Her sidder man så i Suvarnabhumi Airport, og snacker sushi og drikker thailandsk Pepsi Max, milevidt fra gårsdagens udflugt til kobrafarmen og den enorme liggende Buddha. Vi har lagt de seneste par dages speedturisme bag os, og om et par timer sætter vi kursen imod Chiang Mai – Thailands nordlige Rose.

Vores turismepsykose nåede et absolut max igår, hvor det tætpakkede program bød på et besøg til det flydende marked, en tur til en kobrafarm med tilhørende show, besøg på kongepaladset og sidst men ikke mindst den 46 meter lange liggende Buddha.

Den første udflugt i den tempererede Mercedes gik til det flydende marked. Det minder meget om Bilka, bortset fra varene, logistikken, prisen og menneskerne. Ved nærmere eftertanke er ligheden med Bilka nok begrænset. Enkelte thaier padlede stadig turister rundt i lange både ved håndkraft, men i hast med Thailands åbenbare overskud af bilmotorer, har disse fundet vej til de små flodbåde. Monteret på et langt rør med en propel for enden, giver disse benzinmotorer en rimelig hysterisk fremdrift. Beskyttelse rundt om motorene er ikke-eksisterende, men til gengæld af mange af dem pyntet med krom, små lamper og mærkværdige udstødningsrør.

Sindsyg bådmotor

Ved flodbrederne havde mange etableret overdækkede butikker, der stort set solgte de samme varer – Buddhafigurer, pakker med krydderier og en mappe med 10-20 assorterede postkort. Rundt på floderne sejlede gamle kvinder med boblende frituregryder, små griller med velduftende kødstykker, friske kokosnødder med sugerør, friske frugtstykker, hatte og suppe i små poser. Jeg knipsede løs med kameraet, men fandt tid til at guffe lidt frisk mango. Ved afslutningen af turen, var der naturligvis mulighed for at købe porcelænstallerkener med vores portrætter på.

En snackbåd

Endnu en snackbåd

Glade turister

Tilbage i det tyske automobil, satte vi kursen imod kobrafarmen. Det var i sig selv ikke vanvittigt spændende, bortset fra stedets hovedattraktion – kobrashowet. Imens en fyr kommenterede på amerikansk med den fedeste Viet Cong accent, blev der arrangeret cage-fight imellem et desmerdyr og en kobraslange. Jeg ved nu at desmerdyr er nogle aggressive små sataner. Herefter blev der fremvist slanger, drillet pythoner og fanget giftslanger med munden i rullefald.

To med hænderne – en i munden

Speakeren kunne iøvrigt oplyse følgende: the snake has two penis. You have only one. Snake very lucky. Som gårsdagens krokodilleshow, er der igen en delikat balance imellem underholdning og sikkerhed, som for os blege europæere er totalt ikke-eksisterende. Holdningen syntes at smitte af, specielt da en turist i bedste Michael Jackson stil, valgte at sætte sin lille dreng på kanten af kobragraven. Det var ikke et enkeltstående tilfælde, for få minutter før stak en anden turist et kamera helt ned i graven, i håb om at få et godt closeup af en kongekobra. Desværre blev han ikke offer for den naturlige udvælgelse.

Næste pitstop var kongepaladset. Kongen er stor – rigtig stor – på disse kanter, og at vi i år fejrer at kongen har været regent i treds år, gør absolut ikke psykosen mindre. Jeg er med på bølgen, og sidder her i lufthavnen og skriver, iført et gummiarmbånd med teksten Long Live the King. Spøjst nok tænkte jeg først på Elvis adskillige timer senere. Kongepaladset minder mest af alt om en meget, meget stilfuld opmagasineringsplads for små guldtempler, guldfigurer, glasdekorationer og andet kongeligt bling-bling. Forskellen fra ordinært bling-bling, var dog at alt hvad der her lignede guld, som udgangspunkt var guld.

Bling-bling!

Inden I stempler kongen som en gridsk gammel gubbe, skal vi lige ha’ på plads at han faktisk giver penge tilbage til folket. Kongefamilien valgte på et tidligt tidspunkt at blive Thailands største bolighaj, og ejer et meget stort antal grunde i landet. Såvidt jeg husker, opfattes samtlige af landets elefanter også som kongens indirekte ejendom, men hæng mig ikke op på det. Gardere og våben var der nok af, men alligevel var stemningen rimelig tilbagelænet. Lange bukser var naturligvis obligatoriske, da en temperatur på 32 grader ikke gør at stedet fortjener mindre respekt – heller ikke fra os svedende turister.

