Me

Indlæg fra 'thailand' kategorien

19. December, 2006

Min civilstand har nyligt ændret sig til single. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, men bare sige at det forløb rimelig udramatisk. Jeg er taknemmelig for den tid vi delte, men nu hvor min fremtid ikke er lagt på skinner føler jeg mig en smule rundt på gulvet.

Det skete faktisk for nogle uger siden, og som resultat deraf har min rejse ændret karaktér igen. Turen startede tilbage i starten af 2006, (eller var det slutningen af 2005?) hvor Kapper spurgte mig om jeg ville med til Thailand. Dengang var mit øjeblikkelige svar ja, selvfølgelig! og målet med turen var for mit vedkommende selvfølgelig oplevelsen, men også at gruble over meningen med det hele – finde ud af hvad jeg prioriterede højt, hvad der var ligegyldigt og eventuelt være et springbrædt til at drage videre ud i verden.

Senere indledte jeg så et forhold til en charmerende ung dame, og turen ændrede sig til jeg er hjemme lige om lidt. Jeg syntes ikke jeg gik glip af noget, og jeg syntes ikke at jeg afskrev noget – heller ikke selvom turen ikke længere var et potientielt springbrædt. Det var heller ikke lysten til at finde den eneste ene, der drev mig væk hjemmefra. Sandt at sige, var der noget dejligt trygt ved at vide at der ventede en fremtid på mig derhjemme.

Der er imidlertidigt sket noget med mig på den her tur, fuldstændigt urelateret til fast parforhold eller mangel på samme; jeg har genvundet noget af min selvtillid. Jeg har gjort ting jeg ikke har gjort i årevis, og jeg har gjort ting til jeg tidligere har afskrevet uden reel begrundelse. Det mest trivielle eksempel er bowling. Jeg ved ikke hvorfor jeg er gået i en stor bue udenom, men bowling har bare ikke været for mig. Jeg ved ikke hvad blokaden har skyldtes – uden tvivl noget psykisk. Under parolen “hvorfor fanden ikke”, var jeg her for nogle uger siden var jeg så ude at “rulle” for første gang – og det var genialt! Jeg startede helt fra bunden, og der var lynhurtigt positive resulater – det lykkedes mig endda at lave en lille håndfuld strikes (når man vælter samtlige kegler i ét skud). Grænse overskredet med stor success.

At være medlem af et træningscenter i Danmark har også været noget jeg skulle mande mig op til. Nu har jeg været medlem i årevis, men forholdsvist sjældent sat mine ben på stedet. Nu har det her specifikke sted ikke et løbebånd, men hvis de havde ville det være utænkeligt for mig at bestige det. Hvorfor ved jeg ikke, men det er muligvis fordi der er noget pinligt over en 112kg ung mand, der sveder og pruster – igen primært i mit hovede. Herovre fik jeg uden de store overvejelser tilmeldt mig det lokale træningscenter, og har indtil videre peaket på 5.66km på 45 minutter – og så er jeg fandme ikke engang forpustet! Igen, en grænse overskredet med stor success.

Udover de to ovennævnte eksempler, har jeg stået bag på en kørende pickup truck, jeg har blæst igennem junglen på motorcross cykel, jeg har været imponerende tæt på at spise insekter (nej, det sker aldrig), jeg har på rekordtid etableret et hjem og en hverdag 6000km hjemmefra, og jeg har på trods af en vis generthed kastet mig ud i samtaler med de særeste fremmede mennesker. Når man overskrider personlige grænser med success, kan man ikke undgå at få et vist selvtillidsboost. Her snakker jeg ikke om at kaste mig i øjeblikkeligt grams, men bare at have en god fornemmelse i maven af at kunne – en følelse jeg ubevidst har savnet lidt.

Mine prioriteter har også ændret sig imens jeg har været væk hjemmefra. Hvor jeg tidligere har haft et stort behov for den tryghed en ejerlejlighed i min fødeby giver, så syntes det i skrivende stund mindre vigtigt. Om jeg bliver lykkelig andre steder er stadig det store spørgsmål, men jeg føler i hvertfald at jeg har fået nemmere ved at give slip på den hysteriske dvd-samling, widescreen fjernsynet og resten af det lort jeg har fået bakket ind i ejerlejligheden. Jeg føler mig ikke længere stavnsbundet i samme grad som tidligere, og det virker ikke urealistisk f.eks. at flytte til et andet land.

