Me

Indlæg fra 'thailand' kategorien

28. oktober, 2006

Min søde kæreste har lige sat sig ind i det lille røde lyn, og har sat kursen nordpå – eller vist nærmest nordvest. I hvertfald vest. Om få timer begynder turen imod østen, og eventyret venter rundt om hjørnet.

Vi har lige sagt farvel, og jeg mangler kun at pakke de sidste småting, inden jeg stikker af til Østen. Fremtiden byder på nye steder, nyt mad, nye mennesker, men for dælen hvor kommer jeg også til at savne kæresten. Som jeg ser på det, kan man angribe det fra to sider – man kan vælge at snøfte over de 90 dage vi ikke ses, eller man kan smile og glæde sig til at vi ses igen om 90 dage. Men nok om det – det er noget jeg selv kæmper med! :-)

Ude i det fjerne venter eventyret, og jeg kan mærke hvor jeg trænger til at komme ud og suge nye indtryk til mig. Det her er mit happy place, mit creme i spandaueren – min rejselyst.

Min dufflebag er næsten pakket færdigt. Den er tætpakket med elektronisk grej, alt fra fotoudstyr, computerudstyr, accesspoint, ip-telefoniudstyr og tilhørende telefon. Der er naturligvis også en LED-modificeret MagLite, min Leatherman, en halv milliard kontaktlinser, solcreme til min spæde barnehud.. og et par rene underdrenge og et par t-shirts! Man har vel prioriteterne iorden! ;-)

Først går turen til København, hvor vi crasher hos en bekendt. Imorgen formiddag går flyet så til Heathrow, hvor vi skal sidde og drikke Guiness og spille WoW i 10-11 timer. Derefter går turen til Bangkok, hvor vi bliver et par dage. Når vi har set den zoologiske have, taget en tur på floderne og set ping-pong showet, så tager vi videre til slutdestinationen – Thailands Rose of the NorthChiang Mai.

Opdateringer følger! :-)

5. oktober, 2006

Så er der mindre end 24 dage til der er afgang. Jeg læser rejsebøger, rejsetips, runder ting af herhjemme, køber grej og forbereder mig mentalt på tre måneder under fremmede himmelstrøg. Nåja, så skal jeg iøvrigt også endelig tatoveres. Der sker mange ting for tiden.

Jeg er stor fan af Lonely Planets rejsebøger, og det kan rejsesektionen i min bogreol bevidne. Siden deres guide til Israel var min hellige gral og redning tilbage i 1999, har jeg bestilt en bog for hver ny destination jeg dog imod. Lige nu pløjer jeg mig sultent igennem Thailand, og når den er spist skal jeg have kigget på Tokyo. Hvis vi har tid og penge til det, overvejer vi at lave en ekskursion til Japan. Det skal ikke være en lang tur, men bare lige en udflugt for at smage lidt på kulturen. Hvis det er en lækkerbidsken, kan man jo altid backtracke. Lonely Planet har iøvrigt lave en lille pixibog, der hedder noget i retning af Travellers Tips – der er masser af små tips og hints, og selv for os urutinerede læsere kan den sluges på kort tid.

Der er mange småting der skal klares hjemme, dels privat men også i kraft af min funktion som ejerforeningsformand. Min kære moder skal også skubbes ind i dette århundrede, og er i den forbindelse ved at få etableret ADSL. Det er nogle overkommelige opgaver, men de skal rundes af inden jeg skrider – for når jeg først sidder i Asien, har jeg ikke tænkt mig at lade hjemlige rutineopgaver tage luften af min eksotiske rejseoplevelse. Når jeg først er derovre, skal jeg ikke sidde og ringe til håndværkere, eller udfylde ejeroplysningsskemaer – ikke på vilkår!

Det er som bekendt ikke kun ferie. Hovedårsagen til at jeg overhovedet kan tage afsted i tre måneder, er at min arbejdsgiver – den fleksible unge mand – har givet mig mulighed for at “arbejde hjemmefra”. At hjemmefra så er tusindvis af kilometer fra Århus, er så en anden ting. Resultatet er en underlig blanding af arbejde og ferie, men netop dette tror jeg bliver en oplevelse. Jeg skal – sammen med mine to rejsekammerater – have etableret en produktiv hverdag under fremmede himmelstrøg, og netop her tror jeg der lurer en masse sjove oplevelser. Efter nogle uger, begynder vi uden tvivl at lægge mærke til nogle nye ting – ting, som “almindelige” rejsende simpelthen har for travlt til. Vi vil stadig gå ud til frokost, vi vil stadig snakke om mailservere, hosting, 70′er-porno og hvem der har de nyeste elektroniske dimser, men det vil ske med templer i baggrunden, og orangeklædte munke der samler mad ind.

