig oplevelsen, men også at gruble over meningen med det hele – finde ud af hvad jeg prioriterede højt, hvad der var ligegyldigt og eventuelt være et springbrædt til at drage videre ud i verden.

Senere indledte jeg så et forhold til en charmerende ung dame, og turen ændrede sig til jeg er hjemme lige om lidt. Jeg syntes ikke jeg gik glip af noget, og jeg syntes ikke at jeg afskrev noget – heller ikke selvom turen ikke længere var et potientielt springbrædt. Det var heller ikke lysten til at finde den eneste ene, der drev mig væk hjemmefra. Sandt at sige, var der noget dejligt trygt ved at vide at der ventede en fremtid på mig derhjemme.

Der er imidlertidigt sket noget med mig på den her tur, fuldstændigt urelateret til fast parforhold eller mangel på samme; jeg har genvundet noget af min selvtillid. Jeg har gjort ting jeg ikke har gjort i årevis, og jeg har gjort ting til jeg tidligere har afskrevet uden reel begrundelse. Det mest trivielle eksempel er bowling. Jeg ved ikke hvorfor jeg er gået i en stor bue udenom, men bowling har bare ikke været for mig. Jeg ved ikke hvad blokaden har skyldtes – uden tvivl noget psykisk. Under parolen “hvorfor fanden ikke”, var jeg her for nogle uger siden var jeg så ude at “rulle” for første gang – og det var genialt! Jeg startede helt fra bunden, og der var lynhurtigt positive resulater – det lykkedes mig endda at lave en lille håndfuld strikes (når man vælter samtlige kegler i ét skud). Grænse overskredet med stor success.

At være medlem af et træningscenter i Danmark har også været noget jeg skulle mande mig op til. Nu har jeg været medlem i årevis, men forholdsvist sjældent sat mine ben på stedet. Nu har det her specifikke sted ikke et løbebånd, men hvis de havde ville det være utænkeligt for mig at bestige det. Hvorfor ved jeg ikke, men det er muligvis fordi der er noget pinligt over en 112kg ung mand, der sveder og pruster – igen primært i mit hovede. Herovre fik jeg uden de store overvejelser tilmeldt mig det lokale træningscenter, og har indtil videre peaket på 5.66km på 45 minutter – og så er jeg fandme ikke engang forpustet! Igen, en grænse overskredet med stor success.

Udover de to ovennævnte eksempler, har jeg stået bag på en kørende pickup truck, jeg har blæst igennem junglen på motorcross cykel, jeg har været imponerende tæt på at spise insekter (nej, det sker aldrig), jeg har på rekordtid etableret et hjem og en hverdag 6000km hjemmefra, og jeg har på trods af en vis generthed kastet mig ud i samtaler med de særeste fremmede mennesker. Når man overskrider personlige grænser med success, kan man ikke undgå at få et vist selvtillidsboost. Her snakker jeg ikke om at kaste mig i øjeblikkeligt grams, men bare at have en god fornemmelse i maven af at kunne – en følelse jeg ubevidst har savnet lidt.

Mine prioriteter har også ændret sig imens jeg har været væk hjemmefra. Hvor jeg tidligere har haft et stort behov for den tryghed en ejerlejlighed i min fødeby giver, så syntes det i skrivende stund mindre vigtigt. Om jeg bliver lykkelig andre steder er stadig det store spørgsmål, men jeg føler i hvertfald at jeg har fået nemmere ved at give slip på den hysteriske dvd-samling, widescreen fjernsynet og resten af det lort jeg har fået bakket ind i ejerlejligheden. Jeg føler mig ikke længere stavnsbundet i samme grad som tidligere, og det virker ikke urealistisk f.eks. at flytte til et andet land.

Det lyder måske altsammen meget rodet, men på bundlinien står der en lidt trist, rodløs ung mand, med nyfunden selvtillid og overvejer hvad han skal stille op med resten af sit liv.

Verden er tydeligvis min østers.

12. September, 2006

Det firhjulede køretøj har været under kniven den sidste uges tid, og idag var den så erklæret rask. Kurt – mekanikeren rundt om hjørnet – havde erklæret den rask, og mente bestemt at den kunne leve længe endnu. Regningen var heller ikke så vanvittig som jeg havde frygtet, selvom de 1.800,- til ny lydpotte gjorde nas.

