Me

Indlæg fra 'thailand' kategorien

17. January, 2007

Som den dedikerede læser allerede vil vide, har jeg puslet med tanken om at importere en motorcykel fra Thailand. Efter korrespondance med et thailandsk shippingfirma, er jeg stærkt pessemistisk omkring projektet.

Hvis du læser det tidligere indlæg, vil du vide at en motorcykel købt hernede for omtrent 24.000 kr nemt kommer op over 110.000 kr. Den ubekendte i regnestykket har indtil nu været hjemtransporten, men et naivt estimat har indtil videre været 5.000 kr. Totalprisen for indkøb i Thailand, transport til Danmark, importtold og moms ville med dette estimat være lige omkring 38.500 kr. I Tyskland kan man hente en nogenlunde tilsvarende model til omkring 40.000 kr i indkøbspris, og såvidt jeg er orienteret slipper man for told og moms, da der handles i et EU land. Det var altså 1.500 kr sparet, hvilket næsten var besværet værd.

Idag fik jeg så den her mail fra Asian Tigers Thailand:

I don’t have the charges from my Danish agent yet, but the estimated costs would be:

a) origin charge: US$350
b) line haul (Bangkok-Chiangmai): US$1,000
c) freight to Denmark: around US$200 to US$300 depending on size
d) destination charge: US$500? (estimate only)

Subject to 7% VAT.

Det er altså en total estimeret shippingpris på omtrent $2.300 inkl. Thailandsk moms. Det er fragtomkostninger på lidt over 13.000 kr ved den nuværende dollarkurs. Hvis jeg laver samme regnestykke som i forrige indlæg, bliver det 37.000 kr. for indkøb og fragt, og hertil kommer ca. 2.200 kr til told og 6.500 kr i moms. Totalprisen bliver altså 45.700 kr – næsten 6.000 kr. dyrere end at hente den i Tyskland. Det her er naturligvis langt før vi overhovedet bringer den danske registreringsafgift på 75.000 kr ind i billedet.

Shippingfirmaet har desuden meddelt mig, at jeg ikke kan sende en motorcykel hjem fra Thailand til Danmark, med mindre jeg har ejet den i mindst et halvt år. Det virker forkert, men prisen har allerede afgjort det – jeg kan ikke importere en motorcykel herfra.

15. January, 2007

Jeg er snart på vej hjem. Det er jeg tydeligvis ikke tilfreds med, for jeg er begyndt at handle efter et velkendt mønster – jeg graver mig ned. Det er absolut ikke min mest stolte time, men jeg har også migræne – det hjælper måske lidt.

Mørket falder på omkring klokken 18 på disse kanter. Det er næsten altid til at regne med, og det er som oftest indikator for at vi snart skal ud og jage noget føde. For det meste er vi tilbage omkring kl. 22, og så er der en times tid til at hænge lidt ud i lobbyen, receptionen eller tv-rummet om man vil. Kært barn, mange navne. Kl. 23 lukker festen, og hvis man ikke er på vej på druk, er man sandsynligvis på vej i seng. Ligegyldigt hvilke planer man har, sænker stilheden sig over byen – en stilhed som ikke kan findes i dagtimerne.

Stilheden plejer at være det sidste jeg lægger mærke til, inden jeg falder i søvn omkring kl. 1-2 stykker. Nogle gange endda før midnat. Her de seneste dage, har der været en tendens til at jeg går senere og senere i seng, og som resultat heraf står væsenligt senere op. Jeg har ikke følt mig helt på toppen, og har også spist uregelmæssigt og haft en fandens hovedpine.

De forrige to dage, er det blevet til sene udflugter til den lokale sushijonglør, men jeg har mistænkt deres ellers fremragende rå fisk for at påvirke min maveflora svær kedelig grad. Jeg udsatte idag. Jeg syntes af udsætte alt lige for tiden, og jeg tror det er fordi jeg snart skal hjem. Jeg har ikke lyst til at give slip, jeg har ikke lyst til at møde nye mennesker, jeg har ikke lyst til at hyggesnakke og jeg har ikke lyst til at opleve. Det er en mærkværdig melankolsk limbotilstand, som jeg ved førstkommende lejlighed vil forsøge at bryde ud af.