Det lyder måske altsammen meget rodet, men på bundlinien står der en lidt trist, rodløs ung mand, med nyfunden selvtillid og overvejer hvad han skal stille op med resten af sit liv.

Verden er tydeligvis min østers.

19. December, 2006

Teknisk set er det godtnok formiddag, men det er ikke vitalt for historien. Jeg sidder i nede i det udendørs fællesareal på WaLai House, og jeg grovfryser. Jeg har lige været oppe for at hente en hoodie, men kan nu konstatere at der er alt alt for koldt til bare tæer.

Som rigtig dansker, skal man klage over kulde og smide t-shirten hvis termometeret kommer over 16-18 grader. Kommer temperaturen op over 28-30 stykker, så er der lidt uenighed om hvorvidt varmen er dejlig eller for meget. Det er danske forhold. Her i Thailand spiller vi efter andre regler, og med et dagligt temperatursving imellem ca. 11 og 30 grader, så er definitionen af koldt en smule anderledes end derhjemme.

Som turist på en uges charterferie, når du ikke at omstille dig til varmen, men nu hvor jeg har været her i snart to måneder har jeg efterhånden vænnet mig til det. Sveden driver ikke længere af mig, selvom der er 30 grader i skyggen og jeg ifører mig gerne noget langærmet når der er lidt overskyet. Spørgsmålet er hvor lang tid det kommer til at tage mig, når jeg igen skal vænne mig til det nådesløse danske klima.

21 grader i skyggen - *brrrrrrrrrr* Koldt!! :-)

16. December, 2006

Min afføring er udeblevet. For lige at undskylde min lidt harske udbasunering, så fylder denne hellige tilbagevendende ceremoni en del i mit liv i øjeblikket. På samme måde, som at man er tit er uhyggeligt opmærksom på ting der mangler, så sidder jeg nu her og savner at levere i porcelænet.

Jeg har hygget mig enormt med min diarré de sidste 2-3 uger. Det har været on/off med faste og flydende dage. Jeg har været forbi oral rehydrering med Gatorade – en sportsdrik som på trods af det lidt høje sukkerindhold er fremragende til det. Jeg har spist de medbragte danske Ido-Form, uden nogen effekt overhovedet, undværer i øjeblikket alt alkohol og som sidste desperate forsøg på at stoppe fontænen, spist et harskt præparat (loperamide) som nedsætter “farten” i tarmsystemet. Sidstnævnte har vist sig uhyre effektivt, og jeg har således ikke successfuldt frekventeret toiletfaciliteterne i et par dage. Det har så igen været grund til bekymring og et vist afsavn. Man savner spøjst nok ikke sin regelmæssige afføring, før den udebliver. Øv.

Fuldstændigt urelateret, har jeg igen været ude og køre hvad der i ærkedanske kredse er kendt som krås. Måske skal det endda udtales grås, og udføres på en gråsser. Nå, men jeg har altså været ude og køre jungleræs med nogle af de andre fra huset og et par thaier. Vi kørte samme rute som sidst, men denne gang i dagslys, og uden fornemmelsen af at være faret totalt vildt og være presset til det yderste. Denne gang var der plads til bare at gi’ den gas, og blæse igennem klippestykker, mudder og bambus. Anden del af ruten var mere udfordrende, og bød på stejle skrænter, tør rød tricky jordvej og folk der blev væk fra hinanden.

Personligt blev det ikke til så mange styrt, men jeg lavede et par af de klassiske “vælt med stillestående cykel”, som primært skyldes at terrænet er alt andet end fladt og alt andet end stabilt. Turen blev naturligvis gennemført i t-shirt og jeans, uden anden beskyttelse end hjelm. Hvis det her bliver min nye hobby, skulle jeg muligvis overveje at købe mig noget mere beskyttelse – mine ribben i højre side gør stadig nas fra sidste gang, hvor jeg tydeligvis kom til at presse dem lidt for meget.

