Weekenden sniger sig tættere og tættere på, og det er ikke uden fornøjelse at jeg snart flygter ud i samfundet, for senere at forlade byen. Weekenden står på kærlighed, kildevand, hindbær og sommerfugle.
Jeg kan ikke finde noget at brokke mig over. God weekend! 
Yes, min MacBook Pro er stadig død. Den har været til reparation i 8 dage nu, og iflg. servicesitet skulle den være fikset for godt ti minutter siden. Gad vide hvordan min lille aluminiumsklump har det?
Tålmodighed er en dyd.. 
Op imod 1.000 ekstremistiske kristne var i denne måned på campingferie med deres skaber. De blev pumpet fulde af godhed, og spørgsmålet er så – hvad rager det os, og gavner det overhovedet nogen?
De er derude, de indre missionske. De klistrer fisk på deres biler, for konstant at minde dig om at de er bedre end dig – bedre mennesker og at deres plads i himmeriget er reserveret. De kan sagtens leve og fungere udenfor deres ekstremistiske trossamfund, men dybt i deres hjerter er de ikke i tvivl – de kommer i himlen, og du ryger lige lukt i helvede.
Afsted ryger de så på bibellejr, hvor de hylder hinanden og deres gud. Det er her jeg undrer mig lidt, for hvis man er sådan et gudsfrygtigt godt menneske – hvorfor er man så ikke ude for at gøre noget godt for andre, istedet for at svælge i sin egen godhed? Istedet for at hylde sig selv og sine egne, hvorfor så ikke lade sit bibelhysteri komme til udtryk i en eller anden form for velgørende arbejde?
Forklaringen må være at vi andre dødelige allerede er fortabte, og ethvert indre missionsk forsøg på at redde os ville være spildt. Det eneste fornuftige, må for dem være at isolere sig i deres snævertsynede, dømmende, intolerante, bibelfanatiske, lukkede og naive trossamfund.
Selv er jeg på Charles Darwins vogn, og velvidende at naturen over tid kasserer det ubrugelige, vil jeg læne mig tilbage og vente på at Indre Mission uddør.
Når jeg en sjælden gang imellem føler jeg kan bidrage med viden, en lille spidsfindig morsomhed eller generel jubel fra sidelinien, lægger jeg en kommentar hos folk. Nogle kommenterer for at sprede lidt hygge og måske endda lidt kærlighed, imens andre udelukkende kommentere for at pisse folk af.
Der syntes at være tendens til at dette primadonnashow primært tager sin udfoldning på tøsernes sider. Opmærksomhedssøgende, kontrære kællinger tæppebomber kommentartråde med stikpiller og kontante tilsvininger, som ofte med ringe informationsniveau og faktuelt indhold. Selv er jeg stor fan af at diskussioner, men nogle af tråde jeg nyligt har læst ude i blogland skraber bunden.
Blogland er et stort kaffeslaberas. Vi sætter os anonymt ved et bord, sipper til kaffen og lytter med. Nogle bliver siddende længe, nogle kommer med en kommentar, og nogle rejser sig hurtigt og går. Der er ikke noget deltagelseskrav, og du er fuldkommen fri til at sætte dig hvor du vil. Leder du længe nok, kan det måske endda være du finder et bord med de helt rigtige småkager. Problemet er, når en af de her kontrære skinker tropper op til et kaffebord, og med fingrene hårdt, hårdt inde i ørene skingrende skråler den første tilsvining der kommer ind på lystavlen. Det kan være alt fra analt detektivarbejde (du skrev lige før at du.. ) og uoplyste beskyldninger (jeg kan se på det billede at du er dyremishandler) til direkte mobning (du er grim/tyk/dum) og går man dem på klingen, bliver tidligere kommentarer undskyldt med “sådan er jeg jo” og “jeg ville jo bare skabe lidt røre”.
Heldigvis er folk sjældent sådan ude i virkeligheden, men desværre har de rig mulighed for at komme i kontakt med deres ulidelige side, her på nettet. Fra deres trygge sofahjørne, kan de – bevæbnet med spydige fingre, en kop kaffe og et lunt tæppe – tude i timevis og få den opmærksomhed de tydeligvis mangler. Sletter man deres kommentarer, tuder de over uretfærdig behandling – til trods for at de har svært ved at præstere samme selv.
