Jeg er røvtræt af at høre om Ungdomshuset. Jeg er røvtræt af at høre om en flok unger der ikke kan få deres holdninger ud, uden at bruge vold og kaste med brosten. Jeg er røvtræt af folk der ikke har den mindste smule respekt for loven, og jeg er mest af alt røvtræt af at jeg skal betale regningen.

Jeg bryder mig heller ikke nødvendigvis om systemet, men jeg respekterer spillereglerne og jeg betaler min skat. Det betyder så også at jeg betaler til den øgede politistyrke, vejspærringer, fængselsvæsenet, hospitalsregninger, krisehjælp og ikke mindst overførselsindkomster til de system-hadende anarkister.

Jeg var oprindeligt helt med på at møgungerne skulle have et sted at være, men jeg har bare fået nok nu. Når de truer med at bringe samfundet i knæ med vold og ikke har den fjerneste respekt for den private ejendomsret, så kan de fandme rende og skide – der er ingen sympati.

Det værste er ressourcerne – hvor mange mandetimer og hvor mange penge ryger ikke ud i lokummet på grund af det her? Kunne de ikke være brugt bedre – måske til at hjælpe andre i nød, fremfor nogle dybt egoistiske, asociale møgunger der skider resten af samfundet op og ned af ryggen? “Jammen vi vil ha’ et hus hvor vi kan flygte ind når politiet er efter os, og så vil vi iøvrigt ikke betale husleje!” Med det blødsødne system der skulle holde dem i ørene, ville det ikke undre mig om de får det alligevel.

Jeg ser personligt frem til at de bliver sat på gaden, men håber inderligt at det bliver en fredelig aktion – så samfundet ikke får flere hospitalsregninger på den bekostning.

PS: Alt godt i Thailand. God jul og godt nytår!

Jeg syntes at vade i trafikbøder i øjeblikket. Første bøde var for at køre uden kørekort, og nummer to for at køre uden hjelm. Yo mente bestemt ikke det var nødvendigt at betale den første, men de havde konfiskeret mit kørekort anden gang, så vi skulle en tur på stationen.

Der var lidt bøvl med at finde stedet, så vi havde sat Yo bag på min scooter. Denne gang var det med Asiens største mc-hjelm på, for selvom der nok ikke er dødsstraf for den tredie trafikbøde i streg, var jeg ikke lige i humør til mere roderi med politiet. Vi fandt stationen, som iøvrigt ligger lige ud til Ping floden, og umiddelbart overfor restaurant River Side, som laver nogle ganske fortrindelige bøffer og en vældig anstændig bagt kartoffel.

Indenfor lignede det mest af alt et postkontor. I den ene ende sad tre betjente bag ét langt skrivebord, og foran dem var en 15-20 stole med folk som ventede. Yo sneg sig ind foran, og jeg fik smidt min bøde øverst i deres indbakke. Få minutter senere blev jeg kaldt frem, og blev spurgt om nationalitet og efternavn. Manden fik 200 baht, og jeg skrev under på to stykker papir. Med kvitteringen i hånden gik jeg til et af vinduerne bagved, og en mand fik gravet mit kørekort frem. Hele processen tog under 5 minutter. Turen til stedet blev dog foretaget i sympatisk snegletempo og tog det meste af en halv time ialt – næste gang kan jeg nok klare det på et kvartér.

Jeg blev ikke registreret med andet end mit efternavn, men desværre hedder jeg hverken Sørensen eller Hansen, så jeg får sgu nok svært ved at løbe fra min nyligt plettede thailandske straffeattest.

Min civilstand har nyligt ændret sig til single. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, men bare sige at det forløb rimelig udramatisk. Jeg er taknemmelig for den tid vi delte, men nu hvor min fremtid ikke er lagt på skinner føler jeg mig en smule rundt på gulvet.

Det skete faktisk for nogle uger siden, og som resultat deraf har min rejse ændret karaktér igen. Turen startede tilbage i starten af 2006, (eller var det slutningen af 2005?) hvor Kapper spurgte mig om jeg ville med til Thailand. Dengang var mit øjeblikkelige svar ja, selvfølgelig! og målet med turen var for mit vedkommende selvfølgelig oplevelsen, men også at gruble over meningen med det hele – finde ud af hvad jeg prioriterede højt, hvad der var ligegyldigt og eventuelt være et springbrædt til at drage videre ud i verden.