Mere guld bling!

I takt med vores besøg til et af paladsets højdepunkter – The Emerald Buddha – røg skoene naturligvis også af. Inde i templet, fik vi også fornøjelsen af at se en anden turist blive tævet over skinnebenene med en fed turistfolder, da han i et øjebliks uopmærksomhed havde vendt fodsålerne imod Buddhaen. Her i landet er fødder noget man går på – ikke noget man peger med, flytter ting med og absolut ikke noget man viser undersiden af til nogen.

Bling to the max!

Sidste stop idag var den liggende Buddha. Denne imponerende gulddækkede figur er 46 meter lang, 15 meter høj og der perlemors-dekorerede fødder er tre meter høje og fem meter brede. Den er betragtet som det største og smukkeste udgave af en liggende Buddha i hele landet, og den er mildest talt også imponerende, omend stort set umulig at illustrere i sin størrelse med et fotografi.

Den liggende Buddha – druknet i bladguld

Vores langsomme sejtræk imod det thailandske køkken tog endnu et skridt idag, hvor vi indfandt og på en autentisk thairestaurant og fik hvad der må betragtes som “normal” mad for første gang. Jeg fik wokmad med kæmperejer, blæksprutte og grøntsager, serveret på et lille podie af brede thainudler. De andre kastede sig ud i lignende eventur, og udrustet med en 0.6l Beer Chang – den thailandske kopi af Carlsberg – gled det ned med stor fornøjelse. Resten af aftenen blev fulgt til dørs af Skype-snak med kæresten og Miss Michelles rituelle slagtning af vestlig musik.

Tilbage her i Suvarnabhumi lufthavnen, er klokken blevet lidt i elleve. Flyet går om lige under en time, og jeg sidder og kontemplerer at guffe noget mere sushi. Jeg har teknisk set stoppet mig i hotellets amerikanske morgenmadsbuffet, men jeg er altså stor fan af sushi, og prisen er absolut til at leve med, også selvom lufthavnen uden tvivl er det ti-dobbelte af gadepriserne. En dåsecola og fire stykker sushi: 340 bath, eller omkring en dansk halvtredser.

Yep, der ryger lige endnu 6 stykker maki ned, til ydmyge 25 kroner – velbekomme!

Der blev sovet længe tirsdag morgen, eller i hvertfald til godt op på formiddagen. Efter den legendariske American Breakfast, med bacon, kogte bønner, spejlæg og vafler med sirup, indfandt vi os i taxagaragen og organiserede en vogn til Samphran Elephant Ground.

Vores transportmiddel de næste to dage viste sig at blive en Mercedes 300E, kørt af en fyr der mest af alt mindede om en thai-udgave af ham indianeren fra Harleystrømer. Han var ikke en talker, men køre kunne han, og rimelig målrettet endda. At der på bagruden af bilen stod VIP Service, gjorde ikke oplevelsen mindre. Vi kørte en time eller mere, med airconditionen hamrende på 22 grader. Udenfor var der 32, og solen bagte målrettet.

Vores chauffør

Sampran Elephant Ground havde meget at byde på, bl.a. et horribelt magishow, til temaet fra Back to the Future. Elefantshowet var heller ikke skidt, og bød både på historieundervisning, understøttet af både sværdkamp og et par benzinbomber. Mest imponeret var jeg dog over den elefant der kunne lave propellen med sin snabel.

Sød elefant

Højdepunktet var dog krokodille-wrestling-showet, hvor to fyre i en art vand-manege trak krokodiller rundt i halen, stak arme og hoveder ind i munden af dem og klappede hinanden i røven. Det kan ikke beskrives, men jeg var yderst tilfreds, og der er ingen tvivl om at de fortjente de 100 Baht (cirka 16 kroner) jeg gav dem i drikkepenge.