Der var ikke meget tid til at tage billeder, men der er lidt på min Flickr, lidt på Kappers og vi har også fået noget fedt film i kassen, som en af dagene ender på 3mcm.com – kig forbi! :-)

14. December, 2006

Hjemve er en mærkelig størrelse. Det er ikke normalt noget jeg praktiserer, men engang imellem når man er lidt rundt på gulvet, er syg, træt, hænger med mulen – i mit tilfælde – samtlige førnævnte, så kan man godt komme til at savne kulden, skoven, regnen og mest af alt illusionen om at have styr på det hele.

Jeg savner en ferie hjem til kulden, eller bare en enkelt regnvåd århusiansk efterårsaften. Jeg savner at kunne sætte mig i min bil, og være herre over situationen. I løbet af de sidste par uger, har jeg haft eksplosiv diarré, problemer med at optage væske, feber, hovedpine og spontan opkastning. Når det begynder at have indflydelse på min nattesøvn og mit fødeindtag, begynder min fundament at blive ustabilt. Langsigtede fremtidsplaner er også nyligt blevet aflyste, så spekulationer omkring “livet og alt det der” vipper bare båden yderligere. Når mit fundament bliver ustabilt, søger jeg efter tryghed, og ultimativt er tryghed min lille åndsvage universitetsby hjemme i det regnvåde Danmark. Kommer man først til at tænke på det, bliver distancen imellem min nuværende situation og den ønskede endnu større, og jeg bliver bare endnu mere træt af at være her.

Det er en midlertidig situation. Jeg har haft det røvsygt før, og jeg ved udemærket hvad der skal gøres ved det. Jeg skal – som jeg selv ynder at referere til det – spænde hjelmen, jeg skal spise mine diarrépiller, jeg skal undgå thaimad et par dage og så ellers se frem til weekendens dirtbike-jungleræs. Tryghed er noget man selv skaber, og jeg har alle muligheder for det her – der er folk der bekymrer sig, billig benzin og aircondition. Hvis jeg hiver et par palmeblade med ud under bruseren, er det endda lige før jeg kan fantasere mig til en regnvåd gåtur i skoven.

Som den gode doktor sagde – få tag om situationen og hold ved.

13. December, 2006

Igår aftes oplevede jeg mit første jordskælv. Epicenteret var ca. 10-15km udenfor Chiang Mai, og jordskælvet målte lidt over 4.5 på Richterskalaen. Intet væltede, men det er første gang jorden har rystet sådan under mig, så jeg var en smule edgy. Såvidt vides er ingen kommet til skade.

4. December, 2006

Det går ikke fantastisk i øjeblikket. Kroppen er alt andet end på toppen, og jeg døjer med diarré, mavekramper og opdagede nyligt en række åbne sår på mit tandkød i undermunden. Humøret gik også yderligere ned i sidste uge, men på trods af at jeg er langt væk hjemmefra, er jeg omringet af folk der kun vil mig det bedste.

Jeg kan ikke huske hvad der kom først, maveproblemerne eller det faldende humør, men jeg skal ikke udelukke at der er en forbindelse. Kampen imod maven er til at gå til, og kræver masser af vand, diarré-piller og at jeg såvidt muligt holder mig fra søde sager. Humøret er en anden sag, men der er heldigvis folk der har min ryg. Hvad gør man for at live en nørd med motorcykelkørekort op? Man lejer naturligvis den største, mest beskidte superbike man kan overtale en fyr til at leje ud. Jeg havde valget imellem at hænge med mulen i Indokina – et sted jeg trods alt ikke kommer så tit – eller at lægge mine tanker bag mig for en tid. Blæsende ud af Chiang Mai, på en 1000cc Honda CB1000 “The Big One”, kom tankerne for en tid over i et andet spor. Det er en ufattelig kraftig motorcykel, i en speciel udgave med bundtræk og “bredde” som førsteprioritet. Med et udseende der mest af alt minder om klassisk 80er superbike på steroider, havde min kammerat Kasper havde fuldstændig ret i at jeg så lille ud på den. Der er billeder af den her og her.