Senere indledte jeg så et forhold til en charmerende ung dame, og turen ændrede sig til jeg er hjemme lige om lidt. Jeg syntes ikke jeg gik glip af noget, og jeg syntes ikke at jeg afskrev noget – heller ikke selvom turen ikke længere var et potientielt springbrædt. Det var heller ikke lysten til at finde den eneste ene, der drev mig væk hjemmefra. Sandt at sige, var der noget dejligt trygt ved at vide at der ventede en fremtid på mig derhjemme.

Der er imidlertidigt sket noget med mig på den her tur, fuldstændigt urelateret til fast parforhold eller mangel på samme; jeg har genvundet noget af min selvtillid. Jeg har gjort ting jeg ikke har gjort i årevis, og jeg har gjort ting til jeg tidligere har afskrevet uden reel begrundelse. Det mest trivielle eksempel er bowling. Jeg ved ikke hvorfor jeg er gået i en stor bue udenom, men bowling har bare ikke været for mig. Jeg ved ikke hvad blokaden har skyldtes – uden tvivl noget psykisk. Under parolen “hvorfor fanden ikke”, var jeg her for nogle uger siden var jeg så ude at “rulle” for første gang – og det var genialt! Jeg startede helt fra bunden, og der var lynhurtigt positive resulater – det lykkedes mig endda at lave en lille håndfuld strikes (når man vælter samtlige kegler i ét skud). Grænse overskredet med stor success.

At være medlem af et træningscenter i Danmark har også været noget jeg skulle mande mig op til. Nu har jeg været medlem i årevis, men forholdsvist sjældent sat mine ben på stedet. Nu har det her specifikke sted ikke et løbebånd, men hvis de havde ville det være utænkeligt for mig at bestige det. Hvorfor ved jeg ikke, men det er muligvis fordi der er noget pinligt over en 112kg ung mand, der sveder og pruster – igen primært i mit hovede. Herovre fik jeg uden de store overvejelser tilmeldt mig det lokale træningscenter, og har indtil videre peaket på 5.66km på 45 minutter – og så er jeg fandme ikke engang forpustet! Igen, en grænse overskredet med stor success.

Udover de to ovennævnte eksempler, har jeg stået bag på en kørende pickup truck, jeg har blæst igennem junglen på motorcross cykel, jeg har været imponerende tæt på at spise insekter (nej, det sker aldrig), jeg har på rekordtid etableret et hjem og en hverdag 6000km hjemmefra, og jeg har på trods af en vis generthed kastet mig ud i samtaler med de særeste fremmede mennesker. Når man overskrider personlige grænser med success, kan man ikke undgå at få et vist selvtillidsboost. Her snakker jeg ikke om at kaste mig i øjeblikkeligt grams, men bare at have en god fornemmelse i maven af at kunne – en følelse jeg ubevidst har savnet lidt.

Mine prioriteter har også ændret sig imens jeg har været væk hjemmefra. Hvor jeg tidligere har haft et stort behov for den tryghed en ejerlejlighed i min fødeby giver, så syntes det i skrivende stund mindre vigtigt. Om jeg bliver lykkelig andre steder er stadig det store spørgsmål, men jeg føler i hvertfald at jeg har fået nemmere ved at give slip på den hysteriske dvd-samling, widescreen fjernsynet og resten af det lort jeg har fået bakket ind i ejerlejligheden. Jeg føler mig ikke længere stavnsbundet i samme grad som tidligere, og det virker ikke urealistisk f.eks. at flytte til et andet land.

Det lyder måske altsammen meget rodet, men på bundlinien står der en lidt trist, rodløs ung mand, med nyfunden selvtillid og overvejer hvad han skal stille op med resten af sit liv.

Verden er tydeligvis min østers.

Teknisk set er det godtnok formiddag, men det er ikke vitalt for historien. Jeg sidder i nede i det udendørs fællesareal på WaLai House, og jeg grovfryser. Jeg har lige været oppe for at hente en hoodie, men kan nu konstatere at der er alt alt for koldt til bare tæer.

Som rigtig dansker, skal man klage over kulde og smide t-shirten hvis termometeret kommer over 16-18 grader. Kommer temperaturen op over 28-30 stykker, så er der lidt uenighed om hvorvidt varmen er dejlig eller for meget. Det er danske forhold. Her i Thailand spiller vi efter andre regler, og med et dagligt temperatursving imellem ca. 11 og 30 grader, så er definitionen af koldt en smule anderledes end derhjemme.