Krokodilletricks

Som prikken over det unævneligt bogstav, kom vi forbi tiger photo opportunity på vores vej imod udgangen. Jeg havde som udgangspunkt ikke tænkt mig at pette med to tigere, bare for underholdningens skyld, men i et svagt øjeblik gav jeg efter. Vi strøg alle tre ind bag de to yderst fuldvoksne tigere, så fotografen kunne nappe et billede af os. For underholdningens skyld, skulle de to af os på flankerne stå med de to tigres kagerulle-tykke haler i hænderne, og bedst som jeg står og holder en fuldfed hale i hånden, begynder huntigeren i den anden ende at hælde vandet fra kartoflerne. Tigerjongløren satte fluks en metalskål op til måsen af tigeren, og indikerede at jeg bare skulle hive til i halen. Jeg flåede så godt jeg kunne, i den 2-300kg tunge huntigers hale, imens hun fuldstændig upåvirket tømte blæren ud i metalskålen. Dyrepasseren knækkede sammen af grin, og jeg må indrømme at jeg i et bizart øjeblik også fandt det voldsomt morsomt og virkelighedsfjernt at jeg på den måde stod og hev i et rovdyr, som har en lang historie af menneskedrab bag sig.

Tigertamtam

Hjemme igen stod aftensmenuen på t-bone steak fra Café D’Elite, som bryggede mad til den sofistikerede blege gentleman. Det var på ingen måde skidt, og jeg var alligevel ikke så fandens eventyrlysten på det tidspunkt. Aftenen blev fulgt til dørs med kaffe og kage i loungen på Eastin Hotel, imens Miss Michelle troligt maltrakterede kendte amerikanske klassikere bag flyglet, ledsaget af hendes lidt usikre vokal og lyden af et casio-keyboard fra de glade firsere.

Der er vist ingen tvivl om at vi morer os gevaldigt herovre.

Få en ektra dimension på historien – check vores seneste video post!

Jeg sov selvfølgelig rædselsfuldt – det skal man jo som bekendt, sidste nat før man skal ud at rejse. Alligevel lykkedes det os at komme op til tiden – hvilket nok i virkeligheden skyldtes at inden af os sov da vækkeuret ringede. Vi fik slæbt vores lort til Ørestadens station, og videre til Kastrup lufthavn, hvor vi mødte trediemanden.

Efter alt det hype om forbedret sikkerhedscheck, var sikkerhedschecket i Kastrup nærmest pinligt. Vi skulle ganske rigtigt tage laptoppen ud af håndbagagen, men i forhold til de amerikanske tilstande slap vi billigt. Ingen stillede os spørgsmål, metaldetektoren detekterede ikke engang mit forholdsvist store bæltespænde og vi fik både lov at beholde skoene på og slæbe alt det håndcreme med i håndbagagen vi lystede. Reglerne var dog en del hårdere i Heathrow, hvor vi igen skulle have scannet vores håndbagage og af med bælter og fodtøj. Der var også opslag over hvad vi absolut ikke måtte true den frie verden med – toiletsager, deodoranter, håndcreme og linsevæske. Jeg havde læst op på lektien, så det var intet problem. Ganske som forudset, kunne man også købe håndcreme i Heathrow, hvor vi brugte 8-10 timer (jeg har ingen anelse om det præcise tal lige nu) på at sove, spise, drikke Guiness og sludre med venner og kærester over MSN. I den forbindelse kan jeg varmt anbefale folk at undgå Garfunkel’s Restaurant, og specielt deres onion rings og deres usædvanligt kedelige mixed grill. Det varierede imellem intetsigende og direkte klamt.

Da klokken endelig havde sneget sig op omkring 21, kravlede de tre danskere ombord i to forskellige fly, og satte kursen imod Bangkok. Igen har jeg ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, men vi fløj vist omkring 9.600km, og det tog vist noget i retning af 8-10 timer. Jeg har før kedet mig bravt på turen til USA, og jeg frygtede at de ekstra timer ville være dødens pølse. Det viste sig dog at når man først har brugt 6 timer i et fly, er det begrænset hvor stor forskel et par timer fra eller til gør. To film, to måltider, en del væske, en tur på toilettet, lidt musik, en del frustration over ikke at kunne falde i søvn og en halv time eller to på øjet senere landede vi i Bangkok.