Det vand der kommer ud af hanen, kan ikke bruges til andet end at vaske biler og tage bad i. Drikkevand er ikke dyrt, men det skal dog hentes nede i receptionen. Den lukkede som bekendt kl. 23, så når man her godt over midnat kommer frem til at hovedpinen sandsynligvis skyldes dehydrering, så er der dømt udflugt. Ikke om jeg frivilligt vil bruge hele natten på at koge en grandiøs migræne op til imorgen formiddag. Der var ingen vej udenom, jeg skulle en tur ned om hjørnet til Tesco.

Det tager 5 minutter hver vej, på Thailands fantastiske hybrid imellem en scooter og en motorcykel. På gåben tager det nok det dobbelte, og som en hyldest til nattens stilhed, valgte jeg sidste løsning. Om dagen er det en lummer oplevelse at gå rundt i Chiang Mai, hvilket med de 33 grader også giver mening. Natten er kølig, og ligger for det meste omkring 17. Iført hoodie og lange bukser, forlod jeg Wa Lai House, og luskede ned af de mørke gader.

Chiang Mai er ikke skabt til fodgængere. De er en truet race på disse kanter, og har ingen plads i bybilledet. Natten er dog mere tilgivende, og så længe man kan navigere hovedet udenom rustne markiser, så er chancen for overlevelse stor. Kvarteret her er forholdsvist stille om natten, og udover lidt sporadisk trafik og de fire netspilscaféer mødte jeg intet interessant på vej til Tesco. Intet interessant for mig i hvertfald – friske uspolerede vesterlændinge ville nok ha’ påpeget alt det affald folk havde stillet ud, de parkerede motorcykler med halvtag og “sidekøkken”, de løse hunde der gik rundt og ikke at forglemme de gutter der kom gående med en babyelefant, umiddelbart foran den engelske supermarkedskæde. Hvorfor de går rundt i byerne, er en anden trist historie.

Jeg indfandt mig i butikken og fik handlet hvad jeg havde brug for; vand, mælk med kaffesmag og et par kokossnegle med glasur. Det satte mig omtrent ti danske kroner tilbage. Undervejs tilbage slog det mig, at det var min første natlige gåtur hernede. At gå en ensom tur i stilheden, kan have en stærk terapeutisk virkning på mig, og jeg tror i højeste grad at det var tiltrængt. Jeg går og roder med mange tanker for tiden, og jeg tror faktisk jeg er blevet en smule stresset. Der er beslutninger der skal tages og folk der venter på dem, der er oplevelser der skal presses ind i sidste øjeblik, der er rejser der skal overståes og der er et liv der skal genoptages – på godt og ondt.

Jeg syntes jeg har udviklet mig personligt hernede, og jeg er bange for at tabe det på gulvet når jeg kommer hjem. “Samme gamle rille” er vist det udtryk jeg leder efter. Jeg har fået et liv hernede – ikke et liv med kone og børn, men et liv med nye vaner, mere optimisme og mere mod. Min værste frygt er at disse nye kvaliteter bliver tabt på gulvet, i takt med at jeg igen indfinder mig i det kolde, overskyede Danmark. Hvordan det præcist udarter sig, ved jeg ikke, men de første par dage hjemme i kulden skal nok blive rigtig interessante.

Tilbage sidder jeg så her, i mit værelse på Wa Lai House i Chiang Mai. Klokken er lige blevet 1, og jeg har lagt sidste hånd på min kokossnegl. Min kaffemælk er også så godt som udryddet, og velvidende at den konstant mobilpludrende rengøringspige banker på imorgen formiddag, burde jeg måske indfinde mig under den thailandske fortolkning af dynen – et lagen og et sengetæppe.