Som turist på en uges charterferie, når du ikke at omstille dig til varmen, men nu hvor jeg har været her i snart to måneder har jeg efterhånden vænnet mig til det. Sveden driver ikke længere af mig, selvom der er 30 grader i skyggen og jeg ifører mig gerne noget langærmet når der er lidt overskyet. Spørgsmålet er hvor lang tid det kommer til at tage mig, når jeg igen skal vænne mig til det nådesløse danske klima.

21 grader i skyggen – *brrrrrrrrrr* Koldt!!

Min afføring er udeblevet. For lige at undskylde min lidt harske udbasunering, så fylder denne hellige tilbagevendende ceremoni en del i mit liv i øjeblikket. På samme måde, som at man er tit er uhyggeligt opmærksom på ting der mangler, så sidder jeg nu her og savner at levere i porcelænet.

Jeg har hygget mig enormt med min diarré de sidste 2-3 uger. Det har været on/off med faste og flydende dage. Jeg har været forbi oral rehydrering med Gatorade – en sportsdrik som på trods af det lidt høje sukkerindhold er fremragende til det. Jeg har spist de medbragte danske Ido-Form, uden nogen effekt overhovedet, undværer i øjeblikket alt alkohol og som sidste desperate forsøg på at stoppe fontænen, spist et harskt præparat (loperamide) som nedsætter “farten” i tarmsystemet. Sidstnævnte har vist sig uhyre effektivt, og jeg har således ikke successfuldt frekventeret toiletfaciliteterne i et par dage. Det har så igen været grund til bekymring og et vist afsavn. Man savner spøjst nok ikke sin regelmæssige afføring, før den udebliver. Øv.

Fuldstændigt urelateret, har jeg igen været ude og køre hvad der i ærkedanske kredse er kendt som krås. Måske skal det endda udtales grås, og udføres på en gråsser. Nå, men jeg har altså været ude og køre jungleræs med nogle af de andre fra huset og et par thaier. Vi kørte samme rute som sidst, men denne gang i dagslys, og uden fornemmelsen af at være faret totalt vildt og være presset til det yderste. Denne gang var der plads til bare at gi’ den gas, og blæse igennem klippestykker, mudder og bambus. Anden del af ruten var mere udfordrende, og bød på stejle skrænter, tør rød tricky jordvej og folk der blev væk fra hinanden.

Personligt blev det ikke til så mange styrt, men jeg lavede et par af de klassiske “vælt med stillestående cykel”, som primært skyldes at terrænet er alt andet end fladt og alt andet end stabilt. Turen blev naturligvis gennemført i t-shirt og jeans, uden anden beskyttelse end hjelm. Hvis det her bliver min nye hobby, skulle jeg muligvis overveje at købe mig noget mere beskyttelse – mine ribben i højre side gør stadig nas fra sidste gang, hvor jeg tydeligvis kom til at presse dem lidt for meget.

Der var ikke meget tid til at tage billeder, men der er lidt på min Flickr, lidt på Kappers og vi har også fået noget fedt film i kassen, som en af dagene ender på 3mcm.com – kig forbi!

Hjemve er en mærkelig størrelse. Det er ikke normalt noget jeg praktiserer, men engang imellem når man er lidt rundt på gulvet, er syg, træt, hænger med mulen – i mit tilfælde – samtlige førnævnte, så kan man godt komme til at savne kulden, skoven, regnen og mest af alt illusionen om at have styr på det hele.

Jeg savner en ferie hjem til kulden, eller bare en enkelt regnvåd århusiansk efterårsaften. Jeg savner at kunne sætte mig i min bil, og være herre over situationen. I løbet af de sidste par uger, har jeg haft eksplosiv diarré, problemer med at optage væske, feber, hovedpine og spontan opkastning. Når det begynder at have indflydelse på min nattesøvn og mit fødeindtag, begynder min fundament at blive ustabilt. Langsigtede fremtidsplaner er også nyligt blevet aflyste, så spekulationer omkring “livet og alt det der” vipper bare båden yderligere. Når mit fundament bliver ustabilt, søger jeg efter tryghed, og ultimativt er tryghed min lille åndsvage universitetsby hjemme i det regnvåde Danmark. Kommer man først til at tænke på det, bliver distancen imellem min nuværende situation og den ønskede endnu større, og jeg bliver bare endnu mere træt af at være her.