Søndag gav jeg fanden i diarré, og vi tog ned og lejede dirt-bikes og tog fire mand afsted op i bjergene. Yo – Wa Lai Houses førstestyrmand – var med på turen, så imens vi stille messede it’s eeeasy maaan, vred vi i t-shirts og jeans gashåndtaget på vores 250cc Hondaer helt tilbage. Yo kører dagligt dirtbike, Kapper kørte da han for mange år siden boede i Canada, jeg har udelukkende kørt gadecykler og Ted – vores polske ven – har aldrig kørt noget med kobling før.

I høj sol er offroad i bjergene en slående visuel oplevelse. Det ene øjeblik pløjer man igennem underskoven på smalle stier, og i det næste øjeblik kommer man ud i et åbent område, og udsigten ud over de jungleklædte bjerge tager pusten fra en. Turen tiltog i intensitet, da vi valgte den lidt sværere rute. Det tog et par ture i forkert retning, før vi fandt den og der skulle spørges om vej et par gange. Den nye sti tog og helt ud til grænsen – løse klippestykker, vand, mudder, brutale stigninger og skræmmende nedstigninger. Halve meter dybe hjulspor og bjergskrænter krævede konstant koncentration, og efterhånden som aftenen sænkede sig over junglen, indså vi at vi var faret vild. Der var naturligvis altid vejen tilbage, men tro mig – efter den tur havde ingen af os lyst til at opleve det samme. Der var selvfølgelig mere af samme skuffe i vente, men efter godt 40km i tæt jungle, kom vi endelig ud på jordvejen igen. Vi slap stort set uden mén, men med et par hudafskrabninger hist og her. Den ene bike fik smadret bremserne, men som vi siger på de her kanter – no brakes, no problem. Vores polske ven gav fuldstændigt op på et tidspunkt, men med rette motivation kom han tilbage på cyklen, og jeg er ikke i tvivl om at han er taknemmelig for at han gennemførte – selvom man ikke har det store valg når man står midt i junglen. Kapper tog prisen for det mest dramatiske fald, da han lige skulle skifte fod og søgte fodfæste hvor der intet var – på kanten af bjerget. Cyklen tippede over og Kapper rulle et par meter ned af bjergsiden – men det lykkedes at få begge to op igen, og vores vanvidsridt fortsatte.

Jeg var kvæstet da jeg kom hjem. Fuldstændig synderbanket, men det holdte tankerne i ro. Tilbage på sengen i Wa Lai House, satte maven igen ud, og overloaded på energidrinks lå jeg i et par timer og svedte, krampede og tænkte over livets små finurligheder. Som de kloge siger – det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Endnu engang har jeg fundet min egen grænse, blæst over den og blevet en del erfaringer rigere.

29. November, 2006

Hver gang man som turist rejser ind i Thailand, får man tredive dages opholdstilladelse. Den kvikke læser vil vide, at vi ialt skal være her tre måneder, og derfor har brug for at forlade landet fra tid til anden. Igår var den første af de ceremonielle grænseture.

Urimeligt tidligt (det er klokken otte for jer A-mennesker) kom der en minibus og samlede os op ved Wa Lai House. Der var en glad blå elefant på siden, og arabiske klistermærker i forruden. Vi havde meldt os på en Golden Triangle Tour med mulighed for visa run eller border jump som det også kaldes.

Første stop på turen var en varm kilde udenfor Chiang Mai. Der mener jeg i hvertfald det var, men jeg kunne tage fejl – det kunne lige så vel være Chiang Rai. Jeg havde sovet elendigt, så på det her tidspunkt kørte det hele lidt på rutinen. Da vi ankom, var der ganske rigtigt et hul i jorden, og der var ganske rigtigt gevaldigt varmt vand i det. Så varmt faktisk, at der blev kogt æg i det. Omkring denne lille naturperle groede der så giftshops som skimmelsvampe, og udover muligheden for at presse en apple pie og en kop kaffe i svælget, var der ikke rigtig noget at blive ophidset over.