Mit bedste gæt vil være, et der går endnu et par timer.

12. January, 2007

Jeg troede egenligt den var blevet parkeret, men det lader til at jeg alligevel er ved at købe en motorcykel hernede. Det er dog lidt af en opgave, da det tydeligvis ikke er meningen at man skal kunne bevæge sådan nogle køretøjer frit over grænserne. Det her er forhistorien til et sandsynligvis langt og belastende importforløb.

Lad os starte med at få kalorius på bordet: der er tale om en Honda CB1300 motorcykel fra år 2000. Motorstørrelsen er lige under 1.300cc, eller 1.3 liter for folk med bil. Den er importeret fra Japan til Thailand, og har aldrig været i et uheld. Tingesten har iøvrigt kun kørt lige over 5.000km. Mine damer og herrer, mød min potientielt kommende motorcykel:

Den er bredere end den ser ud til ;-)

Den umiddelbare pris hos forhandleren var 150.000 baht. Det er lige et par hundrede over 24.000 kr., og iøvrigt uden thailandsk indregistrering – for det er noget de bruger nede i Bangkok, og absolut ikke her i Chiang Mai. Beslutter jeg mig for at handle motorcyklen, skal den således sendes til Danmark. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke den fjerneste ide om hvad det koster, men lad os for eksemplets skyld antage at det sætter mig 5.000 kr. tilbage. Det er naturligvis skibstransport, og det tager flere måneder. Billigt er godt. Jeg har nu betalt 29.000 kr.

Ved ankomst til Danmark, skal jeg betale to girokort. Det ene er 6% told af købspris + transportudgifter, dvs. 6% af 29.000 kr. Det er 1.740 kr. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men det må være løn til toldmedarbejderne. Herefter følger 25% moms af købspris + told, dvs. 25% af de 26.740 kr. Det er 6.685 kr. Det må være en art straf for at importere ting udefra. Ialt bliver det altså 25.000 kr. i indkøb, 5.000 kr. i transport, 1.740 kr. i told og 6.685 kr. i moms – ialt 38.425 kr. Det er prisen, for at få en motorcykel i min garage – uden nummerplader og indregistrering.

Herefter følger så et potientielt langvarende tovtrækker med Told og Skat, eller Skat, eller hvad de kalder sig for tiden. Vi kan nemlig i Danmark pryde os med at have en fuldstændig himmelråbende engangsafgift på førstegangsregistreringer af køretøjer, og jeg skal således betale et estimeret beløb, som iflg. en behjælpelig medarbejder var “70 – 75.000 kr”. Det fungerer iøvrigt sådan at Skat kommer med et indledende estimat, indkræver penge, og først herefter inspicerer selve køretøjet. Herefter kan der følge en refusion, men mit bedste gæt vil være at der bliver tale om endnu en ekstra regning – specielt hvis der ikke tidligere er blevet importeret lignende modeller til landet. Lad os for eksemplets skyld antage at denne magiske, uhåndgribelige straf for at vove at deltage i trafikken med et motorkøretøj, ikke beløber sig til mere end 75.000 kr.

Totalprisen for import af en 6 år gammel motorcykel fra Thailand, hvis indkøbspris er lige omkring 25.000 kr., er altså 113.425 kr. Til sammenligning koster en splinterny Suzuki GSX1250, med stort set samme udseende og specifikationer, cirka det samme i Danmark.

Der er masser af ukendte i det her regnestykke, og risikoen for at fragt og registreringsafgift eksploderer i hovedet af mig, er i høj grad til stede. Det er en fed motorcykel, men er den alt det her værd? Følg med, når jeg har taget den første prøvetur, når cyklen om en lille uge ankommer fra Japan.

9. January, 2007

Bedre sent end aldrig siger de jo, så her kommer lidt om vores nytårsaften her i Chiang Mai. Der blev spist fint med kniv og gaffel, og der blev drukket spand og set fyrværkeri. Lidt bomber i Bangkok blev det også til, men heldigvis ikke det store her – næsten da.