Han skulle ha’ 3.200,- for hele dynen. Lidt hurtig hoverregning siger at han har rodet med den i fem timer, og taget i betragtning at det tog mig lige godt seks at skifte bremser, så er jeg nu godt tilfreds. Jeg fik sat ny lydpotte på, skiftet oliefilter, skiftet olie, pillet hele fronten af for at få kølerhjelmen åbnet, fikset låsen, monteret front og køler igen, sat mit bakspejl op igen, ladet batteriet op og så havde han oven i købet pudset den. Altsammen ting der har naget mig i månedsvis, men som langsomt har pustet sig op til totalt uoverkommelige opgaver. Sympatisk var han iøvrigt også, så alt ialt havde jeg det fint med at overrække ham en mindre pose guld for jobbet. Bilen var en fornøjelse at køre, selvom jeg unægteligt fik mindre opmærksomhed, end da lydpotten var defekt.

Én bekymring mindre.

Siden etableringen af mit nye lejemål, har jeg gået og gruet for om der var plads til hele min benzindrevne motorflåde i mit nye aflukke. I takt med bilens raskmelding, blev puslespillet igangsat, og jeg kan med en vis sindsro i stemmen erklære at der er plads. Ikke rigeligt, men plads nok. Mit første pessimistiske estimat, var at der var plads til et stykke silkeskåret kødpålæg imellem bilen, motorcyklen og garagevæggen, og jeg har således konstateret at der er plads til mindst et par osteklemmer fra Den gyldne Måge.

Én bekymring mindre.

Med mit held, betyder to skridt frem naturligvis mindst ét skridt tilbage. Motorcyklen sagde sære lyde her til aften, og jeg er bange for at et eller andet vitalt er stået af. I løbet af de næste par dage, skal jeg ha’ besluttet om jeg skal fyre endnu flere penge af på mekanikere, eller om jeg bare skal tvinge den i vinter-hi halvanden måned tidligere end planlagt. Jeg er bange for at det bliver det sidste, men hul i det – det er alligevel også ved at blive lidt halvkøligt i vejret og så sparer jeg et par tusinde på forsikringen. I det mindste kommer den ikke til at stå udenfor en hel vinter, ligesom sidste år.

7. September, 2006

Jeg bor i lejlighed, med tilhørende parkeringshelvede. Det er sådan set ikke det store problem om sommeren, men om vinteren har jeg ikke noget sted at parkere motorcyklen. Da jeg jo også snart tager ud at rejse, var det oplagt at se sig om efter en art aflukke.

Jeg er gået forbi skiltet adskillige gange, for det ligger lige ovre på den anden side af vejen. “Garage til leje” står der, med tilhørende telefonnummer og det hele. Alligevel har jeg aldrig fået taget mig sammen til at ringe, men velvidende at min bil ikke kan opmagasineres andre steder greb jeg knoglen. “De er allesammen udlejede, og jeg har glemt at fjerne skiltet” sagde stemmen i den anden ende. Jeg ville gerne se på garagerne alligevel, og troppede op en lille uge senere. Enten skulle han lige se mig an først, eller også var garagen rent faktisk ledig, for han spurgte om jeg havde depositum med. Kontrakten blev underskrevet, og nu har jeg så en 12m2 super-eksklusiv ikke-opvarmet garage, hvor jeg med lidt held kan mase både motorcyklen og bilen ind i vintermånederne – nåja, og så ligger den under 2 minutters gang fra lejligheden.

Én bekymring mindre.

Garage
Køretøjernes nye hjem
4. September, 2006

Det var én af de morgener. Øm i ryggen, træt, kaffetrængende. Alt i halv hastighed. Jeg tænder for radioen og der er den sædvanlige quiz på. Pludselig siger værten som dyreven, hvordan har du det så med at Steve er død?

Jeg ved øjeblikkeligt hvem hun snakker om. Steve Irwin. Krokodillejægeren. Jeg tager ikke pis på jer, når jeg siger at jeg sidder og snøfter lidt, og jeg skal gerne forklare hvorfor. Der er så fandens mange dyreprogrammer derude, og for den sags skyld også rigtig mange tv-værter. De færreste har dog deres egen Zoo, og jeg har til dato ikke set andre end Steve udstråle så megen dedikation og glæde ved sit arbejde. Han brændte i dén grad for det han lavede, og i mine øjne var han ikke kun tv-vært – han var dyrenes ambassadør. Det var hurtigt, det var en smule manisk og det var altid spændende. Det var fjernsyn for børn i alle aldre, og jeg har siddet klistret til skærmen mangt en aften.