Rejseoplevelser er noget mærkeligt noget. Da jeg sidste år var i Californien, tog vi over 7.000 billeder og utallige filmklip. Folk mister som oftest interessen efter de første 30-40 billeder, og det er en konstant reminder om at en rejseoplevelse kan betyde alt – og endda være definerende – for ét menneske, og absolut intet for andre. Jeg er hverken bitter eller bærer nag, jeg er bare klar over at sådan hænger det sammen. Alligevel drives de fleste af en enorm trang til at dokumentere, bevare og fastfryse øjeblikke, i håb om at kunne formidle det til venner og bekendte, når man igen er på velkendt jord. Jeg har selvfølgelig samme drive, og med det i baghovedet har jeg købt ny optik og nye filtre til mit kamera, altsammen i håb om at kunne tage et lille stykke magi med hjem. For de fotonørdede, kan jeg oplyse at det er et Canon 28-135mm f/3.5-5.6 EF IS USM objektiv, der forhåbenligt kan kamouflere mine tvivlsomme evner som fotograf. Filteret er iøvrigt et 72mm Photoco cirkulært pol-filter, og der er et Skylight og UV filter i posten.

For snart mange måneder siden, havde jeg fornøjelsen af at fylde 30. Mine venner havde arrangeret en surprise-fest, og i den forbindelse blev jeg begavet til den helt store guldmedalje. I gavesækken var der bl.a. et flot gavekort til Mjølner Tattoo, en usædvanlig respektabel tatovør i Århus. De sidste par uger er der blevet snakket og tegnet, og om små to uger skal motivet så sættes på som det hedder. Det bliver en variant af Århus-masken, som er en såkaldt grylemaske brugt af åndemanere når de gik agurk, for længe længe siden. Den her specifikke udgave er blevet hugget på en sten, som står på Moesgaard Museum. Såvidt jeg husker, er den rejst for en konge. Grunden til at den skal pryde min ene arm, er at jeg er født og opvokset i Århus, og Århus-masken er på en måde et af byens vartegn. Jeg rejser meget, og jeg syntes at jeg fortjener noget der mindre mig om mine rødder.

Lige siden jeg blev færdig med min uddannelse i 2000, har jeg været opsat på at få kunst på huden. Velvidende at det er en – forholdsvist – permanent udsmykning af kroppen, har jeg selvfølgelig haft store overvejelser om det. Jeg er udemærket klar over at mennesker ændrer sig løbende, og at det menneske jeg er idag, sandsynligvis er et godt stykke fra det menneske jeg er om ti år. Jeg er meget opmærksom på hvilke signaler jeg sender folk med min påklædning og personlige udsmykning – eller mangel på samme – så der er mange overvejelser der skal gøres. Hvad der ser møghamrende fedt ud nu, er måske voldsomt tarveligt om et par år. Mit valg er truffet udfra mange faktorer. For det første er det ikke en “nummer fjorten”, men et håndtegnet motiv specielt til mig. De har selvfølgelig lavet noget lignende før, men jeg havde specifikke ønsker og krav. Jeg kunne snakke om det længe, men på bundlinien er budskabet vist bare at der virkelig er tænkt over tingene. Jeg føler mig godt forberedt, til trods for at min tatovør har sagt at hele showet kommer til at tage en hel dag, og at jeg på et eller andet tidspunkt grådkvalt vil bede hende om at stoppe. Vi får se.

Tatoveringen får lige under en uge til at hele, men alt efter hvor skarpt mit imunforsvar er, kan det være nok. Jeg pakker aloe vera og desinficerende creme i rygsækken, og håber på det bedste. Nu er jeg jo ikke den store fan af badestrande og solbadning, så jeg tror det går. Jeg får garanteret en masse gode råd når vi er færdige, men hvis I har nogle guldkorn mht. pleje at sådan noget prikværk, så er jeg lutter ører! :-)

Mine damer og herrer, det var alt for idag.