Det er en midlertidig situation. Jeg har haft det røvsygt før, og jeg ved udemærket hvad der skal gøres ved det. Jeg skal – som jeg selv ynder at referere til det – spænde hjelmen, jeg skal spise mine diarrépiller, jeg skal undgå thaimad et par dage og så ellers se frem til weekendens dirtbike-jungleræs. Tryghed er noget man selv skaber, og jeg har alle muligheder for det her – der er folk der bekymrer sig, billig benzin og aircondition. Hvis jeg hiver et par palmeblade med ud under bruseren, er det endda lige før jeg kan fantasere mig til en regnvåd gåtur i skoven.

Som den gode doktor sagde – få tag om situationen og hold ved.

Igår aftes oplevede jeg mit første jordskælv. Epicenteret var ca. 10-15km udenfor Chiang Mai, og jordskælvet målte lidt over 4.5 på Richterskalaen. Intet væltede, men det er første gang jorden har rystet sådan under mig, så jeg var en smule edgy. Såvidt vides er ingen kommet til skade.

Det går ikke fantastisk i øjeblikket. Kroppen er alt andet end på toppen, og jeg døjer med diarré, mavekramper og opdagede nyligt en række åbne sår på mit tandkød i undermunden. Humøret gik også yderligere ned i sidste uge, men på trods af at jeg er langt væk hjemmefra, er jeg omringet af folk der kun vil mig det bedste.

Jeg kan ikke huske hvad der kom først, maveproblemerne eller det faldende humør, men jeg skal ikke udelukke at der er en forbindelse. Kampen imod maven er til at gå til, og kræver masser af vand, diarré-piller og at jeg såvidt muligt holder mig fra søde sager. Humøret er en anden sag, men der er heldigvis folk der har min ryg. Hvad gør man for at live en nørd med motorcykelkørekort op? Man lejer naturligvis den største, mest beskidte superbike man kan overtale en fyr til at leje ud. Jeg havde valget imellem at hænge med mulen i Indokina – et sted jeg trods alt ikke kommer så tit – eller at lægge mine tanker bag mig for en tid. Blæsende ud af Chiang Mai, på en 1000cc Honda CB1000 “The Big One”, kom tankerne for en tid over i et andet spor. Det er en ufattelig kraftig motorcykel, i en speciel udgave med bundtræk og “bredde” som førsteprioritet. Med et udseende der mest af alt minder om klassisk 80er superbike på steroider, havde min kammerat Kasper havde fuldstændig ret i at jeg så lille ud på den. Der er billeder af den her og her.

Søndag gav jeg fanden i diarré, og vi tog ned og lejede dirt-bikes og tog fire mand afsted op i bjergene. Yo – Wa Lai Houses førstestyrmand – var med på turen, så imens vi stille messede it’s eeeasy maaan, vred vi i t-shirts og jeans gashåndtaget på vores 250cc Hondaer helt tilbage. Yo kører dagligt dirtbike, Kapper kørte da han for mange år siden boede i Canada, jeg har udelukkende kørt gadecykler og Ted – vores polske ven – har aldrig kørt noget med kobling før.

I høj sol er offroad i bjergene en slående visuel oplevelse. Det ene øjeblik pløjer man igennem underskoven på smalle stier, og i det næste øjeblik kommer man ud i et åbent område, og udsigten ud over de jungleklædte bjerge tager pusten fra en. Turen tiltog i intensitet, da vi valgte den lidt sværere rute. Det tog et par ture i forkert retning, før vi fandt den og der skulle spørges om vej et par gange. Den nye sti tog og helt ud til grænsen – løse klippestykker, vand, mudder, brutale stigninger og skræmmende nedstigninger. Halve meter dybe hjulspor og bjergskrænter krævede konstant koncentration, og efterhånden som aftenen sænkede sig over junglen, indså vi at vi var faret vild. Der var naturligvis altid vejen tilbage, men tro mig – efter den tur havde ingen af os lyst til at opleve det samme. Der var selvfølgelig mere af samme skuffe i vente, men efter godt 40km i tæt jungle, kom vi endelig ud på jordvejen igen. Vi slap stort set uden mén, men med et par hudafskrabninger hist og her. Den ene bike fik smadret bremserne, men som vi siger på de her kanter – no brakes, no problem. Vores polske ven gav fuldstændigt op på et tidspunkt, men med rette motivation kom han tilbage på cyklen, og jeg er ikke i tvivl om at han er taknemmelig for at han gennemførte – selvom man ikke har det store valg når man står midt i junglen. Kapper tog prisen for det mest dramatiske fald, da han lige skulle skifte fod og søgte fodfæste hvor der intet var – på kanten af bjerget. Cyklen tippede over og Kapper rulle et par meter ned af bjergsiden – men det lykkedes at få begge to op igen, og vores vanvidsridt fortsatte.