Steve and Terri
Steve, konen Terri og Darwins skildpadde (såvidt vides)

Jeg har altid haft noget med Australien, og det har selvfølgelig været på ønskelisten at besøge Steves zoologiske have. Jeg håber virkelig at det kan køre videre uden ham, så jeg kan kigge forbi og sende en lille hilsen til ham en dag. Jeg savner ham sgu allerede, og jeg ved flere af rødderne har det på samme måde. Steve var the Man.

1. September, 2006

Jeg har en idé til et fantastisk gameshow-koncept! Forestil jer at vi tager seks danske fyre, iklæder dem klassiske danske nationaldragter – hvad det så end er – og får dem til at råbe sætninger a la fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad. Fejler de, får de et los i skridtet.

Jeg tvivler på at det vil fungere i Danmark, men derfor kan det jo fint blive et hit i Japan. Deres mangel på respekt for individet tager gameshows til nye ukendte højder, imens vi så sidder her med tyvende polerede sæson af Robinson Ekspeditionen. Jeg byttede gerne, til trods for at jeg ikke fatter et ord af hvad de siger.

Japansk gameshow
Vil det fungere i Danmark? Næppe.
29. August, 2006

Nogle mennesker vil gerne have noget at tro på, og som oftest er noget med noget guder og profeter. For dem der godt vil ha’ lidt mere kød på, er der religioner med UFOer og rumvæsner. Ramtha er sådan lidt midt imellem.

Religion er lidt som at gå en tur i Bilka; hvis du kigger længe nok, finder du garanteret noget du kan lide, eller i det mindste godt kunne tænke dig at nippe lidt til. Personligt æder jeg videnskab råt. Hvis de siger at kvantefysik holder, så hopper jeg med på bølgen. Her for et par måneder siden, sad jeg så og så et kort klip fra en film med titlen What the Bleep Do We Know, og der var noget med elektroner, spalter og hvor de ender på den anden side, alt efter om man observerer eller ej, og jeg indrømmer blankt at jeg åd det råt. Jeg ved ikke om det holder, men jeg arkiverede det under sandsynligvis rigtigt. Jeg spekulerede ikke yderligere over det.

En kammerat prikkede så til mig idag, og fortalte at han havde set hele filmen (IMDb), og snakker om alt det vanvittige de havde fået læsset ind i den. Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om, og har i skrivende stund ikke set hele filmen. Han fortalte at de havde stoppet et sært medie ind omkring slutningen, som efter sigende skulle være Ramthas stemme, en 35,000 år gammel frihedskæmper fra Atlantis, som havde nogle meninger om et eller andet. Ved nærmere eftersyn, viste det sig at filmen var produceret af tre studerende ved Ramtha’s School of Enlightenment. Et tilfælde? Næppe. Filmen består af interview med kvantefysikere, klippet og klistret sammen i bedste Clevin-stil, sammenkædet med nyreligiøst new-wave hokuspokus og reklamer for deres magiske tusch der fjerner appelsinhud. Filmen er simpelthen foie gras-fodret med bullshit.

Det foruroligende, var at folk i mange tilfælde ikke havde opdaget det. De havde bidt mærke i at en klog mand sagde kloge ting om kvantefysik, og sådan nogle er jo generelt til at stole på. Filmen varer næsten to timer, og min kammerat havde først luret at der var noget rigtig uldent over det, da der var en halv time tilbage.

Man skal ikke undervurdere menneskets naturlige behov for at tro på noget, og kombineret med vores evner for godt købmandsskab får man nogle pragteksemplarer på det gamle ordsprog den kloge narrer den mindre kloge. Hvis du vælger at købe varen, så står Ramthas skoleport åben og hans medie, Judy Z. Knight, tager imod checks og alle de store kreditkort. Hun ejer iøvrigt også ejer varemærket Ramtha, men det er vel også problematisk at registrere varemærker når man er usynlig og 35,000 år gammel.

Screenshot (ramtha.com)
Screenshot, www.ramtha.com
28. August, 2006

Jeg skulle til tandlæge idag, troede jeg da. “Det var sidste uge” sagde klinikassistenten småfornærmet, og med god grund. Det var anden gang i træk at jeg havde glemt en tid. På vej tilbage til kontoret kiggede jeg ind forbi Fona. Det var en delt oplevelse.