26. september, 2006

Tilstanden er en smule kaotisk i øjeblikket, ikke mindst fordi der nu er omtrent 32 dage til afrejse. Vi er stort set klar, og har nu både fået klaret de sidste flybilletter og organiseret tag over hovedet. Fuldstændigt urelateret er jeg gået amok på QXL, og er godt igang med at rydde ud i skabene.

Kapper har været aktiv, og har fået booket det sidste stykke af rejsen for os – nemlig turen fra Bangkok til Chiang Mai. Det endte med en flyrejse, og det passer lige med at vi får et par dage til at se på Bangkoks byliv. Hvad vi præcist skal se er ikke afgjort endnu, men området er kendt for alt fra pingpong-show til zoologiske haver. Toget ville have været billigere og sandsynligvis mere charmerende, men det har vi valgt at udsætte til et tidspunkt hvor vi har vænnet os til varmen og maden, og vi ikke konstant skal holde øje med det forholdsvist dyre hardware vi har med os.

Vi har også fundet et sted at bo dernede! Den oprindelige plan om at leje et hus med netforbindelse kuldsejlede, da minimumsperioden som oftest ligger ud over vores ydmyge tre måneder. Valget faldte istedet på et guest houseWa Lai House – som dybest set er et billigt og mere intimt hotel. Jeg mener vi endte på omkring 850,- pr. måned pr. enkeltværelse, inkl. rengøring, fri netforbindelse, ventilator og balkon. Vi kunne ha’ fået aircondition for den dobbelte pris, men jeg ved også udemærket hvad aircondition gør ved helbreddet når man konstant går imellem varme og kulde. Jeg har været forkølet i Cairo.

Vi har også fået en rejsedeltager mere, hvilket forhåbenlig skulle bidrage til underholdingen. Der er tale om endnu en Kasper, men en anelse højere og knapt så bred. Han virker meget sympatisk, så det skal nok blive sjovt.

Planlægningen skrider frem, og der bliver nærmest krydset ting af på todo-listen dagligt. Jeg mangler dog stadig at læse rejsebøgerne fra Lonely Planet, hente en stak kontaktlinser i forretningen, få en rejseforsikring (ender nok med Gouda), returnere en ADSL router til CyberCity og aflevere nummerpladerne på mine køretøjer til forsikringsselskabet.

Ingen jeg kaster mig over rejsebøgerne, skal jeg have læst Phra Farang af Peter Pannapadipo færdig. Det er en forunderlig mental rejsebeskrivelse, der starter for hovedpersonen som 45-årig i London. Han stiller spørgsmålstegn ved hele sin fast lane forbrugerlivsstil, og begynder at lede efter en dybere mening med det hele. Det finder han i buddismen, og ender med at blive udenlandsk (farang) munk (phra) i Thailand. Jeg kunne ikke forestille mig selv gå i hans fodspor, men hans ord om den overfladiske forbrugerlivsstil giver stof til eftertanke. Fandens som forbrugersamfundet har en tendens til at gøre os til materialistiske indtryksjunkies. Man kan næsten høre Ministrys Just One Fix køre i baggrunden, imens man med musen rammer Køb knappen.

Det er muligvis med de tanker i baghovedet, at jeg er begyndt at rydde skabe og skuffer for ting jeg ikke bruger mere. Ting der fylder, samler støv, giver grå hår i hovedet og burde være i andres hænder. Tingene ryger i øjeblikket på auktion på QXL, så kig forbi hvis du mangler noget sært gammelt grej.

32 dage endnu.

20. september, 2006

Om 38 dage går flyet til Bangkok fra Heathrow i London. Nyheden om militærkuppet har indtil videre ikke påvirket vores planer, for der skal mere end potientielt ulmende borgerkrig til at ødelægge vores udflugt.

Til trods for at der ikke var været nogle i femten år, er det thailandske stadig militær rigtig glade for militærkup. Her igår valgte den fyrede general Sonthi Boonyaratglin at afsætte premiereminister at Thaksin Shinawatra, efter en længerevarende politisk krise.

Tanks in front of government buildings in Bangkok, Thailand
Tanks in front of government buildings in Bangkok, Thailand

Militær foran offentlig bygning i Bangkok

Per Stig Møller fordømmer iøvrigt hele showet, som trods alt syntes at gå meget stille og roligt. Nu får vi se hvor galt det går.