For lige at nappe det med bomberne først, så er der såvidt jeg ved stadig ingen der har taget ansvar for de 6-7 bomber i Bangkok. Myndighederne reagerede prompte, og alle officielle nytårsarrangementer i Thailands større byer blev afblæst – hvilket i retrospekt forklarer hvorfor sceneshowet og det tilhørende filmhold ved Thapae Gate forlod bulen et stykke tid for midnat. To gutter på motorcykel fik dog senere kastet en bombe imod en moské i de gamle bydel, og ødelagde bygningen og sårede vist viceværten på stedet. Siden er det blevet til en del falske alarmer, men ikke flere bomber.

Militær tilstedeværelse

Nå, men for at komme tilbage til nytårsaften, så var der lagt op til det helt store gastronomiske show. Stedet var The House, som vi tidligere har spist på. Det efter sigende en eller anden burmesisk prins’ tidligere residens i Chiang Mai, og der er tale om et lækkert hus i næsten engelsk stil. Restauranten serverer fransk mad, men der er ikke nødvendigvis tale om åndsvage ting i små portioner, arrangeret i tårne – man er faktisk mæt når man går derfra. Dagens specifikke middag bød på bla. foie gras i enorme stykker, dyrekølle og en utrolig lækker dessert med hvid chokolademouse og jordbær dyppet i chokolade.

The House New Years Menu

Efter at ha’ spist en usædvanlig dejlig middag, futtede vi videre ned til den legendariske Roof Top Bar. Stedet ligger lige omkring Thapae Gate, som også var gearet op til det helt store nytårsshow. Der var mediedækning og stor scene sat op, og rundt omkring stod folk og snakkede og sendte samme type balloner op, som til Loi Krathong – deres lysfestival.

Folk sender balloner op

Loi Krathong ballon med stjernekaster stiger til vejrs

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik ud fra at de sædvanlige blege besøgende var andetsteds nytårsaften, men det var absolut ikke tilfældet – stedet var pakket til randen.

Roof Top Bar set fra gaden

Strømmen gik i hele Thapae Gate området, da vi kom ind på Roof Top. Det lykkedes os at komme op til baren, og fik organiseret og en spand Mai Tai. Folk begyndte at tænde stearinlys rundt om på træbordene, som igen stod ovenpå sivmåtter, som igen lå ovenpå et gulv af tør bambus. Stedet var en større brandfælge end normalt, så vi valgte at tage vores spand under armen, og tage opstilling på pladsen udenfor ti minutters tid før midnat.

Folkemængden ved Thapae Gate

Jason og Langer med en spand Mai Tai

Vi nåede aldrig rigtig at se hvad der foregik på scenen, for da vi var kommet ned efter vores pit stop på Roof Top baren, var alt pakket ned og kørt væk. Nedtælling til det nye år var der heller ikke noget af, men til gengæld startede der pludseligt et øredøvende fyrværkeri, som stod på i 10 minutter eller noget i den stil. Det er næsten umuligt at fange i billeder, men der var tale om krysantemumbomber af den HELT store slags, som blev skudt langt op i luften før de eksploderede i et lysinferno der dækkede hele den synlige himmel.

Bombs away!

Det var en helt speciel nytårsaften, selvom jeg savnede nedtællingen. Alle billederne kan som altid ses på Flickr.

Forsinket godt nytår! :-)

9. January, 2007

De er vilde med markeder hernede, og der deskes op med alt fra himmel og jord. Håndværk er specielt billigt hernede, så smykker, malerier og træfigurer er hysterisk billige. Der er dog også rigeligt med kopiurer og kinajunk for dem der foretrækker sådan noget.