Jeg var kvæstet da jeg kom hjem. Fuldstændig synderbanket, men det holdte tankerne i ro. Tilbage på sengen i Wa Lai House, satte maven igen ud, og overloaded på energidrinks lå jeg i et par timer og svedte, krampede og tænkte over livets små finurligheder. Som de kloge siger – det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Endnu engang har jeg fundet min egen grænse, blæst over den og blevet en del erfaringer rigere.

Ligegyldigt hvor langt man dykker ned, er der nogle ting der får én op til overfladen på et splitsekund. Jeg vågnede op et sted i det nordlige Thailand, efter en hård nat med hundeslagsmål udenfor og nu håndværkere der kravlende rundt på bambusstiladser saver og hamrer til den store guldmedalje.

Det sædvanlige hurtige blogcheck bragte mig dog hurtigt op til overfladen – eller rettere hjem i Liselottes baghave, hvor familien hyggede om os med friskbagte boller og hindbær i stride strømme. Det gjorde mig frygtelig ondt at læse gårsdagens indlæg, og I har min dybeste medfølelse. Det er en barsk tid I går i møde, men vi er mange der tænker på jer – selvom nogle af os er langt væk.

Hver gang man som turist rejser ind i Thailand, får man tredive dages opholdstilladelse. Den kvikke læser vil vide, at vi ialt skal være her tre måneder, og derfor har brug for at forlade landet fra tid til anden. Igår var den første af de ceremonielle grænseture.

Urimeligt tidligt (det er klokken otte for jer A-mennesker) kom der en minibus og samlede os op ved Wa Lai House. Der var en glad blå elefant på siden, og arabiske klistermærker i forruden. Vi havde meldt os på en Golden Triangle Tour med mulighed for visa run eller border jump som det også kaldes.

Første stop på turen var en varm kilde udenfor Chiang Mai. Der mener jeg i hvertfald det var, men jeg kunne tage fejl – det kunne lige så vel være Chiang Rai. Jeg havde sovet elendigt, så på det her tidspunkt kørte det hele lidt på rutinen. Da vi ankom, var der ganske rigtigt et hul i jorden, og der var ganske rigtigt gevaldigt varmt vand i det. Så varmt faktisk, at der blev kogt æg i det. Omkring denne lille naturperle groede der så giftshops som skimmelsvampe, og udover muligheden for at presse en apple pie og en kop kaffe i svælget, var der ikke rigtig noget at blive ophidset over.

Chiang Mai Hot Springs

Morgenmad. Kaffe. Tiltrængt.

Efter det varme vandhul, kørte vores chauffør videre imod et gemmelt tempel. Kørte er måske en underdrivelse, da han nok i virkeligheden synderstraffede hans pimpede Toyota minibus. De praktisk anlagte tre-sporede, snoede bjergveje blev udnyttet til fulde, og svingene blev udjævnet til trods for både modkørende og fuldt optrukne linier. Ikke engang modkørende turistbusser syntes at tage pusten fra vores chauffør, og hans engelsktalende kollega tog heller ingen notits af kørslen.

Toyota tourbus med Mercedes fælge – meget stilfuldt

Det gamle tempel var hyggeligt, og til trods for at være en turistfælde, forholdsvist fredfyldt. Enorme Buddhafigurer prydede det vægløse tempel, og rester fra de oprindelige bygninger kunne ses overalt udenfor – svøbt ind i gul-orange stof. Havde det ikke været for alle butikkerne og de alt andet end ydmyge turister, kunne jeg godt have brugt et par timer mere her.

Rester af det oprindelige tempel

Turen fortsatte videre imod Mae Khong floden, som grænser op til Myanmar (tidl. Burma) og Laos. Selve området her er kendt som The Golden Triangle, og har tidligere været centrum for opiumhandel imellem de tre lande. Efterhånden som bl.a. Thailand har intensiveret kampen imod narkotika, har de tidligere narkobaroner arbejdet målrettet for at få grænserne imellem landene åbne for turisme – i det mindste et par hundrede meter ind i landene. Nu fragter de således ikke længere opium frem og tilbage, men både læsset til randen med købeglade turister. Det var med såden en båd, at vi krydsede Mae Khong floden, og gik i land i Laos.