Føler du dig ramt, kære hylende skinke, så lad mig sobert give dig følgende opfordring: tænk før du skriver. Ville du sige samme sætning til mit ansigt? Ville det føles pinligt, ubehageligt eller forkert? Så er der nok stor sandsynlighed for at du burde lade være med at kommentere.
Jeg har altid været fascineret af billeder, lige fra jeg var en lille purk til nu hvor jeg er.. lidt ældre. Et billede fastfryser et øjeblik i tiden, og kan hives frem i tørre tider. Det gælder iøvrigt også pornografi, men lad os holde os på den sobre side idag.
Jeg kan ikke huske præcist hvad mit første kamera var, men jeg var en lille rod og det var længe før den digitale revolution. Det var også et stykke tid før dødelige familiekameraer havde zoom, men da det endelig var til at få for menneskepenge fik jeg mig et rigtig smart Pentax kamera. Der blev zoomet på livet løs, og alt fra fødselsdage til spejderture røg i kassen. Det var også her i mine teenageår, hvor jeg første gang lærte at fotografi var mere end at trykke på udløseren. Min kammerat Morten lokkede mig med til foto på ungdomsskolen, og vores australske lærer fortalte og berettede løs om lukketid, blænde, flash og filmfremkaldelsesprocesser. Ungdomsskolen udlånte “gammeldags” kameraer, hvor man skulle dreje og indstille for at resultatet blev til at bære. Dengang var det hele både fascinerende og også en smule forvirrende. Jeg indrømmer gerne at jeg var væsentligt mere tryg ved mit supersmarte Pentax. Desværre blev det væk i flytterodet, eller fik nye langfingrede forældre sidst i 90′erne. Hvad der præcist skete ved jeg ikke, men i en periode omkring mine purunge 20′ere var jeg kameraløs.
Som tidligere nævnt er min MacBook Pro blevet reduceret til et usædvanligt stilfuldt riot shield. Maskinen er øjensynligt blevet modtaget hos servicecenteret, men hvad der præcist sker i den anden ende har jeg ingen ide om. Måske er det noget med en nedstryger og en stor hammer?
Der ventes stadig spændt.
Jeg kan ikke lige huske om det var sprut, billig entré eller hvad det var, men et diskotek i skagen belønner kvindelige besøgende der flasher og underskriver en releaseform. Det har jeg ikke nogen holdning til, men jeg bed mærke i en udtalelse fra en eller anden officiel person:
Det kan ikke passe at sådan noget skal foregå i en by som Skagen.
Hvad fanden er der nu lige så specielt ved Skagen?
Har de en anden lovgivning end os andre?
Jeg har boet i etageejendom af flere omgange, senest som lejer i kollektiv i Gellerupparken og nu som ejer i det nordlige Århus. Den ligegyldighed folk præsterer er imponerende, men det er ikke før jeg fik lederhatten på at jeg virkelig kunne mærke det.
I Gellerupparken var der check på tingene, til trods for at folk svinede helt sindsygt og pissede i elevatoren. Det er først nu jeg virkelig kan forstå og sætte pris på hvad Brabrand Boligforening dagligt kæmper med derude. Da jeg boede der, var det en selvfølge at der var bare nogenlunde rent i opgangene og at udbrændte biler blev fjernet indenfor få dage. Der var stort set ingen kontakt imellem lejerne, men det var også underordnet – tingene kørte jo nogenlunde fint uden at man snakkede sammen.
Nytårsdag for lige over 5 år siden kom jeg til den konklusion at jeg ikke gad mere. Jeg gad ikke dele køkken med 3 andre og jeg gad ikke skændes om rengøringen. Derfor fór jeg ud og købte mig en lejlighed. De første år var meget tilbagelænede, men da jeg blev udråbt som vicevært kunne jeg allerede fornemme lidt af ligegyldigheden. Folk smed deres lort overalt, smed uindpakket mad i skraldespanden og sked stort og bredt på snerydningsplanen. Senere kastede vores daværende ejerforeningsformand håndklædet i ringen, og købte sit eget hus i Horsens. Ingen var interesserede i ejerforeningsposten, og af frygt for rent anarki tog jeg den på mine skuldre. Hvor svært kunne det være?