Selv er jeg ærlig talt ikke særlig meget i shoppinghumøret. Da vi var i Burma fik jeg købt mig et meget fedt ur af tvivlsom kvalitet, og 400m længere henne af gaden, lykkedes det mig da også definitivt at dele chronometeret i tre uforbindelige dele. Shit happens. Det er ikke så meget varene på de forskellige nattemarkeder der rykker i mig, men mere stemningen. Der syntes ikke at være samme desperation omkring at få lortet solgt, som man desværre tit ser i de små gadebutikker. Folk virker tilbagelænede og man kan slappe helt af, imens man går og snacker på en eller anden form for gadeføde.

En lille chokoladevaffel

Stilfulde malerier

Tæpper og blomster skåret i sæbe

Ung pige danser for skillinger

Jeg fik ikke købt noget som helst, men jeg har svoret at vende tilbage og samle lidt souvenirs ind senere.

Resten af billederne kan ses på Flickr.

3. January, 2007

Dette er udelukkende rygter, men det forlyder at der er sprunget en bombe i en Tesco udenfor centrum af Chiang Mai. Der skulle efter sigende være to dræbte, og sandsynligvis en del sårede. Der er i skrivende stund intet om sagen i medierne eller nogle af de nyhedssites jeg besøger.

2. January, 2007

Som et led i mit nye “omvendt public service” fremstød, vil jeg gerne have læsernes hjælp! Hvis nogen har erfaringer eller kender til komplikationer i forbindelse med import af motorcykel fra Thailand, så hører jeg gerne om det – alt lige fra fragt til Danmark og indregistrering.

Det hele er meget løst lige nu, men det kunne dreje sig om en Honda CB1300, til en pris omkring 160.000 Baht – eller 25.400 gode danske kroner.

På forhånd tak! :-)

Honda CB1300 1998

2. January, 2007

.. over brandfolk og anarkister, men hvad sker der ovre i Indokina? Jeg har ikke ligget på den lade side, og i løbet af den sidste uges tid har vi fejret jul, holdt grillfest, været på roadtrip til Burma, besøgt det store lokale tempel, shoppet på et af byens utallige natmarkeder og spist fancy fransk nytårsmiddag.

Juleaften gik ikke helt som hjemme i Danmark – der var ingen børn, og hele gaveræset blev udsat til fordel for en solid julebrandert. Vi spist med kniv og gaffel på en restaurant ved Ping floden, og hvis min hukommelse ikke bedrager mig, stod julemiddagen for mit vedkommende på lam. Herefter strøg vi videre i byen, og besøgte en håndfuld tvivlsomme og mindre tvivlsomme steder inden vi røg i kassen. Det var en af de dage hvor jeg vågnede op, og konstaterede at jeg havde fået en god halv flaske Johnny Walker Black Label med hjem. Jeg har endnu ikke regnet ud hvordan jeg skal få den komfortabelt afviklet.

Nå, men næste morgen stod den på tømmermænd og gaveudpakning. Der var på daværende tidspunkt fire amerikanere iblandt os, men det var nu ikke derfor vi ventede til d. 25. med gaveshowet – de var nemlig af forskellige årsager også selv vant til at afvikle det show d. 24. december. Gaver til og fra Danmark må vente til februar, men det var nu meget hyggeligt at udveksle et par fjollede gaver hernede.

Julegaver fra Pam

Dagen efter holdte Wa Lai House grillaften. Der blev jongleret kebabspyd, salat og stegt ris med rejer sammen, pelset øl og sparket til grillen. For at det ikke skal være løwn, blev der også guffet whiskybananer med flødeskum og chokoladesauce – og så fandt jeg også noget at afvikle vores Johnny Walker på! :-)

Meatboy laver grillspyd

Snakken gik, og da vi hørte at Yo & Aun havde tænkt sig at sætte kursen imod Burma næste morgen, fik vi hurtigt hægtet os på det projekt. Vores opholdstilladelse stod til udløb to dage senere, og det var derfor på høje tid at vi kastede os ud i det meget praktiserede border jump eller visa run. Dybest set drejer det sig om at komme ud af landet, for så at returnere umiddelbart efter og få en fornyet 30-dages opholdstilladelse. Vores thailandske venner skulle på shoppingtur til Burma, så destinationen var den samme som på vores Golden Triangle Tour – nemlig den thailandske grænseby Mae Sai.