Der var vamt. Gu’ var der varmt. Ulideligt var det bestemt ikke, og jeg har oplevet værre. Det var intet problem at kommer igennem immigration og få de 60 dages opholdstilladelse, som kan udvides senere. Vi mødtes, fandt bagagen og fik organiseret en limo til hotellet. I praksis var der tale om en Toyota med aircondition, med en meget stille chauffør og ingen skænderier om betalingen når vi var fremme. Hans kørestil var dog unik, da han i en automatgearet bil, valgte at sidde og pumpe på speederen – en sportsgren der i praksis gav udslag i at medpassagerne konstant sad og vippede med hovedet. Udover det, gav den 70km lange tur igennem Bangkok og forstæder et interessant indblik i den Thailandske motorkultur, som jeg i skrivende stund vil sammenligne med Cairo, dog i noget der virker som et højere tempo.

Vi ankom til hotellet og checke ind uden problemer. Her er ingen netforbindelse, men værelset er iorden og efter en tur under bruseren var jeg klar til at se på situationen med fornyet optimisme. Imponerende hvad lidt vand kan gøre. Vi tog ud i byen, for at suge lidt kultur til os og det var fandme en intens oplevelse! Jeg har set for lidt af Bangkok til at sige hvilken type kvarter vi var i, men det var ydmygt oplyst, og fyldt med små butikker med mad, tøj og andre sære ting. Det var i sig selv meget hyggeligt, men luften er tyk af smog, krydret af mad og fæl af rådden mad og skidt. Varmen gør det til et endnu mere intenst indtryk, og jeg indrømmer blankt at det virkede meget voldsomt på mig, men smoggen er der i hvertfald mindre af i Chiang Mai. Trætte og på jagt efter en sikker vinder, endte vi på en Thailandsk McDonalds, eller McThai som de også kaldes her. Menuen var stort set det samme som hjemme i Danmark, men undertegnede kastede sig ud i en Samurai Pork burger, som var en art minischnitzel med lidt kryddersauce, salat og dressing i en burgerbolle. Kapper kastede sig ud i en burgerlignende tingest, såvidt jeg lige husker med svinekød i midten, og sammenpresset ris som burgerbollen udenom. Sært var det, men absolut ikke uden appeal.

På vejen tilbage fik vi samlet lidt småting sammen, bl.a. noget grøn is-te og nogle tørrede babyblæksprutte-snacks, som jeg ærlig talt er en smule tvivlende omkring. Her, et par øl, en drink, lidt kage og et glas thailandsk whisky senere, ligger jeg som sidste vågne i vores hotelværelse. Der kører et underligt kinesisk program på Discovery, om en kvindelig superpolitibetjent. Imorgen skal vi ud på en krokodillefarm udenfor Bangkok – iøvrigt samme sted, som en dyrepasser fik bidt armen af i et populært videoklip på YouTube. Jeg har ikke planlagt at lave lignende tricks, men der skulle være mulighed for at kaste kød ud til dem – det kunne være ret spændende!

Dette indlæg er skrevet søndag nat, og ryger online så snart jeg er på nettet igen.

Min søde kæreste har lige sat sig ind i det lille røde lyn, og har sat kursen nordpå – eller vist nærmest nordvest. I hvertfald vest. Om få timer begynder turen imod østen, og eventyret venter rundt om hjørnet.

Vi har lige sagt farvel, og jeg mangler kun at pakke de sidste småting, inden jeg stikker af til Østen. Fremtiden byder på nye steder, nyt mad, nye mennesker, men for dælen hvor kommer jeg også til at savne kæresten. Som jeg ser på det, kan man angribe det fra to sider – man kan vælge at snøfte over de 90 dage vi ikke ses, eller man kan smile og glæde sig til at vi ses igen om 90 dage. Men nok om det – det er noget jeg selv kæmper med!

Ude i det fjerne venter eventyret, og jeg kan mærke hvor jeg trænger til at komme ud og suge nye indtryk til mig. Det her er mit happy place, mit creme i spandaueren – min rejselyst.

Min dufflebag er næsten pakket færdigt. Den er tætpakket med elektronisk grej, alt fra fotoudstyr, computerudstyr, accesspoint, ip-telefoniudstyr og tilhørende telefon. Der er naturligvis også en LED-modificeret MagLite, min Leatherman, en halv milliard kontaktlinser, solcreme til min spæde barnehud.. og et par rene underdrenge og et par t-shirts! Man har vel prioriteterne iorden!

Først går turen til København, hvor vi crasher hos en bekendt. Imorgen formiddag går flyet så til Heathrow, hvor vi skal sidde og drikke Guiness og spille WoW i 10-11 timer. Derefter går turen til Bangkok, hvor vi bliver et par dage. Når vi har set den zoologiske have, taget en tur på floderne og set ping-pong showet, så tager vi videre til slutdestinationen – Thailands Rose of the North – Chiang Mai.