Chiang Mai Hot Springs

Morgenmad. Kaffe. Tiltrængt.

Efter det varme vandhul, kørte vores chauffør videre imod et gemmelt tempel. Kørte er måske en underdrivelse, da han nok i virkeligheden synderstraffede hans pimpede Toyota minibus. De praktisk anlagte tre-sporede, snoede bjergveje blev udnyttet til fulde, og svingene blev udjævnet til trods for både modkørende og fuldt optrukne linier. Ikke engang modkørende turistbusser syntes at tage pusten fra vores chauffør, og hans engelsktalende kollega tog heller ingen notits af kørslen.

Toyota tourbus med Mercedes fælge - meget stilfuldt

Det gamle tempel var hyggeligt, og til trods for at være en turistfælde, forholdsvist fredfyldt. Enorme Buddhafigurer prydede det vægløse tempel, og rester fra de oprindelige bygninger kunne ses overalt udenfor – svøbt ind i gul-orange stof. Havde det ikke været for alle butikkerne og de alt andet end ydmyge turister, kunne jeg godt have brugt et par timer mere her.

Rester af det oprindelige tempel

Turen fortsatte videre imod Mae Khong floden, som grænser op til Myanmar (tidl. Burma) og Laos. Selve området her er kendt som The Golden Triangle, og har tidligere været centrum for opiumhandel imellem de tre lande. Efterhånden som bl.a. Thailand har intensiveret kampen imod narkotika, har de tidligere narkobaroner arbejdet målrettet for at få grænserne imellem landene åbne for turisme – i det mindste et par hundrede meter ind i landene. Nu fragter de således ikke længere opium frem og tilbage, men både læsset til randen med købeglade turister. Det var med såden en båd, at vi krydsede Mae Khong floden, og gik i land i Laos.

The Golden Triangle - Thailand, Laos og Myanmar (tidl. Burma)

Hvis du spørger hvordan Laos var, så kan jeg ikke rigtig komme med et reelt svar. For mig består Laos af 20-30 små butikker, som allesammen sælger dybest set det samme lort. Her var der dog ikke kun træfigurer, tøj og andet uskadeligt junk men også knive, armbrøster og den legendariske Lao Whiskey med alt godt fra junglen – inklusive hele kobraer og skorpioner. Det skulle naturligvis prøves, og udover den lidt sødlige lugt var der ikke rigtig noget ophidsende ved det. Det havde dog en lidt skarp bismag, som muligvis havde noget at gøre med at det var konserveringsvæske for to pænt giftige dyr – hvad ved jeg.

Whisky fra Laos - med det hele

Tilbage på thai jord, spiste vi på den lokale restaurant. Det var med i prisen, og det kunne man godt fornemmel. Salaten var slatten, og buffeten bestod af assorterede tilberedte dyrelemmer. Deres ananasstykker var dog hele besøget værd. Frisk og sprød – modsat dem vi spiser hjemme.

Vores halve time i Laos, talte tydeligvis ikke som et udlandsbesøg, så for at få vores visum fornyet, skulle vi krydse grænsen til Myanmar. Det skulle foregå i byen Mae Sai, som tidligere har været kendt som hertil og ikke længere – i hvertfald hvis man var turist. Burma, som det før hed, var åbenbart tidligere et af Asiens rigeste lande, men bizarre statsledere har effektivt puttet en pind i hjulet på det som nogle refererer til som verdens sidste rigtige socialiststat. Et ønske om at få en del af turistkagen, har dog tvunget landet til at åbne grænserne på klem igen. Turen ud af Thailand gik selvfølgelig problemfrit, og ovre på den anden side krævede det 500 baht, et foto med immigrationskontorets webcam, en fornærmende sammenligning med mig og en elefant og så havde vi et turistvisum til Myanmar. Jeg ved ikke præcist hvor langt vi kunne rejse ind i landet, men det var sådan set også underordnet, for vi forlod det få minutter senere. Tilbage ved thai immigrationskontoret, kom der et nyt stempel i passet, og vi kan nu være her til den 27. december.