Jeg kan godt lide tanken om at man kan stole på mig og regne med mig. Hvis jeg lover noget, skal jeg muligvis lige huskes på det, men på bundlinien mener jeg hvad jeg siger og holder hvad jeg lover. Netop derfor er det noget jeg forventer af andre – at jeg kan regne med dem. Sådan er det desværre ikke altid.
Nogle gange møder man ustabile mennesker, og nogle gange er bekendtskabet interessant nok til at det kan bæres. Vedkommende bliver kort og godt ikke associeret med aftaler og opgaver, og for det meste kan man acceptere det. Jeg kender en del mennesker, som jeg ikke kunne drømme om at ringe til, hvis jeg var seriøst på skideren. Folk jeg godt kan lide, men som dybest set ikke er til at regne med. Det er helt iorden – måske kan vi drikke en øl og grine sammen – og det skal man absolut ikke undervurdere.
Problemet kommer, når man gang på gang bliver svigtet af en af grundpillerne i sit liv. Det er næsten umuligt at afskrive vedkommende som ustabil, selv om mønsteret har gentaget sig i årtier. Gang på gang regner jeg optimistisk med at hvad der er lovet bliver holdt. Gang på gang bliver det glemt, syltet og udsat, og gang på gang tilgiver jeg uden spørgsmål. Det gør ondt hver gang, ikke så meget pga. det lovede, men fordi det bliver ved med at ske.
Nu messer jeg det igen for mig selv; jeg kan ikke regne med vedkommende. Jeg skal ignorere alle løfter, og ikke regne med noget. Det er så fandens svært, men hvis det lykkedes kan jeg udelukkende blive positivt overrasket.
Jeg har et par bekendte, som har taget besættelsen om selvforsyning til det yderste. De graver kartofler op af haven, laver afkog af ukrudt og tuder af ærgelse over at de ikke selv kan producere deres citroner, men er tvunget til at handle dem side om side med os andre dødelige. Skal jeg være selvforsynende, bliver det væsentligt mere højteknologisk.
Tanken om det nedlagte landbrug skræmmer mig ikke mere. Den geografiske lokation hyler mig stadig lidt ud af den, men problemer er jo som bekendt til for at blive løst. Anyway, skulle det ske at jeg finder mig selv solidt plantet i den jyske muld, så kan man lige så godt gøre det ordenligt! Flytter jeg udenfor Ringvejen, så skal der også være en form for økonomisk mening med galskaben, og det var her jeg kom til at gruble over konceptet jordvarme.
Da jeg først hørte om det for nogle dage siden, var jeg stærkt tvivlende, men nu er ideen langsomt ved at finde indpas. Jeg kender ikke de specifikke detaljer endnu, men efter at den glade VVS-mand har gravet 3-600m rør ca. 2 meter ned under græsplænen, installeret en hvid tingest på størrelse med et køleskab og gået med en gage på omkring 100.000,- så er man principielt selvforsynende med varme. De minimale løbende omkostninger kan ses på el-regningen, og går til en vandpumpe og en art varmepumpe.
Bud på el-regningen i forbindelse med et sådant system har været omkring 500,- pr. måned. Med en mulig årlig olieregning på 25-30.000,- så giver det masser af mening, specielt hvis man kunne supplere med solvarme eller vindkraft – jo færre månedlige girokort, jo bedre! Står man alligevel overfor at købe hus, var det måske værd at overveje at låne 100.000,- til sådan en installation. Om ikke andet, så har det jo en vis gadget værdi – jeg forestiller mig noget med live grafer over mine varmebesparelser på nettet! 
Der, mine damer og herrer, tog jeg muligvis mit første spæde skridt imod selv at blive en art neo-hippie.
Fandens.