The Golden Triangle – Thailand, Laos og Myanmar (tidl. Burma)

Hvis du spørger hvordan Laos var, så kan jeg ikke rigtig komme med et reelt svar. For mig består Laos af 20-30 små butikker, som allesammen sælger dybest set det samme lort. Her var der dog ikke kun træfigurer, tøj og andet uskadeligt junk men også knive, armbrøster og den legendariske Lao Whiskey med alt godt fra junglen – inklusive hele kobraer og skorpioner. Det skulle naturligvis prøves, og udover den lidt sødlige lugt var der ikke rigtig noget ophidsende ved det. Det havde dog en lidt skarp bismag, som muligvis havde noget at gøre med at det var konserveringsvæske for to pænt giftige dyr – hvad ved jeg.

Whisky fra Laos – med det hele

Tilbage på thai jord, spiste vi på den lokale restaurant. Det var med i prisen, og det kunne man godt fornemmel. Salaten var slatten, og buffeten bestod af assorterede tilberedte dyrelemmer. Deres ananasstykker var dog hele besøget værd. Frisk og sprød – modsat dem vi spiser hjemme.

Vores halve time i Laos, talte tydeligvis ikke som et udlandsbesøg, så for at få vores visum fornyet, skulle vi krydse grænsen til Myanmar. Det skulle foregå i byen Mae Sai, som tidligere har været kendt som hertil og ikke længere – i hvertfald hvis man var turist. Burma, som det før hed, var åbenbart tidligere et af Asiens rigeste lande, men bizarre statsledere har effektivt puttet en pind i hjulet på det som nogle refererer til som verdens sidste rigtige socialiststat. Et ønske om at få en del af turistkagen, har dog tvunget landet til at åbne grænserne på klem igen. Turen ud af Thailand gik selvfølgelig problemfrit, og ovre på den anden side krævede det 500 baht, et foto med immigrationskontorets webcam, en fornærmende sammenligning med mig og en elefant og så havde vi et turistvisum til Myanmar. Jeg ved ikke præcist hvor langt vi kunne rejse ind i landet, men det var sådan set også underordnet, for vi forlod det få minutter senere. Tilbage ved thai immigrationskontoret, kom der et nyt stempel i passet, og vi kan nu være her til den 27. december.

Én ting fascinerede mig dog voldsomt ved vores grænsetur; sidste gang jeg krydsede en rigtig landegrænse, var engang i 1999. Jeg havde sovet hele natten på en bænk ved den grænsen imellem Israel og Jordan, og da de endelig åbnede fulgte der en længerevarende ceremoni på begge sider, og en ensom tur igennem et ingenmandsland bevogtet fra maskingeværsreder i begge lande. Tilbage i Asien, var zonen imellem Thailand og Myanmar nærmest et lille marked. Der var tiggere, rejsende, handlende og en fyr der forsøgte at lave en tre-punkts u-vending midt i det hele. Det meste af kaoset syntes dog at have rod i Myanmar, og processen virkede en smule mere organiseret på thai siden. Hele forløbet gik desværre uden billeder.

Absolut sidste stop på turen, var et besøg til en bjergstamme. Kapper fortalte at de oprindeligt – for lang tid siden – var politiske flygtninge fra Kina. Thaierne tog ikke godt imod dem, og de havde store problemer med at etablere sig i Thailand. Siden har de dog fundet deres niche, og sælger godt håndværk og assorteret ragelse rundt om i Thailand. Billeder af pigerne i deres traditionelle dragter koster 10 baht, men jeg kunne ikke få mig selv til at købe en fotomulighed. Den lille by vi besøgte, havde et utal af giftshops, hvilket jo i virkeligheden giver fin mening, når det er deres primære erhverv. Alligevel virkede det forkert på mig, for jeg gik derfra med en underlig smag i munden.

Pige i den traditionel bjergstammedragt

Legende dreng i bjerglandsbyen

Fuldstændigt gennembombet og træt udover det sædvanlige, ankom til til Wa Lai House efter timevis af vanvidskørsel. Endnu engang har vi fået en kulturindsprøjtning, og endnu engang er min personlige opfattelse af trafiksikkerhed blevet rykket betragteligt.

Alle billederne kan selvfølgelig ses på min Flickr side.