25. august, 2006

.. med indbygget fredagslink! Ved et rent tilfælde, faldte jeg over Anja & Thomas’ hjemmeside. Jeg har endnu ikke haft tid til rigtig at læse den igennem, men jeg sidder allerede her med en stærkt sitrende fornemmelse, og der er ingen tvivl om hva’ diagnosen er.

Jeg lider af rejsefeber! Jeg leder ikke længere efter den manglende brik til mit puslespil, men lysten til at komme ud og prøve egne grænser af er enorm. Behovet for at se nyt land, nye mennesker og noget andet end hverdagen er intens. Kæresten så nok helst at jeg blev hjemme, men planen blev lagt før hun kom ind i billedet, og om omtrent to måneder drager jeg afsted imod Østen. Jeg tager som bekendt arbejdet med i rygsækken, så jeg vil være online hver dag – det kan forhåbentlig holde savnet lidt i skak.

Er der ikke en af jer der vil forære mig en Land Rover? ;-)

13. juni, 2006

Jeg er rødhåret, erotisk buttet og har en forkærlighed for computere — sådan nogle som os er overhovedet ikke designede til at eksistere i sådan en hede. Vi er snedigt konstruerede til at operere i skyggen og i let fugtige kældre. Heldigvis er det kun én dag mere.

.. i hvertfald hvis man skal tro vejrudsigten. Niogtyve grader idag, men næsten ti grader mindre den næste lille uges tid. Lige nu sidder jeg på kontoret, som er skide koldt om vinteren da radiatoren under vinduet ikke virker, og hysterisk varmt om sommeren da vi bor lige under det sorte tagpap. Jeg undrer mig til stadighed over hvordan jeg overlevede i Eilat, Israel (37g) og at jeg ikke blev til støv i Death Valley i Californien (57g). Jeg er heller ikke sikker på at valget af vinterresidens var så skide velovervejet.

Nå, men man kan vel vænne sig til det.. kan man ikke?

6. juni, 2006

Hvad lavede du i søndags? Et lidt forsigtigt gæt vil være at du ikke fik sprøjtet finthakket musehjerne ind i armen – det hører nemlig til sjældenhederne, og kan ikke umiddelbart anbefales. Hvad man dog ikke finder på når man keder sig.

Den flittige læser vil vide, at jeg drager til asien til vinter, og på sygdomsfronten er de alt andet end kedelige dernede! På menukortet er der spændende ting som malaria, smitsom leverbetændelse, difteri og japansk hjernebetændelse – for lige at nævne et par stykker. Sidstnævnte blev der vaccineret første gang for i weekenden, og hvor bizart det end lyder, bliver det leveret som granuleret musehjerne – så fint at det ikke ligner andet end en klar væske. Kapper tog billeder og en anden kammerat stod for indsprøjtningerne. Nu er vi ét skridt tættere på afrejse! :-)

Weekeden bragte ikke flere nåle med sig, men til gengæld både køretur på den tohjulede, isvafler, hygge og små pizzaer. Kan det blive bedre? :-)

20. april, 2006

Efter gårsdagens noget tørre statement, kommer der nu lidt mere kød på historien. Jeg tager med Kapper til Thailand i 3 måneder, og arbejder derfra. Følg med i vores potientielt fantastiske eventyr på 3MCM – 3 Months in Chiang Mai!

Der er meget der skal klares først, og øverst på listen står vores nye website. Indtil videre må I nøjes med vores stærkt seriøse pressemeddelelse, men inden alt for længe pakker vi den nye ordpresse ud og klistrer et nydeligt design på. Så kan I følge med i planlægning, se de forhåbenligt farverige billeder af vores eksotiske vaccinationer og høre hvordan det går os ovre i Asien. Sproget bliver engelsk, da planen er at det skal ende med at være en slags generel rejseberetning. Et krav til vores kommende eksotiske vinterresidens er en stabil netforbindelse, så der skulle gerne komme indlæg fra os kort efter ankomsten til det nordlige Thailand.

Magiske ting sker når man går ud af sin hoveddør, og selvom der er lang til afrejse glæder jeg mig gevaldigt. Tilfredsheden og taknemmeligheden for arbejdsgiverens fleksibilitet er stor, da det jo nok desværre er de færreste der får lov at arbejde hjemmefra – fra den anden side af jorden.

Hjelm spændes. Dag gribes.

19. april, 2006

Johnny