Én ting fascinerede mig dog voldsomt ved vores grænsetur; sidste gang jeg krydsede en rigtig landegrænse, var engang i 1999. Jeg havde sovet hele natten på en bænk ved den grænsen imellem Israel og Jordan, og da de endelig åbnede fulgte der en længerevarende ceremoni på begge sider, og en ensom tur igennem et ingenmandsland bevogtet fra maskingeværsreder i begge lande. Tilbage i Asien, var zonen imellem Thailand og Myanmar nærmest et lille marked. Der var tiggere, rejsende, handlende og en fyr der forsøgte at lave en tre-punkts u-vending midt i det hele. Det meste af kaoset syntes dog at have rod i Myanmar, og processen virkede en smule mere organiseret på thai siden. Hele forløbet gik desværre uden billeder.

Absolut sidste stop på turen, var et besøg til en bjergstamme. Kapper fortalte at de oprindeligt – for lang tid siden – var politiske flygtninge fra Kina. Thaierne tog ikke godt imod dem, og de havde store problemer med at etablere sig i Thailand. Siden har de dog fundet deres niche, og sælger godt håndværk og assorteret ragelse rundt om i Thailand. Billeder af pigerne i deres traditionelle dragter koster 10 baht, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe en fotomulighed. Den lille by vi besøgte, havde et utal af giftshops, hvilket jo i virkeligheden giver fin mening, når det er deres primære erhverv. Alligevel virkede det forkert på mig, for jeg gik derfra med en underlig smag i munden.

Pige i den traditionel bjergstammedragt

Legende dreng i bjerglandsbyen

Fuldstændigt gennembombet og træt udover det sædvanlige, ankom til til Wa Lai House efter timevis af vanvidskørsel. Endnu engang har vi fået en kulturindsprøjtning, og endnu engang er min personlige opfattelse af trafiksikkerhed blevet rykket betragteligt.

Alle billederne kan selvfølgelig ses på min Flickr side.

24. November, 2006

Som den opmærksomme læser allerede har opdaget, befinder jeg mig i Thailand. Jeg skriver om turen her på siden, og jeg uploader flittigt billeder til Flickr. Med mig har jeg min IP-telefon, så jeg kan ringe billigt hjem til Danmark – men er der noget at snakke om?

Det er en mærkværdig problemstilling, men de fleste bloggere kender den måske allerede. Man skriver om sit liv, og når man møder folk face to face har de en opfattelse af at de kender en – men det er jo som oftest kun en brøkdel af livets finurligheder der ender på nettet. Tit er det lidt en kamp at få overbevist folk om at man er mere end sin hjemmeside.

Denne problemstilling har på mærkværdig vis fundet vej til min vennekreds, og der kan gå uger imellem at vi snakker sammen, for vi kan jo bare læse på din hjemmeside. Samtaleemnerne er serveret på et sølvfad, og vi kommer sjældent ud over hvad der i forvejen står på min hjemmeside. Måske er jeg for træt når jeg griber knoglen, eller måske skal jeg bare ha’ folk skolet i at jeg ikke kun er todimensionel. Måske skal jeg selv åbne munden noget mere.

Igår snakkede jeg næsten en stiv time med en god ven, og der var tid til at komme forbi de små ting, for med alle de indtryk jeg får indenbords, er der nogle gange brug for at læsse af – og det er som sagt kun en brøkdel der ender her.

Misforstå mig endelig ikke, jeg hverken peger fingre eller hænger folk ud – jeg nyder hvert sekund jeg har gode venner i røret, specielt når jeg er så langt hjemmefra. Det er underordnet om dagens højdepunkt har været en tur over på tanken, for med den galskab der er på disse breddegrader er det rart at ha’ en hotline til virkeligheden. Tak fordi I gider hænge i røret med mig! 😉

22. November, 2006

Igår var vi i biffen og se den nye James Bond; Casino Royale, og det mindede på mange måder om at være i biografen hjemme i Danmark. Som de siger her: same same, but different. Det var de små forskelle.