Opdateringer følger!

Terror og paranoia er stort i øjeblikket, men på trods af den massive medieomtale påvirker det mig overraskende lidt – altså lige bortset fra den kommende weekend, når jeg tilfældigvis skal være i lufthavnstransit i over 24 timer med en frisk tatovering.

Kald mig pisse egoistisk, men takket være de seneste lufthavnsregler, må man nu ikke længere have toiletsager, parfume eller creme med i sin håndbagage. Under normale omstændigheder ville det ikke røre mig, men lige i øjeblikket fornøjer jeg mig med en helende tatovering, som skal smøres med fugtighedscreme tre gange om dagen – hvis den altså ikke skal ende med at tørre ud, sprække og komme til at ligne lort.

Hovedet har været lagt i blød, og jeg har konsulteret min lægehotline. Han mente ikke umiddelbart at man kunne få skrevet panthenol-holdig creme ind som livsnødvendig medicin. Med ovenstående regler giver det ingen mening at man kan købe nogen form for creme i Heathrow lufthavnen, men hvis man alligevel kan, kan jeg da være cremet op i de 10-11 timer vi sidder i lufthavnen og venter på næste fly.

Nå, hvad fanden – jeg overlever nok.

Den trofaste læser ved allerede at jeg blev tatoveret i forgårs, og med 3 dage tilbage før afrejse, så skal der heles på rekordtid. Der luftes, bades og cremes til den helt store guldmedalje. Indtil videre ser det lovende ud, men når det at hele før jeg skal flyve søndag morgen?

Hele dynen begyndte her i mandags, hvor jeg troppede op kl. 11 hos Mjølner Tattoo. Efter at have snakket og arbejdet lidt med tatoveringens placering, begyndte prikkeriet. Jeg blev naturligvis overrasket over følelsen, men kort tid efter havde jeg vænnet mig til fornemmelsen af at blive maltrakteret med en symaskine. Tatovøren startede med at få den yderste kant trukket op, herefter de lange streger rundt i masken og til sidst de små streger i selve “fyldet”. Så blev nogle af stregerne gjort tykkere, fyldet – som iøvrigt er små dragefigurer – blev farvelagt, og til sidst blev der tilføjet slagskygger.

Masken

Det lyder måske som noget der tog et par timer, men jeg gik derfra kl. 18:30, syv en halv time senere. Det spørgsmål der ligger på alles læber, er selvfølgelig om jeg syntes det gjorde ondt. Ja, gu’ gør det da ondt – der sidder en og hækler i dig med en symaskine og en flaske blæk! Det var dog fuldt ud udholdeligt, altså indtil jeg begyndte at blive træt sådan en fire-fem timer inde i projektet – der indrømmer jeg blankt at jeg fik en smule svært ved at holde prikkeriet ud. Der blev dog hverken tryglet om pauser, eller kastet håndklæder i ringen. Der var bred enighed om at jeg havde startet hårdt ud, når jeg havde valgt et motiv i den størrelse – og så kan man ikke lade være med at føle sig lidt som en superhelt!

Tatoveringen blev smurt ind i creme, pakket ind i vita wrap, og så kravlede jeg ellers hjemad. Kravlede lyder måske fjollet, men jeg var smadret ud over det sædvanlige. Blandingen af at abstrahere fra smerte i 7 timer, og ligge stille i ukomfortable stillinger tager i dén grad pusten fra mig. Hjemme igen røg vita wrap’en af, og der blev duppet med papir indtil værket var helt tørt. Igår aftes, 24 timer senere, fik såret pantothenol creme første gang, hvilket straks resulterede i at det “boblede op” og blev snasket af overskudsfarve, creme og blod. Det var på mange måder pænt klamt, og jeg frygtede lidt at der var gået betændelse i det.

Her morgenen efter, er såret blevet badet og indsmurt i creme anden gang, og nu ser det væsenligt pænere ud. Der faldte en lillebitte smule farvegnyt af i badet, så jeg er optimistisk omkring helingsprocessen. Det virker ikke umuligt at jeg kan gennemføre en 12-timers flyvetur uden det store ubehag. Dog skal jeg lige ha’ regnet ud hvordan jeg klarer hele turen inkl. ventetid i Heathrow, uden nogen form for creme – for sådan noget kan jo som bekendt bruges til at udøve terror med.