Jeg ligner en møgunge. En voksen en af slagsen, altså. Skamplysset, fjollet skæg, fjollet t-shirt og flabede shorts. Jeg indfinder mig i den pænere ende af Fona-butikken, nemlig der hvor der bag tykt glas er promoveret Apple computere. Den sektion af butikken er naturligvis udstyret med en træt salgsassistent, som er træt at folk uden penge. Sandsynligvis ikke fordi han er en røv, men fordi der kommer hundrede kunder om ugen, som ikke forstår hvorfor hvidt plastik skal være dyrere end det sølvfarvede, som konkurrenterne pakker deres bærbare ind i.

“Kan jeg hjælpe dig?” spørger manden skarpt, men imellem linierne syntes jeg at ane “Er du ikke i den forkerte afdeling?”. Nå, men jeg tager for underholdningens skyld brugerhatten på. “Ja, jeg skal ha’ sådan en dims, så jeg kan sætte min laptop til fjernsynet”. Jeg morer mig allerede kosteligt. Han ser mistroisk på mig. “Hvad er det for en?”. Samtalen ændrer drastisk karaktér, i det jeg svarer “En 17-tommer MacBook Pro”.

Han lyser op, og farer over i den anden ende af hans domæne. “Vi har den her, men den virkede rigtig dårligt med de tidligere modeller” siger han hjælpende, “men du kan altid bare komme ind igen og få pengene tilbage!”. Han berettede stolt at han selv har samme maskine, og at han gerne ville høre om jeg var tilfreds med adapteren. Jeg spurgte ham om den understøttede både PAL & NTSC (europæisk og asiatisk/amerikansk tv-standard) og kort og overbevisende svarede han “Jaja, det stiller man bare”. Jeg mistror ham for at være fuld af lort, men af den knapt så fjentlige men mere uvidende slags. Ingen I hagler mig ned for det, så står der PAL på tingesten. Jeg betaler, og bliver igen forsikret om at jeg kunne få pengene tilbage. Det var intet problem. Manden smilede op til begge ører.

En veninde har også handlet i Fona. Hun købte i sin tid en Windows-laptop, og har i månedsvis været engageret i tovtrækkeri med dem over en reparationssag. Da maskinen endelig kom tilbage, havde den stærkt nedsat batteritid, og var fyldt med musik som hun ikke selv havde lagt på den. Man burde få samme service, ligegyldigt hvilken vare man købte – men det hører nok desværre til i en magisk verden med spiselige skyer og pandekagehuse.

25. August, 2006

Jeg står tidligt op for tiden – eller i hvertfald tidligt i min verden. Vækkeuret er sat til at ringe kl. 07:30, og til trods for at vi har nogle meget sympatiske murerer gående for tiden, så sover jeg faktisk usædvanligt godt. Idag var dog en undtagelse, og det var absolut ikke murernes skyld.

Min nabo på 4. sal skal ha’ skiftet vinduer. I den forbindelse har man lejet en lift, som er udstyret med en diesel motor. Denne lift havde så øjensynligt seriøse motorproblemer, for de stod og “gassede op” i en stiv halv time, fra kl. 7. En dårlig / kold dieselmotor oser så også af helvede til, og gæt hvems åbne vindue der peger den retning. Larmende morgenvækning med tilhørende diesel-os – lige ind i mit soveværelse. Hvis andres håndværkere bare var ligesom mine, så ville verden være et roligere sted at være – eller i hvertfald min lille del af Århus Nord.

Her sidder jeg så tilbage, stærkt desorienteret, og forsøger at klemme en alt for tidlig kop kaffe ned.

Det bliver en lang dag.

24. August, 2006

.. men det kniber lidt med tiden. Jeg farer rundt og for ordnet ting, som har ligget alt for længe. Jeg arbejder mig målrettet ned igennem todo-bunken, og den gode samvittighed er langsomt ved at indfinde sig. Der er stadig en del hængepartier, men det går fremad. Der er friske indlæg lige om hjørnet! 😉

12. August, 2006

Tænk sig at der har været en tid uden sms-beskeder. En tid uden bippen og summen hver gang nogen vil underrette dig om et eller andet – folk slår op med hinanden, beder hinanden om at huske øl og en sjælden gang imellem varsler de deres afsked med genpølen.

Jeg har endnu ikke helt afgjort med mig selv, om jeg bryder mig om de små beskeder. Nogle gange bliver de brugt helt forkert, f.eks. når folk prøver at sende et vigtigt følelsesmæssigt budskab på under 160 tegn. Andre gange er det en appetizer på en historie som man simpelthen skal høre slutningen på.

Organdonor for et lebbe par

Johnny