Blandt utallige andre ting, har det lokale center også en biograf, og en ganske udemærket en af slagsen: jeg talte mindst seks sale, og der kunne shoppes alt fra popcorn til chips og drikkevarer. Første shock kom da vi skulle købe billetter; bestillingssystemet var vældig high-tech, og vi havde mulighed for at pege på de sæder på skærmen, som vi gerne ville have. Vi var en seks-syv stykker afsted, så vi valgte en sammenhængende række godt oppe bagerst i salen. For dem der lykkeligt betaler 80-100 kr. for en biografplads i Århus, kan jeg så oplyse at tilsvarende her koster 75 baht, eller 12 gode århusianske rigsdalere. Hvorfor det skal være så pisse dyrt hjemme, har jeg altså usædvanligt svært ved at forstå. Hvis man skal to afsted, er det jo fandme billigere at købe filmen – selv med porto og ventetid oven i hatten.

Imens vi ventede på at filmen startede, spillede vi et Bejeweled-agtigt spil på spilleautomaterne udenfor. Det var sådan noget “vælg frugter der matcher på række” spil, og man kunne sagtens være tre om én maskine. Flere hoveder virker som bekendt bedre end ét, og det endte da også med at Langer – eller Mr. Wang som han af uvisse årsager bliver kaldt af undertegnede – kom på highscoren, med billede of det hele. Fandens så meget underholdning man kan få for halvanden krone.

Fem-ti minutter før filmen startede, troppede vi op ved den rigtige sal. Jeg tog i døren, og til min overraskelse stod der en ung, lidt nørdet thaifyr lige på den anden side, udrustet i biografuniform og armeret med en vand/duft-spray, godt igang med at gøre salen lækker for os. Han var tydeligvis lige så overrasket som os, og gjorde os forsigtigt opmærksom på at han næsten var færdig. Så kiggede han nervøst på sit ud, så på sin duftspray, så på mig, og så nikkede han og sagde “ok”. Hvad jeg her observerede, var et typisk dilemma imellem thailandsk høflighed og thailandsk ordenssans. Vi oplevede det samme idag, da en tjener meget forsigtigt bad os om at flytte vores scootere fra bil-parkeringen til motorcykel-parkeringen, selv om vi allerede havde sat os i restauranten. Fortrindeligt italiensk mad iøvrigt. Stedet hed The Pasta Café.

Vi fandt vores pladser, og selvom møblerne ikke var splinternye, var de bløde, rene og kunne lænes tilbage. Salen var forbløffende stor, og med lidt hovedregning vil jeg skyde på at der kunne sidde en 4-600 personer i den. At salen næsten var tom, undrede mig først – indtil det slog mig at vi havde valgt versionen med den originale tale, og ikke den som var eftersynkroniseret til thailandsk. Der var med andre ord tale om en filmfremvisning for udlændinge, eller folk som af bizarre årsager havde en fetish for det engelske sprog. Thailandske tekster var der naturligvis på, og som skolet undertekst-læser, kunne jeg ikke undgå at lade blikket falde ned til dem engang imellem – heldigvis er der meget langt imellem vores bogstaver og de thailandske, så det virkede mere som en art sofistikeret sort/hvidt ornament som var hæftet på filmen.

Nå, men inden jeg kommer forud for mig selv, er det værd at nævne alt hvad der kom forud for filmen. Først var der naturligvis den venlige henstilling til at slukke mobiltelefonen, som herovre ikke er præsenteret som et ripoff af I Know What You Did Last Summer, men bare en telefon med et kryds over. Keeping it simple. Herefter var der naturligvis forfilm for andre film, lige fra Al Gores katastrofefilm til noget kinesisk med sværd og folk der kunne flyve. Altsammen rundet af med meget futuristiske thailandske infosider, sandsynligvis med tekster i retning af kendt fra filmen og så videre.

Umiddelbart efter reklamerne, men før selve filmen, rejste folk sig op. Jeg var totalt clueless, men tænkte when in Rome, og rejste mig op. Herefter fulgte en 3-5 minutter lang sekvens med gule marker, smukke bjerge og ovale glansbilleder af Thailands konge, altsammen underbygget med noget vældigt storslået musik. Da klippet var ovre, satte folk sig ned igen. Mærkværdigt nok praktiseres denne ceremoni andre steder, fra Indien til USA – i sidstnævnte nation, sværger man fra tid til anden også troskab til flaget ved samme lejlighed. Jeg foretrækker den mere tilbagelænede thailandske version indtil videre.