Grænsen imellem Thailand og Myanmar - set fra Myanmar-siden

Et lille problem var der dog, da vi var fem der skulle afsted, og der var i deres minibus kun plads til to. Næste morgen drønede undertegnede så ned i midtbyen og lejede en sedan med automatgear, og undgik med nød og næppe de allestedsnærværende scootergalninge – som jeg under normale omstændigheder selv hører til. Omkring 270km senere krydsede vi grænsen til Burma, Myanmar eller hvad de efterhånden vil kaldes, og på trods af mit meget svage markeds-gen, fik jeg alligevel shoppet et par kasser dvd’er og et fancy digitalur, som sprang fra hinanden 400m længere henne af gyden. Mine kinesiske kopier af South Park og Scrubs er dog endnu ikke sprunget i luften, og selvom det tydeligvis er piratkopier hentet fra nettet, fungerer det ganske udemærket når man ligger i sofaen og småkeder sig lidt. Varer var der nok af, og man kunne købe alt fra billige bibbib-spil forklædt som PlayStation Portables til Marlboro smøger og viagra-kopier. Der var også rigeligt med elektronisk bras, kopiure, katanaer og shuriken (kastestjerner) til salg.

Shopping i den burmesiske grænseby

Det lykkedes også en songtaew-chauffør at hijacke os med på en lille udflugt, hvor vi både så det burmesiske svar på Chiang Mais grandiøse Doi Suthep tempel, besøgte en lille restaurant, kiggede indenfor i et andet tempel og endte i en eller anden giftshop. Turen varede halvanden times tid eller noget i den stil, og kostede den horrible sum af 4 kroner og halvtreds øre.

Vores forkert proportionerede burmesiske transportmiddel

Burma virkede på mange måder som Thailands fattige fætter; det hele lignede lidt, maden smagte bekendt, folk lignede thaier men der manglede ligesom bare noget. Der var ingen en enorme Toyota pickup trucks i gaderne, der var ingen store reklameskilte for vestlige produkter og mest bemærkelsesværdigt; et par hundrede meter væk fra selve grænseovergangen, var der totalt støvsuget for turister. På trods af landets tidligere status som det rigeste i Østasien, har forskellige tvivlsomme statsoverhoveder fået landet økonomisk i knæ, og man har først for nyligt modvilligt åbnet op for turisterne. Burma er ikke engang med på det ellers så populære kopivare-ræs, og størstedelen af varene på markedet omkring grænseovergangen så ud til at komme fra Kina. Der syntes dog at være stor enighed om at livet i de semi-åbne grænsebyer i Burma, er det tætteste man kommer på frihed i det land.

Burmesiske børn - små munke eller tiggere?

Turen hjem trak tænder ud. Vores bil var bemærkelsesværdigt svagere end thaiernes enorme firhjulstrukne hybrid imellem en minibus og en pickup truck. At de havde sat Yo bag rattet hjalp ikke på situationen. Vores usle grønne slæde blev voldstraffet for at følge med, og samtlige tre baner – modgående eller ej – blev udnyttet på bjergvejene for at jævne svingene ud, og undgå at bremse helt ned. Samtidigt var vi giftigt tæt på at løbe tør for benzin hen imod slutningen af turen, og midt i det hele lykkedes det endelig for Yo at hægte os af. Vi havde i dagens anledning ikke medbragt mobiltelefoner, men heldigvis var vi rimelig tæt på centrum af Chiang Mai, så med et par ekstra liter i tanken nåede vi helt frem.

Næste levende højdepunkt var en heldagsudflugt til templet på Doi Suthep bjerget. Chiang Mai ligger i en dal, og når solen står helt rigtigt på himlen, kan man tydeligt se templets guldbelagte tage reflektere solens stråler. Det er noget af an køretur, og når man endelig når frem til indgangen, blivere man mødt af en million parkerede songtaew’er, madboder, giftshops og indsamlinger til alverdens godgørende formål – yes, det her var i allerhøjeste grad et turistmål.