Tusind tak til dem der gav mig gavekortet, og til Kala fra Mjølner Tattoo for at føre projektet ud i livet – jeg er meget tilfreds med resultatet!

Imorgen skal jeg under nålen for første gang. Jeg har forberedt mig så godt som jeg kunne, men jeg kan alligevel ikke løbe fra at jeg er en smule nervøs. Hvis det nu bare havde været en lille sommerfugl på den ene balle, så var det hurtigt overstået. Det er det så ikke.

Som nævnt tidligere er det en variant over Aros- eller Århusmasken som den også kaldes, der gerne skulle ende på min venstre overarm. Det er et stort motiv, og det kommer uden tvivl til at tage et stykke tid at få den lavet. Jeg har ingen ide om hvorvidt det kommer til at gøre ondt eller ej, men jeg har begrænset tid til at hele i, så hele projektet skulle meget gerne overståes imorgen. Skrækhistorierne har jeg selvfølgelig fået en forsmag på, men jeg håber at jeg klarer det en smule bedre end de værste af dem. Med lidt held ender jeg hverken med at besvime eller klynke om nåde.

Hjemme i lejligheden venter der aloe vera, vita wrap og smertestillende i alle regnbuens farver. I yderste nødstilfælde har jeg også det meste af en flaske Raki stående endnu. Jo, kære læser, jeg kan med en vis selvsikkerhed forudsige, at imorgen bliver en yderst interessant dag.

“11 dage til afrejse” står der i nedtællingsboksen ude til højre, og jeg føler mig ikke specielt klar. Der er stadig masser af løse ender, både på arbejdet men også personligt. Mine egne forberedelser til den kommende rejse, og forandringer i andres liv har fremprovokeret et af de berømte hvad er meningen med det hele-øjeblikke.

Jeg tænker meget for tiden, og mærkværdigt nok syntes jeg også at jeg bliver klogere. Jeg tænker på mig selv, mit liv og hvor jeg vil hen med det. Det er en meget, meget mærkværdig proces, specielt fordi jeg er hudløst ærlig overfor mig selv. Jeg når ind til mine svageste punkter, og selvom jeg ikke nødvendigvis fortæller andre om det, er tanken nok til at jeg nu er opmærksom. Der grubles og granskes, og med lidt held finder jeg snart den indre ro.

Elleve dage endnu. Det føles som en skæringsdato.

Her kommer lige et hurtigt fredagsguldkorn! En fyr på MacRumors forummet har fundet ud af at ændre minimumshastigheden på maskinens blæsere, og idag har tyskeren Hendrik Holtmann udgivet version 1.0 af smcFanControl 1.0 – et grafisk interface til at gøre det samme!

SMC Fan Control

Når jeg virkelig svinger pisken over min maskine, kommer temperaturen næsten op på 88 grader. Med smcFanControl kan jeg skrue op for blæserne, og temperaturen kan komme ned på under 70 grader. Temperaturen på din MacBook Pro kan iøvrigt overvåges med CoreDuoTemp.

God fredag!

Jeg sætter stor pris på initiativer der uddanner unge mennesker, og da specielt omkring sex og samværd. Jeg kan også udemærket acceptere at kristne organisationer står bag, men jeg kan fandme ikke acceptere at en delvist offentligt sponsoreret hjemmeside prædiker imod pornografi og onani.

Hvad de yderligtgående kristne skriver på deres egne hjemmesider, rører mig begrænset. Jeg bliver dog en anelse ophidset, når de med sponsorat fra Sundhedsstyrelsen går ind og prædiker, så der røg fluks en e-mail afsted til sponsoren:

Jeg vil gerne have aktindsigt i sponsoratet af AdamOgEva.dk, mere specifikt omkring Sundhedsstyrelsens beslutning om at støtte en religiøs hjemmeside med rødder i bl.a. Indre Mission. Jeg finder det foruroligende at et offentligt organ går ind og støtter en religiøs hjemmeside, som med sine indlæg bl.a. kriminaliserer eksempelvis pornografien, der som bekendt er fri her i landet.

Får jeg svar? Sikkert ikke. Moses har iøvrigt heller ikke svaret.