Så kom filmen endelig, og skidt var den jo i virkeligheden ikke. Mads Mikkelsen var naturligvis røvhamrende usympatisk, men det var jo også det han var blevet betalt for. Personligt bifalder jeg den nye stil, som er mere spidsfindig, og mindre røver og soldater. Lidt lir til pigerne var der også, da den nye Bond kom både i charmerende og letpåklædt udgave. Planen var ikke at anmelde filmen her, men jeg vil da sige at jeg var underholdt i et par timer og kedeligt var det ikke.

Efter filmen var selve shoppingcenteret lukket, så vi blev lukket ud i.. selve shoppingcenteret. Pile eller skilte var der ingen af, så det var op til os selv at finde udgangen. Rulletrapperne var spærret af, og på vej over imod elevatoren, pegede en sikkerhedsvagt os i den modsatte retning. Engelsk talte han ikke, så vi fulgte hans anvisning. Ti minutter senere havde vi været igennem hele biografområdet, og var tilbage ved elevatorene. Sikkerhedsvagten stod der stadig, og skar ikke en mine da vi tog førnævnte elevator ned til stueplan. Jeg var mildest talt en smule forvirret. Nede i stueplan, var der igen stor spekulation om hvordan vi kom ud. Der sad en håndfuld mennesker og pakkede ned eller ud, og selvom en eller anden havde meddelt os at vi ikke måtte bruge hovedindgangen, var denne åben og vi tog den alligevel. Jeg fattede ikke en skid af det hele, men vi kom da ud igen.

På vej ud af biografen blev der vekslet et par ord om filmen, og lidt henkastet blev det nævnt at en af pigerne havde set en rotte nede ved sine fødder. Jeg havde også mærket noget nede ved mine fusser, men havde satset på at det var en flue eller noget lignende. Det kunne ikke rigtig ryste mig, men jeg er da glad for at det var en høflig en af slagsen, og ingen af os blev bidt i tæerne. Mine krav til hygiejne og sikkerhed syntes at falde dagligt i øjeblikket.

Fortsat fornøjelig onsdag.

20. November, 2006

Det uundgåelige skete idag; på vej ud efter frokost punkterede forhjulet på min scooter. Køretøjet blev parkeret, frokosten blev indtaget og umiddelbart efter fik jeg bakset skidtet til nærmeste cykelbiks. Tro mig, under disse himmelstrøg foregår det ikke helt som hjemme i kulden – prisen er også anderledes.

Det er mandag idag. Farven for mandag er gul. Kongen er født på en mandag. Jeg ved ikke om der er en sammenhæng, men drengene i garagen havde tydeligvis glemt at ofre noget til de residerende ånder, kongen eller den store Buddha, for noget gik helt skævt. Det tog tre drenge tre forsøg og tre cykelslanger, før de kunne præsentere mig for et friskpumpet forhjul. Det tog omkring en halv time eller tre kvarter, så jeg fik naturligvis også et glas koldt vand at sunde mig på. Hvis de kunne ha’ klaret det med en lappe på slangen, havde prisen været 20 baht (3 kr), men med en ny slange kom prisen helt op på horrible 80 baht (12 kr).

Hvis du ikke allerede har check på priserne hernede, svarer 80 baht til 3 gode portioner thai-nudler med bønnespirer, forårsløg og et par limebåde eller en menu på KFC. Jeg havde sgu næsten ondt af dem, for med de to slanger de nåede at sprænge, inden de opdagede at der sad grater i selve hjulet, har det uden tvivl været en underskudsvirksomhed for dem. Jeg kunne sagtens ha’ givet dem det tredobbelte, men det bliver de sgu nok ikke mere grundige af i fremtiden. Giv en mand en fisk eller lær ham at fiske. I ved hvad jeg mener.

Fortsat god mandag.


Johnny