De 300 trin op til templet

Jeg indrømmer blankt at jeg ikke er buddist, men jeg kan godt nyde stilheden og opføre mig ordenligt. Det var der nu også andre der kunne, men den konstant blitzende folkemængde, der pulserende blev ledt igennem tempelområdet gik mig seriøst på nerverne. Hvis man søger efter den indre ro, så er det helt sikkert ikke her man skal tage hen – de holder sig dog nogle usædvanligt smukke buddhafigurer, naturligvis spartlet til med bladguld.

Guldbelagt Buddha

Tilbage var der historien om nattemarkedet og nytårsaften, men den må vente til efter jeg har været på midnatssafari. Stay tuned! :-)

Alle billederne kan naturligvis ses på flickr.

31. December, 2006

Jeg er lige kommet træt ind af døren, og læser nu at der er sprunget flere bomber i Thailands hovedstad Bangkok, og to er blevet dræbt. Af frygt for flere angreb, blev alle store nytårsarrangementer aflyst i Bangkok og den næststørste by Chiang Mai – hvor vi bor.

CNN skriver:

BANGKOK, Thailand (CNN) — Thai authorities have canceled all major New Year’s celebrations in Bangkok after at least seven explosions ripped through several areas of the capital, killing two people, police and hospital officials say.

At least 12 other people were wounded in Sunday’s attacks, which appeared to have been coordinated, and took place hours before New Year’s Eve celebrations at midnight (noon ET).

Major events in Thailand’s second largest city, Chiang Mai, have also been canceled.

Udover strømsvigt og lidt militær tilstedeværelse, har jeg ikke observeret noget her i Chiang Mai, og vi befandt os i byens brændpunkt, Thapae Gate, lige omkring midnat. Indtil videre virker 2007 meget stille og roligt.

Godt nytår!

UPDATE: Der er iflg. BT (Ritzau) blevet kastet en bombe imod en moské i hjertet af Chiang Mai.

UPDATE: JP har en mere detaljeret udgave af historien.

20. December, 2006

Jeg syntes at vade i trafikbøder i øjeblikket. Første bøde var for at køre uden kørekort, og nummer to for at køre uden hjelm. Yo mente bestemt ikke det var nødvendigt at betale den første, men de havde konfiskeret mit kørekort anden gang, så vi skulle en tur på stationen.

Der var lidt bøvl med at finde stedet, så vi havde sat Yo bag på min scooter. Denne gang var det med Asiens største mc-hjelm på, for selvom der nok ikke er dødsstraf for den tredie trafikbøde i streg, var jeg ikke lige i humør til mere roderi med politiet. Vi fandt stationen, som iøvrigt ligger lige ud til Ping floden, og umiddelbart overfor restaurant River Side, som laver nogle ganske fortrindelige bøffer og en vældig anstændig bagt kartoffel.

Indenfor lignede det mest af alt et postkontor. I den ene ende sad tre betjente bag ét langt skrivebord, og foran dem var en 15-20 stole med folk som ventede. Yo sneg sig ind foran, og jeg fik smidt min bøde øverst i deres indbakke. Få minutter senere blev jeg kaldt frem, og blev spurgt om nationalitet og efternavn. Manden fik 200 baht, og jeg skrev under på to stykker papir. Med kvitteringen i hånden gik jeg til et af vinduerne bagved, og en mand fik gravet mit kørekort frem. Hele processen tog under 5 minutter. Turen til stedet blev dog foretaget i sympatisk snegletempo og tog det meste af en halv time ialt – næste gang kan jeg nok klare det på et kvartér.

Jeg blev ikke registreret med andet end mit efternavn, men desværre hedder jeg hverken Sørensen eller Hansen, så jeg får sgu nok svært ved at løbe fra min nyligt plettede thailandske straffeattest.


Johnny